Manden, der ville redde andre for at redde sig selv

SKÆBNEFORTÆLLING: Som ti-årig blev Jimmy første gang slået bevidstløs af sin far. Tidligt lærte han, at han kun havde værdi i kraft af, hvad han gjorde. Ikke i kraft af hvem han var. Siden barndommen har han søgt efter sin værdi som menneske. Dette er Jimmys fortælling. (Bragt første gang i 2015).

Artiklen er fra 2015. Altinget har valgt at genpublicere den, fordi Jimmy Gørtz netop har udgivet sin selvbiografi. Han er ikke længere aktiv i Røde Kors, men overskud fra bogen til velgørende foreninger.

 

Et knirkende gulvbræt i entreen var Jimmys allierede.

Når den knagende lyd skar gennem mørket, vidste han, at faderen var på vej.

”Så havde jeg lige tre-fire sekunder til at komme ud af sengen og gemme min lillebror i et skab eller under sengen, så når min far kom ind i sin brandert, var det kun mig, han så,” fortæller Jimmy Gørtz.

”Min far kom ind om natten og hev mig ud af sengen. Så skulle jeg lytte til hans fuldemandssludder. Eller også gennembankede han mig med knytnæver. Jeg har ligget bevidstløs flere gange på gulvet, efter at han har slået mig ned,” fortæller han:

”Det gjorde, at jeg ikke kunne sove i min opvækst. Jeg lå altid og lyttede efter, om min far kom ind, og var pissebange for, at han skulle slå mig ihjel.”

Jeg møder den 55-årige sikkerhedsleder på hans arbejdsplads, Banedanmark. Et rødt schweizerkors lyser op i reverset på den koksgrå habitjakke.

”Jeg render stolt rundt med det her. Folk herinde ved, jeg arbejder for Røde Kors. Og de kommer med tøj til mig,” siger Jimmy Gørtz.

Meningen er, at vi skal snakke om hans beslutning om at droppe sin karriere for at gøre plads til at udføre frivilligt arbejde.

Jeg vil gerne forstå, hvorfor det er vigtigt for ham at kunne lægge 25 timer om ugen hos Røde Kors, at han har fravalgt topjob og høj løn; ja, sågar har gjort det klart over for sin arbejdsgiver, at han under ingen omstændigheder vil forfremmes. Hvad er det, der driver ham?

Men samtalen stikker af. Ændrer karakter. Karrierevalget, der skulle have været det centrale omdrejningspunkt, bliver til en mindre brik i et større billede. Et portræt af en mand, som igennem et helt liv har slidt for at hjælpe andre mennesker. I en konstant bestræbelse på at hjælpe sig selv. Og bevise, at han har en værdi.

”Min far kunne komme ind om natten, og så skulle jeg med ned i kælderen. Jeg måtte ikke tænde lyset, for rigtige drenge var ikke bange for mørke. Så gemte han sig inde i kælderen og sprang frem og gjorde mig forskrækket, for så blev jeg lissom hærdet til det at være i mørke," fortæller Jimmy. [Foto: Rasmus Flindt Pedersen]

 

Moderen flygtede
For at forstå skal vi tilbage tilbage til lejligheden i Maglekær 1, et socialt boligbyggeri i Rødovre. Her endte Jimmy og den to år yngre Tommy sammen med deres voldelige, alkoholiske fader efter en grim skilsmisse.

Jimmy husker det ikke selv, men ifølge hans mor mærkede han første gang sin fars kontante form for kærlighed, da han var et år gammel og lige havde lært at gå. Det fik moderen til at forlade den 105 kilo tunge jord- og betonarbejder første gang. Men hun vendte tilbage.

Nu var faderen røget på hospitalet med sit tredje kraniebrud efter en arbejdsulykke. En læge sagde til moderen, at hvis hun ikke kom ud af det forhold, ville hun ende på den lukkede afdeling.

Moderen flygtede, og de to drenge og deres lillesøster røg på børnehjem i Slagelse. Og imens moderen og faderen lå i krig om forældremyndigheden over børnene, sørgede Jimmy for at gøre sig gode venner med forstanderparret. De gav ham småærinder, som forsynede ham med den undskyldning, han havde brug for, så han kunne rende ned for at se til sin lillesøster på børnehjemmets spædbørnsafdeling.

Moderen vandt kampen om børnene, men hun kunne ikke overskue at have dem alle tre. Så hun overlod Jimmy og Tommy til den mand, hun selv var flygtet fra.

”Det har jeg aldrig tilgivet hende,” siger Jimmy.

Hærdet til mørket
I den høje stuelejlighed i Rødovre lærte Jimmy forudseenhed.

”Hvis jeg så, at der kun var en tredjedel tilbage af hans bajer og kom ind med en ny, så undgik jeg at få tæsk for, at hans øl var tom,” fortæller Jimmy.

Tilfældigheden i hans fars udbrud var et vilkår. Men beredskabet var konstant.

”Det var ligegyldigt, hvor jeg færdedes; hvis min far havde behov for mig, så var jeg ligesom en hund. Enten så råbte han i lejligheden, eller også stillede han sig ud på altanen og piftede; så vidste jeg udmærket godt, at så var det bare hjem. Og det var om at være der med det samme – også for at være der som bølgebryder over for min lillebror, så han ikke skulle have tæsk.”

Frygten var en anden konstant i Jimmys liv.

”Min far kunne komme ind om natten, og så skulle jeg med ned i kælderen. Det var sådan fire opgange, der lå ved siden af hinanden med kælderrum imellem gangene. Jeg fik besked på at gå ned i kælderen og måtte ikke tænde lyset, for rigtige drenge var ikke bange for mørke. Så gemte han sig inde i kælderen og sprang frem og gjorde mig forskrækket, for så blev jeg lissom hærdet til det at være i mørke.”

Fodbold er en bøssesport
Lyspunkter var der få af.

Gæster kom der aldrig i lejligheden. Både moderens og faderens egen familie havde kappet båndene til ham. Og alle andre holdt sig også væk, for som Jimmy udtrykker det, var der ingen, som turde at komme og besøge en pissehamrende sur og aggressiv fulderik på 105 kilo.

Fodbold måtte Jimmy ikke gå til. Kun brydning, vægtløftning og boksning var godkendt af faderen. Fodbold var en bøssesport.

”En dag sagde jeg: 'Prøv lige at forklare mig det i forhold til brydning'. Så kom den lige fra Hebriderne med 140 i timen. Det skulle man i hvert fald ikke sige til ham.”

Fra Jimmy var ni, var det ham, der stod for husholdningen: købte ind, vaskede tøj, lavede mad, betalte regninger og ordnede faderens selvangivelse. Når der var forældremøde i lillebroderens klasse, var det Jimmy, der deltog. Det var der ingen, der tog notits af.

”Der var heller ingen, der undrede sig over, at jeg kom i skole og var banket både rød, gul, grøn og blå. For jeg var jo en frisk knægt. Og friske knægte sloges jo garanteret i deres fritid. Sådan var det.”

”Min far sagde engang til mig: 'Hey, havde du ikke fødselsdag her forleden?' Jo, det havde jeg jo. 'Nå, men så tillykke'. Og så kunne jeg gå ud ad døren,” fortæller Jimmy. [Foto: Rasmus Flindt Pedersen]

 

Smerternes fest
Julen i Maglekær var ingen hjerternes fest, snarere smerternes, som Jimmys lillebror, Tommy, udtrykker det. Men brødrene fandt deres egen vej.

Om eftermiddagen juleaftensdag, når faderen var døddrukken, lavede Jimmy flæskesteg med kartofler og brun sovs, og så tændte han og Tommy juletræet og hyggede sig foran fjernsynet.

Dagen efter var det derimod om at holde lav profil.

