Holstein: Venstre-ledelsens afgang er det bedste, der kunne ske for partiet

ANALYSE: Det havde slidt Venstre ned, hvis Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen var fortsat på deres poster, vurderer Altingets politiske kommentator. 

Uroen i Venstre ville fortsætte, hvis ikke Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen havde forladt ledelsen, mener Erik Holstein. 
Uroen i Venstre ville fortsætte, hvis ikke Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen havde forladt ledelsen, mener Erik Holstein. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

Når bølgerne igen har lagt sig efter Lars Løkke Rasmussens og Kristian Jensens dramatiske fratræden fra Venstre-ledelsen, bør partiet prise sig lykkelig for deres beslutning.

Uroen i partiet ville være fortsat, hvis de var blevet, vurderer Altingets politiske kommentator, Erik Holstein. 

"Det var det bedste, der kunne ske for Venstre. Der havde ikke været noget som helst perspektiv i et genvalg af Løkke og Kristian Jensen i en situation med en så enorm utilfredshed i partiet. Uroen var fortsat, partiet var blevet slidt ned, og på et tidspunkt havde det sat sig i meningsmålingerne," siger han. 

"Der vil være bitterhed"
Løkke Rasmussens og Jensens farvel til ledelsesposterne kommer efter næsten en måneds tiltagende krise i Venstre, der begyndte, da Kristian Jensen i et stort interview undsagde Lars Løkke Rasmussens linje under valgkampen.

Krisen vil fortsat kunne mærkes i partiet, selvom hovedpersonerne er ude af ledelsen, mener Holstein.

"I den første tid vil der stadig være bitterhed, og man kan sagtens forestille sig efterdønninger i de kommende uger. Løkke har trods alt stærke støtter tilbage i folketingsgruppen, og de vil se det som dybt uretfærdigt, at man har tvunget en formand væk, der for kort tid siden scorede to rigtig gode valgresultater. Men det er ingenting i forhold til, hvad der ville være sket, hvis Løkke var fortsat."

Hvor længe vil det her præge partiet?

"Det kommer meget an på, hvordan valget af ny formand og næstformand kommer til at forløbe. Hvis det går gnidningsfrit med balance mellem fløjene i Venstre, bør man hurtigt kunne komme videre. Men kommer der en masse intriger og et tæt kampvalg til næstformandsposten, risikerer uroen at fortsætte."
 
Ellemann er uovervindelig
Venstre holder ekstraordinært landsmøde 21. september, hvor valg af ny formand og næstformand er det eneste punkt på dagsordenen.

Endnu har ingen Venstre-folk meldt deres kandidatur, men politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen anses som det mest oplagte bud på en ny formand. Og hvis han stiller op, får han posten, vurderer Erik Holstein.

Læs også

"Der er ingen, der vil kunne slå Jakob Ellemann-Jensen, som nu får magten foræret på et sølvfad. Det havde været en meget dårlig start, hvis han var blevet formand med blod på hænderne efter et kongemord, men det slipper han for nu. Jeg har svært ved at se seriøse modkandidater," siger han og tilføjer:

"Inger Støjberg udtalte sidste år til Altinget, at hun ikke havde afgjort med sig selv, om hun er formandskandidat, men selvom hun har sin fanskare, vil hun ikke kunne slå Jakob Ellemann." 

Hvad adskiller de to politisk?

"Hvis vi tager Støjberg som et alternativ, så er hun selvfølgelig meget tættere på Dansk Folkeparti på hele det værdipolitiske område. Men det er ikke sådan, at Ellemann hører til den bløde fløj i udlændingepolitikken. Han repræsenterer snarere partiets midterlinje," siger Holstein. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00