Knud Aarup: Kommunestyret fra 2007 er et misfoster, som risikerer at undergrave de lokale fællesskaber

Kommunerne har haft stor historiske betydning i opbygning af det moderne danske samfund. Det var kommunerne, som i slutningen af 1800-tallet fik styr på renovation og kloakering, fik saneret boligmassen, fik sikret forsyning af el, gas og vand.

Så tidligt som i 1920’erne tog flere socialdemokratiske kommuner initiativ til nye velfærdsinstitutioner. I Nakskov havde man for eksempel fra 1915 til 1929 en meget entreprenant socialdemokratisk borgmester, Sophus Bresemann, som fik etableret kommunale plejehjem, kommunalt gymnasium, kommunal tandpleje og et kommunalt SU-system. Først langt i senere perioden 1960-80 blev det til nationale velfærdsordninger vedtaget på Christiansborg.

Også i velfærdssamfundets blomstringstid i 60’erne og 70’erne gik flere byråd foran i politikudviklingen og etablerede selv flere af de institutionelle velfærdsløsninger som vi kender i dag. De stod, sammen med de store civilsamfundsorganisationer, i spidsen for udvikling og etablering af eksempelvis vuggestuer, fritidshjem og andre børnesociale indsatser.

Og igen var magtfulde lokalpolitikere som formand for SASU (Sammenslutning af socialudvalg i Danmark) rådmand Jens Arbjerg Petersen, så vigtige i politikudviklingen, at ingen minister foreslog lovgivning uden at konsultere Arbjerg og SASU.

I velfærdssamfundets blomstringstid i 60’erne og 70’erne gik flere byråd foran i politikudviklingen

Knud Aarup
Debattør

Bresemann og Arbjerg Petersen ville noget med deres lokalsamfund og udviklede ny politik. Er den type politikere forsvundet?

Politikudvikling sker ikke længere lokalt

Det er som om de 98 kommuner og KL helt har mistet evnen til og interessen for politikudvikling. De har reduceret sig selv til administrative udøvere af statslige regler og budgetter. Hvornår har vi sidst set kommunale politiske beslutninger sprede sig til national lovgivning?

Mange lokalpolitikere giver den stramme økonomistyring skylden. Her glemmer man, at byrødderne har ansvaret for lidt under halvdelen af alle offentlige udgifter. I 2023 bliver det til 400 milliarder kroner, og nok er en del bundne, men midlerne til folkeskolen, dagtilbud, ældrepleje og administration kan man beslutte lokalt. Det svarer til lidt under 200 milliarder kroner hvert år. Så der er masser af lokal handlemulighed, hvis man tør.

Men det ser det ikke ud som om man gør.

Måske synes lokalpolitikere ikke, at der er særlig grund til omfordeling? Måske ser de det danske velfærdssamfund som færdigudviklet?

Man har i hvert fald glemt det løfte, som Christian den 8. allerede i 1840 gav om, at borgerne skulle have ret til under statens tilsyn at bestemme deres lokale anliggender. Det er et meget værdifuldt tilsagn om folkelig deltagelse og medbestemmelse som KL, kommunerne og de nuværende kommunalpolitikere i dag ikke bruger til noget. Tværtimod!

Angsten for vælgerne

Jeg tror desværre, at en af forklaringerne skal søges i, at vi i dag har godt 2.500 lokalpolitikere, som får så store vederlag som kommunalbestyrelsesmedlem, at de bliver økonomisk afhængig af genvalg. Det gennemsnitligt vederlag for et kommunalbestyrelsesmedlem er i dag på mellem 80.000 og 140.000 kroner årligt. Dertil kommer ekstra beløb for medlemskab af udvalg, formandskaber, medlem af kommunale selskabers bestyrelser, osv. Det årlige vederlag giver en indkomst på mere end 75 procent af gennemsnitsindkomsten i Danmark.

Med reformen i 2007 er vi gået fra at lokalpolitik var for fritidspolitikere til at alle i dag er fuldtidspolitikere

Knud Aarup
Debattør

Med reformen i 2007 er vi gået fra at lokalpolitik var for fritidspolitikere til at alle i dag er fuldtidspolitikere, som er økonomisk afhængig af genvalg – lokale levebrøds-politikere? Derfor har vi i dag et kommunalt selvstyre, som ikke formår at træffe konkrete lokale beslutninger, fordi de bliver bange for vælgernes dom?

Lad mig illustrere med to konkrete eksempler:

I en pressemeddelelse fra erhvervsorganisationen GreenPower Danmark fra marts 2022 stod der: ”Udbygningen med landvind i Danmark vil stoppe i løbet af 2022 og været helt gået i stå i 2023”. Årsagen er, at kommunerne ikke kan beslutte sig konkret for, hvor der skal opstilles landvindmøller.

I kommuneplanerne er der reserveret relevante arealer for opstilling af vindmøller. Men når et konkret vindmølleprojekt skal godkendes, bliver konkrete borgere ramt og derfor trækker byrådets medlemmer det i langdrag af angst for vælgernes dom. Manglen på lokalpolitisk beslutningsevne har alvorlige konsekvenser for opnåelse af klimamålene.

På samme måde varetager kommunerne ansvaret for at give mennesker med funktionsnedsættelse, fysisk og psykiske eller sociale problemer en god faglig indsats med nødvendige støtte og dermed mulighed for at klare sig senere i livet. Forleden skrev Dansk Erhverv, at kommunernes manglende indsats overfor mennesker med kronisk sygdom forhindrer mange i at blive en del af arbejdsmarkedet. Den konklusion kan også siges om kommunernes mangel på indsats i forhold til mennesker med fysisk eller psykisk handicap, psykisk sygdom eller sociale problemer – det såkaldt specialiserede socialområde.

Jeg er i tvivl, om det misfoster af kommunestyre, som blev skabt med reformen i 2007, ikke snarere undergraver lokale fællesskaber og dermed politisk grøde fra neden

Knud Aarup
Debattør

Når kommunerne svigter mennesker på det specialiserede socialområde, som de overtog fra amterne i 2007, handler det om ikke at ville omfordele midler fra de mange (for eksempel folkeskolen) for at sikre de få (for eksempel mennesker med handicap). Hensynet til genvalg bestemmer politikken. Man går endda så langt i KL, at man begynder at tale om at de få ”kannibaliserer” de mange, dvs. flertallet af vælgerne. Det var vi senest vidne til på KL’s Børne- og ungetopmøde i Aalborg i januar i år.

Er der en vej for kommunerne?

Jeg har altid ment, at kommunerne var det fineste eksempel på, at demokrati skal skabes fra neden. Jeg har været overbevist om, at vi ikke kan opretholde et velfærdssamfund uden en lokalpolitisk demokratisk underskov.

Jeg er usikker i dag. Jeg er i tvivl, om det misfoster af et kommunestyre, som blev skabt med reformen i 2007, ikke snarere undergraver lokale fællesskaber og dermed politisk grøde fra neden.

Jeg frygter, at hvis vi ikke gør noget alvorligt for at fremme et stærkt civilsamfund og bedre rammer for aktive lokalsamfund, så vil politisk deltagelse lokalt falde til jorden og i sidste ende vil det medføre, at danskernes stor tillid til hinanden fordufter.