Stormen Mai rammer Borgen

Stormen Malik ramte Danmark for få dage siden med vind af orkanstyrke og risiko for oversvømmelser i udsatte områder af landet. Den værste storm i seks år. I går ramte stormen Mai Christiansborg. Den skabte voldsom bevægelse i tingene og bringer nogle af de første alvorlige faresignaler for regeringen om stemningen blandt dens støttepartier forud for det valg, som skal finde sted om senest halvandet år.

For få uger siden var det den radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, der i frustration over regeringens påståede egenrådighed erklærede, at de radikale ikke ville støtte en socialdemokratisk etpartiregering efter et valg. Og det fastholdt hun selv om statsminister Mette Frederiksen netop understregede, at hun ville gå til valg på at fortsætte med netop den model.

Det var blevet payback time for regeringens slappe klimaindsats efter Enhedslistens mening.

Lisbeth Knudsen

I går var det så den politiske ordfører, Mai Villadsen, der i spidsen for Enhedslisten tvang en af Mette Frederiksens ministre til selv at gå af, med udsigten til at et snævert flertal i Folketinget ellers ville kunne tvinge ham til at gå ved et mistillidsvotum i Folketingssalen. Det var blevet payback time for regeringens slappe klimaindsats efter Enhedslistens mening.

Det er almindelig praksis, at regeringen i tilfælde af ministerstorme må holde styr på sit eget flertal af støttepartier, og at der ikke er hjælp at hente hos oppositionen i den situation. Således også i går, da der begyndte at samle sig et marginalt flertal for en mistillidsafstemning mod Benny Engelbrecht.

Ved at erklære mistillid til transportminister Benny Engelbrecht i stedet for blot at orkestrere en gedigen stor, politisk næse til manden, fik Enhedslisten trukket en streg i sandet og vist både sin frustration og sin politiske magtposition.

Benny Engelbrecht blev det nødvendige offer, lige som Mogens Jensen blev det i mink-sagen.

Lisbeth Knudsen

Statsministeren er blevet kendt for udtrykket ”lev med det” i forhold til brugen af den hårde tone i kommunikationen fra Statsministeriet. Det var så, hvad hun selv valgte at gøre torsdag aften og leve med at skulle finde en ny transportminister i stedet for at forsøge at true Enhedslisten på plads eller ved at sætte regeringens liv på spil. Benny Engelbrecht blev det nødvendige offer, lige som Mogens Jensen blev det i mink-sagen.

Selve sagen er interessant af flere årsager:

1) Fordi regeringens støttepartier viste sig splittede i forhold til den sanktion, der skulle ramme trafikministeren for trods talrige spørgsmål ikke at have udleveret de CO2-beregninger på den store infrastrukturplan, som tilsyneladende fandtes i ministeriet.

Efter ministerens opfattelse undlod han at fremlægge tallene efter råd fra hans embedsmænd, fordi tallene ikke var konsoliderede. SF og De Radikale ville nøjes med en næse til ministeren for ikke at have fremlagt tallene trods forbeholdene om, at de ikke tegnede hele billedet af CO2-belastningen fra anlægsarbejderne. En næse, som ville have fået opbakning fra de borgerlige partier, men ministeren havde reddet stormen af. Men Enhedslisten ville det anderledes.

2) Fordi tålmodigheden længe har været på prøve hos de rød-grønne partier, som mener regeringen gør sig mere klimavenlig end den i realiteten er. Den konkrete sag om de tilbageholdte oplysninger om CO2-effekten ved anlægsprojekter blev anledningen til at trække en grænse for Enhedslisten, der i øvrigt slet ikke er med i flere af de store anlægsprojekter. Det var svært ikke at aflæse stærk irritationen over Enhedslisten hos SF og de radikale, som beklagede de manglende beregninger under forhandlingerne, men følte sig betrygget i intentionerne i planen.

Nu vil Enhedslisten ikke bare køres over i de kommende måneder, når der skal forhandles helt andre og ligeledes følsomme politiske dagsordener.

Lisbeth Knudsen

3) Fordi Enhedslistens aktion ikke kommer til at ændre en tøddel på infrastruktur-forliget, som stadig har et bredt politisk flertal. Derfor er aktionen på Christiansborg i høj grad tolket som en markering af, at nu vil Enhedslisten ikke bare køres over i de kommende måneder, når der skal forhandles helt andre og ligeledes følsomme politiske dagsordener.

4) Fordi det netop som statsministeren synes på vej til at kunne sætte sit politiske program i gear igen efter endnu en omgang coronabølge over december og januar, så pludselig bliver til et uventet nederlag fremkaldt af et af regeringens egne støttepartier med Benny Engelbrechts afgang. Mette Frederiksen synes ikke at være en stor tilhænger af hyppige ministerskifter, og det vil Enhedslisten nok få at mærke i den kommende tid.

5) Fordi der er et eller andet galt i maskinrummet hos regeringen og mellem embedsmænd og ministre. Når en minister kan gå til en forhandling om så kæmpestor en aftale som en infrastrukturpakke til mange milliarder kr. i den tro, at man kan slippe afsted med at skjule helt afgørende beregninger. Det hed sig i pressemeddelelsen om aftalen, at den »i modsætning til tidligere infrastrukturplaner« i sig selv skulle være »CO2-neutral«. Men fagbladet Ingeniøren afslørede, at det ikke er tilfældet.

Ifølge Ingeniøren bad Transportministeriet om, at Vejdirektoratet skrev omfanget af CO2-udledning ved anlægsprojekterne ud af forarbejderne, da de politiske forhandlinger skulle begynde. Og ministeren kendte til den proces. Dermed blev beregninger af CO2-udledningen på en række af planens projekter ikke fremlagt selv om partierne under forhandlingerne flere gange bad om tallene. Hvorfor kunne de ikke fremlægges, selv om der måske ikke var tale konsoliderede tal? Ministeren undskyldte – men for sent.

Med ministerstormen Mai er der lagt op til et mere besværligt forår for regeringen end ventet. Ikke blot med en opposition, der er ved at varme op til en kommende valgkamp og øver sig på at holde sammen i blå blok, men også med nogle støttepartier, der kræver stigende opmærksomhed og resultater at kunne fremvise til gengæld for loyalitet.

Derfor må Mette Frederiksen indarbejde passende lunser til de tre støttepartier i den kommende tid, hvis ikke resultatet kan ende i et valg før tid. Enhedslisten fik lige vist sin kompromisløshed overfor en minister, som ikke så højvandet i tide. Og evner regeringen ikke i afgørende situationer at holde styr på sine egne støttepartier, så er blå blok så småt ved at samle sig til at operere mere koordineret end før.