”For så havde han jo bondeanger. Og så hang øretæverne løst.”

Fødselsdage var heller ikke noget, der blev markeret i hjemmet.

”Min far sagde engang til mig: 'Hey, havde du ikke fødselsdag her forleden?' Jo, det havde jeg jo. 'Nå, men så tillykke'. Og så kunne jeg gå ud ad døren,” siger Jimmy:

”Du fik jo en oplevelse af, at du ikke var noget. Du havde ingen identitet, ingen værdi, ikke noget overhovedet. Du var bare en klods om benet.”

Du skal da reparere fly
Som 18-årig startede Jimmy som lærling i SAS.

Valget var præget af tilfældigheder. Som så mange andre anede han ikke, hvad han skulle være. Men efter at have rodet med sin knallert i kælderen overvejede han at blive mekaniker. Knallerter gad han dog ikke at reparere. De kørte for langsomt. Motorcykler, derimod.

”Så sagde min far den eneste kloge ting, han nogensinde har sagt. I sin brandert kom han til at læne sig for langt tilbage i sin stol og kigge ud af vinduet. Og så pegede han op og sagde: 'Hvis du kan lave dem, der flyver deroppe, så kan du sgu også lave motorcykler'. Og så tænkte jeg: 'Det var egentlig spændende. Jeg tror, jeg vil være flymekaniker’.”

Jimmy havde ikke været længe i SAS, før han begyndte at undre sig over forskellige forhold. For eksempel at mekanikeruddannelsen var så kort, og at lærebøgernes tekniske engelsk lå på et snublende højt niveau for ham og kammeraterne, der kom lige fra folkeskolen.

”Så jeg startede med at få lavet en lærlingeklub og brugte meget energi på det – og vi fik da også forlænget uddannelsen med et halvt år,” fortæller han.

Når Grønlænder-Jørgen var stiv
På den måde lagde Jimmy grundstenen til et arbejdsliv, hvis epicentrum var at gøre noget for, at kollegerne havde det godt. Ikke ham selv, altid kollegerne.

”Jeg fandt hurtigt ud af, at det her med at være flymekaniker, det var sgu meget sjovt, men jeg kunne bedre lide at gøre noget for mennesker. Så når Grønlænder-Jørgen sad ovre i hjørnet og var stanghamrende stiv, så syntes jeg, det var meget sjovere at finde ud af, hvad jeg kunne gøre for at hjælpe ham end at gå ud og lave en service på en DC9'er, som bare skulle i drift morgenen efter,” siger Jimmy.

Jeg var da en okay mekaniker
Jimmy blev sikkerhedsrepræsentant, talsmand for holdet, og kom til at sidde i diverse samarbejds- og sikkerhedsudvalg.

Mekanikerarbejdet gled mere og mere i baggrunden. Godt nok tog Jimmy mekanikercertifikat til både DC8'eren og DC10'eren. Men det var mest for at bevise for ham selv, at han var god nok.

”Og hvis jeg kigger på mig selv, så var jeg sgu en god flymekaniker, men i forhold til de folk, der virkelig brændte for det, så var jeg kun en okay flymekaniker. Når vi sad inde på rygestuen, kunne de diskutere den forkromede mellemgasfordeler og kunne huske numrene på ledningsbundter. Så tænkte jeg: 'Hold da maul, mand!' Det sagde mig ikke en meter. Den begejstring, de havde for deres arbejde, den begejstring havde jeg for at lave et godt arbejdsmiljø for dem,” siger han.

Et landkort over arbejdsskader
Betydningen af en sikker arbejdsplads havde Jimmy lært at kende hjemmefra.

