Kommentar af 
Thomas Larsen

SVM-toppens bustur er et klogt træk – men er trioen enige om ruten?

Det er klogt af regeringstoppen at drage på turné rundt i landet for at møde danskerne og forsøge at genskabe tilliden til regeringen. Men turen blotlægger også flere af de kompromiser, som SVM-regeringen er bygget på, skriver Thomas Larsen.

SVM-toppen møder ikke tomhændet frem på sin tourné. Dansk økonomi sprudler, og som regering er det sjovere at have et råderum end det modsatte. Derudover satser trioen åbenlyst på at få fokus på mærkesager, hvor de kan finde folkelig støtte, skriver Thomas Larsen.
SVM-toppen møder ikke tomhændet frem på sin tourné. Dansk økonomi sprudler, og som regering er det sjovere at have et råderum end det modsatte. Derudover satser trioen åbenlyst på at få fokus på mærkesager, hvor de kan finde folkelig støtte, skriver Thomas Larsen.Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Thomas Larsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den aktuelle bustur rundt i kongeriget får næppe vælgerne til at knuselske triumviratet Mette Frederiksen (S), Jakob Ellemann-Jensen (V) og Lars Løkke Rasmussen (M).

Der skal med garanti også mere end en køretur til for at generobre alle de mandater, der i målingerne er forsvundet fra SVM-partierne. Derfor er automatreaktionen hos kritikerne da også logisk – nemlig at skyde turnéen ned som et gennemskueligt PR-stunt. Men så enkelt er det måske ikke.

Læs også

Man skal ikke udelukke, at Frederiksen, Løkke og Ellemann måske vil kunne vinde tiltrængte point, når de viser, at de gerne vil møde vælgerne ansigt til ansigt. Mange vælgere kan faktisk godt lide politikere, der kommer ud i landet.

Det giver også god mening, at regeringstoppen vil vise, at den omsider kan stemple ind som en samlet ledelse. Efter en rodet start, et voldsomt opgør om store bededag, en sygemeldt V-formand og en periode med uro om Mette Frederiksens fremtid som statsminister – ja, så er det klogt, at regeringstoppen prøver at relancere SVM-projektet.

De møder heller ikke tomhændet frem. Dansk økonomi sprudler, og som regering er det sjovere at have et råderum end det modsatte. Derudover satser SVM-trioen åbenlyst på at få fokus på mærkesager, hvor de kan finde folkelig støtte.

Det gælder, når de gør op med uddannelsessnobberi og fremhæver betydningen af dygtige faglærte. Og når de lufter ambitionen om at hjælpe de mange unge, der hverken uddanner sig eller er i job.

Turnéen åbenbarer flere af de kompromiser, som SVM-regeringen er bygget på. Det springende punkt er, om kompromiserne vil hænge sammen eller begynde at opløses?

Thomas Larsen

Mange danskere vil også nikke til, at unødigt bureaukrati skal fjernes, og at offentligt ansatte skal have større frihedsgrader, også selv om regeringen endnu ikke anviser en særlig præcis vej.

Men turnéen er ikke risikofri. Det er nyt, at socialdemokrater er begyndt at knurre. Men nu brokker S-borgmestre sig helt åbenlyst over, at de skal spare, mens pengene fosser ind i statskassen. De har også svært ved at forstå, at Mette Frederiksen leder en regering, der prioriterer skattelettelser fremfor at sprøjte alle pengene ind i velfærd.

Mette Frederiksen kæmper i disse døgn hårdt for at forklare, at skattelettelserne skal gøre det mere attraktivt at arbejde, så der kommer flere af de hænder, der mangler i den offentlige sektor og ude hos virksomhederne.

Helt overordnet øver hun sig også på at fortælle, at der slet ikke er en modsætning mellem velfærd og skattelettelser. Hvilket ellers ofte har været parolen tidligere.

Set i det lys åbenbarer turnéen flere af de kompromiser, som SVM-regeringen er bygget på. Og det springende punkt er, om kompromiserne vil hænge sammen eller begynde at opløses?

