Kunsten at disrupte et velfærdssamfund

INNOVATION: I Kalundborg har Louise Kolbjørn taget utraditionelle midler i brug for at skabe liv i lokalsamfundet. Men hun har måttet konstatere, at den puslespilsbrik, hun har konstrueret, er svær at klikke ind i det kommunale system.

Det var jo ikke, fordi Louise Kolbjørn ville disrupte velfærdssamfundet. Hun syntes bare, der var så meget uudnyttet potentiale i Kalundborg.

“Jeg blev provokeret af de fordomme, der hersker om provinsen. Jeg ville gerne vise verden, at der er mange gode kræfter herude,” siger hun.

Så i november 2015 lagde hun et opslag på Facebook. En halv time senere ringede journalisten fra Nordvestnyt. I februar 2016 samlede hun 70 mennesker til borgermøde. Og nu er hun i fuld sving med netop det. Altså at disrupte velfærdssamfundet. Fra udkanten og ind.

Dette er historien om SYMB! - en anderledes forening, der alene ved sin tilstedeværelse skaber uro i geledderne, rod i systemerne og måske kan anvise vejen ud af det iltsvind, der langsomt dræner små lokalsamfund for liv.

Det er også en fortælling om, hvorfor det er så forbandet svært at være en trekantet størrelse i en firkantet verden.

Døren, der ikke var der
Røde hjerter, stjerner og kogler hænger ned fra troldhasselgrene over hovederne på en koloni af filtnisser, som har taget opstilling i vinduerne hos Café Solsikken i Kalundborg.

Til tonerne af Shakin' Stevens julehit fra midtfirserne er ni udviklingshæmmede i det beskyttede værksted i gang med at forberede aftenens folkekøkken. Denne blygrå, vindomsuste decemberdag står menuen på risengrød.

”Vi har nogle, der er udviklingshæmmede, nogle med autisme og nogle med psykiske udfordringer. Nogle af dem kan læse og skrive; andre kan ikke. Men jeg er så stolt af dem. De er enormt dygtige,” siger Helle Freiesleben, som styrer køkkenet i caféen.

Det er her, SYMB! holder til. Trods en hensigtserklæring i budgettet for 2017 har Kalundborg Kommune endnu ikke stillet egne lokaler til rådighed for foreningen.

Det er der noget symbolsk over. Som et eksempel på de vanskeligheder, Louise Kolbjørn har oplevet ved at trænge igennem hos kommunen.

”Jeg har stadig svært ved at se, hvor man går ind i Kalundborg Kommune med et projekt som vores. Jeg ender med at blive kendt som hende, der ikke kunne finde døren.”

På tværs i kommunens univers
Det er bredden, der giver bøvlet.

For SYMB! er ikke en forening, hvor man spiller rollespil eller skak eller fodbold eller for den sags skyld syr stramaj eller laver finere fransk madlavning. SYMB! er derimod en platform, hvor man gør alle fem dele – eller noget helt sjette, hvis det er det, man vil. Som for eksempel at arrangere folkekøkken, male på sten, arrangere udflugter i lokalområdet, stable et cirkus på benene, formidle fritidsjob eller lave en hundelufterordning.

”Vi har en tværgående bjælke, der kan skabe en masse forskelligartede aktiviteter, som hver især kan styrke lokalsamfundet og gøre det mere robust, brande egnen og ridse en masse værdiskabelse op. Det passer bare ikke på kommunale fagsiloer,” siger Louise Kolbjørn.

”Vi deler os ind i segmenter, der ligner os selv. Men vi har godt af at omgås nogen, der er anderledes,” siger Louise Kolbjørn. [Foto: Carsten Terp]


En udflydende hybrid
Hun kalder sig social iværksætter. Og hendes mål er at skabe et rum for borgerdrevne aktiviteter, som giver liv, lyst og udvikling i Kalundborg og omegn.

Aktiviteterne defineres af dem, der møder op, og outputtet afhænger af, hvad de putter ind. Det har medført, at SYMB! er blevet en spøjs størrelse i konstant forandring. Og det passer skidt ind i den kommunale logik og vanetænkning, mener Louise Kolbjørn. For eksempel var hun nødt til at stifte en forening for overhovedet at få kommunen i tale.

