Nye data: Derfor går politikerne ned med stress

I 2005 brugte Folketinget i gennemsnit 81,7 dage til at behandle nye lovforslag. I 2022 var tiden faldet til 46,4 dage – næsten en halvering.

Det er nye, opsigtsvækkende og håndgribelige data, som specialkonsulent i tænketanken Cepos, cand.polit. Jonas Herby fremlagde i en analyse forleden. Vi havde det nok på fornemmelsen, men de nye data giver et faktagrundlag for at evaluere en markant, kedelig udvikling, der bærer kimen til lovsjusk i sig.

"Den manglende tid til omtanke kan udgøre et demokratisk problem. Det er afgørende, at medlemmerne i Folketinget har tid til at sætte sig ind i lovens konsekvenser og høre tænketanke, professorer og deres netværk om, hvilke kommentarer de måtte have til lovforslaget," siger data-analytikeren om sin analyse. Det har han fuldstændig ret i.

Jonas Herby har også set på udviklingen i den gennemsnitlige tid mellem fremsættelsen og førstebehandlingen af lovforslag. Et afgørende parameter – for det er som bekendt i dét tidsrum, megen reel lovbehandling finder sted. Ofte i intern dialog med det omgivende samfund, der her igennem gives indflydelse på det politiske maskinrum. I 2005 gik der i gennemsnit 20,9 dage, fra lovforslaget blev fremsat, til det blev førstebehandlet. I 2022 gik der kun halv så lang tid, nemlig 10,8 dage. Uha uha. Man får næsten hjertebanken.

Hvem har bestemt, at tiden i løbet af de forgangne atten år skulle næsten halveres? Det virker forceret.

Rasmus Nielsen
Udgiver, Altinget

Dengang i 2005 havde jeg i godt ti år haft min daglige gang på Christiansborg og fulgte som redaktør på tæt hold, hvor velfungerende lovgivningsprocessen foregik. Vel var der – som i dag – mange udvalgsmøder midt på ugen, der faldt oven i hinanden. Og politikerne halsede efter dem, hvis de da nogensinde nåede frem. Men stort set var der en igennem årtier nedarvet proces mellem Folketingets udvalgssekretærer og andre embedsmænd, der sammen med ordførerne og ministrene med stab fik lovgivningsmøllen til at male i en jævn strøm. 

Cirka 82 dage eller knapt tre måneder dengang virkede passende. Der var tid til at tænke over sagerne, tale med sit bagland og sin gruppe. De fornødne kompromisser kunne indgås i udvalget, så loven fik en udformning, der passede til den del af samfundet, den skulle betjene. Det virkede solidt og sobert, ligefrem tillidsvækkende. 

Hvem har bestemt, at tiden i løbet af de forgangne atten år skulle næsten halveres? Det virker forceret. Jeg kan ikke tro, nogen har bestilt den udvikling. Den er bare sket. Og i disse nye tal har vi uden tvivl hovedforklaringen på, at så mange folkevalgte i disse år går ned med stress. Venstres formand og forsvarsminister som det mest prominente eksempel.

Det hurtigere medietempo har i debatten fået hovedskylden, men den tror jeg ikke på. Det er de færreste af de 179 folketingsmedlemmer, der i dagligdagen har særlig meget medieeksponering, og de cirka 40, der udsættes for det, har en stab til at filtrere henvendelser og forberede svar. Så ærlig talt: Mediemøllen er en rimelig, mindre del af hverdagen for de fleste folkevalgte. Hvis man er på sociale medier hele tiden, er man selv ude om det.

Folketinget bør have fokus på at få tempoet i lovgivningen mærkbart ned.

Rasmus Nielsen
Udgiver, Altinget

Nej, det er lovmøllens forcerede omdrejninger, der er problemet. Statsminister Mette Frederiksen (S) ønskede ved Folketingets åbning i 2021 da også et opgør med netop denne tendens:

"Mindre forhastet lovgivning - hellere færre og til gengæld bedre gennemarbejdede forslag", lød det fra talerstolen. Alligevel ser tendensen med kortere tid til lovbehandlingen foreløbig ud til at fortsætte under SVM-regeringen.

Folketinget bør have fokus på at få tempoet i lovgivningen mærkbart ned. Et konkret mål kan være at få behandlingstiderne tilbage på niveauet fra 2005, mener Cepos, og det bør der bakkes op om. Det kan jo lade sig gøre: Det er bare at beslutte det i Folketingets Præsidium og så sætte sig i respekt overfor regeringen. Talgrænser er nemme at fastsætte og ikke umuligt at leve op til, hvis der er vilje på tværs af partier til fælles bedste.

"Skynd dig langsomt", digtede Benny Andersen; men desværre er det lige modsat, hvad vi oplever nu. Politikerne tøver først - og spurter så. "Tøv skyndsomst" er deres praksis. Forstået på den måde, at en for eksempel teknologisk udvikling i samfundet kan få lov at løbe langt, før der politisk bliver taget stilling til den - og om fornødent reguleret og lovgivet om den. Tænk eksempelvis bare på, hvordan ejendomsvurderinger i årevis har haltet efter prisudviklingen, for at ikke at tale om indsatsen for bæredygtighed, der først lige er kommet i gang.