Støjberg efter to dage i retten: "Jeg tror ikke, der er flere spørgsmål i verden"

INSTRUKSKOMMISSIONEN: Der kørte to spor i sagen om adskillelsen af ægtepar med mindreårige asylansøgere: Inger Støjberg spillede hård negl politisk, men administrerede i virkeligheden helt efter loven. Sådan lyder venstrepolitikerens egen forklaring, men den havde udspørgeren i Instrukskommissionen meget svært ved at tro på.

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Jakob Nielsen

Tonen blev skærpet betragteligt, da Inger Støjberg mandag for anden dag i træk var til afhøring i den såkaldte Instrukskommission.

Udspørgeren og retsformanden borede begge dybt og kritisk i Støjbergs skiftende forklaringer i sagen, og undervejs kom det flere gange til sammenstød med politikerens juridiske bisidder, advokat Nicolai Mallet.

På et tidspunkt udbrød en undrende retsformand ligefrem, at hvis Støjbergs forklaring stod ved magt, så kunne man lige så godt afskaffe loven om ministeransvar.

Undervejs blev det også klart, at venstrepolitikeren ikke læser Harry Potter, men til gengæld er godt hjemme i Sara Omars forfatterskab.

Senere erklærede Støjberg, at hendes egne udtalelser i flere interviews i Politiken og DR var ”vrøvl”.

Og til sidst sprang der en lille bombe i sagen, da et hidtil ukendt dokument rejste tvivl om, hvorvidt Inger Støjberg og hendes ministerium har løjet over for Folketinget.

Var der to spor?
Men det centrale spørgsmål var det, som efterhånden ligner den helt afgørende kerne i undersøgelsen: Passer det, når Inger Støjberg og hendes daværende departementschef nu forklarer, at der hele tiden eksisterede to spor i sagen om de unge asylpar?

Et spor, hvor man overholdt loven og behandlede alle sager om unge asylpar individuelt – og et andet spor, hvor man over for medier og Folketinget sagde noget helt andet?

Den påstand er kernen i fortællingen hos Inger Støjberg, nøjagtig som den i sidste uge var hos hendes daværende departementschef, Uffe Toudal Pedersen.

Skal man tro dem, var der aldrig tvivl om, at loven skulle holdes. Men af politiske hensyn lod ministeren og hendes folk, som om alle par ville blive adskilt.

Hvad gjaldt – notat eller pressemeddelelsen?
I løbet af mandagens afhøring blev der rejst stor tvivl om den forklaring.

Ikke mindst fordi stort set alt, hvad Inger Støjberg selv sagde i medierne og i sine svar til Folketinget i foråret 2016, tydede på, at hun havde udstedt en instruks om, at alle par skulle adskilles – uden undtagelser.

Instruksen kom i form af en pressemeddelelse, som både Inger Støjberg og ministeriet faktisk i begyndelsen omtalte som netop en instruks.

Men ifølge Støjberg og hendes departementschef skal man ikke lægge så meget vægt på, hvad der stod i pressemeddelelsen – det var nemlig mest et stykke politisk kommunikation.

I stedet skal man hæfte sig ved et notat, som Inger Støjberg godkendte elektronisk 9. februar 2016, altså dagen før hun udsendte den famøse pressemeddelelse.

I dette notat indstilles det, at alle sager om unge par, hvor den ene part er mellem 15 og 18 år gammel, skal behandles individuelt.

Hvorfor holdt Støjberg notatet hemmeligt?
Denne fremstilling undrede udspørger Lars Kjeldsen sig over. Især fordi hverken Støjberg eller hendes ministerium tidligere har nævnt notatet i sin endelige version over for medier, i nogen af de utallige samråd i Folketinget eller i en stribe svar til Ombudsmanden.

Lars Kjeldsen viste en skrivelse fra Ombudsmanden, hvor denne slog fast, at der ikke fandtes skriftlig dokumentation for, at der skulle administreres lovligt. Så spurgte Kjeldsen:

Her svæver ombudsmanden altså i en vildfarelse. Som han er bragt i af dit ministerium af breve, som du formentlig har godkendt. Er det ikke på dette tidspunkt på sin plads at gøre ham opmærksom på det helt centrale notat?