”Årsagen til, at min far var, som han var, det var, at han havde fået tre åbne kraniebrud på grund af arbejdsulykker som jord- og betonarbejder. Og familien sagde, han allerede skiftede personlighed, da han fik det første kraniebrud. Al hans empati sugedes ligesom ud,” fortæller Jimmy:

”Min far var jo ligesom et landkort over arbejdsskader og ulykker: Næsen var brækket; øret var flækket; øjet var flækket; hans ben var kvast; han havde tre kraniebrud; han manglede den højre ringfinger; hans venstre langfinger var blevet hakket med en skovl. Det var ligegyldigt, hvor du så hen. Han var fuldstændig smadret overalt. Han blev erklæret 80 procent invalid. Og der sagde jeg bare: ‘Det er der ingen andre mennesker, der skal opleve. Hvis jeg kan være med til at skabe et arbejdsmiljø, som gør, at børn ikke skal vokse op med det her, så er det det, jeg vil kæmpe for. Hvis jeg kan være med til at fjerne alkohol fra arbejdspladsen, så er det det, jeg skal være med til at gøre.’”

”Jeg var så glad og lykkelig for jobbet som sikkerhedsleder i SAS. Og jeg sagde på daværende tidspunkt: 'Jeg har verdens bedste job. Jeg ved udmærket godt, at Dronning Margrethe er uenig med mig. Men lad hende nu bare blive i den tanke,'” siger Jimmy. [Foto: Rasmus Flindt Pedersen]

 

Jeg var så lykkelig
Jimmys begejstring for arbejdsmiljøet gik ikke ubemærket hen.

Efter 11 år hos SAS blev han taget ud af driften i tre måneder og fik til opgave at lave en ny sikkerhedsorganisation.

Han løste opgaven på to uger og bad så om at komme tilbage i produktionen. Men personalechefen havde andre planer for ham. Han ville have, at Jimmy skulle være sikkerhedsleder. Altså den overordnede ansvarlige for SAS' sikkerhedstjeneste.

Det blev en definerende begivenhed. For her startede en periode, som Jimmy stadig betragter som den lykkeligste i sit arbejdsliv.

”Jeg var så glad og lykkelig for det job. Og jeg sagde på daværende tidspunkt: 'Jeg har verdens bedste job. Jeg ved udmærket godt, at Dronning Margrethe er uenig med mig. Men lad hende nu bare blive i den tanke, for jeg ved, at jeg er meget mere glad for mit job, end hun er for sit. Og jeg har et job, der er bedre end hendes.'”

Samtidig rykkede Jimmy fra stengulvet til sildebensparketten på ledelsesgangen.

Jobskiftet fandt sted den 1. maj - den dag, hvor Jimmy efter planen skulle have forvaltet sit helt nye faglige tillidshverv som fanebærer. I stedet stod han, med slips om halsen og et stik i mellemgulvet, og så, hvordan hans gamle kolleger marcherede mod Fælledparken med de røde faner.

Den mest triste, kønsløse ansøgning
Skiftet til den anden side nagede ham kort, men blev overskygget af glæden over, at han kunne koncentrere sig fuldt ud om sit hjertebarn, arbejdsmiljøet.

”Jeg sprang ud af sengen om morgenen. Jeg kunne ikke vente, til klokken blev syv, så jeg mødte tit og ofte ind, når klokken var fem eller seks, for jeg syntes simpelthen, det var så fedt at gå på arbejde.”

Glæden varede ikke ved. For i SAS var der nogen, der havde ambitioner på Jimmys vegne, som han udtrykker det.

For efter en tid i drømmejobbet fulgte en årrække, hvor Jimmy - efter eget udsagn - modstræbende rykkede op i graderne.

På et tidspunkt forsøgte han at sætte hælene i og afvise en stilling som personalechef.

”’Hvad så hvis jeg ikke vil?’ spurgte jeg. 'Så er det sidste gang, jeg kommer og spørger dig. Så bliver du frosset ud'. Dagen efter lå der den mest triste, kedelige, kønsløse ansøgning på min chefs bord. Og den blev jeg ansat på.”

Nej var ikke en mulighed
Jimmy havde forstået budskabet. Han klappede hælene i og sagde ja. Nej var ikke en mulighed, oplevede han.

