Kapitel fra V-bogen Tid til forvandling

Et uddøende vælgerkorps

I 1986 fik Venstres ledelse en oplysning, der skulle få afgørende betydning

for partiets fremtid: Venstres vælgere drak mere kirsebærvin

end resten af befolkningen.

Af en stor undersøgelse fra Gallup fremgik det, at to procent af

dem, der stemte på Venstre, drak kirsebærvin mindst en gang om

ugen. For befolkningen som helhed var tallet kun det halve. Og

mens 49 procent af andre partiers vælgere svarede, at de aldrig drak

kirsebærvin, var det kun 37 procent af Venstre-folkene, der helt forsagede

den søde danske frugtvin.

Selv om tallene langt fra antydede et egentlig misbrug - faktisk

drak Venstrefolkene generelt mindre alkohol end gennemsnittet -

dokumenterede undersøgelsen et alvorligt problem: Venstre var et

håbløst umoderne parti med et vælgerkorps, der stille og roligt ville

uddø.

To år tidligere havde Uffe Ellemann-Jensen afløst Henning Christophersen

som partiformand, og i 1985 blev Anders Fogh Rasmussen

ny næstformand, mens Claus Hjort Frederiksen tiltrådte som

partisekretær. For den nye ledelse kom det ikke som nogen overraskelse,

at partiet trængte til et nyt ansigt. Tværtimod var modernisering

deres erklærede formål, og til den brug kom oplysningen om

vælgernes drikkevaner belejligt. Ikke et ondt ord om kirsebærvin,

men moderne danskere i 80'erne, som partiet gerne ville tiltrække,

kunne man på ingen måde forbinde drikken med. Kirsebærvinsforbruget

blev derfor brugt flittigt på de plancher og materialer, som

den nye ledelse tog med ud i partiforeningerne, når der skulle argumenteres

for fornyelse.

Gallupundersøgelsen, der var bestilt af partiet, gav i det hele taget

et detaljeret indblik i vælgerskarens sammensætning, holdninger

og vaner. Venstres vælgere var privatansatte eller selvstændige.

Der var en overrepræsentation af folk med kun syv års folkeskole,

og alderen var over befolkningsgennemsnittets.

Venstrefolkenes foretrukne ugeblade var Familie Journalen og Landsbladet. Den

daglige avis var fortrinsvis Jyllands-Posten. Venstrefolk

gik mindre i biografen og kørte mindre med tog. Til gengæld

tog de oftere bilen end andre partiers vælgere.

42 procent af Venstrevælgerne svarede, at de slet ikke var interesseret

i at lave finere mad, mens kun 32 procent af gennemsnitsvælgerne

helt manglede den interesse. Til gengæld udviste Venstrefolkene

en markant over-interesse for betalingsbalancen. Og ville

partiledelsen gerne støde på en vælger, var chancen større på en

aftenskole end på et diskotek.

Man kunne derudover konstatere, at Venstrevælgere havde færre

skrivemaskiner, pladespillere og kassettebåndoptagere, men til gengæld

flere vaskemaskiner og el-shavere end resten af danskerne. Og

at de foretrak separate køleskabe og dybfrysere frem for de sammenbyggede

modeller - måske fordi den separate kummefryser har

bedre plads til halve grise.

Sammenfattet gav undersøgelsen et billede af åbenlyse problemer.

Venstres vælgere blev i stor grad hentet fra den ældre generation og

fra den svindende landbefolkning. Partiet måtte tegne et nyt billede

af sig selv eller imødese, at vælgertilslutningen langsomt ville sive.

Den nye linje, som trioen Ellemann-Jensen, Fogh og Hjort stod for,

var i realiteten blevet lagt og godkendt af partiets landsmøder de

seneste to år.