”Når man sender breve fra ministeriet til Ombudsmanden, og det er de fremmeste jurister, der skriver de breve, så er det ikke min opgave at korrekse det. Jeg har en helt berettiget tiltro til, at de sender det, der skal sendes,” svarede Støjberg.

Ombudsmanden er i den vildfarelse, at der ikke findes notater. Det handler ikke om jura. Det handler om sandhed. Det er et problem om sandhed? spurgte Kjeldsen.

”Ikke desto mindre vil jeg sige, at når der kommunikeres med Ombudsmanden, så læner jeg mig op ad de ting, som juristerne indstiller,” sagde Støjberg og tilføjede:

”Jeg kan ikke vide, hvorfor det notat ikke er sendt med. Men jeg ved, der er folk, der skal afhøres efter mig, som muligvis kan besvare det spørgsmål.”

Dermed sendte hun aben videre til embedsmændene. Og det skulle ikke blive dagens sidste opgør med hendes egne jurister.  

Konventionerne var som Voldemort 
Det var ikke kun i pressemeddelelsen, at Støjberg omhyggeligt undlod at nævne hensynet til de konventioner, Danmark skal overholde. Der blev fremlagt en stribe eksempler på, at Støjberg systematisk krævede den slags formuleringer fjernet fra dokumenter.

Hvorfor måtte Danmarks internationale forpligtelser aldrig nævnes i ministerens svar? Det er næsten som i Harry Potter, hvor man ikke må sige Voldemort, spurgte Lars Kjeldsen.

"Jeg har ikke læst Harry Potter," sagde Inger Støjberg.

Senere slog hun selv fast, at hun til gengæld havde læst Sara Omars to roste bøger om mishandling af piger i indvandrermiljøer.

"Da du nu nævnte Harry Potter, så kan det jo være, jeg har læst 'Skyggedanser' og 'Dødevaskeren' i stedet", sagde hun.

"Der kørte jo to spor"
Udspørgeren borede også i, hvorfor ministeren egentlig selv kaldte pressemeddelelsen fra 10. februar for ”en instruks”, når hun nu hævder, at det aldrig var meningen, at embedsmændene skulle rette sig efter det, der stod i den:

Alle de steder, du udtaler dig, bruger man termen instruks. Vi har gjort os rimelig umage med at kigge papirerne igennem. Alle papirer til Ombudsmanden og interne notater indtil 21. maj bruges termen instruks. Kan du pege på et eneste sted frem til fredag 19. maj, hvor I omtaler pressemeddelelsen som noget andet end instruksen?

”Det ved jeg ikke, men jeg ved præcis, hvad meningen var – nemlig at pressemeddelelsen var en pressemeddelelse, og at notatet var det, der skulle administreres efter. Det var sådan, det skulle forstås, og det var sådan, vi selv forstod det."

Vidste embedsmændene det fra 10. februar? spurgte Kjeldsen.

”Ja, der kørte jo to spor,” sagde Støjberg og tilføjede:

”Det har aldrig været hensigten at pålægge Udlændingestyrelsen en ulovlig praksis.”

Skal ministre tale sandt til Folketinget? 
De to spor gik også igen i ministerens svar til Folketinget. Der blev fremlagt flere eksempler på, at Inger Støjberg har svaret Folketinget, at samtlige unge par skulle adskilles – uden at nævne muligheden for undtagelser.

Det kunne umiddelbart ligne, at hun dermed havde vildledt Folketinget med et svar, der gav et forkert indtryk.

Men her forklarede Inger Støjberg, at der findes forskellige former for svar til Folketinget. Såkaldte samrådsspørgsmål har en mere politisk karakter, forklarede hun. Det var derfor, hun i et svar til den konservative Naser Khader undlod at nævne muligheden for undtagelser.

”Det er på ingen måde styringssignaler til styrelsen om, hvordan de skal forvalte. Når man spørger politisk, får man et politisk svar. Så er alle nuancer selvfølgelig ikke med,” sagde Støjberg.

Er der en vejledning for, hvad der er politiske svar og faktuelle svar? ville Kjeldsen vide.

”Der er en sondring. Jeg kan ikke gengive det fuldstændig, men det fremgår af Folketingets håndbog,” sagde Støjberg.