”For ellers kunne man ikke forstå det i systemerne. En hybrid er sådan noget udflydende noget,” siger hun.

På et af de første møder med kommunen blev Louise Kolbjørn bedt om at omkalfatre sin organisation.

”Vi kom og præsenterede en bjælke, der gik på tværs af kommunens forvaltninger. Og så blev vi spurgt, om ikke vi kunne splitte organisationen op i fire dele, så hver forvaltningsdirektør kunne få et område,” fortæller hun.

Louise Kolbjørn understreger, at der ikke er tale om ond vilje.

“Der er ingen af de mennesker, som har dårlige intentioner. Men de er sat i en struktur, der ikke giver dem plads til at tænke i bredden,” siger hun.

At samle i stedet for at splitte
Det er netop den bøvlede bredde, der er pointen ved SYMB!. For tanken er, at foreningen skal hæve sig over siloer, sektorer og segmenter og binde lokalsamfundet sammen.

”Vi deler os ind i segmenter, der ligner os selv. Men vi har godt af at omgås nogen, der er anderledes,” siger Louise Kolbjørn og fortsætter:

”Det er ikke, fordi vi vil udviske forskellene. Men vi er optaget af det fælles og de steder, hvor vi kan foretage os noget sammen. Der er så meget, der splitter. Vi har brug for noget, der samler.”

Vores fødselsgave er at bruge os selv
Ideen om at samle i stedet for at sprede er da også en væsentlig årsag til, at Henrik Brinkløv er aktiv i SYMB!

”Jeg vil gerne være med til at bringe folk sammen i nye fællesskaber og vise, at der er mulighed for at udføre skøre ideer, som man ellers ville gemme væk. Ting, som folk har gået med i årevis, men ikke har haft kræfterne eller kompetencerne til, og som de pludselig kan i et nyt fællesskab,” siger han.

Han vil også gerne vise, at det ikke er kommunen, der har svaret på alle spørgsmål i livet.

”Vi sidder ikke og venter på, at kommunen ordner alt for os, for ellers bliver vi sure. Vi kan gribe i egen barm, tage ansvar for os selv og vise, at vores fødselsgave er at bruge os selv, bevæge os ud af vores grønne matrikler, over hækken og ind til hinanden og gøre noget sammen,” siger han.

Selv har Henrik Brinkløv i årevis haft rigeligt i sit eget familie- og arbejdsliv, fortæller han. Men efter at en bekendt trak ham i ærmet, er han blevet tovholder i eventgruppen i SYMB!. Og her har han fundet en legeplads, hvor vilde ideer kan få luft under vingerne.

“Der er ingen grænser her. Der er ingen, der siger: 'Jamen, vi spiller altså håndbold her.' Det er tilladt at tænke højt og ikke konformt og få lov at trille med det,” siger Henrik Brinkløv.

Han tilføjer, at der er noget livsbekræftende i at gå på jagt efter en ide og føre den ud i livet.

”Vi kan beslutte at lave en japansk forårsfest – fordi vi kan det og vil det og tør det,” siger han.

"Folk skal opleve, at der er fed gejst i det,” siger Henrik Brinkløv.

 

Der skal være fed gejst
Eventgruppen består af en bruttotrup på omkring 40 mennesker. Hver anden uge mødes 5-10 stykker og genererer skæve og lige ideer, som Henrik Brinkløv udtrykker det. Hvis en ide får luft under vingerne, sætter eventgruppen en dato for aktiviteten. Herefter laver de en drejebog, der beskriver, hvad der skal nås hvornår for at gøre ideen til virkelighed.

”Vi vurderer, hvad der skal til af markedsføring og forberedelse, og om der er kræfterne til det. Folk skal opleve, at der er fed gejst i det,” siger Henrik Brinkløv.

Herefter spørger eventgruppen de lokale foreninger, kommunen og ikke mindst borgere i deres eget netværk, om de har lyst til at bidrage. Og det vil mange.

”De fleste mennesker er nysgerrige og spørger, hvor vi havde tænkt os, at de skulle bruges. Hvor passer jeg ind? Og så er der nogle, der går med, mens andre siger: 'Det kan jeg ikke passe ind i mit liv',” siger Henrik Brinkløv.