Da partiformand og finansminister Henning Christophersen i

1984 besluttede at forlade dansk politik og blive EF-kommissær, lå

det først i kortene, at formanden for Folketingsgruppen, Ivar Hansen,

skulle afløse ham. Ivar Hansen var selv landmand og repræsenterede

på mange måder det traditionelle land-Venstre. Han var en

respekteret gruppeformand, men mange mere moderne Venstrefolk

- akademikerne, som de blev kaldt - frygtede, at han ikke var i stand

til at forny partiet og dermed sikre, at det fik fat i nye vælgergrupper.

Men at han tværtimod ville bekræfte indtrykket af et bondeparti

med det sikre resultat, at vælgere dryssede fra i takt med, at antallet

af landmænd faldt.

I tiden op til Henning Christophersens afgang havde Venstre haft

nogle drøje år. Partiet havde i 1979 forsøgt sig i et regeringssamarbejde

med Anker Jørgensen og Socialdemokraterne. Den såkaldte

SV-regering var blevet alt andet end en succes. Manglende fælles

politisk grundlag og stor gensidig mistillid havde undermineret projektet.

Og den politisk ferme konservative leder Poul Schlüter havde

dygtigt udnyttet Venstres »forræderi mod det borgerlige Danmark«

til at bringe sig selv i stilling som den reelle borgerlige opposition.

Venstre havde i det billede vanskeligt ved at markere sig, og ved

folketingsvalget den 8. december 1981 satte partiet historisk bundrekord

med 11,3 procent af stemmerne.

Valgkampen var blevet en katastrofe. For at markere partiets

hjemkomst til den borgerlige lejr efter SV-eventyret, havde man sammen

med Det Konservative Folkeparti lanceret en ambitiøs VK-plan

med store offentlige besparelser. Et af spareforslagene var, at patienterne

selv skulle betale for maden, når de lå på hospitalet. Og netop

det forslag kom takket være dygtigt socialdemokratisk arbejde til

at fylde godt i valgkampen. Skulle egenbetalingen også opkræves

fra de patienter, der var så syge, at de fik sondemad, lød et af de

spørgsmål, der aldrig blev helt klart besvaret.

Efter det elendige valg forsøgte partiets gamle garde af bønder at

slå igen. Partilederen Henning Christophersen havde sammen med

Uffe Ellemann-Jensen og Bertel Haarder været Venstres arkitekter

bag VK-planen. Og det blev brugt til at skabe en fortælling om, at

akademikerne havde bragt Venstre i uføre. Stemningen blev verbaliseret

af det bornholmske folketingsmedlem Niels Anker Kofoed,

der sagde, at Venstre havde brug for flere folk med jord under neglene.

Og det stemte ikke Venstrebønderne mildere, da den politiske

ordfører Uffe Ellemann-Jensen svarede, at det var bedre at havde

rene negle end jord mellem ørerne.

Uffe Ellemann-Jensen var kommet i Folketinget ved valget i 1977.

Den tidligere tv-journalist havde med sin provokatoriske stil fra starten

rystet hierarkiet i sit parti. Ved sit første valg havde han i Århus

Amt med et rekordstort antal personlige stemmer skubbet Knud

Enggaard ud af Folketinget. Og i 1979 var det partiets stærke mand

Anders Andersen, der med en tredjeplads i amtet blev sendt hjem

til gården Benzonslyst nord for Grenå. Ellemann-Jensen fik 21.724

stemmer, Anders Andersen 6.537.

Ellemann-Jensen havde som kendt tv-mand givet en forsmag på,

hvad der krævedes af moderne politikeres evne til at kommunikere,

men han havde også med sin ligefremme og flabede stil vakt modvilje

i en folketingsgruppe, hvor landbrugslærere og stoute bønder

stadig tronede for bordenden. Og så havde han tilmed talt for, at man

skulle indgå i det mislykkede SV-samarbejde og taget medansvar for

den VK-plan, der fik skylden for katastrofevalget. Derfor arbejdede

stærke kræfter efter det katastrofale valg i 1981 på at fjerne ham fra

posten som politisk ordfører.

