Pia Kjærsgaard og René Christensen kæmper om ét mandat: "Hvis vi havde haft en krystalkugle, havde det nok ikke set sådan her ud"

"De kan heller ikke undvære mig" 

Klokken er 11.52 onsdag i valgkampens tredje uge, og Pia Kjærsgaard ankommer til Axeltorv i Næstved, hvor hun skal lange ristede pølser med brød over disken i den lokale pølsevogn. 

På torvet er flere lokale DF’ere allerede på plads. Under DF-pavillonen, der har et dannebrogsflag fastgjort i den ene side, er der alt fra pastiller til lightere, og den tidligere lokalformand Etly står klar med sit ”I [hjerte] Pia”-batch fastgjort på DF-jakken. Dem må flere desværre gå forgæves efter, da det er den klassiske DF-batch, der har sneget sig med til dagens kampagne. 

Pia Kjærsgaard har kun lige nået at indfinde sig, før en ældre kvinde udbryder: 

"Der er hun jo," og spørger, om hun må få taget et billede sammen med Pia.  

Det må hun naturligvis. Og det må alle de andre, der siden spørger hende, i øvrigt også.

Da Pia Kjærsgaard kort efter står klar i pølsevognen, bliver der på ingen tid dannet en kø, der strækker sig flere meter ud. Gennemsnitsalderen er nok ikke så overraskende for en hverdag klokken 12, men tendensen er nu alligevel klar: Det er DF-kernevælgerne, der er mødt op for at hilse på Pia.  

"Vi er lige gamle, dig og mig. Du kan sikkert ikke huske mig. Jeg hilste på dig til Næstved Revyen," lyder det fra en ældre kvinde, da hun tager imod pølsepakken. 

Hun rækker et avisudklip over disken. Det er annoncen for dagens arrangement, som har været i lokalavisen.  

"Den tænkte jeg, du gerne ville se," lyder det fra den ældre kvinde og tilføjer: 

"Vi to må jo holde sammen." 

En anden ældre kvinde træder ind i pølsevognen. 

"Nå, du stiller op igen," spørger hun. 

"Ja, jeg er i valgkamp nu," svarer Pia Kjærsgaard.

"Ja, du kan ikke undvære det," griner kvinden, der netop er kommet til. 

"Nej, det kan jeg ikke. Og ved du hvad? De kan heller ikke undvære mig," lyder det fra Pia Kjærsgaard.  

Pia Kjærsgaard har fans

Udenfor på Axeltorv fanger Altinget nogle af de vælgere, der er kommet forbi.  

"Jeg har altid fulgt Pia. Vi er lige gamle. DF plejer at få min stemme, men denne gang bliver det Pia," fortæller en ældre kvinde, der støtter sig til sin rollator, inden hun bliver afbrudt en af de andre fremmødte:

"Ja, nu er Pia her."

Det er du glad for?  

"Ja, hun skulle aldrig været gået."

Pia Kjærsgaard har fans. 

De husker hende fra dengang, hun som partileder hurtigt kendt blev for sin hårde og konsekvente ledelsesstil. Hun fik medlemmerne med på linjen og sørgede for, at de stringent holdt sig til den. Med stor succes.

Og de husker hende fra dengang, hun tegnede partiet med sine markante udmeldinger, provokationer og opgøret med at blive set ned på som "ikke stueren".

"Pia Kjærsgaard ville bekæmpe skammens politik. Og det lykkedes jo – et bredt flertal i Folketinget bakker i dag op om en stram udlændingepolitik," siger Altingets politiske redaktør, Esben Schjørring. 

"Problemet for DF er selvfølgelig så, hvad man gør, når målet er indløst. Det har man ikke fundet et svar på."

Tæt på spærregrænsen 

Det er ikke til at se på Axeltorv i Næstved, at det har været en hård tid for Dansk Folkeparti. Men det har det i den grad. I særdeleshed i meningsmålingerne, hvor partiet i den måling, der blev lavet af Epinion på dagen for valgets udskrivelse, blev målt til 1,8 procent. Det er den laveste tilslutning, som Epinion nogensinde har målt partiet til.   

