Civilt overblik: Når civilister fester – satspulje, sang og samdrægtighed

UGEREVY: Brud på fondsloven, satspuljemillioner til idrætten og friere rammer til socialøkonomiske virksomheder. Velkommen til det civile overblik, der også kan byde på en vidensfest for hele civilsamfundet. 

Satiregruppen Magt gav den som Uffe Elbæks tropper ved Civilsamfundets Fællesdag. 
Satiregruppen Magt gav den som Uffe Elbæks tropper ved Civilsamfundets Fællesdag. Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Carsten Terp Beck-Nilsson

Godmorgen og velkommen til det overblik, du aldrig fik, da du gik i skole. Det er – naturligvis – det civile overblik, der fører dig gennem den seneste uges vigtigste begivenheder for fonde, foreninger og frivillige fællesskaber. Og vi kan love både fællessang, fondslovsbrud og alt derimellem.   

Vi lægger for med en god nyhed for idrætslivet. I sidste uge kunne DGI og Danmarks Idrætsforbund juble over, at regeringen har afsat 40 millioner kroner fra satspuljen til idrætten. Pengene skal gå til bedre sygdomsbehandling gennem idræt og til idræt for udsatte borgere.

"Vi håber, at satspuljemidlerne her kan være med til at løfte vores fælles ambition i Bevæg dig for livet om, at Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation, og at særligt de mere udsatte målgrupper får del i de aktive fællesskaber," siger Søren Møller, formand for DGI her.

0:000:00