Lektor: Fællesskabelse kræver mere end fællessang og fællesspisning

Det tilpasningsvenlige fællesskab
Det tilpasningsvenlige fællesskab er ikke slet så stabilt som det robuste fællesskab. Et fællesskab af denne type kan udvikle sig over tid, hvis det er nødvendigt for, at fællesskabet stadig skal være relevant for de implicerede personer.

Sker der eksempelvis ændringer i fællesskabets omverden, som kan få betydning for fællesskabets selvforståelse, så kan fællesskabet navigere i forhold til dette.

Ændringer, som kalder på, at fællesskabet må overveje sin grundstruktur og udvikle sig, kan være både udfordrende og mulighedsskabende forhold. Fællesskabet kan derfor have fordel af at se sit eget udviklingspotentiale i såvel et reaktivt som i et proaktivt perspektiv.

En udfordring, som kan kalde på, at et tilpasningsvenligt fællesskab genovervejer sin fælles kerne, kan eksempelvis være en ændring i befolkningssammensætningen i det område, hvor fællesskabet er forankret.

Tilflytning af nye befolkningsgrupper, ændring i de demografiske forhold eller tilflytning af personer med nye kulturelle orienteringspunkter kunne således være en konkret anledning til, at fællesskabet skulle justere på dets betydning og funktion, så det også muliggøres, at de nye grupper kan inkluderes i fællesskabet.

Dette kan eksempelvis gøres gennem ændringer i typen af aktiviteter, som man typisk samles omkring i fællesskabet, nye måder at kommunikere på eller ændrede tilgange til, hvilke værdier der præger fællesskabets selvforståelse.

En af styrkerne ved de tilpasningsvenlige fællesskaber er, at de er relativt åbne i deres selvforståelse, hvilket gør dem i stand til stadig at være relevante på trods af ændringer i deres omverden. Denne åbenhed kommer ikke nødvendigvis af sig selv, men kan være et opmærksomhedspunkt, som fællesskabet vælger at gøre til en del af sin selvforståelse og derfor bevidst arbejder med at holde fokus på.

På trods af, at de tilpasningsvenlige fællesskaber kan ændre sig over tid, så er de stadig træge i deres udvikling. De kan absorbere ændringer, men de bliver ikke hyper omstillingsparate. Der er en kerne i det fælles, men kernen kan udvikles over tid.

Et eksempel på et tilpasningsvenligt fællesskab kan være fællesskabet i boligkarreen, hvor nye tilflyttere tilfører det etablerede fællesskab nye værdier, nye aktiviteter og perspektiver på, hvad man er fælles om. Det kan også være fællesskabet omkring en idrætsforening, hvor nye sportsgrene og dermed måske også nye medlemstyper skal integreres i det fælles.

Det resiliente fællesskab
De resiliente fællesskaber er mere fleksible end de tilpasningsvenlige fællesskaber. I praksis arbejder de resiliente fællesskaber kontinuerligt med processer, hvor deres kerne eller den fælleshed, som ligger i fællesskabet, bliver udfordret og redefineret.

Resiliens betyder grundlæggende, at man kan modstå konstante og uforudsigelige udfordringer. Og måske endda vende disse udfordringer til positive fordele.

Et resilient fællesskab er således et fællesskab, der hele tiden formår at udvikle sig, omdefinere sig og ændre sin selvforståelse.

Det resiliente fællesskab er ikke karakteriseret ved at have en stærk kerne, som udgør fællesskabets kollektive identitet. En sådan kerne var en vigtig identifikationsfaktor for såvel det robuste som for det omstillingsparate fællesskab.

Det resiliente fællesskab er ikke i slet så høj grad defineret ved sin substans, men nærmere ved sin evne til kontinuerligt at omstille sig og imødegå nye udfordringer.

At kernen får mindre betydning, at det substantielle, man er fælles om, får mindre betydning, har som konsekvens, at fællesskabets grænsedragning mod dets omverden ikke bliver altafgørende for fællesskabets selvforståelse.

Inklusionsmekanismerne i det resiliente fællesskab er derfor mere betydende end dets eksklusionsmekanismer. 

Styrken ved denne vægtning mellem inklusionsmekanismer og eksklusionsmekanismer er, at fællesskabet kan være meget inkluderende og i praksis optage folk, som ikke nødvendigvis har brug for eller ønsker en længerevarende fællesskabstilknytning.

Man kan ikke gå og komme, som man vil. Fællesskabet rummer stadig forpligtelser, men forpligtelserne er ikke bundet op på en assimilering ind i det fælles, men nærmere på, at man bidrager med de ressourcer, som man har, og på den måde er med til at understøtte fællesskabets forankring og forandring.

Bagsiden af denne mønt er til gengæld, at det resiliente fællesskab kan have svært ved at rumme personer, der er i underskud på ressourcer, eller som af andre grunde ikke trives med evige omstillinger og forandrende processer.

De ekskluderende elementer ved de resiliente fællesskaber består derfor ikke i, at det er fællesskabet, der ikke ønsker at rumme disse personer, men at de personer, som kan være i underskud på de ressourcer, som kræves for at være en del af fællesskabet, kan have svært ved at identificere sig med og finde sig tilrette i de resiliente fællesskaber.