Man er irrelevant og læser op fra et rollehæfte til et teaterstykke, man selv har været med til at rive af plakaten.

Esben Schjørring

Siden har DF bevæget sig faretruende tæt på spærregrænsen, og i den sidste Epinion-måling inden valgdagen står partiet til 2,4 procent. Det vil give partiet i alt fire mandater.

Og ser man nærmere på, hvor i landet de mandater umiddelbart står til at falde, vil Dansk Folkeparti kun erobre et mandat i Sjællands Storkreds. Det er to færre end i 2019, hvor partiet fik 10,9 procent af stemmerne og tre mandater, der gik til Søren Espersen, René Christensen og Liselott Blixt.  

I dag er det kun René Christensen, der er tilbage hos Dansk Folkeparti. Han har dog siden fået følgeskab på stemmesedlen af Pia Kjærsgaard, der tidligere var opstillet i Københavns Omegns Storkreds.  

En valgkampsklassiker 

Der er tilsyneladende gået noget galt i planlægningen, da Altinget sammen med René Christensen skal besøge Friplejehjemmet Guldbosund i Nykøbing Falster. I hvert fald træder plejehjemsleder Dorte overrasket ud gennem de automatiske glasdøre, da Altinget ankommer.

"Jamen, det er da først i morgen klokken 14.00?" 

Men det viser sig, at der er blevet noteret forkert i kalenderen på plejehjemmet. Og derfor får vi i stedet til en lidt improviseret rundvisning, vi får hilst på et par beboere, og det bliver til en snak med lederen af plejehjemmet over en kop kaffe og nogle småkager.

Det er et ganske lille kiks, at der er et valgkampsarrangement, der ender lidt anderledes, end det var planlagt. Men det er alligevel ikke bare dét, tænker jeg, da vi forlader plejehjemmet uden at have mødt helt så mange af de ældre, af DF-kernevælgerne, som det vist var planen.

Det er ikke René Christensens skyld. Men det er måske netop en pointe i sig selv: Dansk Folkeparti gør alt det, de plejer at gøre – og er lige der, hvor de skal være i en valgkamp. Men det virker ikke længere. 

"DF var i næsten to årtier partiet, der ikke kunne lave fejl. Ikke for alvor i hvert fald. Og siden januar 2019 har man nærmest ikke lavet andet end fejl. Ikke fordi man egentlig gør noget anderledes, men fordi det politiske landskab rundt om DF er forandret," siger Esben Schjørring.

"Man er irrelevant og læser op fra et rollehæfte til et teaterstykke, man selv har været med til at rive af plakaten. Det er DF’erne uhyre lang tid om at erkende. Selvfølgelig fordi den erkendelse måske indebærer, at der slet ikke er brug for DF længere, og det er der intet parti, der vil indrømme."

På fornavn med den lokale kandidat 

Efter besøget på Friplejehjemmet Guldbosund kører vi ind til gågaden i Nykøbing Falster, hvor René Christensen skal føre gadekampagne. 

Vi nærmer os 16.30, og selvom folk efterhånden har fået fri fra arbejde, er gaderne temmeligt tomme.  

"Vejret er ikke helt med os," indskyder René Christensen. Han har taget en mørkeblå DF-paraply med under den ene arm, og under den anden har han en flettet kurv med flyers, bolsjer og nøgleringe. Naturligvis med det velkendte DF-logo.

"Vil I have en folder? Eller et bolsje? Det er noget med, der er valg lige om lidt."

René Christensen henvender sig til tre gymnasieelever.  

"Ja, vi stemmer DF jo. Vi har allerede fået af Pia. Hun var her tidligere i dag," lyder svaret. 

"Nå, jamen det er jo egentlig meget sjovt. Fik I så en DF-nøglering af hende?"

