Aktivister med afsmag for aktivering

SAMTALE: Socialt arbejde er i centrum hos Sager der Samler, men de vil ikke gøre noget for andre. De vil gøre noget sammen med andre.

Næppe mange har hørt om konsulentvirksomheden UniverCity. Det lader sig forklare.

Virksomheden med det tidstypiske navn levede kun kort som en idé i sine potentielle indehaveres baghoveder, før de radikalt skiftede kurs og i stedet lagde grunden til noget helt andet.

I 2012 stiftede de foreningen Sager der Samler, og sideløbende skiftede de fra at tænke i professionelle koncepter til at satse på, at en snak over en kaffekop kan sætte meget i gang. Det viste sig faktisk at samle.

Siden er det blevet til rigtigt mange kopper kaffe i rigtigt mange sammenhænge, og Sager der Samler har fået status som erhvervsdrivende forening med almennyttigt sigte.

Man har medlemmer, netværk, partnere og praktikanter, kan betale sin husleje og endda have lidt tilovers til tre ansatte. Nu gælder det om at holde tungen lige i munden og prøve at holde fast i den logik, der samlede i udgangspunktet.

Kodeordet er deltagelse. Bestræbelsen går ud på at deltage i og bakke op om aktivitet – og derfor holde sig på lang afstand af aktiveringsforsøg. Sigtet er at gøre noget med andre, ikke for andre. Det er slet ikke let, når socialt arbejde er i centrum.

"Vi er meget bevidste om, at vores arbejde er fyldt med dilemmaer, og at vi prøver at udfylde og udvikle nogle roller, som egentlig ikke findes i sproget i dag," siger Paul Natorp, en af foreningens fem stiftere.

Den overordnede sag, som i det daglige udmøntes i arbejdet med en lang række konkrete sager, drejer sig om demokrati. Om at demokrati ikke kun går ud på at afgive sin stemme ved valg. Og at samfundsliv ikke kun går ud på at være forbruger af ydelser.

Det skulle måske være selvfølgeligt, men er det alligevel ikke: Det havde høj underholdningsværdi i lokalerne i Vestergade i Aarhus, da en af de lokale aviser for nogen tid siden bragte en forsidehistorie med overskriften: "Nu skal borgerne styre Aarhus."

Kristin Birkeland, nok en af stifterne af Sager der Samler, morer sig:

"Tænk engang, at det kan komme på forsiden af en avis i et demokratisk samfund," kommenterer hun.

Paul Natorp og Kristin Birkeland i venstre side af billedet sammen med et andet medlem af ledelsen, Morten Daus-Petersen, under et møde med Lise Poulsen fra Socialstyrelsen. Foto: Sager Der Samler

 

Selv sætte en fod ind i bålet
De fem stiftere har på lidt forskellig vis erfaringer med ledelse og konsulentvirksomhed, og de har også alle på lidt forskellig vis baggrund i uddannelser, der drejer sig om 'noget med mennesker' og 'kreativitet', og som strækker sig fra Kaospiloterne til akademiske uddannelser inden for psykologi, ledelse, medier og sprog. Fælles for dem er nok også en oplevelse af, at det i virkelighedens verden ikke var let at realisere de drømme, som lå bag valget af uddannelse.

"Vi startede med en idé om at lave en uddannelse, hvor byen var rammen, og hvor man kunne samarbejde på tværs af organisationer og sektorer om at prøve at skabe løsninger på nogle af de komplekse og overgribende problemer, vi som samfund bakser med. For eksempel inden for sundhed, ulighed og bæredygtig omstilling," siger Paul Natorp.

Navnet var UniverCity. Visionerne var store. Men trods alle gode hensigter kom planerne til at ligne mange andre forsøg på at skabe et unikt foretagende. De blev opgivet.

Siden blev det til et samarbejde med en gruppe nordiske byplanlæggere, der interesserer sig for, hvordan byer fornyer sig nedefra, fra rødderne, ikke styret af af strømlinede planer, men fordi byfolk her og der sætter ting i gang.

For tiden sætter dette samarbejde blomst i et projekt, der knytter an til de aarhusianske forberedelser til Kulturby 2017. Men det foregår altså i regi af Sager der Samler, hvis rammer gør det muligt at række ud over et virke som ledere eller konsulenter, og som er grundlagt på en deltagelseslogik til forskel fra en styringslogik: Idealet er, at aktiviteter skal foregå 'i øjenhøjde', ikke oppefra-og-ned. Andre principper drejer sig om at tage udgangspunkt i sin egen livssituation og om at vælge sager, som ikke kræver, at man skal bede andre om lov eller penge.

