Iværksætterne der blev investorer: Sociale investeringer på sydkoreansk
FILANTROPISK UDSYN: Crevisse har bedrevet social impact-investeringer i sydkoreanske opstartsvirksomheder i over et årti uden at lægge iværksætteriet bag sig.
Af Peter Bengtsen
Korrespondent
Når nu Sydkorea har en af verdens førende teknologibrancher – hvem kender ikke Samsung og LG? – burde man kunne dreje teknologien i en mere social retning.
Sådan tænkte en gruppe iværksættere i Seoul omkring årtusindeskiftet, da de stiftede Crevisse med ambitionen om ikke at konkurrere med elektronikgiganterne om at blive verdens største virksomhed. Målet var i stedet at blive verdens mest elskværdige.
Vi startede som iværksættere og opdyrkede investor-relationer for vores egne socialt orienterede virksomheder. Nu er vi impactinvestorer.
Wonyoung Kim
Chef for forretningsudvikling, Crevisse
17 år senere er Crevisse én af landets førende impactinvestorer med over 4,5 milliarder kroner skabt i markedsværdi over årene baseret på kærlighed, kreativitet og en håndfuld andre værdier fra deres virksomhedsfilosofi.
”I starten fik vi erfaringerne ved at prøve os frem. Dot-com-boblen var netop sprunget, og synet på IT-entreprenører var ikke just positivt,” fortæller Wonyoung Kim, der er chef for forretningsudvikling i Crevisse.
”Det var hårdt, men vores sociale sigte og fællesskab drev os frem.”
Impactinvestorer med iværksætter-DNA
I dag er Crevisse investor i en række IT-iværksætterfirmaer såsom Fintech, Proptech and Caretech, der har udsatte ældre, småbørn og handicappede som målgrupper. Crevisse investerer, men går også selv aktivt ind i mange af opstartsvirksomhederne.
”Det er i vores DNA. Vi startede som iværksættere og opdyrkede investor-relationer for vores egne socialt orienterede virksomheder. Nu er vi impactinvestorer, men vi har altid elsket iværksætteriet, så vi coacher, træner og udvikler fortsat,” fortæller Wonyoung Kim.
At Crevisse er tæt på investeringerne, ses i deres kontorlandskab. Her arbejder omkring 100 personer, hvoraf halvdelen er egne ansatte, og den anden halvdel hører til syv af de opstartsvirksomheder, som Crevisse har investeret i.
I over et årti har Crevisse skudt opstartskapital i socialt orienterede iværksætterfirmaer, men på det seneste er perspektivet udvidet til at omfatte også mere etablerede virksomheder, der vil opskalere og vækste med investeringer mellem 5 og 20 millioner kroner.
”Markedet er vokset og modnet betydeligt det seneste årti. I Sydkorea er der mange flere attraktive iværksættere end tidligere,” siger Wonyoung Kim.
"Vi kendte ikke begreberne for 20 år siden. Vi vidste bare, at vi ville lave sociale forandringer gennem markedsmekanismer," siger Wonyoung Kim fra Crevisse.
På udkig i andre asiatiske lande
Sydkoreas egne iværksættere har været omdrejningspunktet gennem hele Crevisses levetid, hvor investeringerne især har sigtet mod sociale forhold, arbejdsmarkedsinklusion, bæredygtige byer, energi og klima.
”Vi bruger især investeringer – det vil sige aktiekøb – som tilgang. Det har vi størst erfaring med gennem et årtis investeringer i opstartsvirksomheder. Men når de vokser, kan de også få brug for lån og tilskud, og så forsøger vi at finde de rigtige udlånere eller donorer til dem,” siger Wonyoung Kim.
De seneste to-tre år har Crevisse været på udkig efter lovende partnere og investeringsmuligheder i andre lande i Asien, og nu er man landet på to porteføljer i Indonesien og Vietnam.
”Mulighederne i social impact-investeringer er enorme. Ikke kun i modne markeder som i Korea og Japan, men også og måske især i Indonesien og Vietnam med deres voksende økosystemer omkring den slags investeringer,” siger Wonyoung Kim.
Her kan venturekapital inden for sociale forhold generere gode afkast, og her eksisterer statsfinansierede acceleratorprogrammer med blended financing, så én krone investeret af Crevisse matches af yderligere én krone i offentlig donorstøtte til iværksætterfirmaet.
Ude godt, men hjemme bedst
Trods Crevisses øgede interesse i udlandet forbliver de fleste investeringer stadig i hjemlandet.
Her har de sydkoreanske impactinvestorer over det seneste årti opnået et afkast på 20 procent i gennemsnit for alle investeringerne i opstartsvirksomhederne. Det er data fra early stage-investeringer, da de først i 2018 startede med investeringer i opskalering, men forventer afkast omkring samme niveau.
Crevisse investerer sine egne midler, men kanaliserer også investeringer fra offentlige og private sydkoreanske investorer, herunder én af landets tre største banker, ind i socialt iværksætteri.
”Vi kendte ikke begreberne for 20 år siden. Vi vidste bare, at vi ville lave sociale forandringer gennem markedsmekanismer. Og nu er den slags tilgange blevet udbredt her, blandt andet fordi den nye generation har stor appetit på socialt iværksætteri, og fordi de videregående uddannelsesinstitutioner var hurtige til at tilpasse og udvikle studier,” siger Wonyoung Kim og fortsætter:
”Der er stadig kærlighed i det, vi laver. Vi elsker stadig at give tilbage til samfundet gennem vores arbejde.”