Folketingets Presseloge, Formanden                                                                     

Christiansborg 19. maj 2008

Kære Kollega!

Dækningen af sagen, om integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs kronik i Politiken m.v. har fået et efterspil. Der var simpelthen alt for megen tumult i pressekorpset i onsdags og til dels også i torsdags i forsøget på at få ministerens kommentarer til sagen. Så meget, at både husets administration og Folketingets formand, Thor Pedersen har gjort indsigelser. Med rette, mener jeg.

Lad mig understrege, at indsigelserne ikke beror på nogen officiel klage fra integrationsministeren til hverken Presselogen eller Folketingets Præsidium. De beror i al enkelthed på de iagttagelser, Folketingets betjente gjorde de to dage. Specielt onsdag førte "jagten" på Birthe Rønn Hornbech til regulære overtrædelser af husreglementet.

En fotograf blev observeret stående i en af Folketingets sofaer for at tage overbliksbilleder af det interimistiske pressemøde med statsministeren uden for folketingssalen. Det er helt klart, at man ikke må placere sine fødder i Folketingets møblement!

Et par andre gode kolleger sprang med teknisk ustyr i deres iver efter at få en kommentar ind i samme paternosterstol, som Birthe Rønn Hornbech benyttede efter mødet i Venstres folketingsgruppe. Det er simpelthen en klokkeklar og alvorlig overtrædelse af sikkerhedsreglerne!

Jeg har allerede talt med regelbryderne og ved derfor, at det ikke vil gentage sig.

Men, i det hele er vi i pressekorpset nødt til lige at stoppe op og tænke over, hvor langt vi kan og vil gå i "jagten" på et folketingsmedlem eller minister. Jeg ved, at mange har det synspunkt, at integrationsministeren kunne gøre det hele meget lettere, hvis hun blot ville stoppe op og svare på de helt relevante spørgsmål, vi har på vores læseres, seeres og lytteres vegne. Jeg deler synspunktet. Når vi alligevel erfarer, at det vil ministeren ikke, så må vi meget tidligere i forløbet, end det skete i onsdags og i torsdags acceptere, at vi ikke får svaret. Derfra må vi så udføre vores journalistisk. Vi kan ikke leve med arbejdsmetoder, der udarter i en regulær fysisk jagt, som tvinger et folketingsmedlem til at flygte ind i sekretariater, ud på toiletter eller til sidst op på taget. Det er simpelthen ikke værdigt!

"

Med andre ord, der er en grænse for hvor langt jagten kan gå. Grænsen er svær at trække, fordi situationerne er så forskellige, men den er der, og det er så op til hin enkelte at sætte den og holde den!

Og den skal sættes, for som formanden Thor Pedersen gjorde det klart på det møde, jeg havde med ham: Folketinget er først og fremmest en arbejdsplads for medlemmerne, sekretariaterne og administrationen. Journalisterne er gæster - arbejdende gæster - men stadigvæk gæster!

Jeg har intet ønske om på nogen måde at søge indflydelse på den enkelte journalists vinkel på en historie eller arbejdsmetode for at skaffe historien, men jeg beder alligevel alle tænke alvorligt over forløbet i denne sag!

Og nu, jeg er gang -  så får jeg flere og flere henvendelser fra skrivende kolleger, der finder TVs optræden for bombastisk nu og da. De skrivende tager meget hensyn til TV. Lader kolleger fra disse medier stille de første spørgsmål i aktuelle sager i respekt for, at mange seancer nu bringes live, men TV-journalisterne synes i deres iver efter at levere varen nogle gange at glemme, at der altså også er andre, skrivende kolleger, som gerne vil ind med et par spørgsmål eller to. Det gælder både, når der interviewes på gangene og ved statsministerens tirsdagspressemøder.

Så kære TV-kollega: Stil dine spørgsmål, men tænk lige over, at der altså er andre medier med nøjagtig samme rettigheder, som du har.

Kopi af dette brev bliver sendt til Folketingets formand.

Med venlig hilsen

Henning Olsson