Så politiske svar behøver ikke være retvisende?

”Selvfølgelig skal de være retvisende. Han får svar, som han spørger.”

Udspørgeren bad Inger Støjberg finde det sted i Folketingets håndbog, hvor det skulle fremgå, at samrådsspørgsmål ikke er omfattet af ministres pligt til at tale sandt over for Folketinget, men det kunne hun ikke.

I et senere svar til Folketinget, som blev lagt frem, medgav Inger Støjberg, at et tidligere svar ikke havde været ”juridisk udtømmende”. Kunne man så sige, at det første svar var korrekt, ville Kjeldsen vide.

”Nej, det er det ikke. Men i det øjeblik og med den spørgeform, der er, så svarer jeg, som jeg gør.”

Det var det med de to spor igen:

Er vi enige om, at hvis man læser det her svar, så må man få det indtryk, at der ikke er undtagelser? spurgte Kjeldsen.

”Teksten her svarer jo til det, der står i pressemeddelelsen. Der ser det sådan her ud. Der er der ét billede. Men man er nødt til at genbesøge ministernotatet, hvor man kan se, at der er undtagelser,” sagde Støjberg med henvisning til det hidtil ukendte notat, hvor hun havde godkendt en indstilling om, at der skulle foretages individuelle vurderinger.

Inger Støjberg slog fast, at hun tog det som en selvfølge, at der blev administreret efter loven – det må man altid gå ud fra, sagde hun.

Og her var det så, at retsformanden Peter Mørk Thomsen brød ind:

”Så kan man jo næsten afskaffe ministeransvarlighedsloven, hvis ministre godt må give ulovlige instrukser, og ministeren bare kan sige, at der skal administreres efter loven?”

Det var Inger Støjberg ikke enig i.

Støjberg: Der sagde jeg noget vrøvl
Senere begyndte udspørgeren at bore i, om ministeren egentlig selv mente, at der var administreret lovligt fra begyndelsen, sådan som hun adskillige gange har sagt. I realiteten nåede en række unge par nemlig at blive adskilt, inden de fik foretaget en individuel vurdering, hvorefter de fleste fik lov til at flytte sammen igen.

Udspørgeren fremlagde et facebookopslag, som Inger Støjberg selv skrev i maj 2017, hvor der stod, at hun oprindeligt havde forsøgt at adskille alle par:

”Den beslutning blev kendt ulovlig af ombudsmanden, og jeg blev tvunget til at ændre praksis.”

Den formulering kunne Inger Støjberg ikke forklare: ”Det er upræcist,” sagde hun.  

Derefter viste udspørgeren et interview i Politiken, hvor Inger Støjberg kalder sin pressemeddelelse for en instruks og gentager oplysningen om, at ministeriet havde rettet ind efter kritik fra Ombudsmanden.

”Det er ikke mit fineste øjeblik i politik. Jeg giver det sidst på en fredag eftermiddag lidt på vej ud ad døren efter en noget travl uge. Der begår jeg så en fejl ved at tage termen til mig omkring instruks. Længere er den sådan set ikke. For det er jo ikke en instruks, det er jo en pressemeddelelse. Jeg anerkender præmissen om en instruks, jeg ikke skulle have anerkendt,” sagde Støjberg.

”Noget af det her interview var noget vrøvl. Der er sådan set ikke mere at sige til det,” sagde hun.

I et nyt interview få dage senere med DR sagde Inger Støjberg igen, at den ulovlige praksis blev stoppet efter en henvendelse fra Ombudsmanden:

”Vi retter ind i det øjeblik, vi finder ud af, at det ikke er lovligt inden for konventionernes rammer,” står der i interviewet.

Hvad var det, I rettede ind på? ville Kjeldsen vide.

”Man skulle nok bare have sagt, at man tager den kritik til efterretning, som Ombudsmanden retter mod os,” svarede Støjberg.

Den lille bombe kom til sidst
Dagens afhøring lakkede mod enden, da udspørger Lars Kjeldsen tog fat på en helt ny problemstilling. En teknisk sag, som i sin yderste konsekvens kan tyde på, at Inger Støjberg og hendes departementschef har vildledt Folketinget.

