Poul Madsen: Kun et mirakel kan redde regeringen

Og det var umuligt for regeringen at tage æren for noget som helst i den forbindelse. Det var tidligere regeringers værk, som det nøgternt påpeges af Finansministeriet:

”Forbedringen skal i overvejende grad ses i lyset af, at den strukturelle beskæftigelse er øget. Det skyldes både, at tidligere reformer vurderes at have større virkning end hidtil antaget, og at der under coronakrisen blandt andet blev ført en aktiv økonomisk politik, som gør, at dansk økonomi i dag står stærkt og har tiltrukket mere international arbejdskraft”.

Vi vælter os kort sagt i penge.

Dermed er vi ved benspænd nummer to.

SVM-regeringen blev skabt i en fortælling om, at det var nødvendigt i en krisetid at turde samarbejde hen over midten på en ny måde for at skabe de nødvendige reformer.

Men Danmark er ikke i krise. Fortællingen er brudt sammen, og samtidig venter vi stadig på de store afgørende reformer udover den upopulære afskaffelse af store bededag.

Vi fik et forsvarsforlig og en uddannelsesreform før sommerferien, men det vil ikke på nogen måder ændre billedet af en regering, der taler meget om reformer, men ikke rigtig gør noget.

Den eneste krise, der vil være stor nok til at skabe miraklet for Mette Frederiksen, er en destabilisering af Rusland

Poul Madsen

Mange kommentatorer hæfter sig ved, at regeringens forventede 2030-plan, som skulle komme efter sommerferien, kan blive et vendepunkt.

Det har jeg svært ved at tro. En fremtidsvision indeholder sjældent konkrete lovforslag, og hvorfor skulle denne 2030-plan adskille sig? Dertil kommer, at regeringens nye mantra efter store bededags forskrækkelsen er, at man gerne vil have brede forlig.

Så først skal 2030-planen udmøntes i lovforslag og siden forhandles. Det vil tage tid. Planen kan derfor meget nemt bliver opfattet som mere af det, vi allerede har fået rigeligt af, nemlig ord og meget lidt handling.

Det, der for alvor vil kunne ændre tingene for regeringen, er en ny sundhedsplan og en afbureaukratisering af det offentlige, som vi som borgere vil opleve som klare forbedringer. Men begge er sendt til hjørnespark i kommissioner og udvalg, og inden vi mærker virkningerne, så vil der være gået mindst to år.

Og mens vi alle venter på regeringens konkrete politik og forandring af Danmark, så har de foretaget det måske mest afgørende benspænd for sig selv.

I to af de tre regeringspartier står vi til indgangen af sommeren med en usikkerhed om, hvem chefen er efter ferien.

Jakob Ellemann-Jensens sygemelding skabte usikkerhed, ikke mindst fordi der gik utroligt lang tid, før vi reelt vidste, om han kom tilbage.

Men på en eller anden måde var det alligevel til at leve med. Han er jo ikke regeringens øverste kaptajn på broen. Det er Mette Frederiksen, og nu er der næsten gået to måneder med usikkerhed om, hvorvidt hun vil fortsætte.

Det er alvorligt. I kulissen er magtkampen om at blive hendes afløser i gang. Mette Frederiksen mangler at vise, uden forbehold, at hun vil fortsætte.

Lidt groft tegnet op, så har hun tværtimod vist, at hvis der dukker noget bedre op på den internationale scene, som at blive Nato-generalsekretær, så vil hun hellere det, end at fortsætte som statsminister i andedammen.

Jeg forstår udmærket Mette Frederiksen. Under corona viste hun, at hun er fabelagtig dygtig i krise, hvor hun som den store landsmoder fremstod som garanten for, at vi slap igennem.

Nu er krisen afblæst. Den eneste krise, der er tilbage, er den selvskabte krise med en regering, som befolkningen blev træt af efter ganske få måneder.

Det er den type krise, der kan dræne enhver politiker for energi, for det fremtidige scenarie er formentlig, at regeringssamarbejdet begynder at slå sprækker, jo tættere vi kommer på et valg, og jo større desperationen i specielt Venstre og Socialdemokratiet bliver for at rette op på alle de vælgere, de har tabt i det hellige samarbejde hen-over-midtens ånd.

Det kan lyde voldsomt, men den eneste krise, der vil være stor nok til at skabe miraklet for Mette Frederiksen, er en destabilisering af Rusland, hvor det ikke kun er Ukraine, men hele Nato der er truet.

Og det tror jeg ikke på, og det tror jeg bestemt heller ikke, Mette Frederiksen ser som en mulighed.