Med lobbyisterne på arbejde i ny TV 2-film

Filmen starter med at gå i sort.  En stemme forklarer, at uden kemikalier ville der ikke være ret meget i verden. Vi ville ikke have noget tøj på kroppen eksempelvis (se selv filmens første tre minutter ved at klikke aller nederst i artiklen).

Stemmen, der taler, tilhører direktøren for den europæiske kemikalieindustri CEFIC. Han bliver spurgt af det danske filmhold:

- Er kemikalier sikre?

- Ja, kemikalier er sikre.

Filmen er ikke sexet, men det er der så meget, der er for tiden, så hvad gør det?

Rasmus Nielsen
Redaktør, Altinget.dk

Svaret falder med, hvad man næsten kan kalde "psykopat-charme". Charmerende er manden, men kan man nu også have tillid til ham? Ville du købe en bøtte maling af den mand?

Modsat politikere er lobbyister sædvanligvis diskrete mennesker, der som flagermusen dårligt tåler rampelys. Men i en ny dansk dokumentarfilm, der sendes natten mellem tirsdag og onsdag på TV 2, folder lobbyisterne sig ud i fuldt flor.

Der vurderes at være 15.000 lobbyister i EU-systemet, og en ny timelang dansk dokumentarfilm giver os mulighed for at kigge dem i korridoren. "Kampen om Kemikalierne" er tilrettelagt af producent Lars Feldballe Petersen fra Film & TV Compagniet i Odense. Filmen skildrer den intense lobbypolitiske slutspurt i perioden september til december 2006, hvor Europa-Parlamentet og EU's Ministerråd skal vedtage Unionens hidtil mest omfattende kemikalielov, REACH. Hvilke kemikalier skal erstattes af mindre farlige, og hvilke skal helt forbydes? Det er milliard-euro-spørgsmålet.

Charme men usexet
Og charme er det gennemgående karaktértræk for alle de mennesker, vi sagesløse seere - danske forbrugere - præsenteres for i filmen. REACH er så kompliceret, at selv kemikalielobbyen i et svagt øjeblik i filmen funderer over, om man nu gør det rigtige ved at bruge alle disse midler.

Som europæiske borgere kan vi kun lide på, at politikerne træffer de rigtige valg for os, når de skal trække streger ned gennem det svære dilemma mellem hensyn til sundhed på den ene side og hensyn til beskæftigelse, vækst og velstand på den anden. Der findes tusindvis af kemikalier, og de bruges i ethvert produkt. Nogle er farligere end andre. Kunne man forbyde ét kemikalie og erstatte det af et andet, næsten lige så godt og langt mindre farligt?

Sådanne spørgsmål må filmens politikere tage stilling til fra et vidensgrundlag, der er langt mindre end de professionelle lobbyisters, der ikke laver andet end netop kemikaliepolitik.

Filmen er ikke sexet, men det er der så meget, der er for tiden, så hvad gør det? Lidt mere sexet er det dog at se filmen i biografen frem for i tv, for slet ikke at tale om på PC. Samlet er der tale om en gedigen, velfortalt og veldrejet dansk dokumentarfilm, der er produceret over fire måneder for et budget, der har muliggjort, at vi som seere kommer med hele vejen.

Filmens egentlige kvalitet er den adgang, den giver seeren ind bag lobbyistens forhæng. Vi oplever lobbyisten som den veltalende og vidende charmør, der forsøger at stemme dørklokker hos politikerne. Arbejdet består i at gå og gå og gå rundt til politikernes kontorer. Jo mere, man kan få sagt til dem, desto mere indflydelse får man, siges det i filmen. Der er f.eks. en scene i filmen, hvor industrielobbyist Franco Bisegna får sig en orddyst med det danske medlem af Europa-Parlamentet Dan Jørgensen (S). Bisegna må tage sig til takke med en kort stund i aller bagerste korridor i Parlamentets plenarsal i en pause.

Sympatisk er filmen også derved, at den ikke entydigt udnævner en helt. Danske Henrik Pedersen, kampagnechefen fra Greenpeace, er det tætteste, vi kommer en darling. Han klør på, virker ubestikkelig, går lige til kanten. Da han går over, ved at hans hold bryder ind på en finsk kemikaliefabriks område, svinger sympatien over på virksomheden, hvis direktør fornuftigvis går i dialog med miljøaktivisterne.

Et enkelt sted kan man godt tolke klipningen, som om den uberettiget beklikker en medvirkende. Den finske rådsformand får fortalt, at Greenpeace har fundet farlige kemikalier i en ung finsk sangsolists blod. Han tilbyder da at få sit eget blod testet. Greenpeace, eller filmen for den sags skyld, afslår, hvad man som seer ellers må opfatte som ministerens anerkendelse af blodtesten. Hvorfor skulle han ellers tilbyde at tage den? I stedet ser man ministeren haste væk i løb - som ville han undslippe den kritiske linse. Ret beset kan billedet af den bortløbende politiker være skabt, fordi filmholdet uvarslet har opholdt ham, så han er kommet lidt efter en nøje fastlagt tidsplan. Sådan kan levende billeder komme til at manipulere sin seer - uden at have onde hensigter.

Supersælgeren Dan Jørgensen
Den i en bred dansk offentlighed stadig ukendte Dan Jørgensen (S) var som ung kendt som supersælgeren, der kunne lange flere øl over bardisken end de andre. Hans drengede charme er intakt, og mon ikke han snupper sig et genvalg næste sommer, selv om kampen om de få EU-mandater bliver hård på liste A? Dan Jørgensen har i filmen fra starten udlovet sin fulde støtte til Greenpeace, hvilket unægtelig tager lidt af spændingen ud af lobbyforsøgene.

Det er trist, at dansk tvs mest ædle vare - en nyproduceret dokumentarfilm på dansk - skal henvises til at blive sendt midt om natten. Lad den få et langt liv - ikke mindst som undervisningsfilm. Udover signalementet af den grønne lobbyist og industri-lobbyisten giver "Kampen om Kemikalierne" et sjældent indblik i Europa-Parlamentets arbejdsform og betydning. Har man set den film, glemmer man ikke at stemme næste gang på sin danske EU-politiker. Derfor må man håbe, at filmen får en renæssance forud for næste junis valg til Europa-Parlamentet.

"Kampen om Kemikalierne" sendes på TV 2 natten mellem tirsdag og onsdag, den 30. april kl. 0.30-1.15. Den er tilrettelagt af Lars Feldballe Petersen fra Film & Tv Companiet og er finansieret af Det danske Filminstitut, Undervisningsministeriet og TV 2. Efter aftale med producenten præsenterer Altinget.dk filmens første tre minutter neden for:

@filmfuld=3404,450,333@