Et sted for de vingeskudte
Og SYMB! er mere end blot en legeplads for kreative kolbøtter. Det er også et sted, der samler op på folk, som med Henrik Brinkløvs ord er lidt vingeskudt i livet.

”Vi har et par mænd omkring de 60, som står uden job. Og det er en rigtig kedelig alder at være uden job i. Når de er her, byder de ind med noget meget værdifuldt,” fortæller han og fortsætter:

”Her er plads til folk. Ingen er endnu blevet afvist ved døren, fordi de så for skæve ud.”

Louise Kolbjørn understreger, at SYMB! ikke er socialt arbejde, men at foreningen gerne vil byde folk, der står uden for fællesskabet, indenfor.

”Hvis vi kan bruge platformen til at undgå, at så mange falder ud, skal vi gøre det. Vi kan opbygge relationer, der kan bruges, når det brænder på i ens liv, så man kan løse problemerne selv og ikke blive klientgjort,” siger hun.

Hver silo har sin kode
I Roskilde har Louise Kolbjørn en våbensøster.

For syv år siden startede Anni Ehlers foreningen INSP! ud fra samme tværgående tankegang som SYMB! Og var begunstiget af, at Roskilde Kommune på det tidspunkt havde sat gang i en innovationsproces, der fik kommunens døre til at glide op.

Ikke desto mindre kan Anni Ehlers godt genkende Louise Kolbjørns udfordringer med at mingelere sin brik på plads i det kommunale puslespil.

”I samfundet er der nogle koblinger mellem sektorerne, som ikke er helt opdateret. Hver silo har sin kode, sin måde at arbejde sammen med civilsamfundet og socialøkonomiske virksomheder,” siger hun.

På social- og beskæftigelsesområdet tænker man typisk i samarbejde med en såkaldt anden aktør, mens samarbejderne på kultur- og fritidsområdet bliver lagt i frivilligkassen.

”Og når SYMB! så både vil være forening og virksomhed, så er det en hybrid, der ikke passer ind, men som skal kommunikere med alle kommunens systemer. Der er nogle logikker, som bliver meget tydelige, når man arbejder på tværs,” siger Anni Ehlers.

Disruption af kommunen
I hendes optik er kommunerne imidlertid nødt til at lære at omfavne de her formskiftende hybrider. For de udfordringer, velfærdssamfundet har, kræver nye løsninger, mener Anni Ehlers.

”Det, SYMB! kommer med, er en nødvendig disruption af kommunen. Hun byder ind med noget, der kan skabe lokale fællesskaber, som kan være med til at opløse nogle af de problemer, som tynger i den offentlige sektor. Det bliver man nødt til at invitere indenfor. Og hvis man som kommune ikke er klar, så må man gøre sig klar, for det er den nødvendige vej,” siger Anni Ehlers.

Ros giver de udviklingshæmmede værdi
I Café Solsikken i Kalundborg er julestemningen fra 80'erne intakt. Anne Linnet har afløst Shakin' Stevens, og med røde løbere, levende lys og glasvaser med røde roser på bordene er Helle Freiesleben og hendes medarbejdere ved at være klar til at tage imod gæsterne til dagens folkekøkken.

”Det er sjovt for medarbejderne at lave mad til nogen, som er normale. Det betyder meget for dem, at der kommer nogle borgere, som roser dem. Det giver værdi,” siger hun.

Folkekøkkenet har efterhånden kørt et års tid. I starten gav det gnidninger, fortæller Helle Freiesleben.

”SYMB! fik jo at vide, at de skulle bruge lokalerne her, men vi har jo nok at gøre. Men efterhånden fandt vi ud af det. Det har handlet om at få afstemt forventningerne – og om at de giver besked i god tid om, hvad de har brug for,” siger hun.

Nu melder SYMB! fredag middag, hvor mange der er tilmeldt den kommende tirsdags folkekøkken. Og foreningens kogekone sender opskrifter på de retter, de ansatte skal tilberede.

Drømmen om et folkehus
Louise Kolbjørn er glad for samarbejdet med Café Solsikken, men det har sine begrænsninger.

”Det er jo et værested for udviklingshæmmede, så vi skal aftale alt på forhånd,” siger hun.