"Det var ikke fordi, vi søgte efter noget sjovere eller mere lystbetonet, men vi ønskede at være med som deltagere i demokratiet. Vi søgte efter muligheder for at have integritet og autoritet i vores eget liv, sammen med andre. Det behøver ikke at være sjovt, og det er det heller ikke altid. Men det er vigtigt,” siger Paul Natorp.

Og Kristin Birkeland supplerer:

”I starten havde vi et professionelt udgangspunkt. Vi ville samle folk på tværs i forhold til de komplekse problemer, nutidens samfund står over for, og som ofte ligger ligger i mellemrummene mellem de forskellige systemer. Vi tænkte en masse over processer og metoder og var meget optagne af vores egen faglighed. Og vi kaldte os altså UniverCity og var begejstrede for navnet."

"Men så fik vi velkommen kritik fra folk, der nu sidder i vores bestyrelse,” siger Paul Natorp og fortsætter:

”Kritikken gik ud på, at det var svært at se forskel på dét, vi ville gøre, og dét, som mange andre også gik rundt og gjorde. Det var sandhedens øjeblik. Verden svarede tilbage. Det gik op for os, at hvis vi virkelig ville gøre en forskel, så måtte vi selv sætte en fod ind i bålet, lægge det professionelle til side og lade være med at tænke instrumentelt. Det bliver det ikke mindre hårdt arbejde af, men det bliver anderledes."

"Vi måtte give slip på konsulentrollen,” tilføjer Kristin Birkeland: ”Det gik ikke at have en masse agendaer på andres vegne, at skulle levere og have deadlines."

Et besøg på Samsø med et dyk ned i lokale initiativer på energiområdet førte til, at tænkning i professionelle koncepter blev skiftet ud med en satsning på, at samtaler over en kaffekop bedre kan sætte nye ting i gang.

Og der blev truffet beslutning om et navneskifte, som kunne sende andre signaler – og signaler til andre – end det globalt-klingende UniverCity. Mange synes at mene, at billigt tøj lettest lader sig sælge, hvis der står 'Sale' og ikke 'Udsalg' i butiksvinduet, men vil man gerne appellere til andre om fælles deltagelse i samfundslivet, skal navnet nok ikke prøve at være glamourøst. Sager der Samler virkede og passede i faconen til dem, der skulle bære det.

"Af Søren på Samsø lærte vi at give slip på det smarte navn og bare mødes med folk over en kop kaffe. Så står fagligheden ikke i vejen,” siger Kristin Birkeland: ”Vi indbød til møde. Interessen var stor. Og så spurgte vi simpelthen de folk, der mødte op, hvad de gerne ville engagere sig i."

Havn, handicap og hunde
Mange vil gerne engagere sig i meget forskelligt.

Hos Sager der Samler bliver arbejde med sagerne "bakket op". Det vil sige, at der stilles husrum til rådighed, og at folk kan trække på hinanden. Det vil også sige, at initiativerne hverken kommer fra eller bliver styret af en administration eller bestyrelse.

Omkring en snes sager er indtil videre blevet bakket op; store og små mellem hinanden; nogle der ender med at give indtægt og andre, der ikke gør.

Foreningens egen kategorisering omfatter tre typer sager, som er givet overskrifterne 'Fællesskab for flere', 'Grøn handling' og 'Sammen om sundhed'.

Fællesskabs-kategorien henviser til sager, der har at gøre med vilkår og udfoldelsesmuligheder for udsatte grupper, spændende fra flygtninge til hjemløse og udviklingshæmmede og handicappede.

Det omfatter også forskellige varianter af krisehjælp, herunder et forsøg på at vende bøtten på hovedet ved at fokusere på, med hjemmesidens ord, 'det særlige, man kan, når man har været igennem en krise'.

Dertil kommer eksperimenter med nye boformer og samarbejde om aktiviteter i den nye bydel ved Aarhus havn.

Også de grønne projekter og sundhedsprojekter har som regel dimensioner, der drejer sig om fællesskab og dialog, men fokus er på henholdsvis miljø og bæredygtighed og på sundhedspolitik i bred forstand.

Én sag har drejet sig om at gøre Aarhus til plastikposefri by; en anden, kaldet 'Livsbiblioteket', har – i samarbejde med Aarhus Hovedbibliotek – gået ud på at tilbyde folk at 'låne et menneske, der fortæller sin livshistorie'. Folkene bag 'Vov pelsen' har villet 'gøre det lettere for psykisk sårbare at få en hund'. Andre har lavet en åben gruppe af 'Gåvenner'; atter andre en 'Specialeklub'. Nogle har arbejdet for at gøre kulturcentret Godsbanen mere tilgængeligt og brugbart for mennesker med handicap. For andre har byhaver været sagen.