Det handler om en mail, som Udlændingestyrelsens daværende direktør, Henrik Grunnet, sendte 10. februar 2016, altså den dag Inger Støjbergs omstridte pressemeddelelse blev sendt ud. Mailen blev sendt efter et møde i ministeriets koncerndirektion, hvor man have diskuteret, hvordan den nye praksis skulle være. Mailen viser, at Henrik Grunnet opfattede situationen sådan, at alle par skulle adskilles uden hensyn til konventionerne. 

Denne mail var ikke blevet sendt med, da Ombudsmanden bad om alt skriftligt materiale om sagen, men i 2017 dukkede den op, da en medarbejder ryddede op i sin mailboks.  

Det blev Inger Støjberg orienteret om en sen aften i juni 2017,da hun var kommet tilbage til sit ministerium efter et socialt arrangement. 

Ministeriet valgte straks at orientere Folketinget om, at mailen var dukket op, men undlod at fortælle, hvad der stod i mailen. I stedet skrev Inger Støjberg, at "mailen indeholder ikke oplysninger om, hvad det nærmere indhold af disse drøftelser var."

Inger Støjberg slog i vidneskranken fast, at hun ikke var blevet orienteret om, hvad der faktisk stod i den opdukkede mail, da hun hørte om den i juni 2017. Og hun havde heller ikke spurgt ind til det – hun var nemlig optaget af at forberede et samråd den følgende dag.

Det svarer til, hvad Inger Støjberg også skrev i et svar til Folketinget i 2019, nemlig at hun ikke kendte til indholdet af den pågældende mail.

Lykke Sørensen kan ikke genkende Støjbergs version 
Men så viste Lars Kjeldsen på storskærmen et hidtil ukendt notat fra Udlændingeministeriet, hvor forløbet blev gennemgået.

Her fremgik det, at ministerens daværende departementschef i forbindelse med forberedelsen af svaret til Folketinget i 2019 havde ringet til juristen Lykke Sørensen for at høre hendes version af, hvad der var sket i 2017.

Lykke Sørensen havde været den øverste jurist i Udlændingeministeriet, da sagen begyndte, men arbejdede på dette tidspunkt ikke længere i ministeriet.

Ifølge notatet havde Lykke Sørensen slået fast, at hun i juni 2017 ”indgående” havde orienteret både Inger Støjberg og hendes særlige rådgiver, Mark Thorsen, om indholdet i den opdukkede mail.

Ikke desto mindre besluttede Udlændingeministeriet i april 2019 – efter at have rådført sig med Justitsministeriet – at oversende et svar til Folketinget, hvor det fremgik, at Inger Støjberg ikke kendte til mailens indhold. Der indgår nemlig ikke nogen pligt til at fortælle Folketinget om det, når en forhenværende medarbejder husker en sag anderledes end ministeren.

Da Lykke Sørensen læste svaret i 2019, havde hun ifølge notatet kontaktet Justitsministeriet for at gøre opmærksom på, at hun ikke kunne genkende forløbet, sådan som det blev beskrevet over for Folketinget.

Altså: En af Inger Støjbergs nærmeste medarbejdere hævder angiveligt, at det var usandt, da Inger Støjberg i 2019 i et svar til Folketinget slog fast, at hun ikke kendte til indholdet i den omstridte mail.

Under mandagens afhøring fastholdt Inger Støjberg sin version. Hun kendte ikke til mailens indhold. 

Dagbladet Information har skrevet mere indgående om den opdukkede mail i en artikel, der kan læses her

Og efter denne lille bombe i sagen sluttede to dages intense og til tider tilspidsede afhøringer af Inger Støjberg med et muntert øjeblik. Er der andet, der ikke er belyst, spurgte Lars Kjeldsen.

”Nej, jeg tror umiddelbart ikke, der er flere spørgsmål i verden,” sagde Inger Støjberg og forsvandt ud af retten uden at svare på spørgsmål fra pressen.  

Efter de to lange afhøringer forstår man hendes pointe. Der er ikke mange spørgsmål tilbage. Men det står lige så klart, at der fortsat mangler svar.  


Redaktionen oplyser: Afsnittet om den opdukkede mail er opdateret med flere detaljer 27. maj 2020. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Inger Støjberg

MF, partistifter (DD)
MBA (Aalborg Uni. 2013)

0:000:00