Civilsamfundets ABC: Æ for Ævred

BOGSTAVELIGT TALT: Hvad er civilsamfundet? Anker Brink Lund og Gitte Meyer fra CBS Center for Civil Society Studies gennemgår civilsamfundet bogstav for bogstav. Vi er nået til Æ for Ævred.

Anker Brink LundGitte Meyer

Ævred er et truet ord, sjældent i brug – og da kun som noget, man opgiver, holder op med, giver tabt over for.

Det fænomen, som brugen af ordet tidligere var forbundet med, tilbyder imidlertid en genvej til forståelse af en kronisk udfordring for civilsamfundsmæssig virksomhed, nemlig den vanskelige balance mellem åbne og lukkede, integrerende og ekskluderende fællesskaber.

Ævred var den stubmark, bønderne opgav – gav fri – når de efter høsten lod dyrene græsse frit på, hvad der dermed for en tid blev til en fælled, et fælles græsningsområde for landsbyens dyr. I en periode opgav man afgrænsende indhegning af dit og mit til fordel for fri adgang til noget fælles.

Det lukkede fællesskab
I nyere engelsksprogede civilsamfundsstudier kaldes det bonding, når der inden for et afgrænset område skabes sociale bånd baseret på fællesskab og tillid mellem særligt indviede. Sådan var det, når bønderne opgav ævred, gav stubmarken fri.

Adgangen til den derved opståede fælled var kun for medlemmer af landsbyfællesskabet. Fremmede var ikke velkomne. Bridging – brobygning mellem folk, der ikke i udgangspunktet kender eller ligner hinanden – var der ikke lagt til rette for. Ordningen med den tidsbegrænsede fælled var et praktisk arrangement, der samtidig vedligeholdt et eksisterende, lukket fællesskab.

Balancen mellem det ekskluderende og inkluderende
Velfungerende civilsamfund er kendetegnede ved, at de magter at holde en passende balance mellem ekskluderende bonding og inkluderende bridging. Bliver der for meget af det første, lukkes et fællesskab om sig selv – bliver til en menighed. Det fører let til stagnation, indavl og selvglæde.

Omvendt, hvis man opgiver ævred for alt og alle og åbner et fuldstændig form- og normløst friområde, kan det føre til manglende engagement og sammenhængskraft. I første omgang tilføres nok nye kræfter, der kan frisætte kreativitet og energi, men på længere sigt skaber det grobund for utryghed og mistillid mellem konkurrerende særinteresser, hvis der ikke er noget at være fælles om.

Det er ikke nogen let sag at holde den balance, hvilket klart illustreres af skiftende initiativer i dansk udlændingelovgivning.

Det lukkede danske fællesskab blev formaliseret ved forordning om indfødsret af 15. januar 1776. I udgangspunktet sigtede bestemmelserne dog udelukkende mod at sikre offentlige embeder til folk født inden for grænserne af det danske monarki, der omfattede landområder, som i dag er placeret under norsk, svensk, islandsk, tysk, polsk, amerikansk, indisk og afrikansk jurisdiktion.

Af større praktisk betydning for udviklingen af eksklusive fællesskaber var indførelsen af stavnsbåndet i 1733. Det skulle først og fremmest tjene til at begrænse den indenlandske mobilitet. Fæstebønder mellem 14 og 36 år blev pålagt bopælspligt og kunne ikke forlade hjemegnen uden lensherrens tilladelse.

Ordningen blev gradvist afviklet frem mod år 1800, men helt frem til begyndelsen af 1900-tallet blev der gjort forsøg på at holde bønderne til den lokale plov ved at skabe formel og uformel adgangsbegrænsning til bylivet.

Myndighederne opgav ævred
I det lange løb var myndighederne nødt til at opgive ævred, hvad angår den indenlandske migration, og efter statsbankerotten i 1814 blev det officiel politik at fremme udenlandsk indvandring. Fremmedloven bestemte blot, at alle, der søgte arbejde i Danmark, skulle dokumentere, at de var i stand til at forsørge sig selv i mindst otte dage.

Fra midten af 1800-tallet og frem til 1910 emigrerede mere end 81.000 svenskere til Danmark. Også fra det nuværende Polen, Rusland, Ukraine og Ungarn blev der importeret landarbejdere. Og 1960'ernes industrialisering åbnede for "fremmedarbejdere" især fra Tyrkiet.

Grænsebomme og assimilation
Det har med jævne mellemrum givet anledning til ophedet debat, at myndighederne på den måde opgav ævred. Kritikere har krævet flere grænsebomme og ubetinget assimilation. Andre har derimod fremhævet multikulturalisme som en gave til dansk provinsialisme.

Under alle omstændigheder fordrer det en hel del tilvænning, før man finder sig til rette i danske fællesskaber, hvor der stadigvæk hersker en indforstået blanding af formaliserede regler og tilsyneladende formløs omgangstone.

Ubalance mellem åbenhed og lukkethed
Den kombination kan få mange til at opgive ævred i den moderne betydning af udtrykket: De orker ganske simpelt ikke at være medlemmer, finder det håbløst, melder pas, selvom der i princippet er fri adgang til at deltage i fællesskabet.

Det gælder vel at mærke ikke kun folk uden dybe rødder i dansk muld og grundtvigianske normer. Også mange langtidsdanskere har i de seneste år vendt traditionelt foreningsliv ryggen og holder sig så at sige inde på deres egne private marker. Man kan se det som udtryk for stigende individualisme. Man kan også vælge at se det som udslag af en ubalance mellem åbenhed og lukkethed i dansk fællesskabskultur.

 

Se også Fællesskab, Offentlighed og Social.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00