Civilt overblik: Den gamle redacteur gør status

Min gode kollega Rasmus Løppenthin skrev engang et civilt overblik, hvori han refererede til mig som den civile redacteur – hvorefter han modtog en mail med spørgsmålet, om han ikke kunne stave til redaktør.

Jeg har lyst til at nævne det, fordi overblikket i dag ikke kun er et vue ud over den seneste uges begivenheder i civilsamfundet, men mit farvel til Altinget Civilsamfund, som jeg startede for præcis seks år siden og har bestyret lige siden.

Det har været en fantastisk oplevelse og et privilegium at glide gennem kaninhullet og træde ind i vores alt for underbelyste civilsamfund med al dets kaleidoskopiske vildskab og iderigdom og alle dets underliggende dagsordener og modsætninger.

Det har været et eventyrland at boltre sig i. Og jeg er taknemmelig for at være blevet givet den mulighed.

Jeg har lært og erkendt en masse, som har formet min måde at se verden på. Overblikket i dag kan ikke rumme det hele. Men jeg vil give jer tre nedslag i form af historier, der virkelig har berørt mig. Men først efter et blik på et par af ugens civile mediehistorier.

Fonden Human Act, som rigmanden Djaffar Shalchi star bag, er blevet meldt til bagmandspolitiet. Det er Civilstyrelsen, der står bag anmeldelsen. Styrelsen har ifølge Ekstra Bladet undersøgt fonden siden foråret, fordi der er flere forhold, som styrelsen ikke kan finde rede i – ikke mindst i relationen mellem fonden og Djaffar Shalchi og hans kone.

”Der er blandt andet nogle store mellemregninger mellem bestyrelsesformanden (Djaffar Shalchi, red.) og fonden, og mellemregninger ønsker man normalt så få af som muligt i fonde. Her ser vi modsat mange mellemregninger og samtidig nogle relativt store beløb, siger Erich Erichsen, kontorchef i Civilstyrelsen med ansvar for kontrol med ikke-erhvervsdrivende fonde til Ekstra Bladet og fortsætter:

”Samtidig er der nogle personer omkring fonden, hvis rolle vi ikke rigtig forstår. De sidder i hvert fald ikke i bestyrelsen.”

Mellemregningerne mellem fonden og Shalchi-parret betyder ifølge Ekstra Bladet, at fonden skylder parret penge, og at millioner flyder mellem dem og fonden.

I en skriftlig kommentar til avisen siger Djaffar Shalchi:

” Vi hilser enhver indberetning velkommen, da det øgede fokus netop kan bidrage til en større kontrol med overførelser til udlandet på et overordnet plan.”

Djaffar Shalchi skriver også, at han og hans kone til tider har lånt fonden penge for at sikre likviditet til større initiativer og donationer.

”Disse lån fra os bliver så efter gældende regler løbende tilbagebetalt i takt med frigørelse af likviditet i fonden,” skriver han.

Det er som sagt Ekstra Bladet, der bringer historien, som ikke findes online.  

Gadens Folk får juridisk bistand igen. Det sker efter, at to fonde har bevilget penge til en ny organisation, Gadens Jurister, der tager over, efter at den mangeårige organisation på feltet, Gadejuristen, tidligere på sommeren meddelte, at den indstiller sine aktiviteter.

Oak Foundation Denmark og Dreyers Fond er gået sammen om at støtte den nye organisation med et millionbeløb, der betyder, at Gadens Jurister nu kan gå i gang med at ansætte folk.

Oak Foundation har givet en million kroner til resten af 2021, men vil ikke afvise at bevilge mere.

”Uden at jeg vil love fremadrettet støtte, kan jeg godt sige, at indsatsen har en forlomme hos os, og at fonden er meget interesseret i, at der også fremover er et korps af jurister, der hjælper dem på gaden. For det har de rigtig meget brug for,” siger direktør Esther Nørregård-Nielsen til Fundats.

Det er ikke let at gøre status over seks år i civile klæder. Facit på sådan et regnestykke vil aldrig blive helt retvisende. For der er så mange sager, der har påvirket mig følelsesmæssigt og givet mig nye måder at anskue verden på. Nogle har været vigtige byggesten, men bliver glemt i det store regnestykke eller fortrængt af andre, fordi der ikke er plads til at fortælle alt.

Socialøkonomi har optaget mig meget, fondes rolle i samfundet ligeså. Arbejdsmiljøet i ngo-sektoren har i perioder fyldt ekstremt meget i mit liv. Og ikke mindst serien om Fair Fishings arbejde i Somalia og artiklerne om to danske entreprenører, som kæmpede en umulig kamp i Diva for at finansiere verdensmålene, har virkelig givet mig stof til eftertanke.

Men når jeg gør regnebrættet op, er der tre historier, som i særlig grad har fået mig til at spærre hjernen op.

#1: Manden, der ville redde andre for at redde sig selv
Jimmy Gørtz er et menneske, der gør et massivt førstehåndsindtryk. En stor bulderbasse, men indeni den store mand bor en lille dreng, som konstant er i tvivl, om han er god nok. Og for at komme tvivlen til livs, hjælper han andre mennesker. I sit arbejdsliv og privat som frivillig.