“Jeg havde jo åbenbart ikke min egen mening.”

Jimmys daværende chef, Susanne Larsen, har en lidt anderledes opfattelse.

“Nu har jeg jo kendt Jimmy i 25 år. Han er et såret barn, og jeg ser hans modstræbenhed som udtryk for, at han også prøver på at beskytte sig selv. Men han er samtidig meget søgende og vil gerne udvikling. Og han vil gerne karrieren, fordi det er med til at overbevise ham om, at han er god nok,” siger hun.

At han søger bekræftelsen, medgiver Jimmy. Men hans modvilje handlede lige så meget om hans egen frygt for konsekvenserne af et nej.

“I rigtig mange år handlede det om frygten for at blive fyret. Frygten for at skulle træde ud i noget ukendt. Jeg kendte jo SAS. Der havde jeg været hele mit liv.”

Men tror du, det var en reel frygt? Var du blevet fyret?

“Nej, det er jo nogle af de dæmoner, jeg har kæmpet med i mit liv. Jeg turde ikke. Det har jo været den lille dreng inde i mig, som var rigtig bange for igen at skulle ud i noget, der var utrygt og usikkert. En fyring var igen at komme ned i kælderen om natten og famle rundt i, hvad Fanden det nu var, der kom.”

Der var ikke timer nok i døgnet
Efter kort tid kom det næste tilbud, han ikke kunne afslå. Og fra da af gik antallet af arbejdstimer kun en vej - opad. På et tidspunkt bestred han sågar tre fuldtidsstillinger som personalechef for tre forskellige afdelinger på samme tid. Sideløbende faldt hans arbejdsglæde.

“Jeg fik jo lønforhøjelse, men hvad Fanden skulle jeg bruge det til? Det var jo ikke det, jeg brændte for. Og allerede der begyndte jeg at bruge rigtig meget tid - også på ting, som jeg ikke gjorde af glæde. Jeg stod jo ikke op og gik på arbejde klokken fem om morgenen, fordi jeg syntes, det var sjovt,” siger han:

“Jeg var altid på arbejde. Der var jo ikke timer nok i døgnet.”

Undervejs nåede Jimmy at blive indlagt - på grund af stress, kan han se i dag. Dengang forstod han det ikke.

“Jeg røg sgu ind med over 40 i feber og mavesmerter og alt muligt andet og troede, jeg havde fået blindtarmsbetændelse. Jeg kunne ikke finde ud af, hvad der var galt, og det kunne de heller ikke på hospitalet. Men jeg lå jo, selv i sygesengen, og talte i telefon konstant, mens feberen rasede, og jeg fik drop og antibiotika. Jeg fattede ikke en meter af det hele,” siger Jimmy.

Datteren skrev til Jimmys chef
En morgen sagde Jimmys 12-årige datter, Vicky, stop. Hun gav sin far et brev i hånden med besked om at give det til sin chef, Lars Johansson. Og det gjorde han.

Brevet var en lang opsang, skrevet i en 12-årigs sprog og med al den harme, en forsømt datter kan mønstre.

“I en længere periode tog min far afsted, før vi stod op, og kom hjem, når jeg var lagt i seng. Ind imellem kunne han lige nå at sige godnat. Jeg savnede min far,” siger Vicky:

”Dråben var, at min fars chef tog til Thailand med sin familie. Det fik min far ikke lov til. Og jeg savnede at kunne holde ferie med ham, når jeg nu ikke havde ham i hverdagen.”

Lars Johansson kan sagtens huske henvendelsen fra den rasende 12-årige.

“Det var en meget speciel oplevelse. Det er jo ikke hver dag, man får sådan et brev,” siger Lars Johansson:

”Jeg kunne jo godt se, at Jimmy arbejdede meget. Det gjorde alle, men Jimmy var i gang 24/7. Han er enormt loyal over for sin arbejdsgiver og har meget stor ansvarsfølelse. Jeg havde indskærpet over for ham, at han skulle finde balancen og se at holde sin ferie. Men jeg har ikke været tilstrækkeligt opmærksom. For så havde det ikke været nødvendigt for hans datter at skrive til mig.”

