DeltagerDanmark: Civilsamfundet får det ikke bedre af et ministerium

Af Ruth Gøjsen
Chefkonsulent hos DeltagerDanmark

I Danmark har vi et civilsamfund, som har forandret og skabt vores velfærdssamfund ved at organisere centrale dele af vores liv.

Fra fagbevægelsens kamp for at sikre retfærdige vilkår på arbejdsmarkedet over højskolebevægelsens kamp for dannelse og uddannelse for alle og til andelsbevægelsens kamp for boliger for mindre købestærke borgere.

Det er vigtige strukturer i vores velfærdssamfund, som er skabt af civilsamfundet. Ikke fordi der var et ministerium for civilsamfundet, men måske snarere fordi der ikke var et.

Mads Roke Clausen, formand for Frivilligrådet, foreslår, at civilsamfundet skal have sit eget ministerium. Baggrunden er, at vi udgør syv procent af BNP, og at vi har brug for bedre rammevilkår for vores arbejde og for generelt at styrke sektoren.

Derudover peger han på en problematik, som er en stor udfordring for vores civilsamfund; nemlig når der “går politik i den”.

Så længe politikerne og embedsapparatet har så svært ved at respektere civilsamfundets uafhængighed, vil det i mine øjne være yderst risikabelt at oprette et civilsamfundsministerium.

Ruth Gøjsen
Chefkonsulent hos DeltagerDanmark

For eksempel, at satspuljen sløjfes uden dialog, og civilsamfundet ikke anerkendes som aktør. Mads Roke Clausen peger på centrale udfordringer, men ikke på den rigtige løsning.

Civilsamfundet må ikke være offer for politiske luner og vinde
Roke Clausen påpeger, at både landbruget og erhvervslivet har ministerier til at forhandle gode rammevilkår og sikre afbureaukratisering.

Men i modsætning til landbruget og erhvervslivet, så er civilsamfundet ikke en funktion, der løser opgaver, som staten ikke løser. Det har en værdi i sig selv som politisk aktør - ikke mindst over for staten - og er demokratisk dannende.

Den sidste del kræver, at vi opererer med en armslængde til det politiske system, som giver os gode betingelser for at agere kritisk i forhold til systemet.

Når satspuljen lukkes uden dialog med civilsamfundet, så tror jeg ikke, det er et udtryk for, at vi mangler et ministerium.

Det er snarere et udtryk for en glidebane, hvor vores politiske og offentlige system i stadig stigende grad har svært ved at spille sammen med et civilsamfund, som agerer kritisk og på egne præmisser.

Historien om lukningen af Nydansk ungdomsråd er et eksempel på, hvordan systemet lukker for rådet, fordi man politisk set ikke var enig i rådets prioriteringer.

Det samme så vi, da blandt andet Naser Khader ville blande sig i, om ExitCirklen måtte modtage satspuljemidler. Fejltrin skal håndteres - men politisk uenighed må ikke betyde lukninger for hverken råd eller støttekroner.

Så længe politikerne og embedsapparatet har så svært ved at respektere civilsamfundets uafhængighed, vil det i mine øjne være yderst risikabelt at oprette et civilsamfundsministerium.

Et ministerium vil ikke mindske disse problematikker - slet ikke så længe systemet fungerer, som det gør.

Der vil det blot medføre mere indblanding, øget kontrol og styring, og en stærkere positionering af staten som opdragsgiver og civilsamfundet som aftager.

Den anden store risiko er, at det får os i civilsamfundet til at læne os tilbage og håbe på, at staten klarer ærterne for os. 

Vi skal kunne sige fra!
Det store spørgsmål er, hvorfor vi som civilsamfund står i en situation, hvor slagkraften er svagere, og vilkårene er blevet dårligere for vores arbejde.

Jeg tror, at vi i modsætningen til at have brug for et ministerium er kommet for tæt på at ligne et ministerium - for tæt på statslige logikker og vilkår, til at vi kan agere samfundskritisk.

Vi er bange for at træde ved siden af, i frygt for at vi lukkes, eller pengekassen lukker.

Hvis vi skal væk fra dét, kræver det, at vi ikke er suget ind i det politiske spil og i ministeriernes “new public management”-strukturer med øget kontrol og styring.

Vi skal kunne sige fra, når vi oplever et system, der skaber ulighed og nedbryder sammenhængskraften.

Vi skal kunne sige fra, når vi oplever politikere, som polariserer samtalen og samfundet - frem for at samle os.

Vi skal kunne pege på andre problemer og opgaver, der skal løses, end dem, systemet peger på.

Civilsamfundet har en helt særlig opgave her: For at sige fra og skabe den forandring, som systemet ikke formår at skabe.

Hvis ikke et ministerium, hvad så?
Hvis vi skal bruge sammenligningen mellem civilsamfund og landbrug og erhverv, så har både landbruget og erhvervslivet noget, vi ikke har.

Nemlig en stærk fælles organisering, interesseorganisationer, der er funderet uden for systemet, som er stærke forhandlingspartnere over for ministerierne.

Vi har i civilsamfundet et stort behov for at begynde at orientere os mere mod hinanden frem for mod systemet.

Et sted hvor vi i fællesskab kan se på, hvilke betingelser der skal til for at løse de opgaver, vi står med, løse de problemer, vi ser, skabe de forandringer, vi drømmer om - og ikke blot skabe bedre betingelser for den enkelte organisation.

Organiseringen skal stå uden for systemet, samle os på tværs og have nok magt og konstruktiv kritisk røst til, at det ikke lader sig gøre, at nogen lukker tiltag, finansiering eller forringer vilkår, uden vi samlet set kan sige fra.

Ud over at en ikke statslig-organisering kan skabe bedre rammevilkår, så vil det styrke slagkraften og være medvirkende til, at vi som civilsamfund kan genvinde storformen - til at  skabe systemiske forandringer og styrke demokratiet.