EL vil give Vilhelmsen en næse

SAMRÅD: Socialminister Annette Vilhelmsen (SF) har "optrådt klodset og udygtigt", lyder det fra Enhedslisten efter dagens samråd om Zornig-sagen. Ministeren mener, at sagen udsprang af en misforståelse.
Foto: Helle Moos
Kasper Frandsen

Det var en kritisk socialordfører fra Enhedslisten, der mødte pressen efter samrådet i Socialudvalget om social-, børne- og integrationsminister Annette Vilhelmsens uddeling af 1 mio. kr. til kampagnen 'Stemmer på kanten':

"Det har været et uskønt og meget rodet forløb fra ministerens side. Derfor er vores bud på en løsning, at udvalget vedtager en beretning og giver en næse til ministeren. Vi har fået et utilfredsstillende forløb omkring oplysninger i sagen," siger Finn Sørensen.

Han udtrykker dog tillid til, at ministeren "vil rette op på de fejl, der er begået."

"Vi hæfter os ved, at ministeren har påtaget sig det politiske ansvar for fejlene, og at hun selv er kommet med forslag til, hvordan man fremadrettet kan rette op, så det ikke gentager sig," siger Finn Sørensen.

Vilhelmsen har blandt andet foreslået en uvildig advokatundersøgelse, som Enhedslisten bakker op om. Finn Sørensen vil ikke trække ministertaburetten væk under Vilhelmsen ligesom med tidligere justitsminister Morten Bødskov (S).

"Bødskov gjorde helt bevidst et forsøg på at vildlede Folketinget. Han stak os en løgn lige op i vores åbne ansigt. Det er der trods alt ikke tale om her. Og det er heller ikke mit indtryk, at hun har forsøgt at føre os bag lyset," siger han og fortsætter:

"Men hun har optrådt utrolig klodset og udygtigt. Og det skal hun have kritik for."

Forud lå et over tre timer langt samråd, hvor Vilhelmsen blev udflettet af den borgerlige opposition og Enhedslisten. 

Studie i arkæologi?
Annette Vilhelmsen forklarede under samrådet, at hendes lovning på 1 mio. kr. til Lisbeth Zornigs kampagne 'Stemmer på kanten' beror på en misforståelse mellem hende og embedsmændene.

Vilhelmsen spurgte angiveligt tilbage i september sine embedsmænd om, hvorvidt der er afsat penge til "kampagnen" 'Stemmer På Kanten'. Men embedsmændene tror, at Vilhelmsen taler om "puljen", der på dette tidspunkt er på 1 mio. kr.

"På den måde er der tale om, at vi taler forbi hinanden. Og jeg efterlades med indtryk af, at der er 1 mio. kr. til 'Stemmer På Kanten'," sagde en presset Vilhelmsen, der "tager det hele på sin kappe."

Løbende er der dukket nye oplysninger op i sagen om blandt andet særlig rådgivning til Huset Zornig, som står bag kampagnen 'Stemmer På Kanten'. 

"Det virker mere som et studie i arkæologi. Hver gang der bliver gravet lidt, dukker der nye oplysninger op," sagde Jakob Engel-Schmidt (V), der sammen med Finn Sørensen havde indkaldt til samrådet.

Erkender fejl
I et svar til Folketinget fra midten af november fortalte Annette Vilhelmsen, at uddelingen af puljen var foregået på "fuldstændig lige vilkår", men i samrådet erkendte hun, at Huset Zornig har fået "særbehandling".

Men ministeren afviste at have givet ukorrekte oplysninger:

"Jeg mener ikke, jeg har givet urigtige oplysninger, men det har ikke været en køn proces. Men der er kommet oplysninger frem, som gør, at jeg gerne har villet uddybe min forklaring," lød det fra ministeren.

Socialministeren var under kontant beskydning fra den borgerlige opposition og Enhedslisten.

"Det er ikke så underligt, at vi bliver forvirrede, når ministeren siger under samrådet, at "man laver en pulje, der passer til 'Stemmer På Kanten', men samtidig siger, at pengene var givet på lige vilkår," lød det blandt andet fra Torsten Schack Pedersen fra Venstre.

Annette Vilhelmsen erkendte, at Socialministeriet burde have undersøgt, om ministeren var inhabil, når hun både skulle uddele puljen og samtidig havde havde lovet 'Stemmer På Kanten' 1 mio. kr.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00