Officielt var det et uskyldigt forslag, som blev fremsat af den tilbagevendte

Anders Andersen. Han mente, at man burde gøre partiformand

Henning Christophersen til politisk ordfører. Ved at samle posterne

ville partiformanden stå stærkere i offentligheden og dermed

bedre kunne sælge Venstres budskaber, argumenterede Andersen.

Ingen i gruppen var dog i tvivl om, at det egentlige formål var

at vælte Uffe Ellemann-Jensen som politisk ordfører. Men Henning

Christophersen var ikke interesseret i modellen, så forslaget blev

ikke aktuelt.

Selvransagelsen

Efter det dårlige valg og den interne uro i folketingsgruppen besluttede

Henning Christophersen i begyndelsen af 1982 at iværksætte

en åbenhjertig diskussion af Venstres problemer. Det blev til et projekt,

der blev kaldt selvransagelsen. Nu skulle partiets problemer

og fejltagelser frem på møder og studiekredse overalt i landet. Og

der skulle findes en vej væk fra nedturen.

Men i stedet for at løse noget blev selvransagelsen et selvstændigt

problem. Diskussionen kom kun i begrænset omfang til at handle om

politik. I stedet blev der snakket stil - og især Henning Christophersens stil.

Og det kom efter manges opfattelse til at koste ham posten

som de borgerliges foretrukne bud på en statsminister.

»Henning Christophersen var i flere år det borgerlige Danmarks

statsministerkandidat, men efterhånden som selvransagelsen skred

frem, blev det klart, at det ingenlunde var givet, at han ville blive

statsminister efter et regeringsskifte. Diskussionen om lederskab

internt i Venstre forplantede sig til omverdenen, og der opstod efterhånden

en stor offentlig debat om, hvem der var det borgerlige

Danmarks statsministerkandidat.«

Mens Venstrefolkene kæmpede indbyrdes og ransagede sig selv, arbejdede

den konservative leder Poul Schlüter målrettet på at køre sig

selv i stilling. Som et af sine afgørende træk fik han skabt et nært privat

og politisk forhold til den radikale leder Niels Helveg Petersen.

Helveg havde i stigende grad mistet tilliden til den socialdemokratiske

regering under Anker Jørgensen, og han var ved at indstille

sig på at støtte en borgerlig regering. Alligevel blev det efter valget i

1981 i første omgang Anker Jørgensen, der fortsatte som statsminister

med radikal støtte. Selv ville Anker Jørgensen, der havde tabt ni

mandater, gerne være gået i opposition, men det socialdemokratiske

bagland og flere ministre pressede ham til at fortsætte.

Det viste sig imidlertid hurtigt umuligt for Jørgensen at bygge bro

mellem De Radikales krav om meget drastiske økonomiske indgreb

og fagbevægelsens næsten totale afvisning af indgrebenes nødvendighed.

Og efter et sidste forgæves forsøg på at finde en vej ud af

nationens økonomiske vanskeligheder gik Anker Jørgensen i 1982

af uden at udskrive valg.

Venstre havde nu udsigt til at komme i regering. Men udgangspunktet

var langt fra godt. Ved valget i 1981 var partiet gået tilbage

til 20 mandater, mens De Konservative var gået frem til 26 og nu

var det største borgerlige parti. Derudover var partilederen Henning

Christophersen svækket af SV-samarbejdet og den mislykkede selvransagelse.

Poul Schlüter havde til gengæld sikret sig radikal støtte

og fået CD's Erhard Jakobsen til at love, at han ikke ville stille sig i

vejen for en konservativt ledet regering.

Venstrefolkene måtte derfor erkende, at slaget om statsministerposten

var tabt, og at partiet skulle indrette sig på en rolle som nummer

to i regeringen. Langt fra nogen let position. Statsministeren er

i fokus, og de øvrige partier risikerer enten at blive usynlige eller at

blive beskyldt for at være illoyale, hvis de forsøger at markere sig

selvstændigt.