"Nej, vi fik en lighter."

René Christensen tager hånden ned i sin flettede kurv. 

"Det skal I da ikke have. I skal have en nøglering," siger han.

René Christensen bevæger sig videre ad gaden, og Altinget når lige at fange de tre unge:  

Har I så besluttet jer for, hvem I vil stemme på?  

"Jeg stemmer bare på DF," lyder det fra en, inden det bliver indskudt: "Ej, jeg stemmer på René. Fordi han kommer herfra."

Da jeg indhenter René Christensen lidt længere oppe ad gågaden, konstaterer han: 

"Der er mange, der kender mig. Men alle kender Pia."

I 14 år har René Christensen været kandidat i Sjællands Storkreds. Og sideløbende med sin plads i Folketinget er han 1. viceborgmester i Guldborgssund Kommune, hvor han ved de to seneste kommunalvalg har været DF’s store borgmesterhåb.  

Da der var kommunalvalg i 2021, hvor Dansk Folkeparti ellers fik en gedigen vælgerlussing i hele landet, blev partiet det største borgerlige parti i Guldborgssund med 19 procent af stemmerne, og René Christensen fik med sine 4.563 personlige stemmer flest af alle.  

Han bor i området, frekventerer de samme sygehuse som borgerne, køber ind i den samme Netto. De er på fornavn med ham. Og han kender dem:  

"Ham gider jeg ikke en gang løbe efter, for han er så meget socialdemokrat, at han aldrig kunne drømme om at tage imod," som René Christensen bemærker, da en mand hurtigt passerer os på elscooter.

Alligevel ved vælgerne også godt, at Pia Kjærsgaard er kommet til. Det er tydeligt under Altingets besøg, at partistifteren har rigtig godt fat i sydsjællænderne på gaden. Også bedre end René Christensen.

"Hernede håber vi jo på René. Men jeg tror, det ser lidt svært ud, nu hvor Pia også er her," som en forbipasserende mand siger. 

Bekymrer det dig? 

"Ja, det gør det faktisk."

Pia kan få DF over spærregrænsen, men René vil være svær at undvære

Taler man med kilder tæt på Dansk Folkeparti, lyder det enstemmigt, at det vil være et alvorligt problem for partiet, hvis René Christensen ikke bliver valgt. Han har stort set siddet i enhver væsentlig forhandling de seneste ti år, han er partiets politiske næstformand, og det var ham, der overtog det tunge finansordførerskab, da Kristian Thulesen Dahl blev formand.  

Deres analyse er, at det i dag er René Christensen, der er partiets mand, fordi Dansk Folkeparti er blevet professionaliseret og etableret i en sådan grad, der er brug for at være stærk i forhandlinger og levere resultater.

Mens Morten Messerschmidt vil være i stand til at tage sig af værdikampen, er der brug for René Christensen til at sikre indflydelse ved forhandlingsbordene, lyder analysen. Og det er længe siden, at Pia Kjærsgaard har siddet i en betydende forhandling. 

Grundlæggende er Morten Messerschmidt jo ikke interesseret i at bytte René Christensen ud med Pia Kjærsgaard. Det, hun kan tilbyde som værdikæmper, kan han jo bedre selv.

Esben Schjørring

Men spørger man kilder med indsigt i partiet, er det samtidig ikke utænkeligt, at Pia Kjærsgaard kan være den, der sikrer, at Dansk Folkeparti havner over spærregrænsen. For der er ingen tvivl om, at hendes gennemslagskraft i befolkningen fortsat er stor, som interessen for partistifteren i Næstved også demonstrerede.

"Grundlæggende er Morten Messerschmidt jo ikke interesseret i at bytte René Christensen ud med Pia Kjærsgaard. Det, hun kan tilbyde som værdikæmper, kan han jo bedre selv. Selvom hans aktioner under valgkampen på den front er faldet som en sten til jorden," siger Esben Schjørring.  