Skoleret på chefens kontor
Brevet blev taget alvorligt. Lars Johansson og Vicky indgik en aftale om, hvor meget Jimmy måtte arbejde, og hvor meget han måtte tale i telefon.

“Jeg beslaglagde den simpelthen, for ellers sagde han, at han gik tur med hundene. Og så tog han telefonen med og snakkede arbejde,” fortæller Vicky.

Ved en lejlighed kom Jimmy hjem klokken halv syv om aftenen med mobilen ved øret. Det var et brud på aftalen. Så Vicky ringede til Lars Johansson, og dagen efter måtte Jimmy stå skoleret på chefens kontor.

“Jeg fik at vide, at aftalen var alvorligt ment, og hvis jeg ikke forstod det, så ville han fyre mig. For det var åbenbart den eneste måde, jeg kunne passe på mig selv,” fortæller Jimmy og tilføjer:

“Men når lortet brændte sammen, så var det jo mig, de ringede til. Og så kunne vi godt se bort fra aftalen.”

Jeg ville have arbejdet mig ihjel
I 2009 gennemførte SAS organisationsændringer. Det blev afslutningen på Jimmys tid i selskabet.

“Jeg fik en telefonopringning, hvor jeg blev bedt om at komme ind dagen efter til et møde for at forhandle min fratrædelse. De havde kigget rundt i organisationen, og der var ikke nogen job på samme niveau, de kunne tilbyde mig. Så sagde jeg: ‘Men hvem har sagt, det skulle være på samme niveau?’ Det mente de nu, så det var ud af klappen med mig.”

Efter 31 år i SAS skulle Jimmy genopfinde sig selv.

“Egentlig var det jo en befrielse, at SAS fyrede mig. Hvis ikke det var sket, havde vi ikke haft denne samtale i dag, for så havde jeg været død. Så havde jeg arbejdet mig selv ihjel,” siger Jimmy og fortsætter:

“Jeg har jo været misbruger. Min far var misbruger af alkohol. Jeg har været misbruger af arbejde. Det er den måde, jeg har råbt og skreget om at blive set og få anerkendelse.”

Det er en sammenhæng, der står lysende klart for ham nu. Men efter SAS var budskabet ikke sivet ind.

Jimmy tog job i et firma, der organiserer flytning af virksomheders hovedsæder. Efter kort tid blev han tilbudt stillingen som administrerende direktør; sagde ja – nej var ikke en mulighed – og gik ned med stress og depression.

Virketrang uden retning
Mens mange depressive synker hen i apati, forholdt det sig lige omvendt med Jimmy. Hans aktivitetsniveau var lige så højt som altid. Men nu manglede hans virketrang en retning. Indtil en røst fra fortiden meldte sig.

Hans gamle chef i SAS, Susanne Larsen, var i mellemtiden blevet præsident for Røde Kors. Og den hensygnende afdeling i Jimmys hjemby Herlev manglede en lokalformand. Om ikke det var noget for ham?

Susanne Larsen var godt klar over, at det svarede til at køre en monstertruck gennem en prydhave.

”Jeg vidste jo godt, at hvis han påtog sig opgaven, ville han rykke med 200 kilometer i timen. Men det trængte der også til. Og jeg syntes, det var en god måde for ham at bruge sine ressourcer på,” siger Susanne Larsen.

Ganske som ventet sagde Jimmy ja. Og tog fat. Med sin vanlige foretagsomhed.

Efter en måned havde to medlemmer forladt bestyrelsen. Men afdelingen var vakt til live.

Glæde og energi i det frivillige
Da Jimmy trådte til, var der omkring 30 frivillige, hvis fokus primært var på den årlige landsindsamling samt lidt skrantende aktiviteter som en besøgstjeneste, lidt lektiehjælp og noget førstehjælp.

