Kommentar af 
Morten Reimar

Den næste konservative leder skal forandre for at bevare

Konservative var i krise allerede inden Søren Papes tragiske bortgang, og problemerne forsvinder ikke med en ny frontfigur, der står overfor en virkelig svær opgave, skriver Morten Reimar.

Mona Juul er ikke et kendt ansigt i den brede offentlighed, og det er en af hendes største aktiver, da det giver partiet mulighed for at starte på en frisk, skriver Morten Reimar.
Mona Juul er ikke et kendt ansigt i den brede offentlighed, og det er en af hendes største aktiver, da det giver partiet mulighed for at starte på en frisk, skriver Morten Reimar.Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Morten Reimar
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Søren Pape Poulsens pludselige og alt for tidlige død gav en chokbølge i hele det politiske Danmark. Og samtidigt en påmindelse om, at politik også er følelser, politikere også er mennesker.

Lige siden den triste nyhed kom, har de politiske angreb og kampe måtte vige pladsen for kondolencer og rosende ord om Pape. Vi har på TV set ellers forhærdede stridsmænd med tårer i øjnene, og især Konservative er naturligvis lammet af sorg.

Men snart melder den rå hverdag sig igen: Der skal findes en ny leder. Og det er ikke en nem opgave, der venter. Tværtimod var partiet allerede i krise inden Papes bortgang, og problemerne forsvinder ikke med en ny frontfigur, for partiets udfordringer stikker dybere end det.

Læs også

De er trængt fra alle sider af karismatiske blå profiler, der virker friskere og mere tillokkende end Konservative, som stadig ikke for alvor har fundet fodfæste siden det skuffende folketingsvalg for efterhånden længe siden.

Liberal Alliance har overtaget de fleste af de blå vælgere, der ellers var med til at understøtte det første K-forsøg på at række ud efter statsministerposten i årtier. Andre er gået til Danmarksdemokraterne, og også Dansk Folkeparti er begyndt at røre på sig.

Tilbage står Konservative og forsøger at finde ud af, hvordan de skal overbevise flere end fem procent af vælgerne om, at et af landets ældste partier fortsat har en eksistensberettigelse.De er ikke så liberale som Liberal Alliance, ikke så stramme som DD og DF, de bliver matchet på forsvarspolitikken af en regering, der virker til at indkalde til pressemøder hver eneste uge for at præsentere nye penge, nye våben og nye kampfly til Ukraine. Og det er ikke nok at være fællesnævneren for de blå partier – bare spørg Venstre, hvordan det gik.

Konservative skal stå stærkere i egen ret, og der skal noget nyt og iøjnefaldende til.

Det har længe ligget og ulmet, at der ville komme et formandsskifte i Konservative. Det var så småt sat i gang, blandt andet med Mona Juuls udnævnelse til gruppeformand, og i et stykke tid har der været hvisket om, at det kun var et spørgsmål om timing, før hun blev bragt helt i front. Nu er planerne på tragisk baggrund blevet fremskudt.

Senest har politisk ordfører Mette Abildgaard, den eneste anden umiddelbare kandidat, i utvetydige vendinger skudt enhver tanke om hende som ny formand ned, og forhenværende folketingsprofil Marcus Knuth var den første til åbent at støtte Juul som ny leder. Der vil utvivlsomt komme flere inden længe.

Det vil blive set som en kritik af den afdøde formand, hvis hun på nogen måde insinuerer, at han begik fejl.

Morten Reimar

Mona Juul er ikke et kendt ansigt i den brede offentlighed, og det er en af hendes største aktiver, så mange andre uforsagt, for det giver partiet mulighed for at starte på en frisk.

Bliver hun præsenteret som ny politisk leder af K, får hun al den presseopmærksomhed, hun orker, til at fortælle danskerne, hvem hun er, hvad hendes projekt er, og hvor hun agter at tage Konservative hen.

Det kræver naturligvis en velovervejet kommunikationsstrategi at lægge det rigtige førstehåndsindtryk. Men vigtigst af alt, skal hun rammer den svære balance at vise en helt ny kurs, uden at tage afstand fra Pape.

For hun er ikke i en situation, hvor hun ligesom andre nye ledere kan sige, at hun vil "bringe partiet tilbage til sine kerneværdier" eller "det eksperiment, vi har forsøgt, er fejlet og nu skal vi…".

Det vil blive set som en kritik af den afdøde formand, hvis hun på nogen måde insinuerer, at han begik fejl. Og det vil være at skyde sig selv i foden.

Derfor skal hun ind i den vanskelige øvelse at præsentere sit projekt som en fortsættelse af Papes, men alligevel gøre noget andet. For en frisk start er, hvad Konservative har brug for. De har simpelthen været gået i stå for længe, i hvad der ligner en venten på, at konkurrenterne dummer sig og taber alle deres opsparede vælgere.

Vælgerne har aldrig været så troløse som nu, og Konservative ved bedre end de fleste, at himmelfart i meningsmålingerne kan blive vendt på hovedet i løbet af meget, meget kort tid.

Men for at samle de tabte stemmer op, er det ikke nok, de andre ser skidt ud. Man er også selv nødt til at ligne et spændende alternativ.

Spørgsmålet er så, om den tidligere reklamebureaudirektør kan sælge varen, sørge med sine partifæller og samtidigt få kampgejsten tilbage.

Det er virkelig en svær opgave, den næste konservative leder står overfor. 'At forandre for at bevare,' hedder et af konservatismens grundprincipper, og det er netop det, hun må gøre. Rykke partiet ud af stilstanden, men – i vanlig konservativ stil – ikke så hurtigt, at arvegodset går tabt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Reimar

Selvstændig kommunikationsrådgiver, Reimars Bureau, fhv. rådgiver i Venstre og Radikale
journalist (DMJX 2017)

Søren Pape Poulsen

Fhv. partiformand (K) & MF, fhv. justitsminister og borgmester, Viborg
kontorassistent-lære ved Grundfos, lærerstudier (Ribe Statsseminarium 1993-94), speditør (Grundfos 1992)

Mona Juul

Politisk leder, Konservative, MF (K)
civiløkonom (Syddansk Uni. 1993)

0:000:00