For Venstre var det dog et plaster på såret, at Poul Schlüter viste

sig ganske gavmild i uddelingen af ministerposter, da han dannede

sin firkløverregering, der ud over Venstre og Konservative også

rummede CD og Kristeligt Folkeparti. Syv Venstreministre blev det

til - herunder Henning Christophersen som finansminister og Uffe

Ellemann-Jensen som udenrigsminister.

Selv havde Uffe Ellemann-Jensen ambitioner om at blive økonomiminister.

Men Henning Christophersen meddelte, at den post

skulle gå til Anders Andersen, og hårdt presset af sin partiformand

måtte Ellemann-Jensen acceptere at blive udenrigsminister.

Venstres problemer med at profilere sig i regeringen stod klart ved

valget i 1984 blot to år efter regeringsskiftet. Socialdemokraterne

forsøgte sig med en kampagne, der skulle kæde regeringen sammen

med Ronald Reagan i USA og Margaret Thatcher i Storbritannien.

Men sloganet »Stop konservatismen« hjalp imidlertid Schlüter til

at fortælle sin version af virkeligheden - at der var tale om et valg

mellem hans optimistiske fremgangslinje eller en tilbagevenden til

Anker Jørgensens økonomiske kaos. Schlüter sikrede sit parti en

fremgang på 16 mandater til 42. Venstre gik også frem, men kun

med to til 22. Magtbalancen i regeringen var skredet markant til

ugunst for Venstre.

At statsministeren i valgkampen tilmed havde forsøgt at komme

regeringspartneren til undsætning, blev af mange i Venstre blot opfattet

som en ekstra ydmygelse af et parti, der stadig var såret efter

deltagelsen i SV-regeringen. »Sagt i denne kreds, kan jeg godt forstå,

hvis nogen af jer - når I står bag tæppet - sætter kryds ved Venstre.

For de har brug for det,« sagde Schlüter for eksempel til en forsamling

af konservative tillidsfolk.

Styrkeforholdet mellem de to regeringspartier blev yderligere

understreget efter Henning Christophersens afgang som partileder

senere samme år. Selv om Poul Schlüter var regeringens ansigt

udadtil, havde Christophersen som finansminister spillet en meget

central rolle i den økonomiske genopretning, der var regeringens

altoverskyggende projekt. Henning Christophersen var imidlertid

ingen folkelig billetsælger. Og datidens kommunikationseksperters

forsøg på at udstyre ham med afslappet tweedjakke og pibe blev et

af de mere komiske indslag i dansk politik. Vittige hoveder påstod

endda, at Venstres formand følte så stort ubehag ved sin påduttede

stil, at han iførte sig nålestribet habit og slips, når han kom hjem og

skulle slappe af.

Til gengæld kunne Venstrefolkene glæde sig over, at de takket

være Christophersen kunne tage en betydelig del af æren for regeringens

succes med den økonomiske politik. Og selv om der blev

skulet misundeligt til den konservative vælgerfremgang, valgte man

uden stor begejstring at læse de to ekstra mandater ved valget som

en sejr. Men især varmede man sig ved at have afgørende indflydelse

på regeringens vigtigste politikområde.

Det ændrede sig efter Henning Christophersens afgang, hvor

Poul Schlüter besluttede at udnævne sin partifælle Palle Simonsen

til ny finansminister. Venstrefolkene skumlede og følte sig sat uden

for indflydelse på den økonomiske politik, hvilket betød, at magtbalancen

i regeringen var ændret afgørende.

Poul Schlüter havde imidlertid vundet initiativet med sin massive

valgsejr og havde derudover den undskyldning, at Uffe Ellemann-

Jensen takkede nej til posten, da han fik den tilbudt. Han ville helst

forblive udenrigsminister.

Uffes brudte løfte


Uffe Ellemann-Jensen afviste ikke blot det økonomiske ministerium,

han to år tidligere havde ønsket sig. Heller ikke posten som Christophersens afløser
som partiformand var han i første omgang interesseret i.

