Det er ikke ideologi men nødvendighed, der får småbørnsforældre til at hente tidligt

På mange måder oplevede Stine og Jacob altså, at den hverdag, de havde med to små børn, to fuldtidsjobs og idealer for, at børnene ikke skulle være i institution på fuld tid, var normen. På tværs af andre interviews kan vi se, at denne forståelse for mange fungerer som en sandhed om det gode børneliv, og det sætter sig spor i familiernes tilrettelæggelse af hverdagen. For at kunne aflevere sent og hente tidligt fordrer det, at man kan være fleksible og løbe stærkt.

Min forskerkollega Sine Penthin Grumløse og jeg har i en mindre interviewundersøgelse i foråret talt med en række forældre om deres hverdagsliv i forhold til familieliv og tid. Det er blandt andet familier, hvor nogle har truffet – eller været tvunget til at træffe – omsiggribende beslutninger, eksempelvis når en forælder sygemeldes eller et barn mistrives.

Der blev også vendt op og ned på den hverdag, Stine og Jacob kendte, da Jacob blev stresssygemeldt kort efter, at de fik deres tredje barn. De besluttede efter moden overvejelse, at Jacob skulle blive hjemme med de yngste, når Stine havde haft sin barsel.

Det er den erfarede ubalance i hverdagen, der har tvunget dem til at tage deres familieliv op til revision. Ikke ideologiske årsager eller et ønske om at melde sig ud af velfærdsfællesskabet.

Anja Marschall

Det kan lyde radikalt, men for nogle af de familier, vi har talt med, var det ikke tale om et reelt valg. Det har været en nødvendighed.

Hverdagen med to fuldtidsjobs, transport og tid til børnene mere end en time eller to om dagen hang simpelthen ikke sammen på måder, som tilgodeså familiens behov og trivsel. Der var forældre, hvor enten krop eller psyke sagde stop, og der var børn, som viste, at de ikke trivedes i det tempo, der var i hverdagen.

Det har ikke været en gratis omgang for familierne at sætte hverdagens tempo ned. For mange betyder det flytning til en billigere bolig i et andet lokalområde og en stor omprioritering af eksempelvis forbrug. Stort set ingen af de forældre, vi har interviewet, stillede i udgangspunktet spørgsmål ved, om de som forældre til små børn skulle have et udearbejde. Men de havde i børnenes første leveår gjort sig erfaringer, som nødvendiggjorde, at der måtte skrues ned for forældrenes arbejdsliv.

Det er således den erfarede ubalance i hverdagen, der har tvunget dem til at tage deres familieliv op til revision. Ikke ideologiske årsager eller et ønske om at melde sig ud af velfærdsfællesskabet. De sadler om, fordi hverdagen ikke hænger sammen. Familien kan ikke holde til det.

Umiddelbart fremstår Stine og Jacob som handlekraftige og som to, der varetager deres forældreskab på måder, som også i dag er politisk efterspurgt: Nemlig hvor forældre selv vurderer og aktivt vælger, hvad der er bedst for deres familie. De flytter til et billigere område og tilrettelægger hverdagen, som de mener, er bedst for både børnene og for familien som helhed.

Men samtidig ser også det ud til, at Stine og Jacob handler "på trods". Der er ikke politisk interesse for at understøtte valg som deres. Tid med familien er en privat sag, så på mange måder står Stine og Jacob alene med at få hverdagen til at lykkes. De er således også på "hårdt arbejde", når de melder sig ud af det høje tempo og insistere på at have tid med børnene.

Forholdet mellem forældres arbejdsliv og familiens hverdag blev tidligere betragtet som et politisk forhold, der krævede en egentlig familiepolitik. Den skal vi kigge langt efter i dag.

Anja Marschall

Uanset om forældrene oplever at lykkes med at skabe tid i hverdagen eller ej, oplever de at være på egen hånd i deres forældreskab. Det er dem, der kan eller ikke kan løse den opgave, som de er stillet i et samfund, der er præget af højt tempo og et hektisk hverdagsliv. Når familier oplever resonans eller dissonans i hverdagen, bliver det derfor også betragtet som resultatet af egne evner eller mangel på samme.

Forholdet mellem forældres arbejdsliv og familiens hverdag blev tidligere betragtet som et politisk forhold, der krævede en egentlig familiepolitik. En politik der havde til hensigt at passe på børn og familier, og som anerkendte, at forholdene i familierne også var et samfundsanliggende. Den skal vi kigge langt efter i dag, hvor familiepolitik handler om, at man ikke blander sig i (eller interesserer sig for) familiernes hverdagsliv og alt det, der bøvler her.

Men solid familiepolitik er ikke kontraproduktiv for et velfungerende arbejdsmarked. Og hvis vi skal undgå, at forældre og børn bliver skubbet helt ud til kanten, så skal der noget helt andet til end en opfordring om at holde hovedet højt og hente trætte børn ved lukketid.