Frivilligrådet: Frivilligt arbejde er meget andet end et flot cv

DEBAT: Det gør ikke noget, at en ny undersøgelse viser, at frivilligt arbejde ikke gavner cv'et. Frivillighed er nemlig så meget andet, skriver Vibe Klarup, formand for Frivilligrådet.

Placeholder image
Foto: Joachim Ladefoged
GDPRDeleted
Vis mereIcon / Direction / Dropdown
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Vibe Klarup
Formand for Frivilligrådet

Som nævnt i Altinget 25. april viser et nyt studie fra Roskilde Universitet, at det ikke er direkte fremmende for ens karriere at lave frivilligt arbejde. Ligesom forskerne bag undersøgelsen er jeg overrasket over konklusionen.

Frivillighed har værdi i sig selv
Når det er sagt, synes jeg, at det er vigtigt at huske på, at det vigtigste formål med frivilligt arbejde aldrig har været at give et flot cv og et godt job. Frivillige organisationer er til for at gøre noget for andre, skabe forandring og arbejde for en sag, som de frivillige finder vigtig. Frivilligt arbejde har værdi i sig selv og er ikke nødvendigvis et middel til at fremme karrieren - et flot cv er blot en positiv sidegevinst. 

Der er mange sidegevinster ved at engagere sig frivilligt. Frivilligt arbejde giver adgang til nye sociale fællesskaber og netværk. Det skaber meningsfyldt indhold i hverdagen, øget livskvalitet og giver ny energi. Både for den frivillige og for dem, som nyder godt af de frivilliges indsats.

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til debat@altinget.dk

Positive erfaringer og relationer er også særligt vigtige, hvis man har mistet sit job, og det kan være vigtige personlige skridt på vej tilbage på arbejdsmarkedet – særligt hvis man har været væk fra det i længere tid.

Til gavn for samfundet
På det samfundsmæssige plan skaber frivilligheden også stor værdi. Det drejer sig både om de konkrete udfordringer i samfundet, som frivillige løser, f.eks. når de arbejder på væresteder for hjemløse, arrangerer ferielejre for udsatte børn, giver lektiehjælp til unge og meget andet.

Frivilligt arbejde har værdi i sig selv, og er ikke nødvendigvis et middel til at fremme karrieren - et flot cv er blot en positiv sidegevinst. 

Vibe Klarup, Formand, Frivilligrådet

Herudover er det, at man engagerer sig og indgår i frivillige fællesskaber med til at skabe sammenhængskraft og tillid i samfundet. Frivilligheden er til for samfundets og fællesskabets skyld. Demokratisk dannelse og medborgerskab er centralt i frivillighedens væsen og har stor værdi i forhold til de velfærdsudfordringer, som frivillige og frivillige organisationer løfter og forebygger.

Alt sammen vigtige ting for samfundet og den enkelte frivillige, som ikke kan skrives ned på et cv.

Omtalte personer

Vibe Klarup

Generalsekretær, Amnesty International Danmark, formand, Foreningen Folkemødet
cand.scient.adm. (Roskilde Uni. 1996)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser