Politikerne må holde våbenhvile i kampen for opmærksomhed, hvis de vil have bedre arbejdsvilkår

Efter Jakob Ellemann-Jensens sygemelding er stress blandt folketingspolitikere blevet et varmt emne i medierne. Der er mange perspektiver på debatten. I denne klumme vil jeg kaste lys over et af disse, nemlig hvorvidt der ligger et individuelt ansvar hos den enkelte politiker for ikke at ende som et nummer i en kedelige statistik.

Jeg husker, da jeg sad i Folketinget, og debatten om unges mistrivsel (igen) var på dagsordenen, at daværende Undervisningsminister, Merete Riisager, sagde, at mistrivslen ikke havde rod i en præstationskultur, men i en perfekthedskultur. Altså at den, i hendes optik, ikke stammer fra, at de unge stræber efter at få høje karakterer og dermed adgang til snævre optagelseskvotienter, men derimod fra, at de unge vil være perfekte – de dygtigste, smukkeste, smarteste og så videre.

Det er som om, at en stor del af Christiansborgs politikere lider af kollektiv blindhed

Carolina Magdalene Maier
Fhv. gruppeformand og politisk ordfører, Alternativet

Jeg skal ikke her gøre mig klog på, om hun har ret eller ej – andet end at bemærke, at jeg ikke tror, man kan adskille præstations- og perfekthedskultur.

Grunden til, at jeg bringer erindringen op her, er, at de fleste folketingspolitikere har mange kloge meninger om, at de unge mennesker i dag gør alt for meget ud af at tilstræbe perfektion.

De fortæller de unge, at de skal lade være med at tage alting så alvorligt: at de skal huske at leve livet i stedet for hele tiden at være opmærksomme på, hvor dygtige eller smukke de andre er: at de skal slukke for deres mobiltelefoner og være mere sammen med hinanden i stedet for.

Men lad os lige vende spotlyset mod Christiansborg for en stund. For hvis der er noget sted i samfundet, hvor mennesker går op i at blive set og at ”være på”, så er det på Christiansborg. Smarte – og gerne lidt kyniske – tweets på Twitter, tjekket outfit i Deadline, et fuldstændigt sindssygt overload af selfies på alle tilgængelige sociale medier: Glade miner, bekymrede miner, skuffede miner, begejstrede miner, you name it.

Det er som om, at en stor del af Christiansborgs politikere lider af kollektiv blindhed. For samtidig med, at de godt kan se, hvordan den unge generation lider af alvorlig mistrivsel, fordi de konstant føler sig utilstrækkelige overfor samfundets krav, og samtidig med at de har mange gode råd til, hvad de unge skal gøre (og ikke skal gøre), så ser de slet ikke, hvordan de selv som politikere er ramt af præcis den samme syge – og endda i så alvorlig grad, at den bliver decideret helbredstruende.

Jeg var selv ramt af samme syge, da jeg var folketingspolitiker. Jeg husker interne stridigheder i mit gamle parti, når de ringede fra Debatten, og det skulle besluttes, hvem man skulle sende ind.

Jo længere tid politikerne bruger på at blive set og hørt, desto mindre tid er der til at gå i dybden med det politiske håndværk

Carolina Magdalene Maier
Fhv. gruppeformand og politisk ordfører, Alternativet

Jeg fungerede på en eller anden rationalitetsmodus, der foreskrev, at al medietid var vigtig – for hvem ved, om lige præcis de fem minutter i lige præcis det konkrete program var det, der gjorde, at jeg ville blive genvalgt ved det kommende valg? Og hvor var det dog ualmindeligt irriterende, hvis en politiker fra SF var inviteret i en P1 Debat om skolepolitik, som jeg ikke var inviteret til. For det var jo så vigtigt at blive hørt.

Se mig, hør mig! Jeg siger kloge ting (og jeg vil gerne genvælges). Det er en logik, tror jeg, der er almindelig blandt Christiansborgpolitikere. Men det er også en logik, der er ødelæggende for flere ting: Helt oplagt for den enkeltes helbred og trivsel, det har vi efterhånden set mange eksempler på. Men også for demokratiet som fundament for vores samfund. For jo længere tid man som politiker bruger på at blive set og hørt og at stå forrest, når der er doorstep, desto mindre tid er der til at gå i dybden med det politiske håndværk. Det har Sigge Winter Nielsen skrevet klogt om i bogen Entreprenørstaten.