Svaret vil afhænge af, om Frederiksen får S-vælgerne og baglandet med på sin reformpolitik. Hvis ikke, vil de foreløbigt spredte protester tage til i styrke.

Men svaret vil i høj grad også afhænge af, hvordan det går for Ellemann og Venstre. Målingerne er fortsat skuffende ringe, og formanden har hårdt brug for at profilere sig selv og sit parti.

I S-ledelsen vil man gå langt for at give Ellemann plads til at sikre sig et comeback, for et Venstre i fortsat krise vil før eller siden underminere SVM-projektet. "S for storsind", lyder det fra S-toppen. Men der er alligevel grænser. Og især på de følgende punkter kan det slå gnister mellem S og V.

Skat: Da Jakob Ellemann-Jensen for nylig deltog i TV 2 News-programmet "Lippert" gjorde han det klart, at hans klare mål er at lempe skatten for mennesker, der går på arbejde hver dag, som han formulerede det.

Han fremhævede, at kravet om skattelettelser viser, hvordan Venstre "står i egen ret" i regeringssamarbejdet. "Vi toner et rent, blåt og liberalt flag," sagde han og fortsatte: "Vores liberale profil var blevet for udvisket. Vi var blevet bange for os selv. Det skal vi holde op med."

Se, dét budskab vil mange Venstrefolk glæde sig over. Men ikke socialdemokraterne.

Arbejdsudbud: Debatten om manglen på kvalificeret arbejdskraft er på kort tid blusset op. Dansk Industri og Dansk Erhverv appellerer indtrængende til, at mere international arbejdskraft lukkes ind i landet.

Det kan godt være, at busrejsen ser hyggelig ud. Men svære udfordringer står i kø, og det er nu, at den samlede trio skal finde ud af, om de kan regere i fællesskab.

Thomas Larsen

Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne deler analysen. Og på Dansk Erhvervs årsdag tog Ellemann et afgørende skridt i samme retning, da han efterlyste mere udenlandsk arbejdskraft og angreb udlændingepolitikken.

"Vi er endt i en situation, hvor vi er bange for at træffe kloge og nødvendige beslutninger, der kan sikre international arbejdskraft, af frygt for at blive kaldt en slapper," sagde han.

Socialdemokraterne var og er mere forbeholdne. Erhvervsminister Morten Bødskov opfordrede til, at alle tænker sig grundigt om. Og han var tydeligvis skeptisk overfor Dansk Erhvervs ønske om at tiltrække 50.000 fra blandt andet afrikanske lande.

"Vi taler om et antal fra Afrika, der svarer til indbyggertallet i en stor dansk provinskommune som for eksempel Silkeborg," sagde Morten Bødskov og advarede om, at hvis familie og børn kommer til, er man pludselig "oppe i noget, der minder om Aalborg og Nørre Sundby tilsammen." 

S-toppen har kort sagt ikke stor lyst til at slå porten op og samtidig risikere, at partiets hårdt tilkæmpede position i udlændingepolitikken smuldrer.

Landbrug og CO2-afgift: Når CO2-afgiften for landbruget snart kommer på dagsordenen, er det omvendt Venstre, der risikerer at blive klemt.

S ønsker på ingen måde at hive tæppet væk under landbruget. Men partiet er under pres for at levere på den ambitiøse grønne omstilling, som går alt for langsomt, hvis man lytter til kritikken fra rød blok og en stor del af partiets bagland.

Partiets problemer blegner dog i sammenligning med Ellemanns. Han vil gerne gøre Venstre grønt og sikre partiet en stærk fremtid i byerne, men det skal ske uden at kortslutte landbrugs-Venstre, som overvåger formanden tæt i den sag.

Så det kan godt være, at busrejsen ser hyggelig ud. Men svære udfordringer står i kø, og det er nu, at den samlede trio skal finde ud af, om de kan regere i fællesskab.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thomas Larsen

Politisk kommentator
fellow (Stanford Uni. 2000), journalist (DJH 1988)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00