Debat

Radikale og Alternativet: Forny demokratiet med nye politiske udvalg, hvor borgerne sidder med

Folketingets udvalg er i dag tomme for energi. Derfor skal udvalgsarbejdet styrkes ved at lave midlertidige politiske udvalg bestående af borgere, virksomheder, foreninger og folkevalgte, skriver Christina Olumeko og Christian Friis Bach.

Vi skal gentænke, hvordan Folketingets udvalg fungerer, skriver&nbsp;Christina Olumeko og Christian Friis Bach.<br>
Vi skal gentænke, hvordan Folketingets udvalg fungerer, skriver Christina Olumeko og Christian Friis Bach.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Christina Olumeko
Christian Friis Bach
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I Danmark er vi bedre til at hylde vores demokrati, end vi er til at udvikle det. Det betyder, at vi ofte overser de huller i skroget, som vores demokrati har fået. Halvdelen af alle unge føler, at deres politiske holdninger ikke er værd at lytte til.

Kun to procent af danskerne har lyst til at engagere sig i de politiske partier. Og det politiske system har svært ved at løse tidens problemer. Derfor foreslår vi, at vi gentænker indretningen af vores demokrati.

Vi skal have flere nye holdninger og perspektiver ind i det politiske maskinrum. Danmark står nemlig overfor flere sammenfiltrede, komplekse og alvorlige problemer, som det politiske system har svært ved at løse.

Meget få folketingsmedlemmer møder rent faktisk op til udvalgsmøderne. I stedet er en stor del af arbejdet flyttet over i ministerierne ved lukkede forhandlingsmøder.

Christina Olumeko (ALT) og Christian Friis Bach (R)

Jo mere gennemgribende og komplekse samfundsudfordringer er, desto større behov er der for inddragelse af flere beslutningstagere og borgere. De folkevalgte har ikke alle svarene.

Derfor vil vi give tre konkrete bud på at forny og styrke demokratiet.

Vi skal gentænke Folketingets udvalg
Før det første skal vi oprette et borgerting, som meget passende kan bo i det gamle landsting. Det skal bestå af borgere, der bidrager til udviklingen af ny politik, og folketinget og regeringen skal forpligtes til at forholde sig til anbefalingerne inden for en given tidsfrist.

Det er nemlig centralt, at borgertinget forankres tæt på det politiske system, så anbefalingerne bliver levedygtige. Herudover skal borgertinget kunne kontrollere kvaliteten af lovforslag fra regeringen ved at arrangere høringer og ekspertmøder i forbindelse med nye lovforslag. Der skal stilles krav om, at medlemmerne af Borgertinget løbende udskiftes samt, at medlemmerne vælges gennem lodtrækning for at sikre en bred og repræsentativ sammensætning.

For det andet skal vi gentænke, hvordan Folketingets udvalg fungerer. I dag er udvalgene tomme for energi, fordi udvalgene bruger færre kræfter på den egentlige bearbejdning og kontrol af lovforslag fra regeringen. Det betyder, at meget få folketingsmedlemmer rent faktisk møder op til udvalgsmøderne. I stedet er en stor del af arbejdet flyttet over i ministerierne ved lukkede forhandlingsmøder.

Læs også

Udvalgene er imidlertid der, hvor offentligheden kan få indsigt i arbejdet, og derfor foreslår vi, at udvalgsarbejdet styrkes ved at lave midlertidige politiske udvalg bestående af borgere, virksomheder, foreninger og ikke mindst folkevalgte. Disse udvalg skal ligesom vi kender det fra kommunernes såkaldte “paragraf-17-4-udvalg” kunne bistå Folketingets udvalg med at udvikle nye politiske løsninger på tidens svære udfordringer.

For det tredje foreslår vi, at vi etablerer et Center for Demokratiudvikling og Borgerinddragelse. Centeret skal forske i og udvikle nye demokratiske redskaber, som vores demokrati - både på nationalt og lokalt plan - kan nyde godt af. Vi har nemlig brug for at etablere et stærkt videnskabeligt fundament for vores nytænkning af demokratiet.

Tiltrængt energi
Ideen om at ændre ved demokratiets indretning kan virke kontroversiel, men selvfølgelig skal vores demokrati også fornys og udvikles. Forestil dig en virksomhed eller organisation, som ikke havde fornyet sig i flere årtier. Det lyder helt utænkeligt. Alligevel har vi ikke grundlæggende fornyet demokratiet i lang tid.

Meget sigende er vedtagelsen af borgerforslag måske den største demokratiske fornyelse, vi har set længe. Men der er masser af inspiration at hente både fra danske kommuner, fra EU og fra andre lande, hvor fornyelsen af demokratiet er i fuld gang.

Demokratiet har vi kun så længe, at det er i stand til at løse tidens problemer og kan få borgerne med. Derfor har vi brug for nytænkning. De her tre forslag kommer ikke til at revolutionere det danske demokrati. Men vi tror på, at de kan tilføre det ny, tiltrængt energi. Lad os forandre det repræsentative demokrati i Danmark til et involverende demokrati.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christina Olumeko

MF (ALT)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2022)

Christian Friis Bach

MF (R), stifter, Warfair
cand.agro. (KVL 1992), ph.d. international økonomi (KVL 1996)

0:000:00