En af de aktuelle sager er Anaobaba TV. Navnet er arabisk og betyder 'Mig og far TV'. To syriske flygtninge hjælper andre flygtningefædre med at lave små videoer om livet i Danmark, som de fra deres mobiltelefoner kan sende til deres børn, der sidder fast i flygtningelejre.

Venskaber i huset er en af de utilsigtede bivirkninger af arbejdet: Paul Natorp må gå, inden denne trepartssamtale helt er snakket til ende, da en af husets flygtninge har problemer med sin sag og må have en bisidder med til et møde med myndighederne.

En anden af de aktuelle sager – en af dem med vokseværk – kaldes 'Sammen om DHL'. Navnet refererer til DHL-stafetten, der er sponseret af Deutsche Post DHL Group og slået op som verdens største stafetløb med over 200.000 deltagere i Danmark.

Sammen om DHL er på vej til at blive en institution. Foto: Ole Bramsen

 

Sagen går ud på at bakke op om udviklingshæmmede, som gerne vil deltage. Det startede, da aktivister fra Sager der Samler deltog i et arrangement på et bofællesskab for udviklingshæmmede. En beboer spurgte, hvorfor de ikke kunne være med til at løbe sammen med alle de andre i DHL-Stafetten. Der var nok ingen interesse, mente de fleste af medarbejderne, men to af pædagogerne gjorde det til en sag, mødte op i deres fritid og inviterede beboerne. Det viste sig, at der var stor interesse. Nu er 'Sammen om DHL' ved at blive en institution, og både deltagere og sponsorer melder sig lang tid i forvejen.

Initiativtagerne har fået Aarhus Kommunes handicappris og planlægger start af et vaskeri som socialøkonomisk virksomhed for udviklingshæmmede.

"Social Sundhed" er navnet på en anden af de store sager. Med udspring i indignation over social ulighed med hensyn til gennemsnitlig livslængde samarbejder 61 studerende fra sundhedsfagene med mennesker, der er karakteriseret som socialt udsatte, for at lære at forstå deres livssituation og tage denne forståelse med ind i uddannelsessystemet og sundhedsvæsenet. Der samarbejdes både med kommunen, hospitalsvæsenet og Aarhus Universitet.

Alt imens arbejder initiativtagerne til 'Skraldecafeen' med et tredobbelt formål, der både drejer sig om at undgå madspild samt om at bekæmpe skjult fattigdom og den ensomhed, der let følger i kølvandet – en problemstilling, de to initiativtagere kender til fra egne erfaringer som kontanthjælpsmodtagere. Cafeen benytter overskudsmad fra supermarkeder og indbyder til fælles madlavning og spisning. Også i dette tilfælde er der samarbejde med Aarhus Kommune.

Ikke frivillige, men aktivister
Det går altså strygende med Sager der Samler, men aktiviteterne er ledsaget af en hel del hovedbrud, fortæller Paul Natorp og Kristin Birkeland.

Det er vanskeligt at udfylde og udvikle roller, som ikke egentlig indgår i det officielle repertoire for øjeblikket: Hvis man ikke er producent eller forbruger eller ressource, hvad er man så?

Det er svært at finde sprog, som passer til kun delvist eksisterende roller. Og har man så endelig fundet ord, der passer i form og størrelse, kan det let ske, at de bliver snuppet og kørt igennem et maskineri, som vrider dem og vender vrangen ud på dem. Så borgeren bliver et andet ord for klient. Og aktivt medborgerskab bliver noget, som nogle forsøger at gøre ved nogle andre – en slags aktivering, der ikke kan lade være med at passivisere.

Betegnelsen 'frivillige' er blevet fravalgt til fordel for 'hverdagsaktivister' eller blot 'aktivister'. Det skal ikke forstås som udtryk for en dyrkelse af blind akitivisme, sat i modsætning til tænkning. Derimod er hensigten, forklarer Paul Natorp, at skaffe sig plads i samfundslivet som noget andet end forbrugere og producenter. Som aktive deltagere.

"'Frivillig' har fået en betydning, der henviser til ressourcer og ydelser. Det forbinder til en ide om velfærd som noget, der produceres og leveres, og hvor de frivilliges rolle så er at gøre denne velfærdsproduktion mere effektiv og hjælpe med at holde omkostningerne nede. Det ligger langt fra min ide om velfærd," siger Paul Natorp.

