En spirekasse for sociale initiativer

SAMTALE: Man kan ikke blive medlem af Borgerlyst, men man kan godt være medvirkende. Og man kan være medudvikler eller gæst – men ikke kunde.

Placeholder image
Jeg vil snarere sige, at vi genintroducerer nogle dybe tallerkener, som er blevet glemt, eller som trængte til at blive støvet af, siger Nadja Pass.  Foto: Foto: Steen Brogaard

Ikke alt i dagens danske civilsamfund er fonde eller foreninger. Der er også folk, som bare rører på sig og skyr det formaliserede – selv om de så af og til er nødt til at formalisere en smule for at få platforme at røre sig på. Borgerlyst er et eksempel.

Det er især mig, der ikke er så god til generalforsamlinger, håndsoprækninger og vedtægtsændringer – men det behøver jo ikke at betyde, at jeg ikke gerne vil bidrage.

Nadja Pass, Stifter, Borgerlyst

Borgerlyst er ikke en fond og heller ikke en forening. Stifterne af Borgerlyst foretrækker betegnelser som værksted eller samfundslaboratorium. Og stregerne trækkes anderledes i dette landskab, end mange er vant til.

Fakta
Borgerlyst blev stiftet Grundlovsdag 2010 af Nadja Pass og Andreas Lloyd, der i bogen af samme navn taler om Borgerlyst som ‘et samfundslaboratorium, fordi det er vores fælles værksted, hvor vi kan eksperimentere og nørde lige så tosset, vi vil’. Drivkraften var, hedder det i bogen, et ønske om at ‘deltage mere aktivt i samfundet. Vi følte begge det der lille overskud i hverdagen, som vi ikke vidste, hvad vi skulle gøre med. Vi havde borgerlysten, men vi ville gerne engagere os på vores egne præmisser og ikke på de vilkår, som partierne og de store medlemsorganisationer traditionelt tilbyder. Vi brød os ikke om deres spilleregler. Og derfor besluttede vi os for at opfinde vores egne.’ (Bogen kan hentes gratis på: http://borgerlyst.dk/bog/download-bogen-som-pdf/)

Der er hverken medlemmer eller kunder, men:

"Vi foretrækker at tale om medudviklere, deltagere i faglige sammenskudsgilder, pligtvillige initiativtagere og gæster til samtalesaloner. Vi arbejder for at styrke borgernes handlekraft i hverdagen, typisk i deres eget lokalområde, så det bliver nemmere for den enkelte at starte byhaver, fælles pasningsordninger, borgerdreven flygtningehjælp, bytteordninger, fødevarefællesskaber," siger Nadja Pass, den ene af de to stiftere, som i dag er værkfører på egen hånd.

Fakta
Hvem befolker foreningsdanmark i dag, og hvordan ser de sig selv og deres opgaver? I en serie samtaler bevæger vi os rundt i et foreningsliv i bevægelse.

Ufatteligt mange møder er utroligt kedelige. Eller de er afskrækkende, fordi de domineres af folk, der kæmper for at få ordet, og hvor det er svært ikke at få det indtryk, at de gør det for at høre sig selv tale.

Nadja Pass, Stifter, Borgerlyst

Fem år gamle Borgerlyst har udviklet sig til spirekasse for beslægtede initiativer. Sideløbende har det vist sig muligt for stifterne at drage indtægtsgivende nytte af erfaringerne fra de sociale eksperimenter i form af konsulentvirksomhed, men det er en helt anden sag og en utilsigtet bivirkning, fastslår Nadja Pass:

"Alt, hvad vi laver i Borgerlyst-regi, er på frivillig basis, og alt, hvad vi udvikler af nye metoder, ligger frit tilgængeligt og gratis på nettet, så alle kan arbejde videre med det selv," siger hun.

Meningen var, at det skulle give mening og være samfundsnyttigt. Sådan er det fortsat.

