Løkke kom med profetisk advarsel i 2019. Nu skal Troels Lund vælge mellem landbruget og vælgerne

Løkkes sidste tale

Før vi når til tallene, som man for øvrigt kan gå på opdagelse i her, skal vi forbi Lars Løkke Rasmussens sidste tale i Venstre-regi. Holdt på Venstres landsmøde 19. november 2019, efter Løkke Rasmussen havde forladt posten som partiformand, og Jakob Ellemann-Jensen havde overtaget.

Den hører i sig selv med blandt de bedste danske politiske taler. Den er velformuleret og velkomponeret, og da Løkke citerer første vers af Kingos salme 'Sorrig og glæde de vandre til hobe' – en af de mest benyttede salmer til begravelser herhjemme – kan man se en mand, der kun akkurat holder tårerne tilbage.

Det, Løkke her stedte til hvile, var sit formandskab for – og skulle det senere vise sig sit medlemskab af – Venstre. Og for ham betød det, at han nu kunne sige ting, han før havde måttet tie med.

"Man kan i højere grad sige, hvad man selv mener. Hvad man tror, er det rigtige," som Løkke sagde.

Og hvad var det rigtige så? At Venstre som organisation eller forening let risikerede at stille sig i vejen for målet om at være et parti, nok vælgere ville stemme på. Nok til at være konkurrencedygtigt med Socialdemokratiet i kampen om regeringsmagten.

Løkke huskede tilbage på sit første folketingsvalg i 1987, hvor Venstre fik lidt over 350.000 stemmer (10,5 procent), mens medlemsbasen var lidt under 90.000. Altså en ratio på ét medlem til fire stemmer.

Ved folketingsvalget i 2019 fik Venstre cirka 825.000 stemmer (23,4 procent), men havde blot 31.000 medlemmer. Eller en ratio på "ét medlem, 25 stemmer", som Løkke regnede ud.

"Og det skal vi på alle måder tage alvorligt," sagde han.

For Løkkes ligninger udstillede, at Venstre stod fanget i et dilemma mellem medlemmernes politiske interesse og vælgernes politiske interesse. Hvad hvis medlemmerne ville ét, og vælgerne noget helt andet?

Enten kunne Venstre bringe ratioen mellem medlemmer og vælgere ned ved at miste vælgere – og "det ville godt nok være ærgerligt", som han skælmsk – og profetisk – bemærkede.

Eller også var medlemmerne "nødt til at forstå – nogen er nødt til at forstå – at vores bagland i dag er andet og mere end medlemmerne, hvor vigtige vi end er allesammen. For der er nogen, der er vigtigere end os," sagde Løkke og konkluderede:

"Danskerne."

Ville medlemmerne det? Hvem er medlemmerne? Og hvorfor, hvordan og hvornår opstår der en situation, hvor medlemmernes politiske interesse er så forskellig fra vælgerne bredt set, at de kan blive en hindring for Venstres politiske ambitioner?

Lad os se på Altingets tal.

Landbrugsvenstre har den nødvendige minoritets magt

Det er kun tre procent af Venstres vælgere, der er landmænd, men som Altinget nu kan fortælle, er procenterne langt højere i Venstre som parti. Andelen af V-medlemmer med tilknytning til landbruget – enten fordi de er landmænd eller via deres familie eller arbejde – i partiets kontrollerende og drivende dele af organisationen er betydelig.

Et er altså den førte politik i Folketinget.

Men når det kommer til magten til at opstille folketingskandidater, magten over hvem der skal stå i spidsen for partiet og for partiets forskellige udvalg, når der skal vælges formand og næstformand, magten i den daglige drift af partiet, magten i driften af valgkampagne, mobiliseringsmagten, og den magt, der ligger i den lokale forankring og i det at være ansigtet på partiet i kommunerne, ja, så er landbruget voldsomt repræsenteret.

Som man kan se, er det en dominans, der ikke har flertal – selv når den er mest intensiv, som for eksempel blandt Venstre-borgmestrene, hvor 44 procent er landmænd eller har forbindelse til landbruget.

I stedet kan man tale om en uundværlig minoritet. En stor minoritet, der er forenet om en særinteresse og i en verdensanskuelse med landbruget som udgangspunkt og horisont. Ligesom det er en minoritet, der er bærer af partiets historiske identitet som udsprunget fra i dansk landbrug og andelsbevægelsen.

