Kommentar af 
Poul Madsen

Poul Madsen: Ellemann er ved at forære Jylland til Støjberg

Elendige meningsmålinger og en CO2-afgift til landbruget forringer Venstres position. Allerede nu vandrer vælgerne til Danmarksdemokraterne og Inger Støjberg, der kan sidde med korslagte arme og lade Jakob Ellemann-Jensen stå for hele brandingkampagnen.

Når landbruget, for det er
ikke et hvis, pålægges en eller anden form for CO2-afgift, så står Inger Støjbergs Danmarksdemokrater klar til at modtage de mange
vrede Venstre-vælgere, skriver Poul Madsen.
Når landbruget, for det er ikke et hvis, pålægges en eller anden form for CO2-afgift, så står Inger Støjbergs Danmarksdemokrater klar til at modtage de mange vrede Venstre-vælgere, skriver Poul Madsen.Foto: Arthur J. Cammelbeeck
Poul Madsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det virker nærmest, som om Venstres leder, Jakob Ellemann-Jensen, har glemt, hvad der skete i 2015. Det var dengang, Sønderjylland blev gult, og Dansk Folkeparti tordnede frem på Venstres bekostning og blev Danmarks næststørste parti.

Dengang, som nu, handler det om en kamp mellem land og by.

I byerne er det åbenlyst, at landbruget, som står for en tredjedel af vores CO2-udledning, skal betale en afgift. Men på landet vil man sende regningen tilbage til kølediskene og dermed forbrugerne. Midt i denne højtrykskedel af en diskussion står Jakob Ellemann-Jensen.

Normalt ville hans valg være enkelt. Landbruget er en lige så naturlig del af Venstre, som det, at vi alle skal drikke og spise for at overleve.

Men Ellemann har skippet Venstre ind i en regering, der ikke gør hans valg åbenlyst. For regeringen har som mål at reducere Danmarks CO2-udledning med 70 procent i 2030, og så kan den største synder umuligt slippe uden at skulle dykke ned i portemonnæen og finde tusindkronesedlerne frem.

Dansk Folkeparti vil også forsøge at rebrande sig selv på konflikten mellem land og by, men Inger Støjbergs parti udgør den afgørende trussel for Venstre.

Poul Madsen

Når man hører Ellemann, får man næsten også en fornemmelse af, at han sådan set også hellere vil appellere til vælgerne i byen end til dem ude på landet.

Det er for mig uforståeligt og helt sikkert en livsfarlig taktik.

Venstre er i forvejen et såret dyr med kun lige omkring ti procents tilslutning i meningsmålingerne.

Det absurde er, at da Venstre ved Folketingsvalget i 2015 fik en historisk lussing og tabte 13 mandater var tilslutningen stadig på 19,5 procent. Det er dobbelt så mange som nu og et tal, der er et uopnåeligt drømmescenarie for Ellemann.

Og når landbruget, for det er ikke et hvis, pålægges en eller anden form for CO2-afgift, så står de nye gule, Inger Støjbergs Danmarksdemokrater, klar til at modtage de mange vrede Venstre-vælgere.

Allerede nu er vandringen i gang. For hos Støjberg finder de det, de forventede, Venstre ville stå for.

Læs også

Støjberg skal ikke tage hensyn til en omvendt klimatilhænger som Lars Løkke Rasmussen (M) og en flok Socialdemokrater, der er nødt til at tale klima og gøre noget for ikke at bløde alt for mange vælgere til venstrefløjen. Hos Støjberg er der ingen slinger i valsen.

Her vil en CO2-afgift til landbruget blive talt ind i det, der i forvejen er hovedsporet - at nutidens politikere kun tænker på byerne og glemmer alle, der bor på landet, og som ovenikøbet bliver overdænget med nye afgifter og dårlig infrastruktur - som senest blev bekræftet i den bebudede ti procents forhøjelse af DSB’s priser - samt vindmøller, som ingen i byerne selv gider bo ved siden af.

Dansk Folkeparti vil uden tvivl også forsøge at rebrande sig selv på konflikten mellem land og by, men det er Støjberg, der udgør den afgørende trussel for Venstre. Støjberg har allerede godt fat.

Inger Støjberg behøver ikke gøre noget. Jakob Ellemann-Jensen er lige nu i fuld gang med at forære hele Jylland uden for storbyerne til hende.

Poul Madsen
 

Hun har netop været på turne og fyldt forsamlingshusene i Jylland, og 11. november sætter hun nådestødet ind mod sit gamle parti. På Danmarksdemokraterne første landsmøde i Aalborg er en af hovedtalerne formanden for Landbrug & Fødevarer, Søren Søndergaard. Det må gøre ondt i Venstre.

Glemmes må heller ikke alle de potentielle, interne kritikere i Venstre. Modviljen mod SVM-regeringen er rodfæstet, men hidtil næsten tavs.

Thor Pedersen og Peter Gæmelke er de eneste, der for alvor hidtil har luftet frustrationen. Men der har også været en enkel anden, som er langt mere alvor. Det er Asger Christensen, som sidder i Europa-Parlamentet for Venstre og naturligvis gerne vil genvælges.

Han er opstillet i Jylland, og her bliver han ikke genvalgt på at støtte en CO2-afgift.

Derfor har han klogt nok sat sig i spidsen for et nationalt oprør mod CO2-afgiften. Det vil uden tvivl kun blive forstærket frem mod Europa-Parlamentsvalget i juni næste år. Asger Christensen skal nemlig kæmpe om de jyske stemmer med Ulla Tørnæs, et andet kendt Venstre-ansigt, som håber på comeback.

Med de elendige meningsmålinger, Venstre har nu, og som en CO2-afgift kun vil forstærke, er det sandsynlige scenarie, at kun en af de to bliver valgt. Derfor tør jeg godt garantere, at vi vil opleve ikke bare èn, men to markante Venstre-stemmer tale partitoppens linje imod.

Det vilde er, at på sidelinjen kan Inger Støjberg sidde med korslagte arme. Hun behøver ikke gøre noget. Jakob Ellemann-Jensen laver hele brandingkampagnen for hende og er lige nu i fuld gang med at forære hele Jylland uden for storbyerne til Støjberg.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Ellemann-Jensen

Fhv. vicestatsminister og økonomiminister, fhv. partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

Inger Støjberg

MF, partistifter (DD)
MBA (Aalborg Uni. 2013)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00