Selv tage initiativer
Den, der kender til eller måske ligefrem har oplevet 1960'ernes og 1970'ernes ungdoms- og studenterbevægelser, kan opleve en vis genkendelse i mødet med Borgerlyst. De ville komme hinanden ved, dengang. De ville dyrke det nære og realisere sig selv. Det sociale stod i centrum og havde et utvetydigt positivt fortegn. Nadja Pass vedkender sig arv fra mange kilder:

"Borgerlyst trækker på arvegods fra andelsbevægelsen, folkeoplysningen, Hal Kochs samtaledemokrati og de klassiske salontraditioner fra oplysningstiden. Vi har også hentet masser af inspiration i 1960'erne og 70'erne. Vi plukker fra det hele, sammensætter det på nye måder og prøver at genoplive det ved hjælp af ny teknologi og sociale medier," siger hun.

Præsenteret for et bedaget ord som ‘fagforstening’, formet og brugt for et lille halvt århundrede siden som et koncentreret udtryk for kritik af de store faglige organisationer, vælger hun dog at lytte en anden mening ind i det:

"Det drejer sig vel om at bevare sin nysgerrighed og åbenhed over for, hvordan ting kan foregå på andre måder og ikke blive forstenede," siger hun.

Er det rimeligt at se Borgerlyst som udtryk for en bevægelse, hvor dette med ‘andre måder’ er centralt; hvor det drejer sig om at møde nye mennesker og få nye ideer; hvor man bekender sig til nysgerrighed, til det lystbetonede og uformelle? Er der et slægtskab med den aktuelle dyrkelse af iværksætteri, innovation og kreativitet, med det positive og konstruktive, med store smil og kærlige kram? Nadja Pass mener ikke, at det er rimeligt og er ikke begejstret for sammenligningerne. Det bør ikke overses, at frustration er en vigtig drivkraft for nye sociale initiativer, gør hun gældende.

"Rigtigt mange gode ideer kommer jo ud af en frustration. Der er noget, man er utilfreds med. Borgerlyst opstod for eksempel på grund af frustration over vores egen manglende deltagelse i samfundslivet. Vi ville gerne være mere aktive, men havde svært ved at finde ud af, hvordan vi kunne deltage, hvis vi havde mere lyst til at handle og gøre noget her og nu end at melde os ind i partier og foreninger,” siger Nadja Pass og uddyber:

“Det er især mig, der ikke er så god til generalforsamlinger, håndsoprækninger og vedtægtsændringer – men det behøver jo ikke at betyde, at jeg ikke gerne vil bidrage. Da vi startede Borgerlyst, besluttede jeg, at jeg ikke længere ville brokke mig og sige, at nogen burde gøre noget. Selvom jeg er dybt frustreret over både medierne og den måde, demokratiet bliver forvaltet på i dag, synes jeg ikke længere, det er nok at brokke mig og sige, at det er 'journalisternes' eller 'mediernes' eller 'kommunens' skyld. Hvis jeg synes, det skal være anderledes, er jeg selv nødt til at prøve at gøre noget ved problemerne."

På den anden side af bordet ligger spørgsmål klar, som har at gøre med foreningsverdenen. Dér findes såvel klassiske interesseorganisationer som ngo'er med enkeltsager; og der findes nogle, som har en filantropisk mission og andre, der insisterer på, at de bare laver almennyttigt arbejde, og som har det svært med den filantropiske kasket. Alt dette og meget mere kan de godt blive ret uenige om – men Borgerlyst er jo ikke en forening, og spørgsmålene fanger ikke Nadja Pass.

Hun og hendes ligesindede drives af en trang til selv at tage initiativer og af en tro på, at det nytter. De tager initiativer og sætter ting i gang i en anden verden, hvor der også bruges andre ord. Borgerlyst-vokabulariet rummer eksempelvis ord som borgermusklen, engagementstrappen, hverdagsmagere, krydsbestøvning, mikrohandlinger, pligtvillige og salonteknikker.