For tiden præsenterer Sager der Samler sig af og til som både forening og socialøkonomisk virksomhed, men sprogbrugen er ikke lagt fast.

"Jeg har smagt på 'socialøkonomisk virksomhed'. Jeg er ikke sikker på, at det passer til os. Vi er ikke færdige med at overveje det," siger Kristin Birkeland.

De fælles sager og de store væsener
At læse sig ind på Sager der Samler indebærer blandt andet et møde med længsel. På foreningens hjemmeside tales om 'en længsel mange har efter at være aktivt medskabende i udviklingen af vores samfund'. Men hvorfor længsel? Er det blevet sværere end før at være med? Er der opstået nogle barrierer?

Paul Natorp og Kristin Birkeland studser lidt over spørgsmålet. De er egentlig optimistisk anlagte og plejer mest at glæde sig over, at så mange for tiden sætter så meget i gang. Men de vil gerne give spørgsmålet en tanke.

"Jeg har været ude for en ældre bekendt, som sagde til mig, at da han var ung, var der debatmøder alle steder – til forskel fra i dag. Jeg ved ikke. Måske er vi blevet for selvoptagne og har det i en vis forstand for godt. På den anden side er der jo mange, som bare går i gang med initiativer. Men det kan være vanskeligt at se, hvor man kan bidrage. De store væsener har taget alle opgaverne på sig," siger Kristin Birkeland.

Og Paul Natorp føjer til:

"I den politiske samtale bliver mennesker let reduceret til målgrupper, der skal eller ikke skal modtage ydelser. Eller vi bliver til ressourcer. Alt muligt skal hele tiden optimeres; alle skal hele tiden præstere. Lige fra børnehavealderen skal der lægges planer, der sigter mod præstationer og optimering. Velfærdssystemer, der bygger på den form for menneskesyn, lægger et mærkeligt pres på folk. Noget af den indestængte handlekraft kan så kanaliseres ud hos os. Vi forsøger at lave et sted, hvor naturlige fællesskaber kan få mulighed for at udfolde sig; hvor vi selv kan tage initiativer og være med til at skabe samfundet i stedet for blot at mene noget om, hvad kommunen burde gøre."

Forsøget har resulteret i samarbejde med højskoler, klubber og foreninger, oplysningsforbund, kommuner og kommunale institutioner samt ministerier. Det har givet rig anledning til at lære sig at virke sammen med de store væsener, ikke mindst i skikkelse af kommunale myndigheder.

"Egentlig taler vi fint med folk i kommunerne. Vi forstår hinanden ganske godt. Og det er mit indtryk, at forvaltninger og kommuner gerne vil lege – men kun til et vist punkt,” siger Paul Natorp og fortsætter:

”Det vanskelige er at få dem til virkeligt at forstå, at initiativer kan udvikle sig, uden at det forudsætter en kommunal indsats for at inddrage og aktivere."

Kristin Birkeland tilføjer:

"Vi kunne ønske os, at de var lidt mere nysgerrige på initiativer, som faktisk tages, i stedet for at være så opsatte på aktivering."

Det er ikke sådan, at mødet mellem foreningens deltagelseslogik og systemernes styringslogik ligefrem slår gnister, men det er ikke altid let at få enderne til at nå sammen.

"Der bliver brugt mange kræfter i kommunerne på at få de to logikker til at mødes. Ofte skorter det ikke på god vilje. Men det er svært. Ofte er der også det problem, at systemer let bliver selvrefererende. Det væsentlige i forbindelse med en sag bliver så ikke sagen i sig selv, men at kunne fremhæve sit eget bidrag til den – at kunne sige, at det er noget, jeg eller vi har gjort," siger Paul Natorp.

Den kritik, som fremsættes af Sager der Samler, ser ud til at ramme lige meget til højre og til venstre i det politiske spektrum, konstaterer gæsten og bemærker, at det kan give fjender i begge lejre. Men det giver nu faktisk snarere venner i begge lejre, bryder en stemme ind ovre fra frokostbordet.

En voksende vennekreds lader der i hvert fald til at være. I 2013 modtog Sager der Samler medborgerprisen fra Magistraten for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus kommune. Og Social- og Indenrigsministeriet har valgt at støtte, at foreningen i et partnerskab med blandt andet Aarhus Kommune samt lokale uddannelsesinstitutioner, virksomheder og foreninger kan arbejde med 'hvordan kommune og lokalsamfund kan samarbejde om at bakke op om socialt udsattes initiativer'. Det styrker ikke alene selvfølelsen, men også økonomien.

