Bertel Haarder: Det er ikke arbejdet, der stresser, men konkurrencen om opmærksomhed

Det er en kendsgerning, at adskillige ledende politikere i perioder er gået ned med stress. Ikke fordi de er medlemmer af Folketinget, der kun mødes omkring 100 gange om året, men fordi de indtager lederpositioner, og fordi de som andre folkevalgte er plaget af en oplevet forpligtelse til at være til rådighed i medierne det meste af døgnet, inklusive de sociale medier.

Alex Vanopslag (LA) er selv gået ned med stress i en periode. Samtidig har han givet andre stress, fordi hans utroligt succesrige valgkamp viser, at det lønner sig at være til stede hele tiden på de sociale medier.

Han brugte blandt andet TikTok og gjorde det fremragende og meget humoristisk. Ingen kandidat til et politisk embede tør lade være med at være til stede på de samme medier. Det stresser, for det foregår i døgndrift.

Hvis man er ukendt og vil være kendt, er de sociale medier vejen, som det eksempelvis var tilfældet med Morten Dahlin (V), der i de sidste to valgkampe meget dygtigt lagde utallige små videoer på de sociale medier.

Sådan er de folkevalgtes situation, og hvis de ikke beflitter sig, kan de risikere at tabe konkurrencen mod de andre i et politisk landskab med 14 partier, heraf 12 i Folketinget – plus de nordatlantiske.

Derfor har mange folkevalgte det samme forhold til 37 timers arbejdsugen, som jeg selv har haft: Jeg var så glad for de 37 timer, at jeg tog dem to gange om ugen! Især i de 22 år som minister for i alt ti ministerier, altid to ad gangen.

Det er langt mindre stressende at være holdspiller end at være leder

Bertel Haarder
Fhv. MF og minister (V)

Det er altså ikke det pligtige arbejde, der giver stress. Det gælder for alle mennesker, tror jeg. Kun meget få får stress af en almindelig arbejdsuge. Men følelsen af, at man kunne gøre mere, følelsen af at stå tilbage for andre, følelsen af ikke at slå til, ærgrelsen og skyldfølelsen over det, man ikke kan nå, kan være meget stressende.

Hvis der tilmed er problemer med samarbejdet med andre partier eller vrøvl med eget bagland, både det politiske og det hjemlige, så kan det være meget stressende. Og hvis man føler, man forsømmer noget, vælgerne, børnene, ægtefællen, fremtidsmulighederne, så går det også ud over nattesøvnen, og så kan det starte en ond spiral, der nødvendiggør en pause.

Jeg har en enkelt gang oplevet en stresssituation, hvor jeg ikke kunne sove på grund af hjertebanken og susen for ørerne. Jeg bestilte mit livs eneste besøg hos en psykolog, som ikke hjalp det mindste. Men det hjalp at stå ud af sengen og tvinge mig til at tænke positivt, og det hjalp at læse bøger, vinterbade og få noget koldt i hovedet.

Årsagen var ikke overanstrengelse, men ærgrelse over et forkert politisk valg, og løsningen var, at jeg tog det på mig og så fremad, for jeg kunne jo ikke ændre det. Sådan er det også med de afgørende forhold i tilværelsen. Man skal være glad for det, man har.

Men det kan jeg jo sagtens sige. Jeg har ikke været partileder og misunder ikke dem, der er det – og har heller ikke stræbt efter det, fordi jeg har set, hvor stressende det er. Det er langt mindre stressende at være holdspiller end at være leder.

Folketingets formand vil gerne gøre noget ved arbejdsmiljøet for at begrænse det politiske stress.

Han kunne begynde med at overtale partilederne til at ændre de taletidsregler, der forpligter enhver, der tager ordet, til at stå på talerstolen en time (statsministeren halvanden time) og svare på de samme spørgsmål igen og igen. Samt lukke samrådene, så udvalgsmedlemmerne bliver klogere frem for at spilde tiden på uendelige gentagelser henvendt til offentligheden.

Hvis han derudover får gennemført Vederlagskommissionens forslag om en normalisering af løn- og pensionsforholdene inden for den samme økonomiske ramme, så kan politikerne også lade hinanden i fred for den ulyksalige trang til at udstille egen godhed på andres bekostning i den evige konkurrence om opmærksomheden.