DF-formanden vil foretrække sin egen næstformand, der er en af dem, der har gjort det ukontroversielt at være medlem af partiet, og som er en "hårdtarbejdende resultatpolitiker", vurderer den politiske redaktør.

"Bliver det Kjærsgaard, der kommer ind, vil man udadtil smile og være glad, men indadtil vil man ærgre sig, fordi Kjærsgaard med sin alder og sin stil er fortidens svar."

Ikke så overraskende mener Pia Kjærsgaard og René Christensen hver især, at det, DF har brug for nu, er lige præcis, hvad de hver især repræsenterer.  

René Christensen tror på "benhårdt arbejde", at sidde i forhandlingslokalet, læse analyser og lytte til faglighed.  

"Det er jo slet ikke vælgerrettet. Det er indadrettet, og der er Pia meget udadrettet. Du kan ikke løse de udfordringer, vi har nu, med at være rap i replikken."

"Selvfølgelig skal der også være nogen, der kan sælge nogle billetter. Og det er Pia jo god til. Der er jeg jo nok lidt mere kedelig."

For Pia Kjærsgaard handler det derimod om markante meldinger på kerneområder for partiet.  

"Vi bliver jo ikke et særlig stort parti. Derfor tror jeg på, at værdi- og socialpolitikken bliver det vigtigste for Dansk Folkeparti. For det er den, der fanger folk. Og folk ved, at det er mig, der står for det. Det mærker jeg også, når jeg møder vælgerne her under valgkampen."

"Hvorfor skulle jeg gå på pension?"

I nogle kredse tales der endda om, at det ville gavne partiet, hvis 75-årige Pia Kjærsgaard gik på pension, fortæller Altingets kilder med et indgående kendskab til DF. Og det skyldes ikke mindst, at partiet har været hjemsøgt af intern splid det meste af valgperioden med læk af lydoptagelser fra gruppemøder og skarpe personangreb. Det er især eskaleret det seneste år. 

Tilbage i februar blev Pia Kjærsgaard anklaget for at tale “grimt og grænseoverskridende” over for en række af sine nu tidligere partifæller. Hun kaldte Kristian Thulesen Dahl for en ’tøsedreng’. Og på det landsmøde, hvor Morten Messerschmidt blev valgt som ny formand, viftede hun ad modstanderen Martin Henriksen med en nedadvendt tommeltot på en måde, som gav mindelser om det kaotiske og pinlige landsmøde i Fremskridtspartiet i 1995, der blev begyndelsen på Dansk Folkeparti.

Da det efter 45 minutter stilner lidt af i pølsevognen, fanger jeg Pia Kjærsgaard til et interview om netop det: Hvad siger hun til, at der er stemmer tæt på partiet, som egentlig helst så, at hun gik på pension?

Uden mine markante meldinger havde Dansk Folkeparti ikke været, hvor vi er i dag.

Pia Kjærsgaard

"Jamen, ved du hvad, så siger jeg, hvorfor skulle jeg det? Jeg er mere frisk end mange 50-årige. Jeg mener stadigvæk, der er behov for mig i Dansk Folkeparti."   

"Uden mine markante meldinger havde Dansk Folkeparti ikke været, hvor vi er i dag. Men dem, der gerne vil frem i partiet, siger jo: ’Kunne hun ikke lige?’"  

Men der er blevet skrevet en del om din person og dine meldinger, og at du bærer en del af ansvaret for, at det er gået, som det er gået. Hvad tænker du om det?

"Hvordan? Der blev jo ikke lyttet, når jeg sagde, det var ved at gå galt. Det er så let at skylde skylden på mig."

"Men det er et overstået kapitel. Jeg er for længst kommet videre. Vi er ovre det. Og det er ikke en eneste, der har nævnt det for mig i valgkampen. Men jeg vil da slet ikke lægge skjul på, at det har været en hård periode. Overhovedet ikke. Men jeg støttede Morten (Messerschmidt, red.), og det var der nogen, der ikke kunne lide. Og så gik det ud over mig." 

