Kronik

Lektor: Frivillige foreningers nye rolle under coronakrisen kræver nytænkning

KRONIK: Den frivillige sektor er med til at løfte alle gennem krisen, men det kræver en særlig indsats. Det indebærer at genbesøge foreningens formål, udtænke online tiltag og alternative aktiviteter, skriver Jens Ulrich.

De sociale frivillige foreninger har allerede øget en stærk indsats, men de skal fortsætte med at tænke i nye baner for at være med til at hjælpe os igennem coronakrisen, skriver lektor Jens Ulrich.
De sociale frivillige foreninger har allerede øget en stærk indsats, men de skal fortsætte med at tænke i nye baner for at være med til at hjælpe os igennem coronakrisen, skriver lektor Jens Ulrich.Foto: VIA University College
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jens Ulrich
Stifter af Ulrich Consult ApS og ekstern lektor på VIA University College

Frivillige foreninger yder en stor indsats i disse krisetider. Men er alle de aktiviteter, der sættes i gang, svaret på de nye behov, som er opstået?

Er det tilstrækkeligt at oversætte hidtidige tilbud og aktiviteter til nye virtuelle former, eller skal der også tænkes nyt?

Måske er tiden inde til at genbesøge sin forenings formål, se på sine aktiviteter med et ude-fra-og-ind perspektiv og overveje om der skal tænkes i nye og supplerende tiltag.

Fakta
Jens Ulrich arbejder som ledelseskonsulent i konsulentfirmaet Ulrich Consult ApS og er ekstern lektor på VIA University College.

Han har en ph.d. og arbejder med samskabelse, fællesskabelse, civilsamfund og demokratiprocesser.

Jens Ulrich er en af nordens førende eksperter i samskabelse og arbejder med feltet som konsulent, foredragsholder, facilitator, rådgiver, projektleder, underviser og forsker.  


Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Den frivillige sektor gør et fantastisk arbejde
Mange frivillige sociale foreninger gør et rigtig stort arbejde i disse krisetider.

Det civile Danmark har ydet et stort bidrag og haft en stor betydning for, at mange har holdt modet oppe og at mange har klaret sig nogenlunde igennem krisen indtil nu.

Måske skulle man som frivillig organisation eller frivillig social forening genbesøge sit formål og se på om de tiltag, man sætter i søen, faktisk er de rette nu, hvor konteksten og behovene er ændret.

Jens Ulrich
Ulrich Consult ApS og ekstern lektor på VIA University College

Så nærværende lille skriv skal på ingen måde ses som en udtryk for, at den frivillige indsats har fejlet eller skudt ved siden af. Blot er der måske også er brug for nyt.

Siden krisen brød ud, har mange frivillige foreninger forsøgt at gøre det, de plejer, på en ny måde. Og dette måske endda også i et større omfang end tidligere.

Nye tiltag
Der er arrangeret online-udgaver af fællessang og fællesspisning. Der er delt mad og måltider ud til særligt trængende.

Der er etableret virtuelle samtalegrupper og støttegrupper, som hjælper folk, der har det svært. Og meget andet værdifuldt.

Fælles for disse tiltag er, at de stort set alle tilbyder de ydelser, tiltag eller støtteordninger, som de frivillige organisationer er vandt til at tilbyde. Nu blot i en anden ramme.

Aktiviteterne foregår ikke længere i ansigt-til-ansigts relationer, men er på bedste vis forsøgt oversat til virtuelle former, eller til former, hvor vi kan være sammen på afstand, som det så rigtigt hedder i disse tider.

Alle disse tiltag har været gode, nødvendige og tiltrængte. Og de frivillige foreninger har også med rette høstet megen anerkendelse for disse tiltag.

Tålmodigheden og overbærenheden hos modtagerne har været stor. Alle ved, at vi er i en tid, hvor vi betræder nyt land, hvor vi skal eksperimentere os frem, og hvor vi af og til fejler eller rammer ved siden af.

Det nye unormale normale
Vi er nu i en tid, hvor det nye normal er præget af usikkerhed og håbløshed. Det unormale er ved at blive normalt.

Vi ved ikke, hvornår vi kan vende tilbage til det liv, der var før corona. Ja, vi ved faktisk ikke, om det liv vi kan se frem til bliver som det, vi kendte før corona.

Hvordan vil vores arbejdsliv, vores fritidsliv og vores sociale liv se ud, når verden engang retter sig op igen?

Nye tider kalder på nye løsninger og nye tiltag. Og ved vi egentlig, om det, der gøres i de frivillige foreninger og organisationer er tilstrækkeligt og kan stå alene?

De aktiviteter, der sættes i værk, imødekommer et umiddelbart behov. Men kan det stå alene, når vi ser frem til en tid i de kommende måneder, hvor vores verden er ændret?

Har modtagerne af den frivillige hjælp måske nogle nye behov og nogle nye udfordringer, som de har brug for hjælp og støtte til, og som vores vante ydelser, tiltag eller støtteordninger måske ikke kan imødekomme?