I dag, to år efter, er der 180 aktive, en støtteordning for patienterne på Herlev Hospital, julehjælp til udsatte familier, en større besøgstjeneste, en flygtninge- og integrationsgruppe, en ny Røde Kors butik på Herlev Hovedgade, og et familienetværk er på vej.

Og Jimmy stortrives.

”Jeg kan mærke, at det frivillige arbejde er der, hvor jeg henter min store glæde og min energi. Det er der, hvor jeg virkelig føler, jeg kan være med til at gøre en forskel,” siger han:

”Jeg kan jo se, at der er andre mennesker, der bliver glade over det, jeg gør. Når en enlig mor med tre børn ikke ved, hvordan hun skal klare julen, så er det jo pragtfuldt, når jeg kan være med til at give hende et gavekort til Rema, så julen bliver lidt bedre for hende og børnene,” siger Jimmy.

Jeg vil ikke forfremmes
Og så er vi tilbage ved det, der egentlig var udgangspunktet for interviewet med Jimmy. Nemlig hans karrierevalg.

For efter at have stået uden arbejde i noget tid skulle Jimmy igang igen.

“Jeg satte mig tilbage og tænkte: ‘Okay Jimmy, hvad er det, du vil lave?’ Og der er jo meget af det her med personalechef og personaledirektør. Men jeg tænkte: ‘Nej, fan'me nej. Hvornår har du været mest glad i dit liv arbejdsmæssigt?’ Det var jeg fra 1990 til 1997, da jeg var sikkerhedsleder,” siger Jimmy.

Så da han fik mulighed for et job som sikkerhedsleder hos Banedanmark, var han ikke et øjeblik i tvivl. Det var det, han skulle. Men han havde et ufravigeligt krav: Han ville ikke forfremmes.

“Ved den allerførste udviklingssamtale, jeg havde herinde, blev der sagt: ‘Du kan så mange ting, så vi skal også tale om, hvad det er for en fremtid, du skal have her’. Så sagde jeg: ‘Stop! Vi skal være enige om en ting: Vi kommer aldrig nogensinde til at tale karriereplan med mig herinde. Jeg kommer ikke til at søge et andet job. I skal ikke komme med noget til mig. Jeg er ikke interesseret. Lad mig lave det arbejde, jeg har. Det kan jeg rigtig godt lide.’”

60 procent ned i løn
Som personaledirektør i SAS tjente Jimmy 105.000 kroner om måneden. Nu tjener han under det halve.

“Folk siger til mig: ‘Jamen, du er jo gået 60 procent ned i løn’. Men prøv lige at kigge på min kone og mig; ser vi ud, som om vi sulter? Jeg har ikke brug for at få 10.- eller 20.000 mere i løn om måneden. Det bliver min kone og jeg ikke mere glade af. Tværtimod bliver vi 10.-20.000 kroner mere kede af det. For der er jo en helt klar forventning fra arbejdsgiverne om, at jeg så skal stå til rådighed på en anden måde. Og så får jeg ikke lov at lave det, der er sjovt og spændende.”

Har du ikke lagt noget til side, der gør, at du kan træffe det valg?

“Nej, jeg har hverken guld eller ædelstene eller et sommerhus. Jeg har min pension. Og så lever jeg for den løn, jeg har. Og når der er minus på kontoen sidst på måneden, så er der sgu minus på kontoen.”

“Lad os nu være pissehamrende bundærlige. Den anerkendelse, jeg aldrig har fået af min far og mor, den håber jeg jo på at få andre steder," siger Jimmy. [Foto: Rasmus Flindt Pedersen]

 

Stadig 60 timer om ugen
Det er ikke, fordi Jimmys kone, Heidi, ser mere til ham, end hun gjorde, da hans karriere toppede. Til gengæld kan hun bedre lide det, hun ser.

