Støjberg skal finde på bedre argumenter, hvis hun vil undgå en dom

ANALYSE: Det er udelukkende en politisk beslutning, om der skal rejses en rigsretssag om adskillelse af unge asylpar. Men ser man på paragrafferne og på erfaringerne fra Tamilsagen, ser det ikke godt ud for Inger Støjberg.

Af Jakob Nielsen

Inger Støjbergs forsvar i sagen om de unge asylpar er ligetil: hun har aldrig udstukket en ordre om at gøre noget ulovligt.

”Der er lige præcis nul, der har sagt, at jeg har bedt dem om at gøre noget ulovligt,” som Inger Støjberg sagde til Berlingske.

Argumentet er nemt at forstå – men det tyder også på, at Inger Støjberg ikke har læst ministeransvarlighedsloven for nylig. Eller måske mere sandsynligt: at hun satser på, at de fleste danskere ikke har læst den.

Et nærmere kig på loven viser nemlig, at Inger Støjberg er i alvorlige problemer, hvis konklusionerne i Instrukskommissionen holder vand. Og hvis erfaringen fra den eneste rigsretssag i nyere tid, Tamilsagen, kan bruges til noget, så peger pilen forsigtigt mod en ny sag med Inger Støjberg på anklagebænken.

Ministre kan straffes for passivitet

Loven om ministeransvar beskriver meget klart, hvornår ministre kan straffes for ulovligheder begået i deres ministerium. Det kan de, når de ”har været bekendt med, at den pågældende handling ville blive foretaget, og har undladt at søge dette hindret”.

Der er altså ikke noget krav om, at ministeren skal have afgivet en ordre om at gøre noget ulovligt. Det er nok, at ministeren er bekendt med, at der er ved at ske noget ulovligt – og undlader at forhindre det.

En minister kan også idømmes en straf, hvis hun ”giver Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under Folketingets behandling af en sag fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for tingets bedømmelse af sagen”.

Konklusioner er uden forbehold

Det er i det lys, man skal læse de meget direkte konklusioner i Instrukskommissionens delrapport.

De tre jurister bag rapporten vurderer uden forbehold, at ”det må have stået Inger Støjberg klart”, at hendes famøse pressemeddelelse indebar en ”nærliggende risiko” for, at det ville blive administreret ulovligt.

Juristerne vurderer også uden forbehold, at ”Inger Støjberg ikke kan have været i tvivl om”, at hun ved flere samråd og i skriftlige svar gav ”urigtige og misvisende svar” til Folketinget.

Altså præcis de to forhold, som er strafbare i loven om ministres ansvarlighed, paragraf 3 og 5. 

Folketinget bestemmer

Hvorfor er der så alligevel tvivl om, hvorvidt der skal rejses en rigsretssag?

Helt enkelt fordi systemet er indrettet sådan, at det er en politisk vurdering, om man vil forfølge en minister med et politisk ansvar (kritik, næser, mistillid) eller med et retligt ansvar.

Man kan gøre, hvad man vil – men i begge tilfælde kræver det, at et flertal i Folketinget er enige om det, uanset om der skal uddeles en næse eller anlægges en rigsretssag.

I praksis sker det jævnligt, at en minister mere eller mindre uforvarende kommer til at give forkerte oplysninger til Folketinget – og altså dermed forbryder sig mod ministeransvarlighedsloven. Men i de fleste tilfælde løses det ved, at ministeren beklager, måske får en næse eller i grove tilfælde går af.

Tamilsagen spøger

Rigsretten er reserveret til de groveste tilfælde, og Folketinget har kun anvendt den én gang i de seneste 100 år, nemlig i sagen mod Erik Ninn-Hansen i 1993-95.

Også dengang lå der først en grundig juridisk undersøgelse, gennemført af en højesteretsdommer, som gennem mere end to år havde kortlagt forløbet.

På baggrund af højesteretsdommerens rapport besluttede et flertal i Folketinget i 1993 at anlægge en rigsretssag mod den forhenværende justitsminister, Erik Ninn-Hansen, mens flertallet undlod at rejse sag mod forhenværende statsminister Poul Schlüter og forhenværende justitsminister H.P. Clausen, som ellers også havde fået kritik i den juridiske undersøgelse.