Men ved festen i anledning af tidligere statsminister Poul Hartlings

70-års fødselsdag i august 1984 trak Ellemann-Jensen sin partifælle

Ivar Hansen ud på terrassen. Hansen, der var formand for

Venstres folketingsgruppe, havde indtil da gået rundt i sikker forvisning

om, at han på landsmødet godt en måned senere skulle afløse

Henning Christophersen som partiformand. Ingen modkandidater

havde meldt sig. Men det var netop det, Uffe Ellemann-Jensen ville

tale om. Han havde besluttet sig for at stille op.

Ivar Hansen blev, som man kan forestille sig, ikke begejstret og

indvendte, at udenrigsministeren faktisk havde lovet ikke at udfordre

ham. »Det har jeg. Og det er det løfte, jeg nu løber fra,« svarede

Ellemann-Jensen.

Udenrigsministerens beslutning var truffet efter lang tids tøven.

Efter Christophersens beslutning om at forlade dansk politik stod

det som nævnt klart for mange, at Ivar Hansen nok var det oplagte

- men langt fra det optimale - valg. Og blandt flere af Venstres ministre

diskuterede man alternativer. Blandt de mulige udfordrere var

undervisningsminister Bertel Haarder, men han vurderede selv, at

han ikke ville være i stand til at slå Ivar Hansen i et kampvalg. Den

eneste, der kunne det, var Uffe Ellemann-Jensen.

Han havde imidlertid fået smag for livet som udenrigsminister.

Og han frygtede, at de mange rejsedage ville gøre det umuligt at

passe arbejdet som partiformand. Han afviste derfor længe at stille

op.

Det blev hans far, partiets veteran Jens Peter Jensen, der overbeviste

ham om, at det ikke var et »enten udenrigsminister eller formand

«, men et både og, der var på spil - at han ikke havde nogen

reel valgmulighed. Jens Peter Jensen, der var en respekteret kender

af det spegede magtspil på Christiansborg, advarede sønnen: »Du

skal være klar over, at hvis Ivar Hansen-fløjen får magten, er dine

dage som udenrigsminister talte.«

Udlægningen understreger, at formandsvalget i 1984 var langt

mere end blot et spørgsmål om navnet på den kommende leder. Det

var et valg mellem to linjer og to politiske kulturer. Et strategisk valg

for Venstre.

Ivar Hansen repræsenterede på alle måder det traditionelle Venstre.

Han var landmand fra Agerbæk i Jylland. Han var kravlet den

lange vej op gennem hierarkiet fra formand for Venstres Ungdom

i Ribe Amt til posten som formand for partiets folketingsgruppe.

Ud over folkeskolen bestod hans uddannelse af to år på Ladelund

Landbrugsskole.

Cand.polit. Uffe Ellemann-Jensen havde først meldt sig ind i partiet,

da han fik tilbudt en næsten sikker århusiansk valgkreds i 1977.

Til gengæld havde han som tidligere tv-journalist evnen til moderne

kommunikation gennem medierne i modsætning til Ivar Hansen,

der mestrede den gamle stil fra forsamlingshusenes talerstole.

Ivar Hansen havde til gengæld en solid base i partiets organisation,

mens Ellemann-Jensen med sin flabede stil allerede havde trådt

en del over tæerne. Og så huskede mange - især modstanderne, at

han hørte til gruppen af akademikere, der nogle år tidligere havde

fået skylden for det elendige valg i 1981.

De to første regeringsår havde imidlertid lært Venstrefolkene, at

det ikke er nok at arbejde solidt og godt i regeringen, hvis man ikke

kan sælge resultaterne til offentligheden. Henning Christophersen

havde været arkitekten bag regeringens økonomiske politik, og det

burde derfor være en oplagt gevinst, at valgkampen i 1984 kom til

at handle om økonomi. Valget blev udskrevet, fordi Socialdemokraterne

besluttede at bryde de uskrevne regler på Christiansborg

og stemme mod regeringens finanslov. Normal procedure er, at de

partier, der regner sig selv for ansvarlige, stemmer for den samlede

finanslov, når regeringen først har sit flertal på plads, ud fra den filosofi,

at staten jo skal have et budget. Det blev nu ændret, hvilket

gav regeringen mulighed for at gøre valget til et opgør mellem deres

økonomiske genopretning eller Anker Jørgensens økonomiske

uansvarlighed. Men trods Henning Christophersens centrale rolle,

blev det altså Poul Schlüter der blev belønnet for genopretningen.