Og er det tilstrækkeligt, at vi oversætter vante aktiviteter til at udfolde sig i virtuelle former? Og hvis der er nye behov og ønsker, hvad er den enkelte frivillige forenings rolle da i denne forbindelse?

Genbesøg din forenings formål
En frivillig organisation eller en frivillig social forening fungerer for det meste sådan, at den arbejder ud fra et formål.

Typisk ud fra et formål om at hjælpe en bestemt gruppe, nogle bestemte borgere eller på anden vis skal være med til at skabe samfundsmæssig eller social værdi på et givet område.

Med afsæt i dette formål formuleres så nogle strategier og nogle konkrete tiltag og aktiviteter, som kan være med til, at man som organisation eller forening lykkes med sit formål. Så langt så godt.

Et vilkår er imidlertid her, at de tiltag og de aktiviteter, der søges realiseret for at imødekomme det overordnede formål, bliver til i en bestemt kontekst eller i en bestemt virkelighed.

Sådan vil det altid være, og sådan skal det selvsagt også være. Man må tilrettelægge sine aktiviteter, så de giver mening i situationen.

Men nu er situationen jo en anden. Nu er det nye normal blevet en anden – både for de frivillige foreninger og for de borgere og brugere, som står med sociale udfordringer af den ene eller anden type.

Så spørgsmålet er, om de aktiviteter, der forsøges realiseret i virtuelle former, fortsat rammer inden for skiven i forhold til de nye behov, der er opstået med vores nye virkelighed.

Perspektivskifte
Måske skulle man som frivillig organisation eller frivillig social forening genbesøge sit formål og se på om de tiltag, man sætter i søen, faktisk er de rette nu, hvor konteksten og behovene er ændret.

Når foreningens daglige virke er forsøgt oversat til virtuelle former eller til former, hvor vi er sammen på afstand, så er det grundlæggende udtryk for, at man som forening arbejder ud fra et inde-fra-og-ud perspektiv.

Vi forsøger at levere de ydelser og aktiviteter, som vi plejer, og vi gør et stort arbejde for at oversætte dem til den nye virkelighed.

Men hvad sker der, hvis vi i stedet forsøger at tage et ude-fra-og-ind perspektiv?

Hvis vi ikke i første omgang sætter fokus på vores ydelser og aktiviteter, men i stedet sætter fokus på dem, der arbejdes med og på deres nye behov og ønsker?

Er det mon så de samme ydelser og aktiviteter, der er brug for? Eller er der behov for at tænke i nye baner?

Måske og måske ikke. Måske er der brug for at blive ved med at gøre det samme, men samtidig brug for, at der også gøres noget andet?

Og måske er der ikke længere brug for alle de aktiviteter, som vi tidligere har sat fokus på, da tiden og behovene har ændret sig.

Det skal her være påstanden, at det er meget lidt sandsynligt, at man som frivillig forening i denne nye virkelighed alene kan nøjes med at oversætte sine vante aktiviteter til virtuelle former, hvis man fortsat skal lykkes med at indfri sit formål.

Den nye virkelighed, som vi forsøger at finde vores ben i, må betyde, at vi skal tænke anderledes, supplerende eller i nye baner, når vi skal tilrette aktiviteter og tiltag, som kan være med til at indfri det formål, som man grundlæggende er sat i verden for at lykkes med.

Hvad gør man så?
Hvis ovenstående giver mening, så kunne en strategi være, at man starter med at genbesøge sin forenings eller sin organisations formål.

Hvad er man sat i verden for og hvad er ens forenings eksistensberettigelse?

Ud fra dette forsøger man så at se på sin målgruppes nye behov i disse nye tider. Er der ændring i behovene og er der kommet nye behov til?

Er det muligt at spørge de borgere eller de brugere, man arbejder med om deres nye behov og ønsker, så er det selvsagt optimalt.

Hvis det ikke er muligt, så må man selv op på tæerne og forsøge at tage et ude-fra-og-ind perspektiv, og, så åbent og empatisk som muligt, forsøge at se på sig selv udefra.

Revurder aktiviteterne
Når ovenstående er gjort, kan man efterfølgende genbesøge sine aktiviteter og sin aktivitets portefølje.

Er det de rette aktiviteter? Skal der nye til? Og er der nogle af aktiviteterne, som ikke længere er aktuelle

Og sidst, men ikke mindst, hvordan kan disse aktiviteter så realiseres i en tid, hvor vi i højere grad er nødsaget til at væres sammen online eller på afstand?

Hvordan kan vi på kreativ og innovativ vis benytte nye medier og nye relationelle samværsformer, så vi kan realisere de nødvendige tiltag og aktiviteter? 

Og mens alt dette afklaringsarbejde står på, og sikkert også når man er færdig med sit afklaringsarbejde, så bliv ved med de tiltag, som allerede er sat i verden.

Bliv ved med at forsøge at oversætte det, der er gode erfaringer med, til virtuelle former.

Der er stadig brug for brandslukning og efterslukning – sikkert også selv om vi træder ind i en ny unormal normal.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00