Civilt overblik: Fregat på fallittens rand, en rød Tuborg og en dømt foreningsformand

UGEREVY: Fregatten Jylland er på vej mod finansielt forlis; Tuborgfondet skifter logo og fokus, og så er der regnskabsrod i foreninger. 

SOS fra Jylland. Fondsmidlerne til den gamle fregat går ikke til drift, og statsstøtten bliver mindre og mindre. 
SOS fra Jylland. Fondsmidlerne til den gamle fregat går ikke til drift, og statsstøtten bliver mindre og mindre. Foto: Henning Bagger/Scanpix
Carsten Terp Beck-Nilsson

Lad det være sagt med det samme: I har været usædvanlig stille derude i civilsamfundet i den seneste uge. Og det kan mærkes.

For eksempel i Ebeltoft, hvor Fregatten Jylland ellers har brug for en stor, civil betalingsvilje og -evne. Fregatten nærmer sig nemlig et finansielt forlis.

Over de senere år er de statslige midler til Fregatten Jylland tørret ind, først fra fire til to millioner og næste år til blot 300.000 kroner. Det rækker ikke til meget mere end at få poleret bovsprydet. Og de bevillinger, skibet hidtil har fået fra diverse fonde, går ikke til drift.

To tapre søhelte, Socialdemokraternes Leif Lahn Jensen og Venstres Michael Aastrup Jensen, vil dog komme den grundstødte fregat til undsætning, skriver Randers Amtsavis. Om de finder de nødvendige dukater, vil tiden vise.

En finansiel forening er også ude i en stormfuld (ad)færd, der meget vel kan ende med et regulært skibbrud. Det drejer sig om Nykredit, som har blandet en sprængfarlig cocktail af planer om en børsnotering og prisstigninger til kunderne. Og det kan meget vel kulminere ved valget til Nykredits repræsentantskab i denne uge. 

Sagen startede allerede for en måned siden, og dag for dag er foreningen kommet på dybere og dybere vand. Og hele to foreninger af kritiske boligejere er nu stiftet for at holde Nykredit i ørerne – nemlig Consum og Fair Bidragssats. Har du ikke helt forstået, hvad sagen går ud på, kan du få overblikket her hos Berlingske.

Halløj i bogholderiet
Det er økonomiske problemer af en helt anden karakter, der optager bornholmerne.

Først var der sagen om fiske-fonden, hvis bestyrelse bevilgede sig selv en bonus på 65 millioner kroner, der nok skulle kunne sikre de fleste et mageligt otium. Men bonussen er ulovlig, og bestyrelsen bedes trække sig, hedder det nu i den endelige afgørelse fra Erhvervsstyrelsen. For som Berlingskes erhvervskommentator Jens Christian Hansen skriver her, er en erhvervsdrivende fond ikke nogen selvbetjeningskasse. 

Og i en noget mindre skala har formanden for Landsforeningen Meningitis fået 20 dages betinget fængsel for at flytte 24.000 kroner fra foreningens konto til sin egen. Læs om det her

Der er dog intet til hinder for, at manden fortsætter som formand. Eller i det mindste ingen lovmæssige hindringer, konstaterer professor ved Syddansk Universitet Bjarne Ibsen måske lidt overraskende.

I artiklen i Bornholms Tidende, som desværre ikke findes online, bliver professoren spurgt, om det vil være klogt at fortsætte på posten, når man har fået en dom for underslæb, hvortil Bjarne Ibsen svarer:

”Jeg kan ikke sige andet end, at det vil være – som mange politikere vil sige – op til vælgerne.”

Regnskabsøvelser for viderekomne
Det er nu heller ikke nemt med alt det regnskabsværk. Hvad skal posteres hvor og hvorfor, og hvordan kan det være, der altid er for lidt sidst på måneden?

Den slags bakser indsamlingsorganisationerne også med – med det resultat, at hvis man spørger, hvor meget de hver især bruger på administration, får man vidt forskellige tal, ganske enkelt fordi de opgør tallene forskelligt.

Det vil organisationernes brancheforening, ISOBRO, nu gøre noget ved. Brancheforeningen har netop sendt en ny regnskabsstandard i høring og håber på, at organisationerne vil bruge den til at få kassen til at stemme på samme måde.

"Det ville være hensigtsmæssigt, hvis man havde ensartede regler for beregning af organisationernes administrationsudgifter," siger generalsekretær Robert Hinnerskov til Altinget. Det bliver dog frivilligt for organisationerne, om de vil følge den kommende standard.

På Politiken har de haft gang i lommeregneren i ugen, der gik. Og displayet endte på 6,2 millioner. Det er antallet af syge danskere, som man når op på, hvis man lægger tallene fra 13 tilfældigt udvalgte patientforeninger sammen. 

"Patientforeninger har en meget, meget stor interesse i at få netop deres sygdom til at se stor og vigtig ud," siger overlæge Karsten Juhl Jørgensen fra Det Nordiske Cochrane Center på Rigshospitalet til avisen

High five til frivilligheden
Pyha, efter al den talgymnastik kan vi vist godt trænge til en Tuborg. Og den skal være rød!

Tuborgfondet har nemlig fået ny visuel identitet og sendt den grønne håndbajer på pension. Det sker i sammenhæng med, at fonden har lagt en ny strategisk kurs. Og det kan godt godt være, det etablerede kulturliv får brug for noget at skylle den melding ned med.

De kan nemlig forvente markant færre uddelinger fremover, mens det frivillige og fællesskabet kan se frem til, at Tuborgfondet giver en omgang.

”Frivilligt arbejde er en vigtig kulturbærer i vores samfund for både unge og ældre,” siger fondens direktør Anne-Marie Skov til Finans.dk.

Også Mandag Morgen har fundet lovordene om civilsamfundet frem. Det er nemlig her, integrationen af de mange flygtninge skal ske. Og det glade budskab er, at det kan lade sig gøre. Det er i hvert fald det budskab, der står klart efter en spørgeskemaundersøgelse blandt 780 ledere i den offentlige, private og frivillige sektor. Men, for sådan et er der, en forudsætning er at få ryddet ud i bureaukratiet, skriver Mandag Morgen i denne artikel, der kræver abonnement.

Hos os på Altinget er tænketanken Ceveas analysechef Frank Skov enig i, at civilsamfundet skal inddrages i løsningen af store udfordringer som flygtningekrisen.

I et debatindlæg lægger han trepartsforhandlingerne i graven og foreslår i stedet fire- eller fempartsforhandlinger. Det kan du læse mere om her.

Verdensmester i velmenthed
De danske virksomheder står også i kø for at påtage sig et samfundsansvar. Det bebuder i hvert fald Jyllands-Posten, som kan berette, at Danmark har iført sig førertrøjen, når man måler, hvor mange virksomheder i forhold til landets indbyggere, der har tilsluttet sig FN's initiativ for samfundsansvar, Global Compact.

Artiklen ligger her – men bag lås og slå.

Hos Altinget udtalte erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) i den forgangne uge også stor tiltro til det danske erhvervsliv. Især de små og mellemstore virksomheder har et, endnu uforløst, potentiale for at gøre samfundsnytte, fortæller ministeren her.

Ugen, der kommer
Nok om ugen, der allerede er gået.

I morgen, tirsdag 8. marts, er det Kvindernes Internationale Kampdag. Det markeres på forskellig vis landet over. Vi tager forskud på fejringen med et billede af en mand, der stryger.

Værsgo, d'herrer. Sådan skal det gøres, hvis I vil være velklædte ved tirsdagens mærkedag. Foto: Bent K. Rasmussen/Scanpix

 

Og så til resten af ugens begivenheder
I dag klokken 16.30 er klimaet på dagsordenen i en debat mellem repræsentanter fra fire store trossamfund, imam Abdul Wahid Pedersen, biskop Peter Fischer Møller, pastor Daniel Nørgaard og overrabbiner Jair Melchior. De mødes i Pressen, Politikens Hus i København.

Fredag klokken 10 er der årsmøde hos Dansk Flygtningshjælps ungdomsorganisation, DFUNK.

I dag, mandag, fylder sekretariatschef Kristian Lysholt Mathiasen fra Danske Fodterapeuter 40 år.

Og onsdag bliver formanden for Tværkulturelt Center, Adnan Dahan, 75.

Så vidt så godt. Og så kan I godt lige tage jer sammen og lave lidt mere rav i den derude i civilsamfundet i denne uge. Er det en aftale?

Så høres vi ved på mandag. Hej hej.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Troels Lund Poulsen

Vicestatsminister, forsvarsminister, partiformand, MF (V)
Student (Tørring Amtsgymnasium 1995)

0:000:00