Poul Madsen: Regeringens held er, at oppositionen har udslettet sig selv

Det går bedre for regeringen. Men som en af mine mere kyniske venner sagde:

”Så kan det da også umuligt blive værre end det, vi så før sommerferien.”

Første konkrete udspil var en ekstra milliard til hospitalerne efter regeringsseminaret torsdag, men det er stadig i småtingsafdelingen i forhold til de gigantiske løfter om forandringer af vores samfund, som var fortællingen, da regeringen blev skabt.

Vi mangler stadig at se, at regeringen kan mere end at genere os med en fridag mindre og sole sig i spotlyset fra præsident Volodymyr Zelenskyj.

Så er der også problembarnet Venstre. Det er komplet ufatteligt, at Jakob Ellemann-Jensen kom tilbage som kampberedt oprydningsgeneral i Forsvarsministeriet for kun to uger senere at kaste alle våben, overlade kanonerne til Troels Lund Poulsen og selv krybe i ly i Økonomiministeriet.

Hvorfor blev det ikke aftalt, mens Jakob Ellemann-Jensen var sygemeldt?

Nu virker det uigennemtænkt og panikagtigt, som om, det først efter tilbagekomsten er gået op for Ellemann, at han ikke magter den kolonorme opgave, det er at rydde op i Forsvarets rod og igangsætte den historisk store oprustning.

Jeg tror personligt ikke på, at Søren Pape Poulsen leder de konservative ind i en ny valgkamp.

Poul Madsen
Kommunikationsrådgiver og kommentator

Patos var ellers helt på plads på det første pressemøde efter sygemeldingen. Jakob Ellemann-Jensen solgte igen og igen sig selv som lederen og manden, der formulerede Venstres linje og kurs. Han sagde hele tiden ”Jeg vil”, ikke ”vi vil”.

Man må dog give Ellemann, at han er god til at indrømme egne fejl. Nu mangler han at vise, at han rent faktisk også kan stå ved de beslutninger, han træffer.

Ellemanns og regeringens store redning er, at oppositionen slingrer endnu mere ufokuseret. Til venstre er der lidt slag i SF, men ikke potentiale til noget afgørende. Til højre ligner det et ophørsudsalg.

Søren Pape Poulsen (K) virker som en færdig mand, som kun fortsætter, fordi de konservative på nuværende tidspunkt ikke har et bedre bud på en ny formand. Men hvis meningsmålingerne fortsætter nedad, så finder partiet en formandskandidat, også selvom vedkommende ikke er fuldt ud egnet.

Analysen vil være, at alt andet end Søren Pape Poulsen er bedre, og jeg tror personligt ikke på, at han leder de konservative ind i en ny valgkamp.

Lige nu har de tilslutning fra cirka hver tredje dansker. Derfor var Jakob Ellemann-Jensens salve i Berlingske helt rigtig.

Poul Madsen
Kommunikationsrådgiver og kommentator

Alex Vanopslagh (LA) fortsætter som rockstjerne, men hvis den dag skulle komme, at han rent faktisk er det borgerlige Danmarks statsministerkandidat, hvad skulle han så samle de tilbageblevne borgerlige om?

Flokken udgøres af et vingeskudt konservativt parti, nogle radikale, der allerhelst vil i regering, men på ægte radikal vis ikke kan finde ud af at gøre det. Og så er der tre partier, der stakåndet kæmper om det yderste højre. Her er Inger Støjberg (DD) foreløbig foran, og Morten Messerschmidt (DF) ser ud til at være på vej til at bringe Dansk Folkeparti ud af den mistrøstige sump, mens Pernille Vermund (NB) kæmper med overhovedet at kunne kalde Nye Borgerlige et parti med andre i Folketinget end hende selv.

Hvordan skal disse seks partier nogensinde kunne blive enige om arbejdsudbud, herunder at lempe reglerne for borgere, som gerne vil til Danmark, og afbureaukratisering af den offentlige sektor, hvilket vil betyde, at nogen nødvendigvis må miste deres job, hvis vi skal flytte arbejdskraft fra kolde til varme hænder.

Men mest af alt. Hvordan skal disse seks partier nogensinde få flertal?

Lige nu har de tilslutning fra cirka hver tredje dansker. Derfor var Jakob Ellemann-Jensens salve i Berlingske helt rigtig. ”Der er ikke noget at komme tilbage til i blå blok,” som han formulerede det. Det handler om at se fremad.

Hvis ellers Ellemann overlever sit eget selvskabte kaos, Mette Frederiksen igen begynder at udstråler lyst til dansk indenrigspolitik og Lars Løkke Rasmussen dæmper sin trang til at tro, han er større end Kina, så har regeringen en gylden mulighed for at regere og vise resultater i det kommende folketingsår. De har ingen, der kan true dem hverken til højre eller venstre. Den største trussel kommer fra dem selv.