Karina Lorentzen Dehnhardt
 svarer 
Nick Hækkerup

Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) spørger justitsministeren, Nick Hækkerup, hvor mange gange retterne har afvist en editionskendelse de seneste tre år

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 132, Spørgsmål 13
Vil ministeren oplyse, hvor mange gange retterne har afvist en editionskendelse de seneste tre år?

Svar fra torsdag den 14. januar 2021
Justitsministeriet kan henvise til pkt. 3 i lovforslagets almindelige bemærkninger, hvor det fremgår, at den foreslåede forenkling af adgangen til oplysninger om transaktioner, konti, depoter, bokse eller lignende forventes at føre til en reduktion af det samlede antal indhentede straffeprocessuelle kendelser på 10 pct., svarende til 2.800 kendelser årligt, og dertilhørende tidsforbrug for politiet og anklagemyndigheden.

Justitsministeriet har endvidere til brug for besvarelsen indhentet et bidrag fra Rigsadvokaten, der har oplyst følgende:

”Rigsadvokaten har undersøgt mulighederne for at trække oplysninger fra politiets sagsstyringssystem (POLSAS) om, hvor mange kendelser om edition i forhold til lovforslagets anvendelsesområde, der i dag indhentes.

POLSAS er et journaliserings- og sagsstyringssystem, der er opbygget således, at der journaliseres på en gerningskode, som knytter sig til en eller flere lovovertrædelser. I forbindelse med sagens afslutning registreres en afgørelsestype, som angiver straffesagens resultat. POLSAS vil således kunne bruges som et redskab til at oplyse bl.a., hvor mange anmeldelser eller afgørelser der vedrører en given lovovertrædelse. Det vil derimod ikke uden videre være muligt at trække data af mere detaljeret karakter.

Rigsadvokaten kan oplyse, at det ikke er muligt ved elektronisk udtræk fra POLSAS at tilvejebringe oplysninger om antallet af indhentede kendelser om edition i forhold til lovforslagets anvendelsesområde eller antallet af tilfælde, hvor retterne har afvist en editionskendelse. Det vil derfor forudsætte en særdeles omfattende manuel gennemgang af et meget stort antal sager, hvis de ønskede oplysninger skal tilvejebringes.

For så vidt angår de 2800 sager, der er oplyst i pkt. 3 i de almindelige bemærkninger i lovforslaget, kan Rigsadvokaten oplyse, at der er tale om et skøn, hvor det er anslået, at 10 pct. af det samlede antal indhentede straffeprocessuelle kendelser vedrører edition.” Side
0:000:00