Allerede før valget havde partiets top fået en alvorlig advarsel om

tingenes tilstand. Ved regeringens etårs jubilæum i september 1983

bestilte Venstre en »politisk stemningsanalyse« hos konsulentfirmaet

Finn Grue A/S. Undersøgelsen byggede på gruppeinterviews med

vælgere fra både Venstre, Konservative og Socialdemokratiet. Og

resultatet var ikke opmuntrende.

Af de to regeringspartier fik De Konservative overvejende positive

bedømmelser, mens Venstre mest fik negative:

»De positive kommentarer overfor de Konservative går hovedsageligt

på, at man har sat stærkt ind med effektive besparelser, og

at økonomien er blevet bedret.

De negative drejer sig primært om, at besparelserne har ramt de

svageste hårdt. Der bliver sagt meget lidt om den politiske egnethed.«

Om Venstre hed det:

»De positive ord om Venstre fra dem, der siger, at Venstre har

klaret sig godt på nogle områder, er få - og har et beskedent politisk

indhold.

Derimod er der mange kommentarer til bedømmelsen »ikke så

godt«.

Det dominerende negative synspunkt drejer sig om partiets svage

fremtræden. Derudover forekommer der en del tvivl over for partiets

og enkeltpersoners politiske dygtighed.«

Med andre ord: Selv om Venstrefolkene opfattede den økonomiske

politik som deres og især Henning Christophersens værk, blev

den af vælgerne tilskrevet Poul Schlüter. Mens Venstre i vælgernes

øjne fremstod svagt og måske endda udygtigt.

Den direkte sammenligning mellem de to ledere faldt klart ud til

Schlüters fordel. Og hvad angik den stadigt mere vigtige tv-optræden,

blev Henning Christophersen end ikke topscorer i sit eget parti:

»Poul Schlüter er ubestrideligt i spidsen som den, der har klaret sig

bedst i TV inden for det sidste halve år.

Folk blev bedt om at nævne den, der har klaret sig næstbedst. Forholdsvis

få kunne fremkomme med et nr. 2 navn, men Uffe Ellemann-

Jensen blev relativt stærkt placeret her,« konkluderede

Finn Grue A/S.

At Schlüter alene fik æren for den økonomiske politik, var en

bitter pille at sluge for Venstres top, der i første omgang forsøgte at

profilere sig som dem, der tog sig af det slidsomme arbejde i maskinrummet.

Tilmed fornemmede Henning Christophersen efter valget i 1984,

at han stod mere og mere alene med ønsket om at fortsætte regeringens

økonomiske kurs. Schlüters interesse for genopretningen

var dalet. Og hos regeringens vigtigste allierede i den økonomiske

politik - Det Radikale Venstre - var der direkte modstand mod en

fortsat hård kurs. Det fornemmede Henning Christophersen på møder

med den radikale leder Niels Helveg Petersen.

Da Christophersen kort efter besluttede sig for at forlade dansk

politik og blive EU-kommissær, begrundede han det officielt med,

at det var et personligt ønske fra ham og hans hustru om at prøve

noget nyt. Det var også hovedårsagen. Men udsigten til, at han ville

blive presset til at slække sin linje i den økonomiske politik, var

yderligere et incitament til at forlade regeringen.

Med formandens frivillige afgang opstod en gunstig lejlighed til at

drage konsekvensen af de dårlige karakterer på det politiske stemningsbarometer.

Hvis partiet skulle overleve som en magtfaktor, var

det ikke nok at sidde med i regering uanset antallet af ministerposter

og størrelsen af den politiske indflydelse. Der var brug for en

selvstændig profil. Den tvivlede mange på, at Ivar Hansen kunne levere

- en tvivl, der bredte sig ud til de lokale partiforeninger. Blandt

andet kunne man i pressen læse, at formanden for Venstre i Sæby,

Finn Jakobsen, på den lokale generalforsamling i 1984 havde omtalt

Ivar Hansen som farveløs.

Der var altså mange aspekter i formandsvalget. Det var land

mod by. Akademikere mod bønder og det var moderne kommunikation

»På den ene side fandt jeg Ivar velkvalificeret til posten, men

på den anden side måtte jeg erkende, at Uffe sandsynligvis ville

have større gennemslagskraft og evne til at sikre Venstre et stærkt

fodfæste i nye og bredere vælgergrupper. Erfaringerne fra mine

første år i folketingsgruppen gjorde ganske vist, at jeg måske ikke

var helt tryg ved Uffe, men ved det endelige kampvalg stemte jeg

på ham.«

Anders Fogh Rasmussen, der på det tidspunkt var sit partis finanspolitiske

ordfører, havde i gruppen oplevet udenrigsministerens

brutale facon. Og nogle år tidligere var han ved en konstituering

blevet skubbet ud af Folketingets skatteudvalg. Han mente selv, at

Uffe Ellemann-Jensen, der på det tidspunkt var politisk ordfører,

stod bag den manøvre. Blandt andet derfra stammede den mistillid,

der fik Fogh til at overveje sin position, inden han stemte på

Ellemann-Jensen som partiformand.

Det blev dog ønsket om fremgang og mere profil, der sejrede både

hos Fogh og hos hovedparten af de delegerede på landsmødet. Uffe

Ellemann-Jensen fik 546 stemmer, Ivar Hansen fik 93.

Uffe Ellemann-Jensen var imidlertid klar over, at han ikke kunne

være både partiformand i traditionel forstand og udenrigsminister.

Han måtte have et hold omkring sig.

Venstres organisation havde siden 1964 været i hænderne på partisekretær

Kurt Sørensen - en institution i partiet, men samtidig en

repræsentant for de tider, man stod i begreb med at lægge bag sig.

Ligesom vælgerne dryssede også medlemmerne fra. Og den nye

formand var klar over, at partiorganisationen trængte til friske kræfter.

Det blev derfor hans tunge gerning at fortælle den mangeårige

partisoldat, at hans tid var udløbet. Kurt Sørensen var på det tidspunkt

syg; han døde i 1985. Ny partisekretær blev organisationens

administrationschef Claus Hjort Frederiksen.

I løbet af 1985 stod det også klart, at Venstres næstformand Hanne

Severinsen ikke ville fortsætte. Medierne havde kørt en højt profileret

sag om hendes rolle i eksmandens tvivlsomme økonomiske

transaktioner, og det havde givet betydelige politiske skrammer.

I første omgang meldte to af regeringens ministre, undervisningsminister

Bertel Haarder og socialminister Elsebeth Kock-Petersen

sig som kandidater. Men i foråret 1985 tog den nye partisekretær

Claus Hjort Frederiksen kontakt til Anders Fogh Rasmussen. Hjort

Frederiksen ville gerne vide, hvilke planer Fogh havde for sin politiske

fremtid. Og da Hjort under samtalen nævnte den ledige næstformandspost,

skete det på en måde, der ikke lod Fogh i tvivl om,

at han var sendt i byen af partiformanden.

Fogh valgte at tage imod opfordringen, og på landsmødet i september

vandt han en klar sejr over de to ministre. Han fik 325 stemmer,

Haarder 143 og Elsebeth Kock-Petersen 133.

Med valgene af ny formand, partisekretær og næstformand i løbet

af to landsmøder havde Venstre sat det hold, der de næste år

skulle stå for en gennemgribende modernisering af det gamle bondeparti.