Så mens alle andre i Venstre – flertallet – er internt forskellige fra hinanden og fra landbrugs-Venstre, er landbrugsmedlemmerne en gruppe. Og også selvbevidst som gruppe. Landbrugs-Venstre er en meget reelt eksisterende – og meget uomgængelig – faktor i partiet og derigennem i dansk politik.

Der er med andre ord ikke tale om en flertalsmagt i absolut forstand, men om den magt man har, når man er nødvendig for et partis funktionsdygtighed. Venstre ville simpelthen falde sammen som parti og kampagneorganisation, hvis landbrugs-Venstre over en nat opgav partiet.

Det er en jernlov i dansk politik, at baglandets magt stiger, jo dårligere valgresultater og meningsmålinger et parti har.

Det bliver selvfølgelig særligt et problem for Venstre, når der opstår en politisk situation, hvor vælgerne som helhed har ønsker og mål, der strider mod landbrugets og dermed landbrugs-Venstres interesser.

Og siden 2015 - og især siden 2019, da Løkke holdt sin afskedstale - er det lige præcis det, der er sket.

Klimaforandringerne rammer nemlig ikke kun vilkåret for menneskeligt liv på jorden. Det har allerede ramt dansk politik og især Venstre som en bombe.

Ellemann og Løkke på kollissonskurs med landbruget

Løkke henviste til sit pludselige forslag om en SV-regering midt under valgkampen i 2019, når han i sin afskedstale skulle forklare det, han kaldte "skilsmissen mellem jer og mig".

Men op til folketingsvalget i 2019 havde både Løkke Rasmussen selv og hans daværende miljø- og fødevareminister – og senere efterfølger, Jakob Ellemann-Jensen – været på offentlig konfrontationskurs med landbruget.

Dengang var det centrale ikke CO2-udledning, selvom det blev nævnt, men landbrugets kvælstofudledning. Den var ikke blevet reduceret med de godt 1.500 ton, som den daværende landbrugsaftale ellers havde krævet, men kun 12.  

Da Berlingske fortalte den historie 12. februar 2019, afbrød Løkke sin ferie på Tenerife med en Facebook-video, hvor han sagde, at han var "mindre glad", fordi "landbruget ikke helt har leveret på det, der lå i landbrugspakken", og at "landbruget ikke er i mål endnu".

Jakob Ellemann-Jensen skærpede nogle dage senere budskabet med en trussel om politisk indgriben:

"De tal er ikke gode nok. Det skal meget højere op, og det skal ske i en fart," sagde Ellemann: 

"Man kommer til at levere på den her indsats, og det kommer man enten til at gøre ad frivillighedens vej eller også ad en ikke-frivillig vej."

Begges udtalelser vakte harme flere steder i landbruget. I forvejen havde man følt sig rigeligt pressede siden 2008 og VK-regeringens "Grøn Vækst-"plan.

Men det var imens alt det her foregik, at det paradigmeskift, der skulle vise sig allermest alvorligt for landbruget og Venstre, satte i skred.

Først gradvist. Så pludseligt. 

Klimaforandringerne rammer ikke kun vilkåret for menneskeligt liv på jorden. Det har allerede ramt dansk politik og især Venstre som en bombe.

70 procentsmålet som sneboldseffekt

13. februar 2019 overtog Enhedslisten Alternativets to år gamle mål om 70 procents reduktion af drivhusgasser i 2030. 

11 dage inde i valgkampen, 18. maj 2019, kom Socialdemokratiet, som førte klart i meningsmålingerne på det her tidspunkt, med et udspil for 60 procents reduktion af CO2-udslippet.

Reduktionsmål der ville betyde, at landbruget, der står for en tredjedel af al dansk CO2-udledning, uundgåeligt ville blive ramt.

30. maj 2019, en lille uge før danskerne skulle sætte deres kryds ved folketingsvalget, gik Enhedslisten, Radikale, SF og Alternativet sammen i en såkaldt klimapagt, der krævede en bindende klimalov med 70 procentsmålet.

Og under regeringsforhandlingerne 19. juni – en uge før S-regeringen tiltrådte – tilsluttede Mette Frederiksen sig pagten og projektet om en klimalov med 70 procents reduktion.

Det skabte en sneboldseffekt, hvor ingen – heller ikke Venstre – kunne holde til at være imod. Ingen kan være sort, når vælgerne er grønne.

DI tilsluttede sig den nye regerings klimamål 16. september 2019. Dagen efter Konservative. To dage senere DF. Og syv dage senere igen Liberal Alliance.

