Beboer: En årelang hadefuld retorik er ved at ødelægge det ønskede beboerdemokrati i udsatte boligområder

Politikernes og boligorganisationernes sociale indsatser i udsatte boligområder undergraver egne ambitioner om at skabe et beboerdemokrati. Det efterlader et behov for et demokratisk eftersyn i toppen af boligorganisationerne, skriver Nidal Abu Arif.

Efter fire år i et ”forebyggelsesområde”, er jeg inderligt i tvivl om, hvad boligorganisationerne vil forbygge: Er det, at beboerne bliver demokratisk aktive? I denne herskende tankegang om disse boligområder bliver etnicitet og folkeregisterets adresse til et fængsel, hvor hud- og hårfarve bliver til tremmer, skriver Nidal Abu Arif.Foto: Privatfoto

Nidal Abu Arif

Beboer i Hørgården

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Udsatte boligområder, forebyggelsesområder, parallelsamfund og ghettoer. Forhadt barn har mange navne.

Politikerne har i de sidste 15 år talt dunder om bestemte boligområder.

Efter hvad jeg har oplevet i de sidste fire år som beboer i et af disse områder, er min erfaring, at politikerne med deres førte politik og retorik har bidraget til at undergrave deres egne erklærede ambitioner for disse boligområder.

Den førte politik har kvalt beboerdemokratiet.

I dag er over 75 almene boligområder på regeringens liste over udsatte boligområder og forebyggelsesområder. Listerne berører hundredtusindvis af borgere.

Jeg er en af dem og har siden maj 2020 boet i Hørgården på Amager i København.

Gedser fremfor Gaza

Der er en række parametre, som er udslagsgivende i forhold til at komme på disse lister.

Andelen af beboere med 'ikke-vestlig'-baggrund, ligesom mig, er et afgørende parameter. Det lyder for skørt til at være sandt, at vi i Danmark anno 2024 stadig udstøder folk, bare fordi de er født i Gaza og ikke Gedser.

Det lyder for skørt til at være sandt, at vi i Danmark anno 2024 stadig udstøder folk, bare fordi de er født i Gaza og ikke Gedser.
Nidal Abu Arif
Beboer i Hørgården

Men ikke mindst er det en kulmination på en årelang hadefuld og stigmatiserende diskurs, der er ved at ødelægge et af de fundamentale grundpiller i vores demokratiske samfund: de almene boliger.

Jeg er ikke vokset op i dette område som forfatterne Morten Pape og Haidar Ansari, og i min hverdag herude i 2024 oplever jeg ingen paralleller til de grusomme detaljer, som fylder i deres romaner og digte.

Medierne og politikerne udskammer tit beboerne i disse områder for ikke at kende vejen til stemmeurne, og ikke deltage og tage aktiv del i demokratiet.

Den hurtige konklusion har tit været, at beboerne ikke er demokratisk sindet nok. De er ikke vokset op med grundloven og beboerdemokratiet. En kæmpe fejlanalyse.

Demokratiet herude begraves i boligselskabernes skuffer og i deres ivrig jagt på at fremstå som dukse i politikernes øjne.

Boligselskaberne og deres såkaldte "sociale indsatser" har umyndiggjort beboerne og er lykkedes med at skabe en kultur, hvor beboerinddragelsen er en ren proforma-skrivebordsøvelse.

Den evige syndebuk

En hel ny industri er skabt, hvor vi som beboere er en handelsvare og en evig syndebuk.

Det er sørgeligt, at dette sker, mens vi bryster os af at leve i et land, hvor foreningslivet er et centralt fundament i vores demokratiske samfund.

Jeg var ved at falde bagover, da en boligsocial medarbejder fra Amagerplanen, en boligsocial indsats som er finansieret af Landsbyggefonden, til et møde tilbage i februar sidste år sagde, at det ikke er formålstjenstligt at støtte foreningslivet i min boligafdeling.

''Vi skal helst undgå foreningsfælden," lød begrundelsen, og flere af de deltagende kollegaer fra Københavns Kommune nikkede bekræftende.

Jeg var målløs. Det lød desuden, at beboerne ikke engagerer sig nok og, at det er vigtigt at "ansvarliggørlige" dem. Jeg følt mig trådt på. Og fik en klump i halsen.

I de fire år, som jeg har boet i Hørgården, et område som de fleste sikkert har læst om i forfatteren Morten Papes romaner, har jeg oplevet, at der er langt til information og oplysninger.

Beboerne bliver jævnligt bombarderet med projekter og tiltag, der angiveligt skal gøre vores hverdag nemmere, men man glemmer at høre vores stemmer, når disse projekter udtænkes og formuleres.

Jeg er oprigtigt bekymret for, at vores boligområde er blevet til et projektmorads, hvor de store organisationer, boligselskaberne, private entreprenører og de kommunale indsatser har fået serveretten i forhold til at tænke på beboernes vegne. Og dermed lykkes de med at kvæle den lokale virkelyst. Kan vi være det bekendt i det år, hvor vi fejrer 175-året for grundloven?

Mine 'ghetto-børn'

Der er øjensynligt, at en udemokratisk arbejdskultur har fået lov til at gro hos de boligorganisationer, som administrerer de almene boliger på baggrund af de famøse ghettolister.

Da jeg flyttede til Hørgården, blev jeg med det samme sat i bås. Mine børn fik mærkatet 'ghetto-børn' af kommunen, og lige pludselig skulle jeg trues til at tage vare på mine drenge.
Nidal Abu Arif
Beboer i Hørgården

Boligorganisationerne bruger listerne mod beboerne og gør dem mere sårbare. Personligt er min tillid til beboerdemokratiet ved at knække.

Jeg anser mig selv som københavner med stort K. De sidste 20 år har jeg boet i alle brokvarterne og nyder at cykle rundt i byen sammen med mine to drenge.

Men da jeg flyttede til Hørgården, blev jeg med det samme sat i bås. Mine børn fik mærkatet 'ghetto-børn' af kommunen og lige pludselig skulle jeg trues til at tage vare på mine drenge.

Mit yngste barn, som var under et år, skulle i obligatorisk læringstilbud, når han fyldte et år, lød budskabet i et brev fra kommunen.

Det er ikke en rar følelse at blive umyndiggjort i sit eget hjem. Bare på grund af ens adresse og etnicitet.

Hudfarvefængslet

De seneste 15 år har der været en politisk kampagne med lovgivning til følge, som har sat beboerne i de udsatte områder skakmat.

Det startede med ghettolisterne, som et politisk flertal med Lars Løkke Rasmussen i spidsen etablerede i slutningen af 00'erne, og som Mette Fredriksen og Socialdemokratiet bryster sig af at være bannerfører for nu.

Lister, der har resulteret i, at systemet konstant tramper på beboernes demokratiske rettigheder og svækker deres tillid til demokrati. En borgergruppe, der gerne vil være en del af beslutningsprocessen og ikke kun leve med konsekvenserne af andres beslutninger.

Dette kalder på en demokratisk eftersyn hos toppen af boligorganisationerne.

Efter tre fire år i et "forebyggelsesområde" er jeg inderligt i tvivl om, hvad boligorganisationerne vil forbygge: Er det, at beboerne bliver demokratisk aktive?

I dag ser jeg tydeligt, hvordan vores samfund som helhed er ved at være udsat og skrøbelig. Jeg ser sammenhængskraften daler og uligheden vokser.

I denne herskende tankegang om disse boligområder bliver etnicitet og folkeregisterets adresse til et fængsel, hvor hud- og hårfarve bliver til tremmer. En lignede brutal foragt for demokrati er svært at finde.

Politik har aldrig været vigtigere