Debat

Børnevenner: Forældres hjerter banker hårdere for de selvejende dagtilbud. Men nu lukkes de på stribe

Forældreengagement og et aktivt civilsamfund er noget, der bygges op over mange år. Det kan ikke opstå på et skrivebord, og bør heller ikke nedlægges på et, skriver Sabina Holm Larsen.

De selvejende institutioner har sort bælte i frisættelse. Politikerne skal lære af dem i stedet for at lukke dem, skriver Gentofte Børnevenners direktør.
De selvejende institutioner har sort bælte i frisættelse. Politikerne skal lære af dem i stedet for at lukke dem, skriver Gentofte Børnevenners direktør.Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Venstres nye formand Troels Lund Poulsen stillede sig i weekenden op på Venstres topmøde og talte blandt andet om, at politikerne skal blande sig mindre i, hvordan dagtilbud drives. Selv har han og hans kone valgt en lille Rudolf Steiner skovbørnehave til deres datter, som de aktivt engagerer sig i.

Det liberale valg af frihed frem for ensretning er godt at høre udtrykt fra den nye formand for Venstre. Men hvor står resten af det borgerlige Danmark i kampen for de civilsamfunds-drevne institutioner, som historisk er ført frem af socialt konservative kræfter?

I paraplyorganisationen "Gentofte Børnevenner" har vi den seneste tid kæmpet imod lukning af flere af vores velfungerende institutioner på grund af en kapacitetstilpasning i Gentofte Kommune, som vi ikke forstår skal gå ud over netop de institutioner, vores forældre vælger til som værdifulde alternativer til de kommunale.

Det er naturligvis hårdt for os at se, at 81 procent af de 217 pladser der nedlægges, er pladser i selvejende institutioner. Og det er ikke kun, fordi familier og pædagoger er kede af at skulle vende ryggen til de trygge og velkendte rammer, som de har været glade for.

Selvejende dagtilbud sikrer en diversitet og mangfoldighed til familierne, som vi har brug for i et sundt samfund, og som mange forældre aktivt vælger til. 

Sabina Holm Larsen
Direktør, Gentofte Børnevenner

Der er nemlig for os at se større konsekvenser ved en lukning af netop selvejende pladser.

Eksisterede længe før kommunerne overtog

En lukning af en selvejende institution er nemlig en afvikling af en helt særlig værdibåret ledelsesmæssig kultur, som udgør præcis det tilvalg, vi kan forstå, at Troels Lund Poulsen har gjort. En kultur som på mange måder er præcis den frisættelse, vi lige nu efterspørger i hele landet - også på dagtilbudsområdet.

De seneste mange årtier har selvejende institutioner været på tilbagetog i Danmark fra deres storhedstid i 70'erne, hvor to tredjedele af alle dagtilbud var drevet af forældre og pædagoger i tæt samarbejde.

Nu efterlyses mere frivillighed og civilsamfund både af politikerne på Christiansborg og i det omkringliggende samfund for at kunne løse de velfærdsudfordringer, vi står overfor. 

Men selvejende institutioner er i dag vanskelige at etablere, da de afhænger af kommunernes velvilje og kræver store menneskelige investeringer at grundlægge helt fra bunden. Vi må ikke glemme, at de selvejende dagtilbud har været der længe før kommunerne overtog opgaven og opstod ved, at civilsamfundet tog ansvar og ad frivillighedens vej gik ind og løftede en nødvendig "velfærdsopgave".

 

Sikrer demokratisk mangfoldighed

Når kommuner vælger at afvikle netop de her tilbud, lukker de derfor også ned for en værdimæssig skattekiste af viden om trivsel og nær-demokrati. Det har vi brug for at få talt højt om og synliggøre nu.

I forbindelse med kampen for at bevare de dagtilbud, som politikerne i Gentofte nu har besluttet skal lukke til sommer, har vi i Gentofte Børnevenner været i gang med at spørge vores ledere og bestyrelsesformænd blandt forældrene: Hvad det egentlig er, der gør, at de har lyst til at engagere sig i vores tilbud.

Selvejende dagtilbud kan være med til at styrke faglighed, kvalitet og mangfoldighed til fordel for familier og personale.

Sabina Holm Larsen
Direktør, Gentofte Børnevenner

Og svarene er, at de selvejende institutioners demokratiske kultur kan noget, når det handler om kærligt at favne og rumme børn og mennesker i det hele taget.

Selvejende dagtilbud sikrer en diversitet og mangfoldighed til familierne, som vi har brug for i et sundt samfund, og som mange forældre aktivt vælger til. Tilbuddene udvikler sig nemlig ofte til at blive niche-tilbud. Det kunne være en lille vuggestue, der er god til at sikre præmature børn ro og harmoni eller en institution i det lokale skovbryn med særligt fokus på naturpædagogik.

Disse niche-tilbud kan bestå, fordi frivillige mødre og fædre sidder for bordenden i bestyrelsen og tager de afgørende strategiske beslutninger sammen med den pædagogiske ledelse om at bevare netop disse diverse tilbud.

Vælger med hjertet

Der vil ofte også være kortere vej fra en rigtig god ide til en indsats i de selvejende dagtilbud, og på den måde kan de selvejende skabe en mere værdibaseret og agil ledelsesretning, end man kan kommunalt. Styreformen kan altså også være med til at styrke faglighed, kvalitet og mangfoldighed til fordel for familier og personale.

En anden væsentlig faktor ved de selvejende tilbud, som er svær at kopiere i det offentlige er, at forældre tager beslutninger med hjertet: De vælger for eksempel at værne om den lille institution, fordi den er værdifuld for forældregruppen. Og når forældre er dybt engagerede i institutionslivet med det kendskab, der følger med, skaber det tryghed hos børnene.

Vores seneste undersøgelse om fastholdelse og rekruttering viser også, at personalet i vores institutioner er rigtig glade og tilfredse med deres job. De vigtigste parametre for personalets arbejdsglæde er institutionens pædagogik og værdier, kollegerne, plads til at fokusere på kerneopgaven og en anerkendende ledelse. 40 procent af ansatte i Gentofte Børnevenners dagtilbud har valgt deres arbejdsplads, fordi det er en selvejende institution.

Det er som sagt vigtigt at huske, at forældreengagement og et aktivt civilsamfund er noget, der bygges op over mange år. Det kan ikke opstå på et skrivebord, og bør heller ikke nedlægges på et. Vi bør i højere grad værne om den værdifulde frisættelse, vi allerede har og lade de gode erfaringer inspirere til, at lignende kulturer og miljøer kan opstå til gavn for vores børnenes, familiernes og personalets trivsel.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Troels Lund Poulsen

Vicestatsminister, forsvarsminister, partiformand, MF (V)
Student (Tørring Amtsgymnasium 1995)

0:000:00