"Når man er der i medgang, er man der også i modgang. Det er det, jeg er nu. Og det der med at svigte, synes jeg, er det værste i politik. Illoyalitet."

"Det er jo de færreste, der laver deres eget mandat"

Selvom personer tæt på Dansk Folkeparti på Christiansborg helst ser René Christensen blive valgt ind, er der ingen skuffelse at spore, da Altinget spørger, hvordan han har det med, at Pia Kjærsgaard er kommet til samme kreds.

"Det er da ærgerligt. Men jeg sagde det dengang, og jeg siger det nu: Man skal aldrig være ked af være flere gode kandidater i den samme kreds. For det er jo de færreste, der laver deres eget mandat. Man må aldrig skubbe gode kandidater væk for sit eget mandats skyld, for så arbejder man imod partiet."

Det er en meget loyal tankegang?   

"Tja, men jeg har jo heller aldrig lavet mit eget mandat."

Selvom du siger, at man aldrig skal være ked af, at der kommer gode kandidater til ens kreds, er det så ikke lidt dårlig planlægning? Du er trods alt politisk næstformand.

Man må aldrig skubbe gode kandidater væk for sit eget mandats skyld, for så arbejder man imod partiet.

Rene Christensen

"Tjo. Men for et år siden stod vi til i hvert fald to mandater i Sjælland. Og når det så var mig og Pia, der stillede op, kunne det måske være blevet til lidt mere end det. Så dengang var det måske taktisk klogt, selvom det bestemt ikke er det nu." 

René Christensen holder en pause:    

"Hvis vi havde haft en krystalkugle, havde det nok ikke set sådan her ud."

Heller ikke Pia Kjærsgaard bruger megen tid på at hænge sig i beslutningen om at stå på stemmesedlen ved siden af folketingskollegaen.   

"Det kunne vi jo ikke vide. Sidste gang fik vi tre valgt. Det går op og ned, og det må man bare tage til efterretning. René sidder jo under alle omstændigheder stadig i byrådet i Guldborgssund, så på den måde mister vi jo ikke René, hvis det skulle gå på den måde." 

Hvad så, hvis det er dig, DF mister? 

"Det scenarie vil jeg slet ikke gå ind i. Jeg kan ikke føre valgkamp, hvis jeg tænker på det. Og jeg håber jo stadig sådan, vi begge kan komme ind."

"Og så skal vi altså også lige huske, at jeg blev betragtet som en gevinst – også af de øvrige kandidater – da jeg kom til Sjællands Storkreds. Så det er slet ikke i mine tanker. Jeg arbejder bare. Og vi kommer ikke op og slås med hinanden. Det gør vi altså ikke. Niks."

Nu er det vælgernes beslutning  

Hvis det ender med, at kun én af de to DF-profiler kommer ind, vil resultatet få stor betydning for partiet – skulle det klare sig over spærregrænsen. 

For det drama, der er mellem de to kandidater, repræsenterer to forskellige forsøg på at stoppe nedturen i DF og finde en form for fast grund under fødderne, hvor partiet får stabiliseret sig over spærregrænsen.  Som Esben Schjørring konstaterer: 

"Pia Kjærsgaard repræsenterer en idé om, at fortidens protest kan frelse DF fra fremtidens ulykke. René Christensen idéen om, at det er konkrete resultater til for eksempel de ældre, der på sigt skal danne grundlag for DF’s overlevelse."

Nu skal vælgerne træffe deres afgørelse.    

Alt tyder på, det er et enten-eller. Og det kan give en indikation af, hvor det er, DF-vælgerne gerne vil have, partiet skal bevæge sig hen: Tilbage i protesten eller ind i forhandlingsrummet.    

Men det helt store spørgsmål er nu, om det overhovedet vil gøre en forskel.