”Jeg har ikke en værdi i det, jeg er. Jeg har en værdi i det, jeg gør. Og det, jeg gør, er ikke at gøre noget for mig selv. Jeg gør noget for andre,” sagde Jimmy, da jeg mødte ham tilbage i 2015.

Mødet med Jimmy fik mig til at spekulere over vores dybereliggende motivation for at gå ind i frivilligt arbejde. Selvfølgelig ønsker vi at gøre gavn. Det giver sig selv. Men gør vi det, ligesom Jimmy, ikke i lige så høj grad for at få anerkendelse? For at fylde et hul, vi ikke evner at fylde ved egen kraft?

”Jeg tror, at vi på forskellige måder gør det for at skabe en eller anden ro og tilfredsstillelse for os selv. Og for at give os selv en værdi,” sagde Jimmy.

Jeg tror, Jimmy vil medgive, at han er et ekstremt tilfælde. Men jeg tror, vi alle har en rem af huden.

Om vi hjælper for andres skyld eller for vores egen, er jeg ikke så optaget af. Bare vi hjælper. Men der er en lille ting, der nager mig. For hvis vores dybtliggende, måske endda ubevidste, motivation er at få anerkendelse, lægger vi så vores indsats der, hvor vi kan gøre mest gavn, eller der hvor vi selv får mest tilbage?

Det tænker jeg stadig over.   

I kan læse artiklen om Jimmy her.

#2: Velkommen til demokratiet version 2.0
En af de første artikler, jeg skrev, handlede om Medborgerne – en dengang helt nystiftet organisation.

De ville organisere borgerne i København NV og på Nørrebro og give dem magt til at blive hørt i det politiske system – og ja, i samfundet som sådan.

Inspirationen kom fra England, hvor organisationen Citizens UK har haft held til at engagere store borgergrupper og dermed vende magtforholdet på hovedet og løse sociale problemer nedefra.

Og i april 2016 havde jeg det store privilegium at opleve et såkaldt assembly i London – en to en halv time lang politisk forestilling, hvor 6.000 borgere på tværs af alder, køn, etnicitet og religion satte dagsordenen og holdt to borgmesterkandidater til ansvar.

Jeg havde aldrig – og har stadig aldrig – oplevet noget lignende. Da jeg gik derfra, var jeg faktisk ikke helt sikker på, hvad det var, jeg havde overværet. Men jeg vidste, at det var skelsættende og nærmest samfundsomvæltende.

Det var, som om demokratiet for første gang vendte rigtigt, og politikerne stod i borgernes tjeneste, og ikke omvendt. Det har jeg tænkt en del over – ikke mindst under sommerens debat om det dysfunktionelle demokrati. Hvis vores demokrati er i stykker – og det synes jeg, der er tegn på, at det er, så tror jeg, vi gør klogt i at ringe efter Citizens UK for at få det repareret.

I kan læse min reportage fra London her.

#3: Venturekapitalister på vej ind i godhedsindustrien
I januar 2016 befandt jeg mig i et palads i Madrid, omgivet af flere milliarder end nogensinde før i mit liv. Ikke bogstaveligt, men i form af mennesker, som repræsenterede en helt kolossal rigdom. Og den ville de bruge på at gøre verden bedre.

De var venturefilantroper. Og de var dybt optaget af at skabe forandring ved brug af finansielle instrumenter. Det var ren science fiction for mig.

Men de var virkelige, de barmhjertige kapitalister. Jeg har mødt flere, mange flere, sidenhen. og den logik, de repræsenterer, vinder frem i stadigt flere forskellige sammenhænge: Hvis vi skal skabe varige forbedringer, er vi nødt til at sikre os, at de initiativer, vi sætter i værk, er økonomisk bæredygtige. Vi kan ikke forlade os på puljestøttede eller fondsfinansierede projekter, som kollapser, i samme øjeblik støtten ophører. Det kan vi ikke være bekendt over for de mennesker, som er afhængige af den hjælp, vi yder.

Logikken om en bæredygtig businesscase som fundamentet for samfundsgavnlige initiativer har påvirket mig mere end noget andet. Og den får en central placering, når jeg nu tager det næste skridt i mit arbejdsliv og etablerer et nyt medie om impact.

Ville jeg have taget det skridt, hvis ikke jeg havde været i Madrid i 2016? Jeg tror det ikke.

I kan læse artiklen her.  

Vi er ved vejs ende. Hvis der er noget, jeg har glemt, så er det desværre lidt sent, for jeg kan ikke nå at rette op på det nu. Men det kan den nye civile redaktør, Gitte Ballenstedt. Og jeg håber, I vil give hende al den hjælp, hun har brug for og lade lige så meget af jeres iderigdom og entusiasme flyde i hendes retning, som I har ladet flyde i min.

Tak for at I har beriget mit liv. Jeg håber, jeg har formået at sætte et lille positivt aftryk i jeres.

Vi ses derude.

PS: Rasmus Løppenthin kan godt stave til redaktør. Han gider bare ikke altid…