Egander Skov om Venstres dilemma efter valget: Følg fristelsen eller forbliv højrefløjens lederparti

Folketingsvalget har efterladt det borgerlige Danmark i ruiner.

Med resultatet er de borgerlige gået fra det, jeg før valget i min bog ‘Borgerlig krise’ beskrev som opbrud i blå blok til sammenbrud i blå blok.

Hvor forfærdeligt er det? Meget forfærdeligt og langt værre end det ser ud.

Den egentlige borgerlige blok er reduceret til 72 mandater. Det er skidt.

Man kan godt trække jubeloptimismens klaphat godt ned over ørerne og lægge Lars Løkkes Moderaterne til den borgerlige blok. Så ser det jo mandatmæssigt ikke så galt ud.

Ja, man kan også i forlængelse af dette "ikke så galt" begynde at tælle vælgere. Så ser man, at der faktisk er flere borgerlige vælgere end venstrefløjsvælgere.

Hurra, hvor det går! Så kan man begynde at skumle over Socialdemokratiets mystiske ekstra kredsmandat. Hurra, og stop the steal! Og så kan man kigge arrigt mod Rigsfællesskabets nordlige iskalot, venstrefløjens billige grønlandske mandater, og som Søren Pape ærgre sig højlydt over, at Rigsfællesskabet strækker sig hele vejen fra Gedser til nord for Thule.

Engang var det vist noget, Konservative var stolte over.

Om denne halvvejs forbitrede forargelse over, at man har tabt et valg, man i virkeligheden har vundet, er en sund analyse, kan der ikke være to holdninger til.

Analysen selv er et krisetegn. En arrig afvisning af den virkelighed, der har prædiket sine uafviselige kendsgerninger ind i den sovende menigheds øren.

Man kan også, sådan som Jakob Ellemann ganske muntert udtrykte det på valgaftenen, hæfte sig ved, at “det forenede Venstre”, altså Venstre, Moderaterne og Danmarksdemokraterne, til sammen har fået et rigtig godt valg. Der er kun et problem ved den analyse.

Det forenede Venstre er jo det modsatte af forenet. Så nu er det ligesom i bemeldte sang op til den enkelte at konfrontere problemerne selv

Christian Egander Skov

Som Donovan sang i den nogenlunde – og fortjenstfuldt – glemte popsang Rikki Tikki Tavi fra 1970: “The United Nations ain't really united, and the organisations ain't really organised.”

Ja, det forenede Venstre er jo det modsatte af forenet. Så nu er det ligesom i bemeldte sang op til den enkelte at konfrontere problemerne selv.

Og den enkelte er i dette tilfælde Jakob Ellemann. Det er ham flasken, pilen og alt, hvad der i øvrigt kan pege, peger på nu.

Valget har efterladt os med et borgerligt Danmark, der er mere fragmenteret end før valget.

Hvis problemet før var, at de borgerlige kernepartier Venstre og Konservative skulle forholde sig til en spaltning af blå blok i centrum-højre og et populistisk højre, så er problemet nu, at det borgerlige Danmark er blevet splittet mellem et teknokratisk projekt, der trækker mod midten, og et populistisk højre, der – i hvert fald for indeværende – orienterer sig mod borgerlig blokpolitik.

I midten af det hele står så Venstre og Konservative. Eller i hvert fald Venstre. De Konservative ligger måske stadig ned efter at være trillet ud af baronens seng.

Og det bliver værre.

Det populistiske højre kan vi bedst forstå som en slags revolte mod træk i samfundet, der i høj grad præger centrum-højres idéer: Reformdagsordenen og forsvaret for den moderne konkurrencestat, forkærligheden for globalisering og i et vist omfang mod radikal individualisme.

Det var svært nok for centrum-højre at skræve over den afgrund. Moderaterne er en revolte mod revolten. En antipopulistisk kontrarevolution.

Midt i skudlinjen står så Venstre. Og Venstre har det problem, som Jarl Cordua for nyligt har fremhævet, at Venstre stadig har splittelsen i sig.

Godt nok har partiet svedt både et populistisk og et teknokratisk parti af sig, men Venstre er ikke af den grund blevet befriet for de modsætninger, der har martret partiet.

Det betyder en hel del for fremtidsudsigterne for blå blok. For det betyder, at det ville være voldsomt uklogt, hvis Venstre forsøgte at tvinge sig ud af krisen ved at træffe et klart valg mellem de to modsatrettede tendenser i partiet. Opgaven bliver balancegang.

Fremfor alt ville Venstre i det tilfælde have givet afkald på det borgerlige lederskab, som partiet endeligt, takket være De Konservatives vanskæbne, har genvundet

Christian Egander Skov

Men opgaven er også at indtage det borgerlige lederskab.

Fristelsen for Venstres nuværende ledelse er at orientere sig mod magten og dens muligheder.

Det vil i den nuværende situation betyde et våbenkapløb med Moderaterne om at være de mest regeringsduelige. Jakob Ellemann har allerede åbnet for partiets deltagelse i en bred regering. Det samme har Søren Gade, der ellers tidligere har peget på, at en regering over midten ville styrke yderfløjene.

Fristelsen er ikke vanskelig at forstå, men det er heller ikke vanskeligt at forstå, at den rummer en ikke ringe fare for partiet.

Ikke alene ville Venstre med en sådan kurs endegyldigt (eller så endegyldigt som noget nu er i politik, hvor intet er endegyldigt) have lagt det borgerlige samarbejde i graven, man ville også have overladt et enormt spillerum til de mere oppositionelt indstillede borgerlige partier.

Fremfor alt ville Venstre i det tilfælde have givet afkald på det borgerlige lederskab, som partiet endeligt, takket være Konservatives vanskæbne, har genvundet.

Sidste – og eneste – gang Venstre gik med i en regering over midten, banede det vejen for 1980’ernes borgerlige tronskifte, der placerede Schlüter og Konservative i rollen som borgerlighedens ledende kraft.

Det var Uffe Ellemanns arv til Venstre, at han gennem dygtighed og dristighed fik vendt den proces. Jakob Ellemann ønsker næppe at gå over i historien som den, der spillede sig arven af hænde.

Uanset hvad afhænger alt lige nu af Venstre og Ellemann.