Uudnyttet potentiale
Er det et formål med et initiativ som Borgerlyst at skabe alternativer til det traditionelle foreningsliv? Dét spørgsmål fanger i høj grad Nadja Pass. Det er hende om at gøre at få slået fast, at Borgerlyst ikke skal ses som udtryk for en konflikt og ikke er et forsøg på at lave alternativer, men på at udvikle et supplement.

"Det er fint, at foreningerne findes. De er en vigtig del af Danmark. Der skal være plads til det hele. Om folk engagerer sig i eller uden for det traditionelle foreningsliv er ikke så vigtigt for os – bare de kommer i gang. Selv gik vi i gang, fordi det traditionelle foreningsliv har det svært i dag, og der ligger et kæmpestort uudnyttet potentiale, som de ikke har samlet op. Jeg tror, at det blandt andet kan have at gøre med nogle omgangsformer, som præger de traditionelle foreninger og partier. Det er nogle helt bestemte typer, der trives i foreningerne og er gode til at få deres ideer igennem, fordi de er trænede i at komme på talerlisten på det rigtige tidspunkt. Men hvis man ikke er lige så udadvendt eller tryg ved at tage ordet i en stor forsamling, bliver man sjældent hørt. Derved går mange gode ideer og perspektiver tabt. Der er behov for at skabe nogle mere rummelige mødeformater,” siger hun og fortsætter:

“Heldigvis oplever jeg, at mange af foreningerne er blevet åbne og forandringsvillige og nysgerrige efter at finde inspiration i vores tilgang og redskaber. Jeg tror, at mange har fået øjnene op for, at vi er mange, der gerne vil bidrage med noget, der både kan være relevant og brugbart, men som tidligere gik tabt, fordi vi ikke vidste, hvor vi skulle gøre af det."

Manglende rummelighed er et problem i lille Danmark, synes Nadja Pass. Hun ser det blandt andet komme til udtryk i fordomme om, at udlændinge ikke skulle kunne finde ud af at begå sig i den danske mødekultur. Men det kunne jo være, foreslår hun, at der er noget galt med mødekulturen.

"Ufatteligt mange møder er utroligt kedelige. Eller de er afskrækkende, fordi de domineres af folk, der kæmper for at få ordet, og hvor det er svært ikke at få det indtryk, at de gør det for at høre sig selv tale, og ikke fordi de er nysgerrige på at få en samtale i gang, hvor de kan møde andre perspektiver end deres egne,” siger hun og fortsætter:

“Du kommer måske til dit første møde i andelsforeningen. En bestyrelsespost skal besættes. Ingen stiller op. Alle kigger ned; sidder på hænderne; finder en undskyldning, hvis de bliver spurgt direkte. Alt for ofte bliver mulighederne for at deltage stillet op som et enten-eller. Enten er du med i bestyrelsen de næste to år, eller også er du slet ikke med. Det kan være en fordel at give folk flere forskellige muligheder for at deltage. Man kunne jo være med til at arrangere sommerfesten eller bygge den nye legeplads. Det er et reelt problem for mange, at det kan være svært at binde sig til bestyrelsesarbejde i to år. Det er jo ikke til at vide, om det overhovedet kan lade sig gøre. Måske bor man et helt andet sted om to år. Hverdagen har forandret sig."

Hverdag og sammenhængskraft
Den ændrede hverdag kommer med et behov for at skabe nye rammer for aktivt medborgerskab, argumenterer Nadja Pass. Ellers risikerer samfundet at miste sin sammenhængskraft. Men hvordan har hverdagen ændret sig? Hvad har ændret sig? Har den ændret sig for alle? For hvem har den ændret sig hvordan?

"Der er nok visse steder og visse brancher, som ikke mærker så meget til det, men jeg tror, at de fleste mærker forandringer i hverdagen. Mobilitet og fleksibilitet er i højsædet. Man kan ikke regne med, at folk er så længe på samme sted. Og mange af os kan i dag være lettere at få i tale mellem 10 og 11 om aftenen, når vi samles på de sociale medier, end i løbet af dagen."

