Det har vi lært under corona-krisen: Spilleregler for vores online fællesskaber

Af Ruth Gøjsen
Chefkonsulent, DeltagerDanmark

“Vi skal stå sammen ved at holde afstand.”

Sådan sagde vores statsminister, da hun 11. marts lukkede landet ned. Siden har de fleste af os befundet os i varierende grader af kaos: Hvad sker der med vores hjemmeliv når vi enten bliver isoleret alene, eller sammen med vores familier, som vi normalt kun er sammen med morgen og aften? Hvad sker der med vores relationer og venskaber, når vi ikke længere må give et knus, invitere på et glas vin eller en kop kaffe? Og hvad sker der med vores organisationer, når vi ikke længere kan forbinde os til vores kollegaer ved fysisk at mødes, og se hinanden i øjnene? Og når vi ikke længere kan mødes med samarbejdspartnere og medlemmer, og udføre centrale dele af vores normale opgaver?

De spørgsmål er vi alle sammen i større eller mindre grad i gang med at forholde os til, og nogle af dem kender vi nok først svaret på, når vi kommer om på den anden side af corona-krisen.

Hos os i DeltagerDanmark har læringskurven været ekstrem stejl, når det kommer til at finde digitale løsninger på vores arbejde. Men ligeså stille begynder vi at finde nogle holdepunkter, som vi gerne vil dele med resten af jer.

Nærværende fællesskaber bag skærmen
Dagen før Mette Frederiksen lukkede Danmark ned, havde vi allerede selv taget beslutningen om at konvertere vores kontor til hjemmearbejdspladser.

For når man lever af at samle forskellige mennesker hver dag, bliver smittekæden hurtigt en uoverskueligt størrelse. Så hjemmearbejdspladserne var sat op.

Inden corona-krisen var vi allerede igang med at planlægge et digitalt stormøde for 1000 deltagere i maj. Så derfor var vi også gearet til at skulle afvikle aktiviteter online. Men når kernen i ens virke er at skabe fællesskaber, kan man så uproblematisk gøre det samme online - kan man bygge lige så nærværende fællesskaber bag skærmen?

Det helt korte svar er nej. Online samvær kommer aldrig til fuldstændigt at kunne erstatte fysiske møder. En lille ting, som at man ikke kan få rigtig øjenkontakt i videomøder spiller en stor rolle. Stemninger og små signaler i kropssproget er også langt vanskeligere at opfange og afgive på videomøder. Så store dele af det, som vi normalt opfatter med vores sociale intelligens er under pres. Det gør noget ved hvad og hvordan vi kan kommunikere.

Det lidt længere svar er ja, til dels. For vi kan faktisk komme rigtig langt online. Vi har over de sidste tre uger erfaret, at vi som arbejdsfællesskab stadig både kan græde og grine sammen i online møder, og vi har også oplevet, hvordan vi fik skabt rammerne for, at 60 fagforeningsaktive i Dansk Magisterforening kunne mødes online til udviklende og produktive samtaler. Ligesom vi har trænet 50 frivillige og ansatte fra Dfunk i online værktøjer.

Lav online udgaver af fysiske aktiviteter
Vores erfaring er, at en lang række af de ting, som mange lige nu aflyser, faktisk godt kan konverteres til online versioner, og vi har netop nu, måske mere end før, brug for holde fast i versioner af normalitet og i at mødes. Så derfor er vores budskab til alle arbejdspladser, foreninger og frivillige fællesskaber: Lad vær med at aflyse jeres møder og arrangementer. Sæt barren lidt lavere for jeres møder, og se om I så ikke kan mødes alligevel online.

Men det kræver selvfølgelig noget af os. Mere disciplin, tydeligere rammer og styr på teknikken. Til at hjælpe dig i gang med de online møder har vi derfor udarbejdet 12 gode råd til, hvordan man kommer godt i mål. Dem kan du se i boksen til højre. 

Det kræver gentænkning af formater at gøre det online, og det kræver måske også, at man laver nye formater. Vi ved, at en stor del af danskerne tynges af ensomhed og isolation netop nu. Derfor har vi udviklet en online workshop for dem, som hungrer efter fællesskab og nærhed og har brug for at udvikle life hacks i en meget usædvanlig tid.

Du kan se formatet her. Og hvis du kan bruge det i dit daglige arbejde, så anbefaler vi dig at stjæle med arme og ben.

Og hvad har vi så selv lært de seneste uger?
At slippe kreativiteten løs er faktisk en af de ting, vi har lært, og at vi godt kan udvikle sammen, selvom vi ikke sidder med flipcharts, tuscher og post-its.

Vi har fundet stor i hjælp i programmet Mural, som er et værktøj til at skabe visuelt overblik og fungerer som en online erstatning for post-its, whiteboards og flip charts. Det gode er, at man kan brainstorme mange brugere i det samtidig, indsætte billeder og links og gemme plancher, som udvikler sig, mens vi bliver klogere i brainstormen. 

Derudover har vi lært, at vi kan fortsætte med at afvikle langt flere ting, end vi troede, hvis vi og andre tør. Vi har lært, at vi lærer rigtig hurtigt, når vi skal. Og at vi har brug for at tjekke mere ind end vanligt. Derfor mødes vi hver morgen klokken 9 på videomøder, arbejder løbende sammen i online pomodoro intervaller og hænger ud i online møderum i pauserne og går ture med hinanden i telefonen.

Vi har også lært, at vi skal passe ekstragodt på hinanden - og at vi skal huske, at arbejde og hjem har brug for nogle grænser mellem sig, nu hvor vi ikke længere flytter os fysisk for at markere, at vi holder fri.

Så til det indledende spørgsmål om, hvad der sker med organisationer, når et land lukker ned, så er et af svarene, at der faktisk kan ske en hel del: Fællesskaberne og organisationer kan styrkes, hvis vi tør, for en stund, at flytte det til andre, nye formater. Og måske kan vi tage nogle af læringerne med ind i en ny tid, når vi igen må samles.