DGI: Kritikken af DGI er rene postulater

DEBAT: Henrik Brandt og Bjarne Ibsens påstand om, at DGI er truet af kollaps er et postulat. DGI's kerneopgave er at sikre foreningslivets fortsatte position og udvikling, og den disciplin er organisationen slet ikke så dårlig i, mener formand for DGI Søren Møller.

Af Søren Møller
Formand for DGI

Troværdigheden kollapser vist.

"Eksperter advarer DGI: Der er en risiko for, at det kollapser". Under denne overskrift citeres Henrik Brandt og Bjarne Ibsen for, at DGI er blevet så centralistisk, at mange af medlemsforeningerne slet ikke reelt er interesserede i landsforeningens arbejde.

Både Bjarnes og Henriks udtalelser er holdninger fremfor undersøgelser og fakta. Alle må jo have lov at mene, hvad de vil. Men hvis man gerne vil fremstå som ekspert, så er det jo en fordel, at der er bare lidt fakta, som understøtter vurderingerne. Det er rigtig ærgerligt, at Henrik og Bjarne forfalder til postulater, for begge de herrer er gennem årene kommet med mange gode analyser, der har udfordret os, og som vi har taget bestik af. Ja, jeg vil gå så vidt, at uden IDAN's analyser, så havde vi ikke stået der, hvor DGI står i dag.

Men lad os lige tage en runde med postulaterne.

DGI er bindeled mellem foreningerne, kommunerne og borgerne
Tyngden i DGI ligger i de 14 landsdelsforeninger, og vi er som organisation tæt på både medlemsforeninger og kommunerne. Foreningerne er først og fremmest optaget af deres egen virkelighed, de er optagede af, at få dagen og vejen med frivillige og aktiviteter til at hænge sammen. Mange foreninger er også optaget af, hvordan man får flere medlemmer, og de er optaget af deres rammer og faciliteter, som det i høj grad er kommunerne, der leverer.

DGI opererer i rummet mellem foreningerne, kommunerne og borgerne for at få flest mulige til at være aktive og heraf gerne en meget stor del i foreningslivet. I den periode, som jeg har været formand, har vi fået 320.000 flere medlemmer i DGI. Vi har f. eks. også præget måden, man driver idrætsfaciliteter på, med satsningen på DGI huse og facilitetsudvikling. Og landsbyklynger er vores seneste udspil, hvor vi er med til at påvirke konteksten, hvori man kan være forening på landet.

Samarbejde mellem DIF og DGI er en lykke
Henrik og Bjarne mener, at DGI gør det samme som DIF. Hallo – det er vist snarere den anden vej! Vores satsning på motionsidræt som drevet af andre logikker end myten om, at elite skaber bredde og omvendt, har nu vundet almindelig anerkendelse – og understøttes i øvrigt også af de herrers tidligere analyser og forskning.

Det er rigtigt, at DGI har ændret sig fra at definere sig som en modkultur til olympismen til at være en værdibåret organisation, med fokus på fællesskab, sundhed og udfordring, organiseret i demokratiske foreninger og med plads til alle, som vil være med.

At det nu er blevet en fælles sag med DIF, ser jeg som en lykke – og ikke et truende kollaps. DIF og DGI bliver ikke ens, bare fordi vi samarbejder – for det er nogle forskellige kvaliteter, vi bringer ind i samarbejdet.

Kunsten er, at få DIF’s struktur med specialforbund til at spille sammen med DGI landsdelsforeninger. Hvad er vi hver især gode til, og hvordan får vi det til at spille sammen i forhold til at understøtte foreningerne og skabe flere aktive medlemmer? Det kan vi blive bedre til endnu, men jeg oplever en meget stor opbakning fra vores medlemsforeninger til, at vi fortsætter ad den vej.

DGI er ikke en fagforening for idrætsforeninger
Der er ingen – heller ikke lokalforeninger - som oplever, at generalforsamlinger er tilløbsstykker, men det betyder jo ikke, at der ikke er masser af udvekslinger og samtale mellem landsdelsforeninger og medlemsforeningerne hen over året.

Jeg kan ikke genkende, at DGI skulle være mere udfordret her end andre idrætsorganisationer – endsige andre organisationer. Og i DGI er der masser af demokratisk engagement, det vidner valg til både formandsposten og HB på det kommende årsmøde om.

Bjarne Ibsen mener, at vi er optagede af alt mulig andet end vores egne medlemsforeningers interesser. Vi ser ikke os selv som en fagforening for idrætsforeninger, hvor vi må og skal varetage hver enkelt foreningsinteresse, uanset hvad den måtte være. Men vi ser det som kerneopgave at sikre foreningslivets fortsatte position og udvikling som en bærende del af vores kultur.

Det sker gennem foreningsudvikling og ved, at nogle foreninger går ned, og andre kommer til. Og hvis vi på den lange bane kikser den opgave, ja så mister vi vores eksistensberettigelse. Foreningen som organisationsform og som en værdi i samfundet er blevet overleveret fra generation til generation gennem de sidste 6 til 8 generationer. Det er bare ikke en garanti for, at det vil ske igen og igen. Derfor sætter vi på det kommende årsmøde fokus på Børn og unges lige adgang til foreningsdeltagelse – og vi reserver 70 mio. kr.  og mange personer til en satsning over de næste 5 år.

Det er således noget pladder, Bjarne og Henrik kommer med. DGI er ikke truet af kollaps, vi lider ikke af demokratisk underskud, vi er decentralt organiseret, og vi har meget kontakt med foreninger, lokalsamfund og kommunerne, ja, nævn en organisation, som er mere til stede ude i landet!

Men det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke er udfordringer i horisonten og ting, som løbende skal gentænkes. Det med at følge med udviklingen, når man først begynder på det, så går det aldrig over.

Men lige nu er vi slet ikke så dårlige i den disciplin.

Forrige artikel VIVE-forsker: SØM sætter tal på kommunernes sociale indsatser VIVE-forsker: SØM sætter tal på kommunernes sociale indsatser Næste artikel Debat: Tillid i det sociale arbejde betaler sig Debat: Tillid i det sociale arbejde betaler sig
  • Anmeld

    Henrik H. Brandt · Selvstændig konsulent, idræts- og fritidssektoren

    Modellen er ikke tidssvarende

    Jeg deler DGI's værdigrundlag og analyse af idrætsmarkedet på mange fronter. Jeg anerkender også DGI's intention om at være i trit med idrætstendenserne.
    Men denne enighed er ikke det samme som, at DGI's enorme vækst i antal ansatte (+500) og eneret til næsten 300 mio.kr. udlodningsmidler, som gives uafhængigt af DGI's relation til medlemsforeningerne, er en effektiv og tidssvarende mekanisme til at levere og skabe udvikling i det lokale foreningsliv eller til at skabe flere aktive danskere.
    DGI's medlemstal (som man skal tage med forbehold pga skiftende opgørelsesmetoder over tid) dokumenterer det ikke. Der er ikke tale om 320.000 nye foreningsmedlemmer blandt de 1,586 mio. medlemmer. Faktisk har DGI blot 302.078 unikke medlemmer. DGI's interne relationsmålinger til foreningerne (som DGI burde offentliggøre) dokumenterer heller ikke, at modellen er tidssvarende.
    De lokale foreninger og DGI lever i to vidt forskellige økonomiske kredsløb, hvor de lokale idrætsforeninger - i modsætning til DGI - er afhængige af deres medlemmers engagement og bidrag til finansieringen. Rigtig mange aktører kan i dag bidrage til at udvikle foreningslivet og skabe aktivitet.

    Altid klar til debat i øvrigt, så tak for Søren Møllers svar på tiltale.