Sagen endte med, at et flertal af dommerne i rigsretten fandt Erik Ninn-Hansen skyldig i at have medvirket til ulovlig administration og idømte ham fire måneders fængsel. Det var alene på grund af Ninn-Hansens alder og helbred, at dommen blev gjort betinget.

Syv grunde til at sagen blev rejst

Hvis man vil vide mere om, hvorfor Tamilsagen endte med en rigsretssag, kan man dykke ned i den doktordisputats, som nuværende højesteretsdommer Jens Peter Christensen skrev i 1997 med titlen ’Ministeransvar’.

Det er måske det tætteste, Folketinget kommer på en manual for, hvordan politikerne skal håndtere Støjberg-sagen.

I disputatsen gennemgik Jens Peter Christensen de argumenter, som de forskellige partier havde fremført, inden et flertal i 1993 besluttede at rejse en rigsretssag. Han samlede dem i syv punkter:

1: Der skal være sket noget ulovligt

Det kan forekomme banalt, men pointen her er, at det skal være overvejende sandsynligt, at en rigsretssag også vil føre til en dom.

2: Er det alvorligt?

Ministerens forbrydelse skal være grov – Folketinget undlod således i 1993 at rejse tiltale mod Poul Schlüter, selv om rapporten om Tamilsagen beskrev, at han havde misinformeret Folketinget.

3: Er det banalt?

For flere partier indgik det i overvejelserne, om den potentielle straf stod mål med det store apparat, som en rigsretssag er.

4: Er der allerede faldet straf?

Det kan tale imod en rigsret, hvis der allerede er faldet et politisk ansvar, for eksempel ved at en minister er gået af i utide. Igen var det en del af begrundelsen for at droppe tiltale mod Poul Schlüter, at han var gået af den dag, Tamilrapporten blev lagt frem.

5: Er det undersøgt?

”Klare konklusioner fra en undersøgelsesret om begåede retsbrud taler for, at der bør rejses en rigsretssag, der kan foretage den endelige placering af det retlige ansvar”, hedder det i doktordisputatsen.

6: Fokuser på det vigtigste

En tiltale bør begrænses til selve den ulovlige handling. Erik Ninn-Hansen blev ikke tiltalt for at vildlede hverken ombudsmanden eller Folketinget, selv om Tamilrapporten pegede på begge dele.

7: Har andre gjort det samme?

En minister bør ikke tiltales for noget, som andre er sluppet afsted med.

Hvad nu Støjberg?

De syv punkter er ikke en facitliste.

Men hvis Folketingets partier vælger at bruge dem som rettesnor, er der ikke meget, der taler imod en rigsretssag.

Tværtimod taler noget for, at Folketinget netop bør sørge for at placere et endeligt ansvar, når der foreligger en så klar konklusion fra undersøgelseskommissionen, som tilfældet er.

Men hvis principperne fra Tamilsagen skal følges, vil sagen alene handle om den ulovlige instruks – ikke om vildledningen af Folketinget.

Man kan argumentere for, at en afklaring også er i Inger Støjbergs interesse, hvis hun er uenig i konklusionerne fra Instrukskommissionen – rigsretssagen er groft sagt hendes mulighed for at blive renset.  

Men i så fald skal hun bevæbne sig med bedre argumenter end dem, hun benyttede mandag. For man kan godt blive dømt for at overtræde ministeransvarlighedsloven, selv om man ikke har udstedt en direkte ordre.

Forrige artikel Hæstorp Andersens største udfordring er Mette Frederiksens succes Hæstorp Andersens største udfordring er Mette Frederiksens succes Næste artikel Året, ingen spindoktor kunne forudse Året, ingen spindoktor kunne forudse
Støjbergs tale tyder på exit fra Venstre

Støjbergs tale tyder på exit fra Venstre

ANALYSE: Med sin tale på Venstres landsmøde valgte Inger Støjberg at fortsætte konflikten med partiets ledelse. Den logiske konsekvens er et skifte til Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige.