Debat

Debat: Giv også den lille forening politisk opmærksomhed

DEBAT: Med en ny regering er tiden også kommet til, at der kan skabes nye politiske åbninger. Vi håber, at de små foreninger får opmærksomhed, skriver Birgitte Horsten fra Landsforeningen Spædbarnsdød.

Foto: Pressefoto
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Birgitte Horsten
Direktør i Landsforeningen Spædbarnsdød

Velkommen til en ny politisk sæson og velkommen ind i min verden.

Lad mig tage jer med på en tour de force ind i min verden som direktør i Landsforeningen Spædbarnsdød, en af landets mindre organisationer med seks lønnede ansatte, 60 dedikerede frivillige medarbejdere, en ”kludetæppeøkonomi” og en sag, der virkelig er værd at kæmpe for: At hjælpe forældre, der har mistet deres spædbarn.

Og vi hjælper rigtig mange forældre, der har mistet et spædbarn, og vi har på få år fordoblet antallet af forældre, der får gratis terapeutisk rådgivning og kommer i sorggrupper og på sorgseminarer hos os.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Men hvor vi har styr på produktet, skal chefer som jeg kæmpe for at få styr på den stabile økonomi og den bedste udvikling for organisationerne med mere. 

Økonomiens usikkerhedspunkter
Vi har lige fået ny regering, og tiden efter et valg er en tid, hvor jeg skal prøve at skabe nye politiske åbninger. 

Jeg har lederkolleger, der har fortalt om at måtte gå fra medarbejdere, der var brudt grædende sammen af stress, fordi de blev nødt til at gå til møder med fonde og interessenter.

Birgitte Horsten
Direktør i Landsforeningen Spædbarnsdød

Der er kommet nye ministre, nye ordførere i partierne, og jeg skal arbejde målrettet for at skabe velvilje, hvor jeg kan se en flig af visioner hos politikerne, der matcher vores sag. 

For jeg er ikke umiddelbart selvskreven grundet vores forenings størrelse og almene relevans.

Grunden til, at det er så vigtigt med det politiske niveau, er det økonomiske aspekt. 

Vi i civilsamfundet har det, man billedligt kan kalde en ”kludetæppeøkonomi”. Hos os er vores årlige indtægter sammensat af satsmidler, udlodningsmidler, en fast offentlig bevilling, private indsamlinger, medlemsskaber og støttemedlemsskaber.

Sådan er det økonomiske billede for organisationer som vores, og det er et vilkår – men som I kan se, er der mange usikkerhedspunkter indlejret, for hvad sker der nu, hvor ”satsen” er afskaffet? Får vi de bevillinger, vi plejer, betaler folk deres medlemsskaber, og hvad med cykelrytterne - gider de køre næste år, så vi kan fortsætte med ansættelsen af vores ekstra rådgiver? Og får jeg mon de fondsmidler, jeg lige har søgt til et nyt mega vigtigt projekt?

Terapeut i stedet for kommunikationsmedarbejder
I civilsamfundet er de fleste af os derfor på stikkerne, for vi er rigtig mange, der er afhængige af offentlige midler, og mange, der løber rundt til møder.

Og kommunikationsafdelingerne i de større organisationer har travlt med at udarbejde politiske strategier, få inviteret deres chefer til ” en halv times kaffe og en one-pager” hos alle de relevante politikere, få skrevet nyhedsbreve til efteråret, så de er klar til at blive postet og få sikret lidt medietid på de landsdækkende kanaler med mere.

Og det burde vi også gøre. 

Men i Landsforeningen Spædbarnsdød har vi ingen kommunikationsafdeling. Vi havde på et tidspunkt en kommunikationsmedarbejder. Hun flyttede til Aarhus for nogle år siden, og eftersom det skete samtidig med, at antallet af forældre, der havde brug for hjælp eksploderede, nedlagde jeg i samråd med bestyrelsen stillingen og omsatte lønmidlerne til en ny terapeutisk rådgiver, for vi kan ikke svigte forældrene. 

Så nu ligger kommunikationsopgaven i stedet primært hos mig som direktør.

”Men hvordan får I så produceret artikler og for eksempel interviews og pressemeddelelser med kommentarer fra dig?”, tænker I sikkert og ja – jeg interviewer mig selv – det går fint – jeg siger ok fornuftige ting. 

Og når der bliver for travlt, og jeg for eksempel ikke i tide fik lavet et portræt-interview med den medarbejder, der havde 10-års jubilæum, men først kom i tanke om det aftenen inden klokken 21, ja så måtte jeg interviewe hende ”in absentia” og håbe, at hun syntes, det var ok, det jeg skrev, at hun sagde.

Dedikerede medarbejdere kan let brænde ud
Som chef i civilsamfundet har jeg den fordel, at alle mine medarbejdere – både de lønnede og ulønnede – er topmotiverede og brænder for sagen. 

Hver eneste dag betyder deres arbejde noget, så jeg behøver aldrig arbejde med at motivere mine medarbejdere. Tværtimod skal jeg ofte berolige dem og få dem til at forstå, at det er okay, hvis de ikke når at ringe tilbage til alle dem, der lige har mistet et barn og venter på vores opkald. 

Også når der ligger beskeder fra grædende mennesker på vores telefonsvarer, eller vi får mails, hvor vi kan læse, at det er mennesker i absolut krise. For gør jeg ikke det, så brænder mine medarbejdere ud. 

De arbejder med mennesker, der står i deres livs største sorg, og jeg skal passe på, at de kan holde til det og ikke psykisk brænder ud.

Lykkes jeg med det? Både ja og nej. Vi prioriterer benhårdt i vores arbejdsopgaver, men nej, vi kan ikke lade mennesker i akut krise vente. 

Prisen er derfor, at jeg lige nu må sløjfe alle planer om, at vi også når at skrive nyhedsbreve, får skrevet fondsansøgninger med mere i tide - og i stedet får vi kontaktet de mennesker, der har brug for os, om ikke andet så blot for en kort snak med dem, hvor vi får planlagt et forløb, så de ved, hvornår vi ringer igen.

Læs også

Kun lønbudgettet kan reduceres
Samtidig læser vi meget i disse måneder om det hårde arbejdsmiljø i vores sektor. 

Og det kan der være mange grunde til. Hos os er der ingen tvivl om, at den usikre økonomi påvirker medarbejderne, for jeg behøver ikke at fortælle mine lønnede medarbejdere, hvor min eneste mulighed for at spare er. De ved godt, at det kun er lønbudgettet, der kan reduceres. 

Jeg har lederkolleger, der har fortalt om at måtte gå fra medarbejdere, der var brudt grædende sammen af stress, fordi de blev nødt til at gå til møder med fonde og interessenter. 

Og det er hårdt, lige dér rammes vi som chefer allermest, for det er simpelthen imod alle vores instinkter og faglighed ikke at passe på vores medarbejdere og sikre dem det bedste arbejdsmiljø, for vores medarbejdere er vores vigtigste ressource, men det kan vi ikke uden penge, og dér opstår så vores catch 22.

Nødvendig professionel kommunikation
Det er også blevet et vilkår, at en NGO skal kunne agere professionelt i kommunikationen for at få gennemslagskraft – lidt ligesom en politiker også skal kunne være kampagnemager, fordi det er en nødvendighed for at blive valgt og få lov til at være politiker.

De sociale medier og vores visuelle fremtoning betyder rigtig meget, når vi skal gøre os attraktive for politikere, fonde, større organisationer med mere. 

Og jeg forsøger virkelig at hænge i på de sociale medier – og jeg har mødt kommunikationsrådgivere, der mener, at løsningen ligger i det perfekte tweet, men jeg er ikke super sej på Twitter, og ham, der stædigt prøvede at lære mig det, sendte blot en venlig ”slet det” sms efter mit første tweet, der rummede hashtagget #poldk.

Til gengæld går det godt på Facebook, for vores sag og vores opslag er ægte – vi behøver ikke ”sminke” noget. Vi har en sag alle forstår og bakker op om.

Det svære navn
Men så er der vores navn.

”Spædbarnsdød”, der også indgår i vores mailadresse. ”I har simpelthen verdens værste navn og mail. Det hindrer jer i at få fondsmidler”, sådan cirka var der en indflydelsesrig person, der sagde til os – og vedkommende har jo ret – min mail - [email protected] – er både lang, på ingen måde mundret, bliver ofte stavet forkert, og så står der jo faktisk spædbarnsdød – og vi har talt med flere kommunikationsfirmaer, der samstemmende siger, at vi skal finde et andet navn, for intet firma vil associeres med død.

Men det vil jeg ikke – det vil vi ikke. Vi er nødt til at være uprofessionelle og ikke mundrette. 

Hvis ikke vi kan sige ”spædbarnsdød” højt og tale om sorg, begravelser og små kister, og parforhold i total krise, og skabe rum, hvor forældrene kan dele ideer til, hvordan de pynter graven op til jul, hvem skulle så kunne?

De forældre, der lige har mistet deres barn, de er i sorg og har brug for al den støtte, de kan få – og der findes ikke noget pænt ord for den tragedie, de forældre står midt i, så uanset hvad pågældende person siger – så insisterer vi på, at vi ikke må tabuisere ordet, børnene, sorgen og situationen. 

Så nej, vi bliver ved med at hedde noget med spædbarnsdød.

Når jeg banker på din dør, kære politiker
Vi har en sag, som alle forstår, og som hidtil har fået god medvind politisk, for selvfølgelig skal der være en organisation som vores, der er højt fagligt specialiseret og hjælper de forældre, der oplever den værste sorg.

Derfor, kære politikere, så får mange af jer også snart en mail fra mig, hvor jeg inviterer mig selv på en hurtig kaffe og en snak, hvor jeg vil gøre mit bedste for at klæde jer på, så I har information nok til at gøre det bedste for at sikre familierne den bedste støtte, når de har mistet et spædbarn. For ingen må stå alene når sorgen rammer.

Og jeg ved, at netop I måske er nogle af dem, der lettest kan sætte jer ind i min situation. For I har alle selv lige været ude og agere kampagnemagere, kommunikationsmedarbejdere og måske også interviewet jer selv og lavet kiksede tweets i kampen for at blive valgt ind i Folketinget.

Og jeg ved, at I som mig og mine medarbejdere gerne arbejder alt for meget alt for længe, for vi har ”sagen” til fælles – det at brænde så meget for en sag, at vi arbejder derudaf uden helt at skele til tid.

Så jeg håber, I vil afse tid til mig, når jeg skriver. Og måske bliver jeg lidt for ivrig og bider mig lidt for hårdt fast i jeres borde, når jeg besøger jer, for jeg vil så gerne have, at I skal forstå, hvor vigtigt det her er. Men jeg lover, jeg skal nok gå igen, når de 30 minutter er gået.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00