Forskere bag ny, stor undersøgelse: Frivillige er ikke så mangfoldige, som de selv tror, og ildsjæles ild kan let brænde ud

Men resultater af undersøgelsen MATCH gennemført af et hold forskere på Aalborg Universitet viser, at ingen af de to udsagn passer på den virkelighed, som undersøgelsen afdækker. 

Hvordan virkeligheden så ser ud, kommer vi tilbage til, men først skal vi kort slå fast, hvorfor det overhovedet er vigtigt og interessant at vide noget om frivillige og hvad, der motiverer dem.

Væk fra flødeskumsmetaforen

Ane Grubb er Ph.d. i sociologi og adjunkt på Aalborg Universitet, hvor også Lars Skov Henriksen er professor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde. Han har desuden været projektleder på det to-årige forskningsprojekt MATCH om rekruttering og fastholdelse af frivillige i civilsamfundsorganisationer på området for socialt udsatte, som netop er afsluttet og gennemført med støtte fra Velux Fonden.

Projektet er blandt de mest omfattende undersøgelser af rekruttering og fastholdelse af frivillige på videnskabeligt grundlag i Danmark.

Og at antallet af borgere i den erhvervsaktive alder topper i år og derefter går nedad, er bare en enkelt dråbe vand på Lars Skov Henriksen og Ane Grubs mølle:

En mølle, der drejer en fortælling om frivillighed som en mere og mere efterspurgt vare. Og som cementeres af en stigende appel fra politikere til individets solidaritet og ansvar for løsning af kollektive problemer. En appel, der ikke står alene, men som understøttes af, at frivillighed og civilsamfund stadig oftere skrives ind i anbefalinger og løsningsforslag fra kommissioner og ekspertudvalg. For eksempel ældrekommissionen, reformkommissionen og psykiatriplanen.

Der er en forestilling om, at de frivillige drives af en stærk indre ild, men den ild skal understøttes af organisationerne

Lars Skov Henriksen
Professor, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde

”Eftersom der ikke udsigt til, at hverken demografi eller udgiftspres ændrer sig og behovene samtidig står i kø, er der heller ikke udsigt til, at det politiske pres vil blive mindre. Man kan tværtimod sige, som nogle studerende beskrev det, at fortællingen om frivilligheden er ved at ændre sig: Fra flødeskum til en forudsætning for velfærd,” siger Lars Skov Henriksen. 

Ane Grubb tilføjer, at civilsamfundets mulighed for at komme endnu tættere på velfærdsstatens maskinrum ligger naturligt i forlængelse af 30 års stadig tættere involvering.

”I lyset af den såkaldte demokratikrise og den øgede afstand mellem politikere og den almindelige borger, er der er også en strømning i retning af, at civilsamfundet ikke bare betragtes som et ekstra lag, men også som nogen, der for alvor kan tale på vegne af befolkningsgrupper. Regeringers partifarve uagtet,” siger hun.

Beslutningstagere skal ikke beslutte ud fra halve sandheder

Så med det bagtæppe, hvilken betydning har det så, at der nu foreligger forskning om frivilliges motivation og deres veje ind i de sociale organisationer?

Lars Skov Henriksen: ”I en tid hvor vi taler mere og mere om samfundsværdien af frivillige indsatser, er det vigtigt med robust viden om både rekruttering og fastholdelse. Det, vi siger, er ikke nødvendigvis epokegørende eller overraskende for praktikere, men et forsøg på at skabe mere evidens og samle eller systematisere den viden, der er. Så ingen render rundt med halve sandheder, fordomme og forestillinger om, hvad der virker.”

Der er en slags selvforståelse i den frivillige sektor om en høj grad af mangfoldighed (...) den mangfoldighed findes først og fremmest på tværs af organisationer, men faktisk sjældent inde i den enkelte organisation. Her går man i ret høj grad med skyklapper

Lars Skov Henriksen
Professor, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde

Ane Grubb: ”Vi leverer også begreber og sprog til beslutningstagere og praktikere. Mange aktører laver egne undersøgelser og politikere taler frivillige fællesskaber ind i alle mulige ydelser. Vores bidrag er til begge fronter.”

Lars Skov Henriksen: "Ja, forhåbentlig kan vi være med til at diskussionen bliver mere nuanceret og reflekteret. Det er en ambition, at de frivillige selv skal blive klogere på deres egen praksis lige så vel som de offentlige ansatte og ledere, der arbejder sammen med de frivillige.”

Ane Grubb: ”Og så er der en betydelig ressource-ulighed i det frivillige organisationslandskab, hvor nogle er meget professionaliserede og ressourcestærke og kan producere deres egen viden, mens det jo er meget forlangt af en lille lokalafdeling af et værested, at de på den måde skal gå systematisk til værks.” 

Selvforståelsen stikker af fra virkeligheden

Begge mener, at de som forskere både har pligt og mandat til at være mere kritiske end sektoren selv, fordi deres arbejde ikke beror på en (ny) bevilling fra den samme fond som den, der har finansieret en undersøgelse.

Som Lars Skov Henriksen påpeger, er det et formål i sig selv at komme falske forestillinger og halve sandheder til livs. Og en af dem er altså, at det frivillige Danmark er rummelige og gode til at modtage folk der er anderledes (end dem selv, red.)

Der er blandt politikere en empirisk ufunderet begejstring i forhold til hvad civilsamfundet kan og hvilke udsatte grupper, de skal redde

Ane Grubb
Ph.d. i sociologi og adjunkt på Aalborg Universitet

Undersøgelsen viser nemlig, at de fleste organisationers frivillige er meget homogene grupper med meget lidt bredde i repræsentativitet.

”Der er en slags selvforståelse i den frivillige sektor om en høj grad af mangfoldighed. Og i sådan en undersøgelse, der er foretaget blandt mange organisationer kan man vise, at den mangfoldighed først og fremmest findes på tværs af organisationer, men faktisk sjældent inde i den enkelte organisation. Her går man i ret høj grad med skyklapper som en konsekvens af den måde, sektoren er bygget op, hvor hver organisation har sin egen dagsorden og målgruppe. Det synes jeg er slående og et ret vigtigt fund."

Er det et problem?

”Det kan det være. Det er det ikke nødvendigvis, men hvis man for eksempel ser på den enorme forskel på mænd og kvinder, altså i vores undersøgelse er 75 procent af de frivillige i de sociale organisationer  kvinder, så er det noget, vi på en måde godt ved, men det betyder også, at det bliver endnu sværere for mænd at se sig selv i de her organisationer.”

Ægte ildsjæle er nærmest som enhjørninger 

En anden falsk fortælling, der florerer, er, at frivillige er drevet af en stærk form for motivation, som nærmest får dem til at komme af sig selv.

”Noget af det som undersøgelsen dokumenterer er, at det har stor betydning hvad organisationerne gør – de frivillige kommer netop ikke af sig selv og de fastholder ikke sig selv. Der er en forestilling om, at de frivillige drives af en stærk indre ild, men den ild skal understøttes af organisationerne, og den løbende forventningsafstemning og støtte er vigtig,” siger Lars Skov Henriksen.

På nogen måder kan man sige, at det kræver mere at fastholde frivillige end ansatte – de sidste får trods alt løn for deres indsats, det gør de frivillige ikke.

Lars Skov Henriksen
Professor, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde

Ane Grubb finder det bemærkelsesværdigt, hvor lidt selve den formelle organisationsstruktur, fx medlemskabet betyder.

”Det er måske ikke noget chok, men jeg har en mild forundring over, hvor meget, de frivillige er optaget af aktiviteten frem for organisationen,” siger hun.

Ane Grubb har en målgruppe, som hun kalder civilsamfundseliten: Politikere, ledere af store ngo’er og fonde.

”Tag for eksempel Karin Liltorp som ny civilsamfundsordfører – meget relevant. Men der er blandt politikere en empirisk ufunderet begejstring i forhold til hvad civilsamfundet kan og hvilke udsatte grupper, de skal redde. Dette forskningsprojekt udfordrer ikke direkte de politiske forhåbninger. Til gengæld peger vi på de reelle betingelser for - og udfordringer ved - at øge reserven af frivillige, sådan som man fra politisk side kunne drømme om. Konkret peger vores interviews med ledere for eksempel på, at stabile rammer og ressourcer, og dermed finansiering, betyder meget for både rekruttering- og fastholdelse i hverdagen.

Frivillige er sværere at fastholde end lønnede ansatte

Lars Skov Henriksen er også skeptisk over for muligheden for, at frivillige kan supplere pressede velfærdsansatte. Selvom det efterhånden er blevet en populær kanin at hive op af hatten.

”Hvis man følger rekrutteringsprocessen, ser man samtidig, hvor mange ting der skal gå godt for at omsætte en motivation til et engagement og herefter til et blivende engagement. På nogen måder kan man sige, at det kræver mere at fastholde frivillige end ansatte – de sidste får trods alt løn for deres indsats, det gør de frivillige ikke. Der skal således andet og mere til for at de frivillige bliver hængende. Og her er det ikke nødvendigvis en stærk motivation, hvis de frivillige oplever, at de først og fremmest skal aflaste de ansatte.

Ane Grubb påpeger, at dem, der taler frivillighed op og ind i velfærdsløsninger, for såvidt godt kender landskabet. Men derfor er der stadig brug for at tydeliggøre det, som flere undersøgelser har vist, nemlig at frivillige ofte gør det, de finder bedst i situationen og ikke nødvendigvis det, der står i en projektbeskrivelse.

”På den ene side fremgik det, at frivillige i undersøgelsen kan godt lide klare rammer. På den anden side hørte vi, at for stramme rammer og tydelige krav kombineret med en oplevelse af en top-down-indstilling afskrækker mange. Så man kan faktisk ikke instrumentalisere frivillighed på den måde, mange taler om. Den gruppe, vi kigger på, er netop folk, der er trætte af at blive fortalt, hvad de skal,” uddyber hun.

Og det er svært – for på den anden side viser undersøgelserne nemlig også, at det er problematisk for frivillige, der bliver overladt for meget til sig selv. Lars Skov Henriksen trækker et eksempel frem med vågere, som sidder vagt hos døende mennesker, og som let kan risikere at havne i et etisk dilemma.

”De sidder jo bare, og her kan der opstå situationer, hvor de gerne vil hjælpe den velfærdsansatte, som er på vagt, er alene og ikke kan overkomme opgaven, men samtidig er de på vej til at gøre noget, de ikke burde gøre i forhold til organisationen og deres opdrag,” nævner han, og Ane Grubb supplerer med et retorisk spørgsmål om lektiehjælpere for udsatte børn og unge:

”Hvis dem, de skal hjælpe med lektier, har store sociale problemer, hvor går grænsen så for deres kompetencer – både i forhold til deres organisation, og dem, de hjælper?” spørger hun. 

Spørgsmål og problematikker i den retning er stadig forholdsvis uafdækkede af den aktuelle undersøgelse. Meget kunne dog tyde på, at der fremover er mange aktører som vil have behov for yderligere viden om feltet.