Med tillid og respekt vil Østifterne så demokratiets frø i børn og unge

TILLIDSØVELSE: Børn og unge skal lære at blive demokratisk deltagende mennesker. Det er målet for et usædvanligt projekt, Østifterne driver i tre boligområder i Helsingør. Vi møder børn og unge med tillid og nysgerrighed, siger foreningens projektchef. 

Børn og unge skal være en integreret del af beboerdemokratiet i Boliggården i Helsingør. 
Børn og unge skal være en integreret del af beboerdemokratiet i Boliggården i Helsingør. 

Tro, håb og kærlighed. Det er titlen på Bille Augusts snart 30 år gamle ungdomsfilm. Men det kunne lige så vel være den samlende overskrift på et usædvanligt udviklingsprojekt, der foregår i tre almene boligområder i Helsingør lige nu.

Den filantropiske forening Østifterne har bevilget 15 millioner over de kommende fem år til at demonstrere, at man ved at udvise respekt og tillid kan indgyde tro og håb i børn og unge, der ikke er vant til at blive lyttet til. Det vil på sigt føre til, at de træffer gode livsvalg til gavn for dem selv og andre, mener projektchef i Østifterne Camilla Dolberg Schmidt.  

”Når man viser folk tillid, ser og hører dem og tager dem alvorligt, så sker der noget godt,” siger hun.

Ideen opstod i et fængsel
Kernen i projekt Sammen om Hinanden er at give børn ned til ni år indflydelse på deres egen hverdag. Det skal ske ved at inddrage dem aktivt i beboerdemokratiet. På den måde lærer de fra barnsben at begå sig i både det lille og det store demokrati.

Vi skal have så mange som muligt, der oplever, at de får medindflydelse, og at deres stemme bliver hørt.

Kasper Poulsen, SSP-konsulent

Ideen til projektet blev udklækket langt fra Helsingør – nemlig i fængslet Søbysøgård på Fyn. Her er Østifterne er en del af en indsats, der går ud på at give fangerne indflydelse på deres hverdag. Inddragelsen sænker konfliktniveauet og frigiver tid, energi og ressourcer til både indsatte og vagter, viser erfaringerne.  

Og ved et møde med de indsatte havde Camilla Dolberg Schmidt en oplevelse af at sidde sammen med nogle af samfundets mest udsatte børn, som nu var blevet voksne.

Jeg ville selv vokse mere som menneske under tillid end under noget som helst andet. Og det, tror jeg, de fleste mennesker ville. Alligevel gør vi noget andet som samfund. Det har altid undret mig.

Camilla Dolberg Schmidt, Projektchef, Østifterne

”Og jeg kan huske, at jeg tænkte: ’Hvad hvis man for tyve år siden havde sat dem ved et bord og talt med dem om, hvilket liv de godt kunne tænke sig? Hvis man nu havde vist de drenge interesse tidligere i deres liv? Kunne man så have hjulpet dem til at undgå nogle af de valg, de havde truffet?’” siger Camilla Dolberg Schmidt.

En tanke, der passer som fod i hose med Østifternes principbeslutning om, at en betydelig andel af de uddelte midler skal gå til forebyggelse.

Børn skal automatisk inddrages
Et væsentligt element i filosofien bag Sammen om Hinanden er, at aktiviteterne skal forankres i de bestående strukturer. Østifterne kommer med andre ord ikke anstigende med en kuffert, pakker et projekt ud og skrider igen, når projektperioden er omme.

”Det vigtige er at bygge på strukturer, som allerede findes. Vi skal ikke lave en ny forening eller et sekretariat, som skal ud at finde penge. Vi skal have nogle blivende strukturer, der også er der, når vi engang er væk,” siger Camilla Dolberg Schmidt.

Derfor er alle aktiviteter bygget op i tæt samspil med institutioner og organisationer, der allerede er til stede i de tre boligområder.

Børnedemokratiet er en metode, der er udviklet af specialistvirksomheden Konradi. Den handler om at give børn i alderen 9-13 år medbestemmelse, og den del ligger hos boligforeningernes driftsfolk. Det er dem, der finder børnene og lærer dem, hvordan man får sin stemme hørt og gjort sine ønsker til virkelighed.

”Østifterne slår et stort slag for, at de ikke skal blive hængende i mange år, men at beboerdemokratiet skal præpareres til automatisk at inkludere børn i de beslutninger, der er vigtige for børn – og sikre, at det bliver kutyme, at der sidder børn og unge med i bestyrelsen,” siger Kirstine Helene Lindberg, som er projektkoordinator for Sammen om Hinanden.

Tilsvarende er ungedelen forankret i områdets fritidsklubber og væresteder, som hver får et ungeråd med fire-fem medlemmer, hvis opgave er at få sagt de unges interesser højt og sikre, at de bliver hørt.  

”Vi ser ofte, at unge kun bliver involveret i at komme med ideer og input. Det oplever de unge som pseudo-inddragelse. De skal være med, når der er noget, der skal gøres, etableres, købes og debatteres. Hele vejen igennem processen. De skal være med alle de steder, hvor det giver mening,” siger SSP-konsulent Kasper Poulsen, som står for ungerådene.

”Jeg har aldrig nogensinde haft et projekt, der endte der, hvor man troede, det skulle hen. De findes jo ikke,” siger Camilla Dolberg Schmidt.

 

Demokrati skal dryppe på mange
For de unge handler det meget om resultater. Kommer der den skaterrampe, de savner, eller gør der ikke? Og bliver rampen sådan, som de gerne vil have den?

Men for de voksne er det processen, der er det centrale, forklarer Camilla Dolbert Schmidt fra Østifterne.

”Hvis de vil have en legeplads, skal de undersøge, hvad man må, hvad det koster, og hvordan man gør. Det er processen, der er pointen, ikke målet,” siger hun.

”For os handler det om at skabe demokrater,” forklarer Kasper Poulsen.

I projekter af denne art arbejder ofte med at give noget godt til nogle få i forhåbningen om, at de derefter får det gode til at yngle, uddyber han. Men sådan er det ikke i Helsingør.

”Vi vil have, at demokrati og medbestemmelse skal dryppe ud på de mange i stedet for de få. Vi skal have så mange som muligt, der oplever, at de får medindflydelse, og at deres stemme bliver hørt. De skal opleve, at nogen siger, deres stemme er vigtig,” siger Kasper Poulsen.

Vi lægger stenene, mens vi går
At få de unge i de udsatte boligområder med ombord er ingen given sag. Det kræver noget af de involverede, som ikke blot skal skabe en forandring. De skal være forandringen, forklarer Kasper Poulsen.

”Vi sælger ideen om, at man kan gøre ting anderledes. Og det skal de unge kunne mærke hos os. Vi er ydmyge i forhold til at møde dem med respekt og sige, hvorfor det er en gevinst for dem at tage del i det her,” siger han.

For at møde behovene hos de unge skal projektet være i stand til hurtigt at skifte kurs.  

”Vi lægger stenene, mens vi går,” siger Kasper Poulsen og forklarer, at projektgruppen konstant evaluerer, hvad der virker, og som der skal gøres mere af, og hvad der ikke fungerer.

”Det her er et udviklingsprojekt. Og det helt unikke er Østifternes mindset om, at vi skal prøve nye ting af. Og når vi falder og slår os, får vi plaster på og kommer op igen,” siger Kasper Poulsen.

For ham fungerer det at være i konstant bevægelse.

”Det sætter tanker og nogle ideer fri, frem for hvis det hele var defineret på forhånd,” siger han.

Og Kirstine Helene Lindberg er enig. Som tidligere boligsocial medarbejder har hun oplevet at skulle leve op til meget faste målsætninger, som konstant skulle evalueres.

”Man sætter en masse mål, og så skal man bevise, at man har nået dem – også når de ikke virker. Det kan være meget svært skifte retning. For projektet er jo godkendt, så man arbejder hen imod målene – også selv om man har indset, at man ikke kan nå ud til sin målgruppe på den måde,” siger hun.  

Nysgerrighed er afgørende
Den åbne og fleksible tilgang er helt bevidst, fortæller Camilla Dolberg Schmidt.

”Jeg har været projektleder i snart tyve år. Og jeg har aldrig nogensinde haft et projekt, der endte der, hvor man troede, det skulle hen. De findes jo ikke,” siger hun.

Camilla Dolberg Schmidt oplever, at projekter ofte er meget låst på et fast defineret formål og bærer præg af bedrevidenhed.

”Jeg synes, at meget af det, man laver er præget af en tankegang med: ’Vi tror ikke, at du kan finde ud af det, så nu kommer vi og gør det for dig,’” siger hun.

For hende er tillid og nysgerrighed afgørende for at kunne lykkes.

”Vi kommer ikke med en one size fits all løsningsmodel. Vi vil gerne møde børnene med ydmyghed og nysgerrighed og ønsket om også selv at blive klogere,” siger Camilla Dolberg Schmidt og fortsætter:

”Det, synes jeg, er meget fraværende i vores samfund; den respekt, der ligger i at møde folk og sige: ’Hvem er du?’ i stedet for at have en mening om, hvordan man synes, de skal være.”

Afrapporteringen er barberet ned
Også på et andet punkt adskiller Sammen om Hinanden sig fra det typiske fondsprojekt. Camilla Dolberg Schmidt tilbringer nemlig alle sine mandage i boligområderne i Helsingør.

Her holder hun møder med projektgruppen noget af tiden og passer sit øvrige arbejde i den resterende tid.

Det bringer hende tættere på det, der foregår, og giver samtidig projektets vision ben at gå på.

Og så gør det evalueringen lettere. For Camilla Dolberg Schmidt står selv for at orientere Østifternes bestyrelse om projektets udvikling.

”I stedet for vi hele tiden skal have afrapportering og dokumentation for, at tingene går, som vi vil, så er jeg der, og så kan de projektansatte bruge deres tid på noget andet. Jeg står inde for, at tingene er, som de skal være,” siger hun og tilføjer:

”Jeg synes, man bruger alt for meget tid på dokumentation og afrapportering i vores branche.”

Og hendes tilstedeværelse kan mærkes, bekræfter Kirstine Helene Lindberg.

”I mit tidligere arbejde skulle vi hele tiden bevise, at vi gjorde det, vi havde sagt, vi ville. Det lagde vi ekstremt mange timer i. Det er helt skåret væk her. Camilla har nærmest taget halvdelen af arbejdet væk fra mig,” siger hun.

De skal vide, de er vigtige
En af de ting, Camilla Dolberg Schmidt selv er mest spændt på, er, om man kan se de unge vokse, når de bliver mødt med tillid.

”Jeg ville selv vokse mere som menneske under tillid end under noget som helst andet. Og det, tror jeg, de fleste mennesker ville. Alligevel gør vi noget andet som samfund. Det har altid undret mig.”

Hun håber, at projektet vil ruste de unge til at træffe sunde valg, der giver dem gode liv.

”Jo bedre man har det indvendigt, jo bedre man føler, man er, jo mere vil ens handlinger også komme andre til gode,” siger hun.

Måske er det optimistisk at tro, at man kan plante et demokrati og se det gro sig stærkt og levedygtigt på fem år. Men tegnene skulle gerne være der.

”Jeg håber, at vi om fem år har nogle børn og unge, som ved, at det, de mener og synes, er vigtigt. At der er nogen, der gider at høre på dem. At de er interessante. At de er unikke,” siger Camilla Dolberg Schmidt.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion