Medstifter: "Medborgerne måtte lukke. Her er hvad jeg har lært"

I starten af juli blev det i al stilfærdighed meldt ud, at foreningen Medborgerne lukker.

Siden 2014 har Medborgerne arbejdet for at introducere den amerikanske community organising-tilgang i Danmark til at forny og styrke civilsamfundets fællesskaber og bekæmpe den magtesløshed, som stadig flere danskere føler i deres hverdag. Og i 2017 blev det til Danmarks første borgeralliance af lokale fællesskaber på Nørrebro og Nordvest i København med støtte fra Tryg Fonden.

Men nu er det altså slut. 21. juni afholdt bestyrelsen en ekstraordinær generalforsamling og besluttede at opløse foreningen, opsige alle ansatte og tilbagebetale de resterende fondsmidler ved udgangen af august.

Vi begik fejl

Det var en trist besked at få. Ikke mindst for mig, der har lagt så meget arbejde og hjerteblod i at opbygge Medborgerne i foreningens første år.

Siden jeg selv stoppede som ansat i juni 2018 har jeg kun fulgt Medborgerne fra sidelinjen, så jeg vil ikke gøre mig klog på de aktuelle omstændigheder, der ledte til, at bestyrelsen valgte at lukke Medborgerne.

Men beslutningen overraskede mig ikke. For selvom det udadtil er lykkedes Medborgerne at blive en lokalpolitisk magtfaktor og engagere lokale borgere i kampagner om alt fra bedre belysning, flere fritidsjobs, fodboldbaner og busstoppesteder, så er det mit indtryk, at indadtil har det til stadighed været svært at skabe en bæredygtig organisation og økonomi.

Jeg har efterfølgende reflekteret over de fejl, vi begik i opstarten, og over hvorfor det var så svært for os at introducere community organising i Danmark på en bæredygtig måde. Her er seks erfaringer, som jeg har tager med mig fra Medborgerne.

En svær faglighed slider på relationerne

Community organising er en svær og krævende faglighed, hvor man både skal kunne agere coach, underviser, kampagneudvikler, PR-person og lobbyist.

Der er mange offentlige midler til at understøtte driften i det danske civilsamfund. Men bagsiden er, at det mindsker civilsamfundets villighed til at udfordre og agere politisk

Andreas Lloyd
Medstifter, Medborgerne

Det kræver tid, støtte og sparring at opbygge denne faglighed. Især på et lille sekretariat med kun to-tre ansatte. Da vi startede Medborgerne, havde vi kun minimal forudgående erfaring med community organising, og måtte prøve os frem og begå en masse fejl undervejs.

Det sled meget på os og vores indbyrdes relationer. Og de fleste ansatte i Medborgerne holdt sjældent mere end et år eller to i jobbet. I løbet af organisationens seks år lange levetid er hele sekretariatet løbende blevet udskiftet tre gange.

Den manglende institutionelle erfaring og hukommelse har gjort det rigtigt svært at skabe en bæredygtig organisation.

Civilsamfundet og det offentlige hænger uløseligt sammen

Der er en stor gave, at der er så mange offentlige midler tilgængelige til at understøtte driften i det danske civilsamfund. Men bagsiden er, at det mindsker civilsamfundets villighed til at udfordre og agere politisk.

Denne sammenfletning skaber en lidt indspist konsensuskultur, hvor man er glad for hvad man har, og nærmest kun reagerer, hvis man står til at få skåret i sine bevillinger.

Derfor havde vi i Medborgerne fra starten besluttet, at vi ikke ville tage imod offentlige midler til vores organiseringsarbejde. Men i dialogen med potentielle medlemsorganisationer var der mange, der ikke ønskede at engagere sig, fordi de var bange for at få problemer i forhold til brugen af de midler, de fik fra det offentlige.

For hvordan kunne de forsvare at gå ind i enkeltsager, der prioriterede visse lokale borgeres behov, og dermed indirekte var på bekostning af andres? De ignorerede bekvemt, at resultatet var, at de så slet ikke gjorde noget.

Start det rigtige sted

Vi valgte Nørrebro/Nordvest, da det er Danmarks mest etnisk blandede bydel, og den rummer en lang række stærke civilsamfundsfællesskaber.

Problemet var, at kvarteret allerede var oversvømmet af udefrakommende med gode hensigter. Ikke mindst i kraft af den massive medieopmærksomhed, bydelene har fået gennem de sidste 20 års politiske fokus på integration.

Opstartsperioden for borger-alliancer i England og Tyskland ligger typisk på tre til fem år. Vi burde have brugt lige så lang tid

Andreas Lloyd
Medstifter, Medborgerne

Da vi startede, var der to lokaludvalg, tre kommunale områdefornyelser og 8 boligsociale helhedsplaner i gang. Og dertil kom alle de øvrige fondsstøttede og frivillige projekter, der også havde sat sig for at skabe integration og social mobilitet.

Der var alt for mange midler, alt for mange projekter og alt for mange udefrakommende, der ville løse lokale problemer. Og dertil kom, at mange af de borgere, som det ville have været oplagt at engagere i Medborgerne, allerede var engagerede i kommunale initiativer.

Efter vi havde været i gang et lille års tid, snakkede jeg med forfatteren og sociologen Aydin Soei, som påpegede vores fejl. "I skulle være startet i Avedøre eller i Taastrup eller i Brøndby", sagde han. "Problemerne er de samme, men der er slet ikke samme opmærksomhed omkring dem." Jeg tror, at han havde ret.

Vi vil dem, men vil borgerne os?

Vi var så heldige at få en bevilling på 1,9 millioner fra Tryg Fonden til at opbygge en borgeralliance, men vi havde ikke fået nogen invitation fra borgerne på Nørrebro/Nordvest til at gøre det hos dem.

Hele arbejdet med en borgeralliance afhænger af, at der er et stærkt lokalt ejerskab, at lokale folk ønsker at skabe en borgeralliance og er villige til at lægge deres tid og penge i at få det til at ske. Vi manglede invitationen.

Vi kom udefra med et koncept fra udlandet, masser af bløde fondspenge og en bestyrelse bestående af folk, der var interesserede i konceptet og dets nationale potentiale, men som ikke havde relationer eller tilknytning til lokalsamfundet. Det betød, at vi to ansatte organisers skulle arbejde meget, meget hårdere for at skabe relationer, tillid og interesse og skabe fundamentet for en borgeralliance.