“Jeg føler ikke, at der går noget fra mig,” siger hun:

“Jeg vil hellere have en glad mand end en, der sidder og stirrer ud i luften, fordi han ikke er tilfreds. Nu er han i en position, hvor han kan træffe beslutninger og gøre en forskel.”

Jimmy arbejder stadig i omegnen af 60 timer om ugen, men nu er de 20-25 timer for Røde Kors.

”I går sendte jeg den første mail til en af aktivitetslederne klokken halv syv om morgenen og den sidste klokken 23. Jeg har møder lørdag, hvor jeg skal have en flygtning ind og hente sportstøj, som jeg har skaffet ham gennem en sponsor. Og søndag skal jeg mødes med vores kasserer. Og når jeg er færdig på arbejde i dag, skal jeg ind forbi landskontoret og hente julekasser, som jeg skal prøve at sælge til butikker og virksomheder, så vi kan få penge ind til julehjælp til socialt trængte familier.”

Har du ikke bare flyttet dit fokus?

”Jo, jeg laver da lige så meget i dag, som da jeg var i erhvervslivet.”

Leder du ikke stadig efter den værdi, du ikke havde som barn?

“Lad os nu være pissehamrende bundærlige. Den anerkendelse, jeg aldrig har fået af min far og mor, den håber jeg jo på at få andre steder. Og det eneste, som har gjort, at jeg har set positivt på at have en værdi som menneske, det er, når jeg har kunnet gøre noget for andre mennesker, og de siger tak og er glade. Så føler jeg jo, at jeg har en værdi.”

Jeg har ingen værdi i det, jeg er
Har du ikke i hele livet gjort det samme, som da du var barn?

“Jo, nu er det bare kommet ind i nogle af samfundet accepterede rammer, fordi det foregår i en frivillig organisation.”

Tror du, at det er sådan med frivilligt arbejde? At vi selvfølgelig gør det for andre, men lige så meget for at pleje et eller andet inde i os selv?

“Ja, det tror jeg. Jeg tror, at vi på forskellige måder gør det for at skabe en eller anden ro og tilfredsstillelse for os selv. Og for at give os selv en værdi og et bevis for, at det er vigtigt at være ordentlig over for andre.”

Alle psykologer siger jo, at din værdi ikke ligger i det, du gør, men i det, du er?

“For mig er det omvendt. Jeg har ikke en værdi i det, jeg er. Jeg har en værdi i det, jeg gør. Og det, jeg gør, er ikke at gøre noget for mig selv. Jeg gør noget for andre.”

Hvorfor er det så meget lettere for dig at kæmpe for andre end for Jimmy?

“Fordi jeg hele tiden i min opvækst har fået den tilbagemelding, at jeg ikke var noget, og at jeg ikke havde en værdi. Hvis du lever i en familie, hvor at du ikke bliver set og hørt som menneske; ikke bliver respekteret; ikke kan få opmærksomhed fra dine forældre, så bliver du jo grå og usynlig. Og så må man prøve på at kæmpe på en anden måde og få en eller anden form for opmærksomhed.”

Så du mener stadig, at Jimmy har ikke fortjent, at der er nogen, der kæmper for ham?

“Ja, den er der stadigvæk. Det er jo en daglig kamp, jeg har. Altså, jeg sidder også selv og ryster lidt på hovedet af det og tænker: 'For fa'en, du må da efterhånden forstå, at du gør en forskel, og at du har en værdi.' Det kan ikke trænge ind i hovedet på mig. Jeg tror ikke på det.”

 

Artiklen bygger på samtaler med Jimmy Gørtz, suppleret med oplysninger fra kilder, der kender og har kendt ham gennem tiden.

Forrige artikel Fonde vil bruge 100 millioner på at gøre Danmark til foregangsland i digitalt demokrati Fonde vil bruge 100 millioner på at gøre Danmark til foregangsland i digitalt demokrati Næste artikel Markant ildsjæl udgiver selvbiografi Markant ildsjæl udgiver selvbiografi