Baba: Tag fædrene i “farskole” og få sunde rollemodeller

Fædre er en ressource, ikke bare i en enkeltstående familie, men også som rollemodeller i udsatte boligområder. Fonden for Socialt Ansvar driver initiativet Baba, der hjælper fædre med at finde deres superkræfter.

Baba modtod i 2020 Fællesskabsprisen, som blev indstiftet af Mette Frederiksen og en bred kreds af partnere i 2014. Manden ved mikrofonen er ikke Abdirashid Artan, men Asim Latif, som har stået for at udvikle konceptet bag Baba og tidligere stået i spidsen for initiativet.
Baba modtod i 2020 Fællesskabsprisen, som blev indstiftet af Mette Frederiksen og en bred kreds af partnere i 2014. Manden ved mikrofonen er ikke Abdirashid Artan, men Asim Latif, som har stået for at udvikle konceptet bag Baba og tidligere stået i spidsen for initiativet.Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Baba betyder far på en række sprog. Og netop Baba er en vigtig grundpille for at familier trives. For forældre er de mest toneangivende vejvisere for børn og deres evne til at finde en plads i samfundet. Desværre føler mange fædre med minoritetsbaggrund sig uden for meget af det, som handler om børnene og familiens trivsel. 

Det er ikke kun manglende interesse, der betyder, at fædre ikke deltager i graviditetsundersøgelser, forældresamtaler i børnehaven eller som frivillig på lejrskoleture. Meget handler i stedet om misforståelser, mistillid og usagte forventninger om, hvad vi som samfund mener, at en moderne far bør stille op til. Derfor ved mange fædre ikke bedre, forklarer Abdirashid Artan, der er konsulent i initiativet Baba under Fonden for Socialt Ansvar. 

“Ofte bliver fædrene set som en stopklods. Men mange fædre vil gerne spille en konstruktiv rolle, de ved bare ikke, hvordan de gør. Vi vil gerne lære fædrene at være aktive medborgere,” siger Abdirashid Artan 

“Farskole” klæder fædre på

Baba tager derfor fædre i en slags “farskole” over 18 moduler. I de første syv moduler møder fædrene repræsentanter fra “systemet” i form af sundhedsplejersker, børnehaveledere og SSP-medarbejdere. Her nedbrydes fordomme på begge side af bordet, forklarer Abdirashid Artan. 

I de følgende seks moduler taler fædrene om, hvordan de gerne vil være i farrollen og de støttes i at udfylde rollen konstruktivt. De sidste moduler handler om, hvad fædrene kan gøre for at spille en positiv rolle i deres nærmiljø, som ofte er et udsat boligområde med kriminalitet højere end gennemsnittet.

“Målet er at forbedre fædrenes samarbejdsevner med “systemet”. Målet er også at gøre dem til aktive medspillere i deres familier og give dem et rum, hvor de kan snakke om alt det, de ikke er vant til at tale om. Det kan være dilemmaer om parforhold, fødsler og hvordan man bedst støtter børn, der kommer i puberteten,” siger Abdirashid Artan. 

Far og “kvarterløfter”

Der er forskel på, hvordan fædre, der har afsluttet et forløb hos Baba, sidenhen bruger den viden, de har opnået. Nogle er med Abdirashid Artans ord “ildsjæle og meget ambitiøse”: 

“Det er meningen, at de skal hjem og kæmpe videre selv. For de kender deres boligområde og ved, hvor der kan være behov for et løft. Mange ender med at lave foreninger, hvor fædrene eksempelvis tager del i boligsociale indsatser.” 

Set med kriminalpræventive briller er netop fædrene en ressource, som blandt andet SSP og det mere etablerede civilsamfund, kan og bør række ud efter, mener Abdirashid Artan. 

“Nogle af de her boligområder, hvor familierne bor, er der uro og kriminalitet. Det skaber utryghed, og det vil fædrene gerne være med til at nedbringe. De føler ikke kun et ansvar overfor deres egne familier, de vil også gerne spille en positiv rolle i nærområdet og vise børn og unge, der laver ballade, en anden vej.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00