Debat

Finn Nørgaard Foreningen: Danmark skal tage mere ansvar for terrorofre

Hvis Danmark bliver ramt af et terrorangreb i morgen, vil ofrene blive overladt til sig selv med deres chok, smerte, tab og efterbearbejdning. Det skal vi lave om på, skriver Pia Toftdal og Lotte Lund fra Finn Nørgaard Foreningen.

Den danske regering skelner ikke, som EU's direktiver og FN's lovgivningsmodel, mellem ofre for terror og ofre for anden form for kriminalitet, skriver Finn Nørgaard Foreningen.
Den danske regering skelner ikke, som EU's direktiver og FN's lovgivningsmodel, mellem ofre for terror og ofre for anden form for kriminalitet, skriver Finn Nørgaard Foreningen.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Mens de fleste af landene i Europa, herunder EU, ja resten af verden, har anerkendt, at staten har et særligt ansvar, når det gælder ofre for terror, så har danske politikere indtil nu fralagt sig dette ansvar. Den danske stat har end ikke noget overblik over, hvem den regner for terrorofre, eller hvilken hjæp de har modtaget til dato.

Finn Nørgaard Foreningen arbejder som terrorpårørende-organisation for at forebygge radikalisering og terror i Danmark. Samtidig ønsker vi at sikre, at danske terrorofres rettigheder som minimum kommer på niveau med terrorofre i resten af EU.     

I EU er der i det seneste årti indført en række direktiver, der sikrer ofre for terrorisme en vifte af rettigheder. De kan læses i EU's 'Handbook on Victims of Terrorism', hvor det blandt andet fastslås, at det er nødvendigt at forstå, at ofre for terrorisme er udsatte på en anden måde end ofre for anden form for kriminalitet, netop på grund af terrorismens natur. 

Der er behov for politisk handling nu, hvor der er tid, og hvor vi ikke står midt i ulykken

Pia Toftdal og Lotte Lund
Hhv. sekretariatschef og projektleder, Finn Nørgaard Foreningen

Også FN's arbejde med terrorofres rettigheder viser, hvor højt dette emne i disse år er på den internationale politiske dagsorden. Så sent som i februar i år offentliggjorde FN sin nye ‘Model Legislative Provisions to Support and Protect the Rights and Needs of Victims of Terrorism' (MLP), der på en gang skal lette og sætte fart i det politiske arbejde med at sikre at terrorofres rettigheder og særlige behov for støtte.

På denne baggrund afholder Finn Nørgaard Foreningen 18. maj 2022 den første politiske høring i Danmark, der sætter fokus på danske terrorofres rettigheder. Foreningen holder høringen for at hjælpe en politisk opvågnen i forhold til dette vigtige emne på vej.

Intet overblik over ofre

Hvor dårligt danske ofre for terrorisme i dag er stillet i forhold til de øvrige EU-lande og mange andre lande verden over, blev sidste år dokumenteret, da daværende justitsminister Nick Hækkerup (S) overfor Folketingets Retsudvalg skulle svare på, hvad der forefindes af danske planer for at yde støtte til og bakke op om terrorofre, både tidligere og fremtidige.

Justitsministerens svar var, at regeringen ikke har noget overblik over, hvem der bør anses for at være ofre for terrorangrebene i København i 2015, i Barcelona i 2017, i Marokko i 2018 og Sri Lanka i 2018. Ligeledes har regeringen ikke noget overblik over, hvilken kontakt myndighederne har haft med de pågældende personer hidtil.

Justitsministeren oplyste ved samme lejlighed, at terrorofre – i lighed med andre ofre for forbrydelser – kan få erstatning efter offererstatningsloven. Den danske regering skelner i denne sammenhæng dermed ikke, som EU's direktiver og FN's lovgivningsmodel, mellem ofre for terror og ofre for anden form for kriminalitet.

Nick Hækkerups forklaring på, at Danmark helt har kunnet undlade at forholde sig til, hvad man har gjort i resten af EU i forhold til terrorofres rettigheder, er det danske retsforbehold. Direktiverne vedrørende terrorofres rettigheder ligger nemlig inden for EU's retslige samarbejde. 

I EU er der i det seneste årti indført en række direktiver, der sikrer ofre for terrorisme en vifte af rettigheder

Pia Toftdal og Lotte Lund
Hhv. sekretariatschef og projektleder, Finn Nørgaard Foreningen

Behandlingen af de danske ofre står derfor i skærende kontrast til, hvordan man i en lang række lande, som vi normalt sammenligner Danmark med, ikke mindst i resten af EU, tager politisk ansvar for ofre i tilfælde af terror.

Vi skal handle nu, hvor der er tid

Terrorens konsekvenser, som i vor tid for alvor blev introduceret 11. september 2001, har i andre sammenhænge ellers haft danske folkevalgtes særlige bevågenhed.

Det er uhyre vanskeligt, indtil videre umuligt, at få oplyst, hvor mange milliarder kroner samfundet siden 2001 har ofret på bekæmpelse af terror, men det er ikke i småtingsafdelingen. Alene få dage efter terrorangrebet i København i 2015 bevilligede et bredt flertal en ekstra milliard kroner til terrorpakken "Et stærkt værn mod terror" (en pakke, der i øvrigt løb ud i 2020, og som ikke er blevet fulgt op med en ny). Der var hundredvis af millioner kroner til politi, efterretningstjenester og forsvar – men intet til ofrene. Nul kroner.

Der er behov for politisk handling nu, hvor der er tid, og hvor vi ikke står midt i ulykken. Socialistisk Folkeparti har, som indtil videre det eneste parti i Folketinget, taget udfordringen op og stillet “Forslag til folketingsbeslutning om rettigheder til terrorofre".

Dette forslag pålægger regeringen i indeværende folketingssamling at undersøge, hvad det koster at sikre, at danske ofre for terrorisme garanteres samme rettigheder, som ofrene ville have efter EU's direktiver. Derefter lægges der op til politiske drøftelser om initiativerne og om at finde den fornødne finansiering. Beslutningsforslaget førstebehandles i Folketinget 17. maj, dagen før Finn Nørgaard Foreningens høring. Datoerne er besluttet uafhængigt af hinanden.

Hvis Danmark bliver ramt af et terrorangreb i morgen, og vi ved fra PET, at terrortruslen mod Danmark er alvorlig, vil ofrene – lige som de danske ofre i dag - blive overladt til sig selv med deres chok, smerte, tab og efterbearbejdning. I Finn Nørgaard Foreningen vil gøre alt hvad vi kan for, at vi, hvis al forebyggelse og beredskab svigter, også er klædt på til at håndtere ofrene på den anden side af et angreb. Det skylder samfundet dem.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00