Fællesskaber, som gør det til en dyd at gentænke sig selv,i kan måske findes omkring kulturhuse, medborgerhuse eller andre institutioner, som er meget bevidste om, at deres værdigrundlag og deres aktivitets portefølje konstant må redefineres.

Konkret kan elementer af det resiliente fællesskab måske også genfindes i bevægelser som Sager der Samler i Aarhus, Symb i Kalundborg eller Insp! i Roskilde, der alle har fokus på at være samlende fællesskaber, der konstant navigerer efter oplevede behov og innovativ idégenerering.   

Valg af fællesskab og facilitering af fællesskabelse
De tre typer af fællesskaber rummer forskellige potentialer. Og forskellige udfordringer.

Det giver derfor ikke mening at hævde, at den ene type af fællesskab er bedre end to andre. Situationen og konteksten må afgøre, hvilken type fællesskab der skal foretrækkes.

Styrken ved det robuste fællesskab er, at det tilbyder tryghed for dets medlemmer. De robuste fællesskaber er gode, når intentionerne er at skabe stabilitet og tryghed, som kan være altafgørende for befolkningsgrupper, som er socialt udfordret eller har relativt stor brug for tryghed for at mestre deres livssituation.

Styrken ved det tilpasningsvenlige fællesskab er, at det formår at udvikle sig over tid. Fællesskabet og dets medlemmer kan derfor imødekomme krav om forandringer, som såvel interne som eksterne faktorer kan aktualisere. Omstillingsparathed bliver således både et krav og samtidig også en læringsplatform for fællesskabets medlemmer.

Styrken ved det resiliente fællesskab er, at det er i konstant udvikling og derfor hurtigt kan omstille sig til nye udfordringer, som måtte komme. Fællesskabet reflekterer kontinuerligt over egen relevans og kan derfor potentielt omstille sig til at inkludere og inddæmme nye grupper, som kan have nytte af fællesskabet, eller som fællesskabet kan drage nytte af.

Ethvert fællesskab må nødvendigvis forholde sig til, hvilke typer af aktiviteter der er centrale markører for fællesskabets eksistens og eventuelle udvikling.

Så selv om fællesskabelsen ikke er gjort med fællessang og fællesspisning, så kan disse aktiviteter stadig indgå som centrale markører. Blot skal der reflekteres over deres konkrete realisering.

Tager vi fællesspisningen først, så gemmer der sig mange valg og fravalg i realiseringen af fællesspisningsarrangementer. Kommer man selv med maden, og hvilke fordele og ulemper ligger der i dette valg?

Laver vi maden sammen? Hvordan er man placeret ved bordene – sidder man som man vil, blandes man bevidst, eller cirkulerer man fra gang til gang? Hvad spises der? Er det mad fra forskellige kulturer? Er det mad med politisk indhold eller tilpasset aktuelle dagsordener som klimahensyn, økologi og biodiversitet? 

Understøtter fællesspisningen en maddannelse, hvor vi bliver mere bevidste om, hvad vi spiser og udfordrer nye smage, og dermed kommer til at appellere til den nysgerrige, som gerne vil udvikle sig, eller skal fællesspisningens indhold sætte fokus på det traditionelle og vante, og dermed skabe plads for andre grupper, som prioriterer det kendte og ikke vil distraheres af madens indhold, når de søger sociale relationer?

Og samme type af refleksioner kan gøres med fællessangen. Skal fællessangen eksempelvis bestå af samme repertoire hver gang? Skal fællessangen akkompagneres af refleksioner over, hvad sangene udtrykker?

Skrives sangene af deltagerne selv, vælges de demokratisk? Skal sangene have et politisk indhold, skal de pege fremad, eller skal de sætte fokus på den fælles kulturarv?

Hvem har ansvaret for fællesskabelsen?
Fællesskaber er mere end fællessang og fællesspisning. Meget mere.

Men lige meget hvilken type fællesskab man vil understøtte, eller hvilke aktivitetstyper fællesskabet skal rumme, så vil fællesskabet kvalificeres af refleksioner over, hvad fællesskabets formål er, og hvordan dette formål bedst understøttes gennem strategiske overvejelser over, hvilken type fællesskab man skal forsøge at realisere.

Som det indledningsvis blev nævnt, så er udviklingen af lokalt forankrede fællesskaber kommet på kommunernes dagsorden og på mange af de frivillige foreningers dagsorden.

Kommunale aktører og aktører fra de frivillige foreninger kommer således til at bære et centralt ansvar for at facilitere fællesskabelsen og for at arbejde strategisk med fællesskabelsens formål og realiseringen af dette.

Om det er en kommunal aktør, en aktør fra en civilsamfundsmæssig forening eller en helt tredje aktør, der tager opgaven med at initiere fællesskabelse, er i princippet underordnet.

Blot er det centralt, at den faciliterende aktør har blik for potentialerne i at arbejde samskabende og samtidig har en bevidsthed om fællesskabets mangfoldighed og evner at reflektere dette ind i den konkrete fællesskabelse.

Og sidst men ikke mindst, skal den fællesskabende aktør mestre den facilitering, som skaber, og senere også kan være med til at vedligeholde, det lokalt forankrede fællesskab.