3. oktober blev det så Venstres tur:

"Vi vil blive ved med at tage ansvar for klimaet. Vi skal blive ved med at være ambitiøse. Og Venstre støtter ambitionen om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030," sagde Ellemann-Jensen i sin første formandstale på Folketingets talerstol.

To måneder senere satte han sin underskrift på klimaloven.

Dermed bragte Ellemann, der i forvejen ikke havde det bedste renommé i landbruget og landbrugs-Venstre, sit parti på direkte konfrontationskurs med Løkkes dilemma: medlemmernes interesse versus vælgernes interesse. 

Landbrugsvenstre har deres mand i spidsen

Det er en jernlov i dansk politik, at baglandets magt stiger, jo dårligere valgresultater og meningsmålinger et parti har. Det er i hovedbestyrelserne og forretningsudvalgene, at magten til at sige stop for en partiformand ligger.

Og det er medlemmer, der enten direkte eller som delegerede i de fleste partier – også Venstre – stemmer om partiledelsens sammensætning.

Venstre fik med 13,3 procent af stemmerne et historisk dårligt valgsresultat ved folketingsvalget i 2022, og meningsmålingerne – den seneste fra Epinion giver partiet blot 8,3 procent – er kun blevet dårligere siden.

Men andre ord er Venstres magtfulde organisatoriske bagland kun blevet endnu mere magtfuldt. Det er dem, der skal opstille kandidater, drive valgkampagnen på jorden og mobilisere vælgerne. Ligesom det er de 34 borgmestre, hvoraf 15 er tilknyttet landbruget, der skal ud for at forsvare sig i en direkte valgkamp allerede i 2025.

Det lå mellem linjerne i Ellemanns afskedstale 23. oktober i år, at det var hans problemer med landbrugs-Venstre og den kommende CO2-afgift, der var en af årsagerne til, at han måtte gå af som formand.

"Min person skygger for, at Venstre kan komme fremad igen," som han sagde.

Det er selvfølgelig også med landbrugs-Venstres dybe magt som bagtæppe, at kilder i partiet netop henviser til den kommende formand Troels Lund Poulsens valør som landbrugs-jyde og fritidslandmand med egen traktor.

Det skal berolige den minoritet, Venstre ikke kan leve uden. Efter at landbrugs-Venstre har været en vigtig faktor i bortskaffelsen af de to seneste formænd, er det nu deres mand, der står i spidsen.

Omvendt kan man sige, at det nu er op til landbrugs-Venstre at slås med Løkkes dilemma. Nu skal de vise, at de kan gøre Venstre til et stort parti.

Rentebomben under landbruget

Problemet er selvfølgelig, at klimaforandringerne er virkelige og bliver det mere og mere, ligesom der ikke er tegn på, at vælgerne skulle begynde at vægte klima som mindre vigtigt.

Problemet er også, at Venstre i regeringsgrundlaget har forpligtet sig på en CO2-afgift på landbruget. Den rykker tættere og tættere på.

Og for landbruget er problemet yderligere, at langt størstedelen af den enorme gæld på over 200 milliarder kroner er variabelt forrentet. De stigende renter fra inflationsbekæmpelsen vil udløse en veritabel bombe under landbruget i form af stigende renteudgifter efter nytår – og dermed en indtjening, der styrtdykker. Appetitten på CO2-afgifter og et muligt kommende lovindgreb over for kvælstofudledningen er kun blevet mindre.

Og slutteligt er problemet for Venstre, at Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne er dukket op, siden man underskrev klimaloven og 70-procentsmålet.

DD afviser blankt en CO2-afgift. Ifølge seneste meningsmåling for Epinion er Danmarksdemokraterne med 10,5 procent to procentpoint større end Venstre.

Som sagt er både landbruget og Venstre kriseramte og trængte. Og lige nu har de to kun hinanden.

Alt det tilsammen har det skærpet Løkkes dilemma om valget mellem vælgere og medlemmer – ikke bare for Troels Lund Poulsen, men for hele Venstre.

For nu kan partiformanden ikke bede den magtfulde minoritet i landbrugs-Venstre sluge kameler i forvisning om, at de og deres vælgere, når alt kom til alt, ikke har andre steder at gå hen.

Vrede og frustration er politiske følelser med et enormt potentiale til at mobilisere vælgere og medlemmer.

Eller som det også lyder i 'Sorrig og glæde de vandre til hobe':

Tit er et bryst under dyrebart smykke

Opfyldt af sorrig og hemmelig harm.

Alle har sit,

stort eller lidt.

Himlen alene for sorgen er kvit.