Benny Damsgaard: Du kan ikke købe dig til en valgsejr

KOMMENTAR: Flere partier bruger i denne tid betydelige beløb på stort opsatte opvarmningskampagner til folketingsvalget. Forskningen viser imidlertid, at man ikke kan købe sig til et godt valgresultat, skriver Benny Damsgaard.

Hvad er den såkaldt forklarende variabel i valg? Hvad forklarer, om vælgerne stemmer på et parti frem for et andet?

Det spørgsmål har optaget valgforskere og ikke mindst politikere og deres rådgivere, så længe man har haft frie valg.

Grundlæggende er forhindringen for at finde svaret, at du ikke lige kan tage et valg om og dermed med sikkerhed isolere den forklarende variabel og styrken af den.

Det betyder omvendt ikke, at valgforskere og rådgivere stadig famler i blinde, i forhold til hvad der virker og især ikke virker i valgkampe. Langtfra.

Forskningen har for eksempel fastslået, at der er faktorer, som man rent intuitivt tror er afgørende, men som, når det kommer til stykket, alligevel ikke er specielt gode til at forklare, hvorfor resultatet blev, som det blev.

Et af de bedste eksempler på sådan en faktor er effekten af penge i valgkampe – eller rettere den manglende effekt. Til forskel fra, hvad mange tror, så er mængden af penge, som et parti har til at føre valgkamp for, ikke specielt god til at forklare, hvordan partier klarer sig i valg.

Et parti eller en politiker kan altså ikke bare samle masser af penge ind, køre en stor og lang kampagne og så være sikker på at få et godt valgresultat – tværtimod.

Den amerikanske adfærdsøkonom Steven Levitt, som blandt andet er kendt for de populærvidenskabelige ”Freakonomics”-bøger, har nøje undersøgt effekten af penge i politik og er kommet frem til, at effekten af bare at hælde flere penge i en kampagne i bedste fald er marginal:

”When a candidate doubled their spending, holding everything else constant, they only got an extra one percent of the popular vote. It’s the same if you cut your spending in half, you only lose one percent of the popular vote. So we’re talking about really, really large swings in campaign spending with almost trivial changes in the vote.” (se her)

Selvom Levitts undersøgelse er nogle år gammel og baseret på amerikanske data og cases, så er der ikke noget, der tyder på, at resultatet – altså at penge ikke er den forklarende variabel, i forhold til hvor godt eller dårligt et parti klarer sig – ikke også gælder her i landet.

Ved 2015-valget brugte for eksempel Det Konservativ Folkeparti ti gange mere end Alternativet, men fik alligevel en tredjedel færre stemmer.

Og ved samme valg brugte Venstre næstflest, men blev alligevel kun det næststørste borgerlige parti. Det største borgerlige parti, Dansk Folkeparti, brugte til gengæld kun halvt så meget som Venstre og Det Konservative Folkeparti.

Men hvad er det så, der gør forskellen? Steven Levitts bud er, at de kandidater, som i forvejen er attraktive for vælgerne, også ender med at tiltrække flest penge.

Altså, at det er vælgernes vurdering af kandidaten, som er forklaringen på, hvor mange penge kandidaten kan samle ind – ikke omvendt. Lidt ligesom regn og paraplyer. Regn og paraplyer følges ofte ad, men paraplyerne er ikke årsagen til, at det begynder at regne.

Og hvad er det så, der gør, at vælgerne vurderer en kandidat eller et parti positivt?

Selvom det ærgrer alle, som arbejder professionelt med politik, så er der meget få vælgere, som sætter sig ned og sætter partiernes politik op mod hinanden og træffer et oplyst, rationelt valg.

I virkeligheden er det langt mere diffuse og uhåndgribelige spørgsmål, som spiller ind. Det er ting som stemningen om partiet, vælgernes tro på partiets visioner for fremtiden og ikke mindst tillid.

Har man tillid til den partileder, som er i spidsen for det pågældende parti? Er vedkommende ærlig og ikke mindst en kompetent leder? Er man grundlæggende stolt over at sige ved et middagsselskab, at man stemmer på det pågældende parti?

Hvis ikke du kan sætte kryds i de bokse, så kan du blive ved med at hælde penge i opvarmningskampagner og annoncering, uden at det gør den store forskel. Og det er et eller andet sted ganske betryggende.

.......

Benny Damsgaard (født 1971) er director, public affairs hos konsulenthuset Geelmuyden Kiese, hvor han har ansvar for politisk rådgivning af udvalgte klienter. Han har gennem de seneste to årtier arbejdet professionelt med politisk kommunikation og interessevaretagelse. Fra 2013-2016 var han kommunikationschef for Konservative og inden da politisk rådgiver for DI’s administrerende direktør, Karsten Dybvad. Frem mod valget skriver han hver anden uge om partiernes valgkampsforberedelser set indefra.

Forrige artikel Lisbeth Knudsen: Nej, klassiske medier er ikke valgkampens tabere Lisbeth Knudsen: Nej, klassiske medier er ikke valgkampens tabere Næste artikel Lars Midtiby: Negative kampagner virker Lars Midtiby: Negative kampagner virker
Thulesen har sejret ad helvede til

Thulesen har sejret ad helvede til

ANALYSE: Dansk Folkepartis nedtur kommer i en situation, hvor partiet aldrig har haft mere indflydelse. Hvis Thulesen går i panik og ændrer strategi, risikerer han at tabe på både gyngerne og karrusellen.