Klumme: Når frivillige tager arbejdet fra ansatte

Jeg syntes, at det er ærgerligt, når det bliver gjort til et problem, at nogen gerne vil engagere sig lokalt.

Marie Baad Holdt

I sidste uge kunne vi på Altinget læse, at socialminister Mai Mercado ønsker et tættere samarbejde mellem civilsamfundet og det offentlige. En sådan udmelding skaber naturligvis noget røre, og det er et emne, der optager mig meget, for er det egentlig det store problem, som vi gør det til?

Efter et oplæg om forskellige typer af frivilligt engagement, som jeg afholdte i lørdags, kom en af deltagerne op til mig. Han fortalte, at han under mit oplæg, som gav god mening i frivilligt regi, var kommet frem til, at jeg nok var sådan én, som kommuner gerne ville ansætte til at rekruttere flere frivillige, som så kunne overtage ansattes jobs. Og det syntes han faktisk ikke var helt i orden.

Man skal altid passe på, hvad man siger, når man nu er på kundens banehalvdel, også selvom det er efter et vellykket oplæg. Og lige her skulle jeg især holde lidt igen. For jeg blev ærligt talt lidt ærgerlig over den ’anklage’. Ikke fordi der er noget i vejen med at være sådan én, som kommuner vil ansætte, men fordi jeg ikke mener, at der er noget belæg for, at frivillige tager ansattes jobs. Og dog. For jeg er faktisk ofte stødt på det, bare aldrig der, hvor det bliver gjort til et problem.

Frivillige på plejehjem er et problem
Jeg har i kraft af Ingerfair været rundt i mange kommuner og undervise aktivitetsmedarbejdere fra offentlige og private plejehjem. Her er der en reel bekymring for om frivillige tager ansattes jobs. Det er dog ikke dem, der er på kurset, der er bekymrede, men deres kollegaer.

Aktivitetsmedarbejderne kan nemlig godt se, at de frivillige hverken kan eller skal løfte opgaver, der er nedskrevet i serviceloven, og som naturligvis skal varetages af ansatte. De har heller aldrig mødt nogen frivillige, der har lyst til at tage denne slags opgaver. Derimod har de oplevet, at ansatte forventer, at frivillige kører de ældre tilbage til lejligheden efter endt arrangement – og det er en ansats opgave.

Problemet med frivillige, der tager arbejdet fra ansatte på plejehjem og andre offentlige institutioner, er altså ikke så meget et reelt problem, som det er en bekymring, som om noget bliver sat blus under af fagforeninger. Der er ikke noget i vejen med, at fagforeninger taler deres medlemmers sag, men det er et problem, når de skaber unødige bekymringer, for det skaber problemer mellem ansatte og frivillige.

På kurserne jeg afholder for aktivitetsmedarbejderne, bruger vi mindst en af dagene på at arbejde med det gode forhold mellem ansatte og frivillige. Det er nemlig vigtigt, at hvis man ønsker at samarbejde med frivillige dér, hvor de skal gå side om side med ansatte, så skal det være klokkeklart, hvorfor frivillige involveres, og der være helt klare rammer for, hvad de frivillige skal og ikke skal. Plejehjemsfrivillighed er i min optik altså kun et problem, når det ikke er et strategisk prioriteret fokus og ledelsen går forrest.

Frivillige tager ansattes opgaver på mange forskellige område
Det er altså ikke på plejehjem og i den sociale sektor i øvrigt, at jeg oplever, at de frivillige tager de ansattes jobs. Derimod er jeg stødt på indtil flere områder, hvor frivillige konkret udfører opgaver, som også varetages af ansatte, enten samme sted, eller i andre dele af landet.

I Sønderjylland er brandstationer for eksempel kun bemandet af frivillige. Der er ingen ansatte brandfolk, for det er et levn fra, da Danmark gik til Kongeåen – Tyskland er nemlig kendt for sine frivillige brandværn. Andre steder i Danmark bliver de lokale brandværn suppleret med frivillige, men i Sønderjylland er alle frivillige - og uddannet på lige fod med brandmænd i andre dele af landet - og lægger et enormt engagement. Meget inspirerende.

På Rigsarkivet finder vi frivillige, der bruger timer på at scanne gamle dokumenter ind. Det gør ansatte også, men opgaven er så stor, at der er behov for ekstra hænder. Samtidig er der frivillige, der interesserer sig for, at de gamle dokumenter bliver scannet. Win-win for begge parter.

Også på naturområdet ser vi frivilligheden vinde indpas, når miljøforvaltningerne engagerer entusiastiske frivillige med grønne fingre og interesse for lokal natur. Her hjælper de frivillige ansatte med at holde naturen - igen opgaver, som ellers bliver varetaget af ansatte.

Dette er blot nogle af de områder, hvor frivillige løfter opgaver, som også bliver varetaget af ansatte enten på samme sted eller i andre dele af landet. Men det er der ingen, der bekymrer sig om. Derimod bliver frivilligheden på det sociale område gjort til et problem om, at der er nogen, der er ude på at tage andres jobs.

Hvem bestemmer, hvad de frivillige må?
Jeg syntes, at det er ærgerligt, når det bliver gjort til et problem, at nogen gerne vil engagere sig lokalt. Det skaber utryghed og unødige bekymringer der, hvor det bliver omtalt som et problem, at der er frivillige.

Jeg syntes snarere, at problemet er, at der er nogen, der skal bestemme, hvad jeg må lave i min fritid. At der er nogen, der skal bestemme, om jeg må arrangere et festligt indslag på plejehjemmet (ville vi ikke alle ønske, at der var en palet af aktiviteter at vælge fra, og ikke kun et par stykker, som måske ikke vækker vores interesse?), om jeg må være mentor for en ung (hvem vil ikke gerne have et godt forbillede, som ikke er betalt for at bruge tid med en?), eller om jeg må læse højt for børnene i børnehaven (hvem vil ikke elske en, der har tiden til bare at fordybe sig i en god bog?).

Jeg mener ikke, at det er et problem at have frivillige, der løfter opgaver, som ansatte kunne løse. Så længe at de frivillige har de rette kompetencer, at man har gjort sig overvejelser om, hvorfor lige netop frivillige kan bidrage til det at løse opgaven, og hvilke rammer der skal være på plads – og at de frivillige har lysten, naturligvis!

Jeg mener, at frivillige er med til at skabe et godt samfund. Det er da fantastisk, at der er nogen, der vil bruge deres fritid på at gøre noget for andre! Derfor håber jeg, at vi fremadrettet kan fokusere på, at frivillige skal have gode rammer, at vi gør os umage med at engagere flere og stopper med at gøre noget til et problem, som egentlig ikke er det.

---------------------------------

Marie Baad Holdt har siden 2013 været chefkonsulent i Ingerfair. Forinden har hun været bosiddende i England i 13 år, hvor hun har arbejdet for engelske NGO’er blandt andet som frivilligkonsulent, projektleder og senest kommunikationschef for Contact the Elderly.