Regeringens skråsikkerhed lukker politikerlede-ulven ind i hønsegården

Lige fra jeg var barn, har jeg lært, at man ikke skal råbe, at ulven kommer. Og da slet ikke, når ulven ikke kommer, fordi der ikke ér nogen ulv.

Men modsat må det være sådan, at hvis ulven rent faktisk rumsterer i nabolaget, så er det nærmest en pligt lige at råbe et enkelt ”pas på”.

I næsten alle de år, der er gået, siden jeg lærte om konsekvenserne af hyrdedrengens lemfældige omgang med sandheden om ulven, der kom, men ikke kom og så alligevel kom og åd løs, har jeg interesseret mig for politik og politikere. Jeg er, fortsat, ovenud begejstret og fuld af respekt for vores politikere.

Men jeg er nødt til at sige, at ulven er på vej. Og det er politikerne selv, der har sluppet rovdyret løs.

Ulven vender vi tilbage til.

Der har bredt sig en stemning i de ledende politiske lag af, at mens partierne og ledelserne gør alt det rette, det nødvendige, det fremtidssikre og langtidsholdbare, så har befolkningen, vælgerne, de fodslæbende ikke begrebet et kuk.

Det fører til både interviews i medierne og til mere interne orienteringer rundt om til medier og andet godtfolk med det indhold, at for eksempel regeringsprojektet SVM er brandgodt, og at deltagerne har is i maven og en sikker hånd på rattet.Det er bare vælgerne, der ikke har fattet det geniale.

Men det kommer. Inden næste valg. Det er man helt rolig ved, og så fortsætter regeringen, for ”der er jo ikke noget alternativ”.

På moderne dansk hedder det et narrativ. Gud nåde og trøste dig, og din karriere, hvis ikke du kan slynge om dig med begrebet narrativ i alle mulige sammenhænge.

Narrativ betyder i grunden bare fortælling, så det kan vi også bare sige.

Fortællingen er, at der ikke er et alternativ til SVM, og at det er vælgerne, der ikke, endnu, helt har begrebet det vise i midterregeringen.

Godt nok bad vælgerne absolut ikke om nogen midterregering. De stemte rødt eller blåt, på begge sider med stærke stænk af grønt.

De røde vandt. Der var, og er, rødt flertal i Folketinget.

De blå tabte. Men de blå vælgere, der stemte på alle andre partier end Lars Løkkes Moderaterne, stemte for en borgerlig regering. Ikke mindst stærkt, kompromisløst og gentagne gange italesat af Venstre-høvding Jakob Ellemann-Jensen helt frem til valgdagen 2. november 2022 klokken 20.

Det kan meget vel være, at vælgerne ikke helt har forstået visdommen, men regeringen er stensikker, og vælgerne tager fejl

Søren Søndergaard

Så kom der noget fra Venstre i løbet af valgaftenen om ”prisen på grisen”, som ingen helt fangede konsekvenserne af, Konservative fik vælgerprygl men gav på aftenen løjerligt nok udtryk for, at Mette Frederiksens dage som statsminister da vist snart var talte, og Lars Løkke fik sagt noget om, at Moderaterne nu for en stund lige kunne spille med om nøglerne til statsministeriet, selv om situationen på aftenen rent faktisk var, at Løkkes parti så overflødigt ud.

Det var en på næsten alle måder underlig valgaften.

En meget lang historie meget kort: Hvis det var gået, som de fleste deltagere i partiernes mange Marienborg-møder gik efter i ugerne efter valget, var Løkke og Moderaterne blevet efterladt på perronen, ensomme og forladte med kedelige sager på en perlerække og en partiformand, der måtte lede efter anden opmærksomhed end den negative.

Socialdemokratiet ville have haft SF som en in-house buffer for al den trælse kritik fra de rigtigt røde og alternative i rød stue af alt muligt fra afskaffelsen af store bededag til utællelige forsvarsmilliarder og Nato mig her og der, mens Venstre kunne have delt det borgerlige ansvar for regeringens ups and downs med konservative ministre.

Sådan gik det ikke. Vupti, blev Løkke den mest effektive indenrigspolitiske udenrigsminister, landet har set, og SVM-regeringen har gjort en dyd af noget nyt; flertalsregering, der alligevel søger brede, langtidsholdbare løsninger.

Det er bare løsninger, ingen talte om før valget, selv om noget af det lå på tegnebrættet, og som danskerne ikke rigtigt gider.

Da slet ikke ophævelsen af en oldgammel helligdag, der har givet en bekvem forlænget weekend for de fleste i de næsten 50 år, der er gået, siden 5-dages arbejdsugen blev en realitet i 1974.

Lige nu, hvor russernes aggressionskrig mod Ukraine for længst har passeret 500 dage, er der stor folkelig opbakning til at spendere på Nato og militær sikkerhed.