Økonomi og dilemmaer
Først var de en frivillig forening; så blev de en erhvervsdrivende ditto. Sådan er det lettere at overleve. Nu kan der, bemærker Kristin Birkeland, ikke blot opkræves kontingenter, men også sendes fakturaer ud.

Lokalerne blev oprindelig lejet til et kontorfællesskab, der kun behøvede en tiendedel af pladsen. De er store. De giver plads til over hundrede deltagere i debatmøder, og der er arbejdsplads til mange grupper på samme tid. Men dyre er lokalerne også. Og Sager der Samler har ingen faste tilskudsordninger at læne sig tilbage i og vil ikke være afhængig af tilskud.

"Hvis man gør sig afhængig af at skulle søge penge til sine projekter, kommer man let til at deponere sin handlekraft. Det bliver til en slags konkurrence, for eksempel i kommunalt regi, om hvem der er bedst til at tage initiativer og gøre dem tiltrækkende, så andre vil støtte dem. Så kan sagen glide i baggrunden, og man kan blive spundet ind i strategier og evidenskrav og er ikke længere uafhængig og i stand til at udfordre systemerne,” siger Paul Natorp og tilføjer:

”Vi prøver hele tiden at tænke i sammenskudsgilder, hvor vi ikke går ind i projekter som leverandører, men som partnere – og uden at yde økonomiske bidrag. Men det er da vanskeligt. Man vil hele tiden stå i dilemmaer. Og vi er jo tit i relationer, hvor samarbejdspartnerne på den anden side af bordet får en fuld løn. Der er ikke andet at gøre end at prøve at være generøs."

Der er heller ikke andet at gøre end at sørge for at skaffe nogle penge til huse, til huslejen og de ansatte, som driver stedet til daglig. At hæve sig fornemt over økonomiske interesser er ikke en mulighed. Der sælges kurser og konsulentydelser.

"Og så prøver vi at give hinanden fleksibilitet, så hver enkelt kan få både økonomi og familieliv til at hænge sammen. Det lykkes selvfølgelig ikke hele tiden," siger Kristin Birkeland.

Kontingenter er ikke den store indtægtskilde. Foreningen har blot omkring 80 medlemmer, og det står ikke højt på listen at få skaffet flere medlemmer.

"Egentlig er det ikke så vigtigt for os at få medlemmer. Derimod er det vigtigt for os, at de, som er aktive, også kan være med til at bestemme – at de har en stemme, når vi træffer beslutninger. Nogle af de aktive ønsker ikke at være medlemmer. På vores næste generalforsamling må vi have drøftet, hvordan vi sikrer, at de alligevel får indflydelse," siger Kristin Birkeland.

Hvad vil det sige at være deltager? Og hvor stort er foreningens netværk? Hvor mange er med i hvilken forstand? Hvad skal tælle med? Det er små vanskeligheder i dagligdagen, som klassiske foreninger ikke er konfronteret med, selv om også de muligvis mærker det, hvis der er en tendens til modvilje mod medlemskab.

Den store udfordring handler om at lave socialt arbejde med og ikke for nogle andre. Og om at undgå at blive så forhippet på, at ting skal ske nedefra og ikke via strømlinede planer, at man uforvarende ender med at udforme strømlinede planer for, hvordan ting kan bringes til at ske nedefra. Den slags udfordringer tænker de meget over hos Sager der Samler.

 
Gitte Meyer er seniorforsker ved CBS Center for Civilsamfundssstudier. Hun har arbejdet 25 år som journalist, før hun for 15 år siden flyttede ind i forskningsverdenen. I denne serie af samtaler om og med foreningsdanmark lægger hun op til diskussion om de ord og begreber, vi bruger, når vi taler om civilsamfundet.

Forrige artikel Firmaer kritiserer social mærkningsordning: Vi får kun ulemper, ingen fordele Firmaer kritiserer social mærkningsordning: Vi får kun ulemper, ingen fordele Næste artikel Sådan endte opgøret om tipsmidlerne Sådan endte opgøret om tipsmidlerne
Flere foreninger bliver presset på økonomien af stigende bankgebyrer

Flere foreninger bliver presset på økonomien af stigende bankgebyrer

GEBYRER: Bankernes gebyrer på foreningskonti fortsætter med at stige, viser en ny undersøgelse fra Civilsamfundets Videnscenter. Et stigende antal foreninger henvender sig til Center for Frivilligt Socialt Arbejde, fordi bankpriserne presser deres økonomi. Hvidvasklovgivning og administration koster, lyder det fra bankerne.