Forskellige tolkninger er mulige. Opleves markante ændringer måske først og fremmest af en voksende gruppe af nye professionelle, der lever som rullesten – altid på vej, med en akademisk uddannelse i rygsækken og uden familie på slæb – og som vantrives med institutioner og rutiner, der er opbygget af og for de rodfæstede? Eller er der mange flere, som oplever, at de er ved at miste fodfæstet, at den fælles grund skrider under dem, at der ikke længere er fælles rammer for tid og sted, og at aktivt medborgerskab derfor trænger til nye kanaler?

"Jeg tror faktisk, at næsten alles hverdagsliv har forandret sig mærkbart. For eksempel har mange, der arbejder i offentlige institutioner, helt andre arbejdsvilkår, end de havde før. De er underlagt flere skemaer, mere regulering, ændrede rammer for udøvelse af deres faglighed, nye krav om tilpasning og fleksibilitet. Det ændrer da deres hverdag og kan gøre det på måder, som betyder, at de oplever et behov for at få styrket deres handlekraft i hverdagen,” siger Nadja Pass og fortsætter:

“Jeg tror, at en voksende gruppe har det behov. De kan have meget at byde ind med, og de kan også føle en vis forpligtelse til faktisk at gøre det – og måske har de en god ide, som de gerne vil føre ud i livet, men de kan ikke rigtigt finde ud af at gøre det via det traditionelle foreningsliv. Forskellige folk er tiltalt af forskellige former. Det vil vi gerne skaffe plads til."

Starte sit eget i det små
Det lader sig ikke gøre at overtale Nadja Pass til, at man kan være frustreret over samfundsproblemer, der stikker så dybt i tidsånden, at meningsfulde initiativer hverken lader sig udtænke eller gennemføre.

"Alle de små ting, man gør i hverdagen, påvirker jo det store samfund, så det gælder om ikke at lade sig slå ud og i stedet huske de små ting, man kan gøre, og så tage sit eget initiativ. Du kan starte dit eget i det små. Jeg ved ikke, hvor mange gange vi har fået spørgsmålene: 'Tror I virkelig, at I kan få alle danskere med på dét?' eller 'Sådan er spillet; det kan I da umuligt ændre'. Og det er ikke, fordi jeg tror, vi kan få alle danskere med eller fuldstændig kan ændre spillet, men jeg er positivt overrasket over, hvor langt vi er nået ud uden at have nogen penge eller en stor organisation i ryggen,” siger hun og fortsætter:

“En anden automatreaktion herhjemme er straks at spørge 'Hvem støtter det?' om et projekt som vores. Men vi har fra starten syntes, det var sjovt at se, hvor langt to helt almindelige borgere kunne nå fra bar bund. Faglige sammenskudsgilder og vores egen frivillige arbejdskraft har vist sig at række langt. Som borgere kan vi faktisk godt skabe os en taleposition."

Det er ikke en politisk position, der her henvises til. I hvert fald ikke i den gængse forstand, for det gælder blandt andet om at holde sig uafhængig af partipolitik.

"Mit eget arbejde med Borgerlyst startede med, at jeg i nogle år havde gået og skammet mig over, at jeg ikke kunne finde ud af det der med foreningslivet. Jeg troede, at jeg virkelig skulle kæmpe for at overbevise andre om, at det danske demokrati havde problemer, men det viste sig, at rigtigt mange kunne genkende sig selv i mine frustrationer, når først jeg fik dem formuleret,” siger hun og fortsætter:

“I vores tilfælde lykkedes det kun, tror jeg, fordi vi stod uden for de etablerede rammer, uden for systemet, og siden har det været meget vigtigt for os ikke at komme for tæt på partierne. Der er vist ikke det parti, som ikke har henvendt sig til os. I forhold til partierne har vi foretrukket at holde på uafhængigheden – men lad nu være med at tolke det som et angreb på foreningsdanmark, for det er det ikke. Jeg anerkender, at det også er vigtigt for borgerlysten, at nogen påvirker og udvikler foreningerne indefra. Selv synes jeg bare, jeg kan gøre en større forskel, når jeg står uden for systemet."