Derfor drømmer hun om at få sit eget sted. Et folkehus, hun selv kan råde over. Eller måske mere præcist et folkehus, som er tilgængeligt for alle, der gerne vil fylde det med farver, former og faconer.

Louise Kolbjørn drømmer om et knudepunkt, som forbinder aktører, der ellers ikke har noget med hinanden at gøre og derigennem skaber helt nye aktiviteter.

"Vi skal være et sted med projektudviklende kompetencer. For den kraft hos borgerne kræver noget for at blive ved med at være der," siger hun. 

Pengene til driften skal komme fra en socialøkonomisk virksomhed, som udvikler og leverer services til både det offentlige og private aktører.

Men det er fremtidsmusik. Louise Kolbjørn har stadig et stykke arbejde at gøre med at overbevise sine omgivelser om, at værdien af SYMB! er så tilstrækkelig høj, at også omgivelserne skal rette sig til.

Men hun tror på sin vision. Og hun har et delmål, der på sin vis er lige så vigtigt som SYMB!

“Jeg vil gerne vise mine børn, at hvis der er noget, man savner, så må man bruge sine ressourcer og tage ansvar for at sætte noget i gang,” siger Louise Kolbjørn.

Forrige artikel Novo Nordisk Fonden uddeler 360 millioner til big data og medicinforskning Novo Nordisk Fonden uddeler 360 millioner til big data og medicinforskning Næste artikel Her er de nyvalgte medlemmer af Frivilligrådet Her er de nyvalgte medlemmer af Frivilligrådet
  • Anmeld

    Palle Bendsen

    Lars Løkke er den store disrupter

    Denne tanke - at det er Lars Løkke, der er den store disrupter - kom til mig, da jeg så overskriften til artiklen: Kunsten at disrupte et velfærdssamfund.

    Så min kommentar forholder sig kun til overskriften, ikke til artiklens indhold. Den handler for mig at se ikke om at disrupte, men om at give liv til et lokalsamfund.

    Kommunalreformen disruptede i stor stil - centraliserede både politik og administration som aldrig før; amterne blev helt nedlagt. Politi og domstole er centraliseret i Løkkes tid, og nu går strømmen så den anden vej: nu skal statslige arbejdspladser decentraliseres/flyttes (men altså ikke politi og domstole).

    Alle manøvrerne sker med tab af faglige miljøer, tab af institutionernes hukommelse.

    Om den anden bølge er et forsøg på at råde bod på den første bølges ødelæggelser er ikke til at vide. Men det er ødelæggelse på ødelæggelse.

    Det er ikke det samme som at sige, at alt skal blive ved med at være, som det altid har været. Eller at der ikke kan være god mening i, at statslige institutioner kan ligge andre steder end i København. Det er voldsomheden og hastværket, som gør det ødelæggende.

    Løkkes forgænger er blevet udnævnt til den store værdikæmper. Bum-bum. Han var faktisk også en disrupter. Rigtignok ikke på samme måde i forhold til samfundets centrale institutioner. Men Fogh nedlagde eller rundbarberede ubelejlige råd og nævn til ukendelighed. Hans ødelæggelse var meget på noget, man nu kalder "værdier". Han trak landet ind i nye krige med flere kanoner og introducerede kanoner på kultur- og uddannelsesområder; han startede et langstrakt opgør med humanistiske traditioner, som ligger til grund for det danske velfærdssamfund.

    Løkke har oven i købet nedsat et særligt disruptionsråd - smagsdommere i Foghs terminologi. I den sammenhæng bliver den danske "samfundsmodel" kendetegnet ved "høj beskæftigelse og små skel mellem mennesker." Så småt er det blevet, så dybt er disruptionen nået.

    Tilsammen har de to Venstre-statsministre i dette århundrede virkelig forstået kunsten at disrupte.

Filosof i ny bog: Bureaukratiet er hemmeligheden bag den danske frivillighed

Filosof i ny bog: Bureaukratiet er hemmeligheden bag den danske frivillighed

CIVIL FOR DUMMIES: I ny bog afsøger filosof og idrætskonsulent Preben Astrup hemmeligheden bag den danske frivillighed. Og konkluderer, at noget så usexet som vores stærke bureaukratiske tradition er årsagen til, at næsten to millioner danskere er engageret i frivilligt arbejde. Altinget har mødt ham til en snak om perspektiverne.