Løkke fik det bedste ud af tabersagen

At den nye konservative leder Lars Barfoed ikke benyttede lejligheden til at rykke om på sit partis ministre er udtryk for et sundt overlevelses-instinkt. For hvis Barfoed først begyndte at åbne den konservative kabale - f.eks. ved at flytte Lene Espersen eller Brian Mikkelsen - ville helvede bryde løs på jord.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget|Christiansborg

Han er normalt ikke en "first mover". Men denne gang gjorde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kritikken af sin ofte tøvende og overforsigtige optræden til skamme.

Med et øksehug fjernede han taburetten under integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V), iværksatte en uvildig undersøgelse og fik placeret et par af sine liberalistiske frontkæmpere centralt i regeringen.

Når galt skal være, kan Løkke glæde sig over, at han får udskiftet et par af de folk, der har fungeret dårligst på et i forvejen middelmådigt regeringshold. Og udviklingsminister Søren Pind (V) har potentialet til at blive en succes, når han også får det tunge Integrationsministerium oven i hatten.

Et tveægget sværd
Men det er samtidig en regulær satsning at sætte Pind ind på den ministerpost, dele af oppositionen ligefrem kræver nedlagt. For Pind er en omvandrende udgave af et tveægget sværd: Han har klare politiske mål, han er frygtløs, han finder sig ikke i at blive dirigeret af embedsmændene - og han går lige i flæsket på medierne, hvis han føler sig uretfærdigt behandlet.

De egenskaber kan under de rette omstændigheder være en stor fordel for en minister, der skal sætte dagsordenen på det politikområde, der har afgjort de sidste tre valg.

Et politikområde, der stadig er ekstrem sprængfarligt og som igen vil spille en væsentlig rolle i den kommende valgkamp. Løkke gav ved ministerudnævnelsen udtryk for, at han forventede, Søren Pind ville markere sig stærkt i værdidebatten med afsæt i sin nye post.

Det kan godt blive resultatet. Men Søren Pinds nye ministerpost kan også gå helt op i hat og briller. For gennemgår man Pinds egenskaber én for én, ser man, at de meget præcis svarer til de prædikater, man vil sætte på.... Birthe Rønn Hornbech.

Når det gælder selve integrationspolitikken, står Søren Pind for en anderledes hardcore kurs end Birthe Rønn Hornbech. I modsætning til den afgåede integrationsminister lå Pind på linje med Anders Fogh Rasmussen i Muhammed-krisen, og Søren Pind ventes at opruste kulturkampen for vestlige, demokratiske værdier. Han har også i mange år stået for en benhård kurs mod kriminelle indvandrere.  

Liberalistiske våbenbrødre
Søren Pind kan glæde sig over, at han får den hidtidige politiske ordfører Peter Christensen som ny ministerkollega. Udnævnelsen af "PC" var ikke uventet, han var tæt på at blive minister for et år siden, og det er helt normalt, at en politisk ordfører forfremmes til minister.

Der er dermed tale om en komplet rehabilitering af de to liberalister, som står Løkke både personligt og politisk nær, men som var på nippet til at blive deporteret til Sibirien under Anders Fogh Rasmussens (V) og Claus Hjort Frederiksens (V) styre. Fordi Pinds udtalelser og "liberale teser" truede Foghs midtersøgende velfærdsprofil.

Med Peter Christensen som ny skatteminister får man en knivskarp profil til oppositionen, og SF's skatteordfører Jesper Petersen kvitterede da også omgående for udnævnelsen af PC ved at forudse intensive "skræmmekampagner mod oppositionens skattepolitik".

Det er samtidig Løkkes håb, at Peter Christensens liberalistiske profil kan hive nogle af de stemmer hjem, som også Venstre har afgivet til Liberal Alliance.

Dagens overraskelse
At den hidtidige skatteminister Troels Lund Poulsen (V) nu bliver undervisningsminister, havde absolut ingen set komme. Alene af den grund at Tina Nedergaards (V) afgang som undervisningsminister var en total overraskelse.

Nedergaard bor alene med sin syv-årige datter, og den afgående minister angiver selv, at hun stopper af hensyn til datteren. Det er efter alt at dømme rigtigt, men om det er den eneste forklaring er i skrivende stund uvist. For det står samtidig klart, at Tina Nedergaard ikke har haft blændende succes som minister.

Troels Lund Poulsen regnes normalt for ret driftsikker, og hans mere rolige stil vil givetvis bliver hilst velkommen i Undervisningsministeriet.

Forsigtig Barfoed
De konservative ministre bliver der ikke pillet ved, men den populære kulturminister Per Stig Møller (K) får dog Rønn Hornbechs "hjemløse" kirkeministerium oven i. Lars Løkke forklarede på pressemødet, at han ikke anså det for rationelt at lade Kirkeministeriet blive et selvstændigt ministerium.

Et statement, der formodentlig skuffede Kristeligt Dagblads politiske redaktør, der spurgte til sagen, men ikke desto mindre en disposition, der vil møde en vis forståelse i befolkningen.

At den nye konservative leder Lars Barfoed ikke benyttede lejligheden til at rykke om på sit partis ministre er udtryk for et sundt overlevelsesinstinkt. For hvis Barfoed først begyndte at åbne den konservative kabale - f.eks. ved at flytte Lene Espersen eller Brian Mikkelsen - ville helvede bryde løs på jord.

Nu bevarer den konservative leder i det mindste en intern borgfred, og det er en af de vigtigste forudsætninger for at mindske decimeringen ved folketingsvalget.

Forsinker valget
Alt i alt har regeringens ledelse håndteret de akutte problemer på en fornuftig måde. Det ændrer bare ikke ved, at komplekset med den fejlagtige sagsbehandling af palæstinenserne, den manglende information af Folketinget og Rønn Hornbechs ufrivillige afgang er endnu en tabersag.

Der var i forvejen ikke meget at give af, men får Løkke en periode uden nye tabersager, kan han begynde at tage fat på sin favoritdagsorden om den langsigtede økonomiske politik.

Folketingsvalget er alt andet lige skudt yderligere ud i fremtiden. Hvis meningsmålingerne pludselig retter sig, er et valg umiddelbart før sommerferien stadig muligt, men det mest sandsynlige er nu et septembervalg.