Vognen, hesten og den dybe tallerken
Nadja Pass stammer fra en meget rejsende familie. Under sin opvækst har hun været i nærkontakt med forskellige kulturer i andre dele af verden, og hun har udviklet et blik for træk i det danske, som hun ikke er begejstret for. Dertil hører selvglæden i forbindelse med den danske mødekultur og den selvfølgelighed, hvormed der søges offentlig støtte til ethvert initiativ. Blandt andet.

"I forhold til alle de kulturer, jeg kender, er der nogle problematiske træk, som jeg grovgeneraliserende opfatter som typisk danske, og som jeg ikke kender fra andre steder. Dertil hører, at danskere er dårlige til at tale med fremmede – jeg tænker ikke specielt på udlændinge, men simpelthen på folk vi ikke kender i forvejen. I Danmark er vi dårlige til smalltalk, når vi går til fester. Der er en virkelig kedelig samtalekultur."

Det viser sig – det kan ses på ansigtsudtrykket – at Nadja Pass sidder over for én af de måske mange, der ikke blot er dårlige til smalltalk, men har en egentlig modvilje mod fænomenet. Så der må uddybes.

"Vi startede vores samtalesaloner for at styrke samtalekulturen og gøre det nemmere for fremmede at falde i snak og springe direkte til de spændende samfundsspørgsmål, der ligger gæsterne på sinde. Smalltalk er jo bare startskuddet til at komme videre til noget andet. Med salonteknikkerne giver vi gæsterne en løftestang, så de får en undskyldning for at snakke med dem, de ikke kender, og stille hinanden spørgsmål, de sikkert aldrig har stillet sig selv før. Det er ikke særlig meget, der skal til, før samtalerne bliver mere interessante."

Der er fordøjelsesbesvær på den anden side af bordet: Er samtalekultur et spørgsmål om teknikker? Og kan man målrettet producere fællesskaber mellem mennesker? Svarer det ikke til at spænde vognen for hesten? Udvikler fællesskaber sig ikke snarere som en bivirkning af, at nogen gør noget sammen, som de synes, er vigtigt?

"Det gør det da af og til, men desværre for sjældent. Hvis bare værten skaber nogle enkle rammer for fællesskabet, oplever vi, at samtalerne bliver meget mere interessante, og at gæsterne får mod på at udvikle nye ideer sammen. Jeg tror, at meget af det er en generationsting. Mange på min alder og nedefter har ikke fået optrænet borgermusklerne og samfundssindet i nær så høj grad som de tidligere generationer. Vi har brug for at blive mindet om, at det hele kun hænger sammen, hvis vi alle bidrager med det, vi kan."

Der er fortsat indvendinger fra den anden side af bordet: Hånd i hånd med sociale byggeprojekter går udviklingen af koncepter, der kan få almindelig gammeldags nabohjælp og medmenneskelighed til at fremstå som skinnende nye ideer, fordi en portion aftensmad eller udlån af et kælderværelse formidles ved hjælp af ny teknologi. Nok et gammelt ordsprog melder sig: Er det ikke den dybe tallerken, som genopfindes?

"Jeg vil snarere sige, at vi genintroducerer nogle dybe tallerkener, som er blevet glemt, eller som trængte til at blive støvet af. Meget af det sociale ansvar, der tidligere var en selvfølge, fordi vi kendte vores naboer og vidste, hvornår der var brug for en håndsrækning, opstår ikke automatisk i dag. Så vi vil rigtig gerne genopdyrke de lokale fællesskaber, hvor man delte redskaberne, lånte sagerne og hjalp hinanden i dagligdagen,” siger hun og uddyber:

“Jeg ville også ønske, at det bare skete af sig selv. Men jeg kan se, at vi er nødt til at understøtte det. For i dag møder vi ikke andre mennesker på samme måde som før. Du kan ikke komme til at tale med et menneske i kommunen. Dit møde med kommunen er en hjemmeside. Togstationerne er ubemandede. Meget – for meget, tror jeg – er blevet digitaliseret. Pludselig mangler vi det sociale kit og de tilfældige møder, der tidligere bandt os sammen. Men heldigvis er der sket en masse de sidste fem år. Deleøkonomien har spredt sig; den spontane flygtningehjælp har vakt en masse borgerlyst; og vi har vi fundet frem til en masse løsninger og redskaber, der virker rigtig godt – både inden for og uden for foreningslivet."

Det sociale og det kommercielle
Det er næsten helt symbolsk, at selve ordet civilsamfund – som betegnelse for den almindelige befolkning betragtet som aktiv deltager i det politiske liv, til forskel fra staten og fra markedet – først blev registreret som dansk ord i 1992, da aktiv deltagelse i det politiske liv måske ikke længere var en selvfølge.

I bogen ‘Borgerlyst’ skriver Nadja Pass og Andreas Lloyd – medstifter af Borgerlyst – om ‘civilsamfundets renæssance’ og om træk på ‘på gammelt arvegods – i Danmark for eksempel andelsbevægelsen, højskolebevægelsen og folkeoplysningen’, som nu vender ‘tilbage i nye former, ofte godt hjulpet på vej af ny teknologi og de sociale medier’.

De nye former kommer også med nye vanskeligheder med hensyn til at skelne, for eksempel mellem civilsamfund og marked, mellem det sociale og det kommercielle og mellem det frivillige og det professionelle. Sociale initiativer hører ikke hjemme et af stederne, men alle stederne. Hvordan håndterer vi interesseaspekterne?

"Jeg synes, man skal passe på med at gøre det til noget odiøst, at mange sociale entreprenører begynder at kunne leve af de kompetencer, metoder og redskaber, de har opøvet gennem deres frivillige arbejde. Der har jo aldrig været noget odiøst i, at sekretariatet i en fond eller forening fik løn for deres arbejde. Og det er også kutyme at skrive tillidshverv og frivillige poster på cv'et, når man søger job,” siger hun og fortsætter:

“For vores eget vedkommende var det aldrig intentionen, at Borgerlyst skulle være vores levebrød. Vi startede det fuldt og helt på grund af vores engagement og lyst til at forbedre samfundet, og alt, hvad vi laver i Borgerlyst-regi, er frivilligt, og alle vores materialer ligger til fri download på hjemmesiden. Efterhånden begyndte kommuner, ministerier og organisationer at henvende sig for at høre, om ikke vi ville dele vores erfaringer, metoder og redskaber med dem, når de skulle udvikle deres civilsamfundsstrategier. De hyrer os ind som selvstændige konsulenter, ikke som Borgerlyst. I stedet for at have faste fuldtidsjobs giver konsulentmodellen os mulighed for at bruge en meget stor del af vores arbejdstid på det ulønnede Borgerlyst-arbejde. Vi kunne vælge at tjene meget, meget mere, end vi gør, for der kommer rigtigt mange henvendelser. Men vi har ikke nær så meget brug for pengene, som vi har brug for den frie tid til at udvikle nye Borgerlyst-eksperimenter. Så vi siger ofte nej."

 

Gitte Meyer er seniorforsker ved CBS Center for Civilsamfundssstudier. Hun har arbejdet 25 år som journalist, før hun for 15 år siden flyttede ind i forskningsverdenen. I denne serie af samtaler om og med foreningsdanmark lægger hun op til diskussion om de ord og begreber, vi bruger, når vi taler om civilsamfundet.


Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser